Hej alle. Her har været lidt stille på min side, det sidste stykke tid, det er bestemt ikke fordi, jeg ikke har tænkt på jer. Men der har været en masse på den lidt mere private side og mit liv har handlet meget om sygdom. Og lige nu, er jeg lidt træt af kun at omtale de negative ting. For selvom der er meget negativt i mit liv, så sker der også positive ting.

Lørdag den 9 August var jeg ude og fejre, en vens fødselsdag. Det er de fleste tit, men det er jeg ikke. jeg har kun boet på øen i 1 år, da jeg ankom kendte jeg ikke et øje. Så for mig var det lidt stort, at være inviteret. For ja det er for mange en lille ting, og rigtig mange tænker ikke over hvor mange, der faktisk ALDRIG, bliver inviteret. Men det var jeg, og selvom jeg faktisk havde være utrolig dårlig op til, så ville jeg bare det her, koste hvad det koste ville.

Det var helt bestemt en super hyggelig aften, med nogle folk, jeg har det kanon sammen med. Der hvor nerverne blev sat på prøve, var da jeg skulle ind og ud af hotellet, hvor vi spiste. PUHA PUHA. der var jeg hvid i ansigtet. Der var dog rampe, men en rampe i 2 skinner, og når den passede med forhjulene, ja så kørte baghjulende bare i luften. Heldigvis var der nogle store stærke mænd med, som løftede, min kørestol, så forhjulene kørte på skinnerne, og bagenden holdt de så fast i. Så ind kom jeg og nød dejlig mad og det bedste selskab. Så kom turen ned, der bad jeg en stille bøn, og efter 4 minutter, var mit ansigt tilbage i normal farve, og hjerterytmrn normal.

For mig var det en super aften, og glemte til tider, alt det jeg ikke kan, og glemte min kørestol. Vil egentlig bare fortælle hvor meget det betyder at få en invitation, man kommer til at føle sig næsten normal. Så 1000 tak, for en fantastisk aften, i ved selv hvem i er.

Ellers er jeg gået i gang, med et større projekt. Jeg vil have frisket min stue op. den har nu stået som da jeg flyttede ind og nu trænger jeg til luftforandring. Det har jeg snakket om et stykke tid, men nu skal det være. Nu er jeg så en af dem, hvor det at male ikke er nok, nej der skal nye møbler, og ikke bare nogle af dem man går ind i en butik og køber. næ nej så nemt skal det ikke være. jeg er jo vild med gamle ting, som med en kreativ hånd, kan blive nyt og smart, eller en gammel ting folk er ved at smide ud, for den kan da ikke blive til noget brugbart..

for et stykke tid siden købte jeg, et hjørneskab i fyrretræ, med blyindfattet farvet glas. Kan man næsten finde noget mere umoderne, tror jeg næsten ikke og det kostede også næsten intet. Da jeg købte det, havde jeg ingen direkte plan med det, andet end jeg godt kunne tænke mig et hjørneskab. Så det skab har stået et pænt stykke tid, på mit værksted. og på trods af alt den tid, ja så glemte min spasserhjerne at tage et før billedet, men jeg har fundet et der ligner det meget, inden jeg foldede, min kreative evner ud over det.

Ja kønt kan man vel altid diskutere, det er jo i bund og grund en smagssag. Må indrømme at jeg sidst i 90erne, havde den slags møbler, siden har jeg haft allergi overfor dem. Men de er billige, for tiden, så der passer de mig rigtig godt. Og var sikker på at med hårdt arbejde, kunne det blive fedt og passe ind, i min nye stue. Min nye stue skal ikke ligner alle andres, er ikke så god til det at gøre som andre. Jeg er mig selv, og tænker ikke så meget over moden, den kan give mig inspiration, men jeg går efter hvad jeg kan lide og ikke hvad der er i bo bedre.

Så min stue, der ikke er kæmpe stor. Skal have helt hvidt loft, helt hvide vægge og som prikken over i'et, skal mit gulv, der lige nu er rå træbrædder, der ikke er lagt særlig pænt, mit gulv ser aldrig rent ud, lige meget, hvor meget det er blevet vasket. Så nu har jeg besluttet at det skal være sort. Når folk bliver rystet over at jeg tør, male et helt gulv, er der ikke andet end at sige, det kan altid, afhøvles igen, eller males en anden farve. Nu bliver det sort. Så nu syntes jeg det var på tide, at gøre noget ved det gamle mindre kønne hjørneskab. Det nemmeste havde jo var jo bare at male det hvidt, men så var der jo lige det bly indfattet vindue, med de farvede glas, det ville pynte, ,Men det ville ikke have det, der gør det til et Charlotte skab. Så det blev hvidt og granit, en meget grå farve, tæt på sort. så mu kan det stå, nogle år i min stue.





Sådanne ente mit hjørneskab, med at se ud. Valgte at tilføje lidt harlekintern, da de passer sammen med, det blyindfattet vindue. Så nu mangler jeg bare resten af møblerne til stuen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mine ideer i hovedet, ende med at blive min personlige stue.

I får lige lov til at se nogle af de andre ting, jeg har puslet med. Og husk, når jeg kan gøre det med 1 arm og i kørestol. så kan i også, det er bare at springe ud i det. I er altid velkommen til at hente råd, vejledning eller bare snakke hvis det lige er det i har brug for.



Her ser i et lille udvalg af nogle af de ting, jeg holder mig selv i gang med at bruge tiden på.

Jeg bruger kalkmaling, til det meste. Det er nemt og sjovt, at arbejde med. Når det er malet, kommer jeg voks på. Voksen kan også, give tingene patina. Men ellers er det, nok tydeligt at se, jeg syntes det er sjovt, at lave gamle ting, fra mormors tid om, til ting man kan bruge i dag. feks. vaskbræt, der bliver sat i stand, får nogle kroge, og så passer det i køkkenet, lige til håndklæde og viskestykker. Det er jo kun fantasien der sætter grænser. Jeg håber der er fundet en løsning, på mit helbrede. Så jeg i Oktober kan begynde og afholde nogle kurser. Så folk selv kan trylle med mormors gamle ting, som man holder af, men måske ikke lige passer ind i den stil, man har i sit hjem. Det er en fantastisk oplevelse, at få lavet de gamle ting, der betyder noget for en, lavet så de bare falder naturligt ind. Nu må tiden så vise om interessen, er stor nok på Ærø, om der er nok der tør prøve kræfter med det. Det næste stykke tid, vil jeg lade jer følge med i, hvordan min egen stue ender med at se ud. Lavet af gamle ting, genbrug tilsat en masse kalkmaling og en del arbejdskraft.

Dette er lidt af de ting, jeg har og bruger i mit, eget hjem. 1. vaskebræt, der er blevet til holder af viskestykker og håndklæder, i køkkenet, malet i den farve, jeg har malet, nogle af skabslågerne, samt fliserne i køkkenet. De var orange med blomster, ca fra 60erne. de var meget lidt kønne og passede bestemt ikke til mit hjem. de gjorde også køkkenet meget mørkt og jeg hader når der virker mørkt. Folk spørger tit om kalkmaling kan holde. Jeg gav det 2 lag, derefter 1 gang voks, og det ser fuldstændig ud, som for 1 år siden. Så har du nogle fliser du ikke kan holde ud i køkkenet, så er det bare at komme i gang.

2. Det er en kiste i mellem str. den var skrigende lyserød, ingen håndtag og flere kom med jokes om, at den kunne da kun være brænde. Den jokes er stoppet. den er nu en kiste i hvid og grå, der har plads i mit soveværelset. den er helt perfekt, når man lige har noget man ikke ved hvor man skal stille, men heller ikke magter gæster ser, og lige i mit soveværelse, kommer der en del gæster. sygeplejersker og læger. så helt kanon, med en kiste, man lige kan smide rodet op i.

3. det er et billedet jeg altid har hold af, og for snart 20 år siden fik jeg det i stort med guldramme. men mistede det under nogle kedelige omstændigheder. Da jeg var flyttet her til Ærø fandt jeg det på en af vores køb og salg sider. ikke så stort som det jeg havde, og det havde en brun skinnende ramme. Den ramme passede bare slet ikke til mit hjem. så jeg måtte i gang igen. Det er malet med hvid kalkmaling, har fået brun voks nogle få steder, samt lidt guld. derefter har det hele fået klar voks. så er det pudset op, så det ikke er mat, men heller ikke skinnende, effekten afhænger meget af hvordan solen rammer. Og så har den fået den form for Patina, jeg holder af. Altså den hvor det ser slidt, men pænt ud. Jeg har den personlige holdning at rust og pletter, ikke er patina, men ordet patina bruges meget i dag. Jeg kan godt finde på, ved en salgsannonce, hvor de har brugt ordet patina og spørge, hvad de mener med det. Rigtig mange kan ikke svarer. Men op til jer, hvad i syntes er patina. og husk det er jeres hjem, så lav det nu, så du føler dig hjemme. Det hjælper jo ikke meget du har et modernet hjem, hvis du ikke selv nyder det og føler dig hjemme.

Nu vil jeg stoppe for denne gang, så jeg kan komme i gang, med en kæmpe renovering af stuen. Så jeg snart har nyt at vise jer. På vej ud og lave en gammel stige om, til en billedramme der skal hænge op over min sofa, og bagsiden af mit skab, hvor mine fine glas er, skal laves til en opslagstavle. Men helt sikker på, resultatet bliver super og helt sikkert at ingen har en stue som mig.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Ja som overskriften siger, så har jeg fået et ønske opfyldt. Flere har spurgt hvorfor jeg ønskede en blog, og hvad jeg ville skrive om. JA det var ikke noget, jeg ønskede for 7 år siden. Men for 7 år siden, var mit liv, også nærmest, det modsatte, af hvad det er i dag. Jeg levede lige det liv, jeg ønskede, jeg var lykkelig. Efter mit liv væltede, tog det mig nogle år, før jeg fandt fodfæste igen. Det tog tid at lære og leve, med de nye udfordringer. Det tog tid, at turde drømme igen. Er jeg så nået i mål ? er jeg lykkelig i mit nye liv. Nej.... Jeg er ikke nået målstregen endnu, men den nærmer sig. Jeg er nået langt, jeg har accepteret, de nye udfordringer livet har givet mig. Og måske vigtigst af alt, jeg tror igen på at jeg kan blive det. Jeg tror på jeg en dag, med god samvittighed kan skrive til jer, at jeg igen er lykkelig.

Grunden til jeg ønskede en blog, ja der var ikke en, men flere grunde. Jeg har altid godt kunne lide at skrive, meget heldigt, når man skal forsøge sig som blogger. Det at skrive, gør for mig, at jeg får styr på tankerne. jeg får mulighed for at se tankerne, mange gange syntes jeg, at tankerne bliver mere virkelige, når de kommer ud af hoved. De dumme, fjollede tanker, ja dem sletter man bare. Tanker der skræmmer mig, bliver på en måde ikke så farlige. Så for mig, er det at skrive, en form for selvhjælp. Så for mig, handler det at skrive, bestemt ikke kun om at ville høres. Det er også af ren og skær egoistiske grunde. Når det så er skrevet, så skal der også stå, at jeg vil elske, hvis det jeg skriver, bare på en eller anden måde, kan hjælpe et andet menneske. Hvis jeg kun skrev af egoistiske grunde, så var det nok mere en dagbog, jeg skulle begynde på. Jeg har valgt en blog, da jeg håber at der bare er 1 menneske, der kan bruge det til noget. Kan de negative ting, mit liv har budt på, hjælpe andre til selv bedre kunne komme igennem det. eller endnu bedre, kunne det forhindrer at andre skal igennem det. ja så er det bestemt det hele værd. Kan noget af det positive, få nogle til at turde prøve det, være inspiration eller give lyst hos nogle, så igen har det hele været det hele værd. Kan nogle af de fjollede/sjove ting få folk til at smile, så er målet med bloggen opnået. Jeg har bestem prøvet mange grimme/dumme ting i mit liv. der har bestemt også været rigtig mange sjove/gode tider. Og kan min blog give en læser noget, så er det præcis det min målsætning er.

Når man bliver alvorlig syg, og skal kæmpe for livet. så sker der rigtig meget inde i en. Da det skete for mig, måtte jeg først kæmpe mod spørgsmålet, hvorfor mig ??? Ja må jo indrømme at svaret, aldrig er kommet til mig. Jeg var sur, ked og rigtig bange. Jeg syntes det var vildt uretfærdigt, jeg blev så ked af det, at der var tider, hvor jeg var sikker på, jeg aldrig ville stoppe, med at græde igen. jeg var helt ubeskrivelig bange. Det mindste kunne få mig til at tro, så nu er du nået enden. Jeg var i en bobbel, fyldt med frustrationer. Og der var ingen, der var intet, der lige fik mig ud af den. Men en dag sprang den, det var den dag, hvor jeg startede med at acceptere, det nu engang, var det lod i livet, jeg havde trukket. Det var ikke et andet menneske, der fik det til at ske. Det var ikke en eller anden, vild oplevelse. Nej det var en af utallige nætter, hvor jeg lå vågen, og havde mega ondt af mig selv. Jeg var ved at brække mig over min egen selvmedlidenhed, da tanken ramte mig. Okay Charlotte har du ikke brugt tid nok på at have ondt af dig selv. Har du ikke spildt tid nok nu ??? Hvis man gerne vil leve, hvis man gerne vil smile, hvorfor bruger du så tiden på selvmedlidenhed. Jeg måtte jo indse, at det opnåede jeg intet ved, det kom jeg ikke til at smile af, det fik jeg bestemt ingen positive oplevelser ud af. Måske jeg ikke ville klare den, men min sidste tid, skulle da godt nok ikke bruges på selvmedlidenhed, sorg eller bitterhed. Noget der siden jeg blev mor, har betydet rigtig meget for mig, var/er hvordan mine børn vil huske mig for at være. Og da jeg ønsker, de skal huske mig for at være en der ikke bare gav op, en der ikke var kedelig, en der ikke bare lagde mig på ryggen og ventede. Ja så var der kun en vej, og den vej var op og i gang. Så der er jeg nu, jeg er på vej op, på vej mod nye oplevelser. Jeg ved godt livet ikke kun er positivt, jeg ved godt at på trods af jeg selv syntes, der har været negative ting nok i mit liv. Ja så venter der også flere af dem. Men i dag er jeg bedre rustet, jeg ved at fordelen ved at rammen bunden er, at der så kun er en vej og det er op. Nu skal man ikke tro det skete med et knips, men fra at jeg traf beslutningen om at jeg ville leve, hvert sekund af mit liv. jeg ville nyde, alt jeg fik muligheden for, der er det gået op. Jeg falder stadigvæk i det sorte hul, som er fyldt med selvmedlidenhed. Der bliver længer og længer imellem, og helt forsvinder det nok aldrig. men det er vel i bund og grund også okay. Jeg tror i dag på, at det er sundt, nogle gange lige at stoppe op og tænke over livet. Det gør jo også at man giver sig selv lov til at mindes. Det er også sundt nok at græde, for nej livet er ikke fair. Livet er møg hamrende hårdt. Om vi har 1 eller flere liv ved jeg ikke, men jeg ved at, jeg ikke vil spilde dette liv.

JEG VIL LEVE OG JEG VIL NYDE HVERT SEKUND. OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT, DET IKKE BLIVER KEDELIGT.

Så ja jeg har ændret mig, efter jeg blev syg. Jeg har på den hårde måde, lært at sætte pris, selv på de små ting. Men nu skal man ikke tro, jeg er blevet frelst. Jeg er heller ikke blevet perfekt, men jeg er blevet mere fint følende. Jeg er stadigvæk den fjollede Charlotte, hende der elsker, sjov i gaden. Jeg er stadigvæk hende der ikke kan holde, min mening for mig selv. Men jeg har lært at jeg er bedst til at være Charlotte. Jeg har ikke behov for at hele verden elsker mig, det betyder langt mere for mig, at jeg kan se, mig selv i øjnene. Så må folk, hade eller elske mig. Men det er bestemt fedest, hvis folk elsker en. Men vi er jo forskellige og ingen kan eller skal gøre alle glade. Så er blevet så voksen, at jeg bare er Charlotte. På godt og ondt. Jeg ved jeg ikke kan redde hele verden, men kan jeg på nogle måder, hjælpe nogle eller inspirer et andet menneske, så er det helt kanon for mig.

Så det var grunden til, jeg ønskede mig en blog. Jeg var klar til at fortælle om mit liv.

Nu er det så op til dem der vælger at følge mig, dem der vælger at læse på min blog, om de på nogle måder får noget ud af det, eller de bare har fundet noget, der er godt at falde i søvn til.  Det er jo op til folk selv om de vil læse, hvad jeg skriver, men nu har man muligheden for det. Og jeg håber, nogle får noget positivt ud af det, for som skrevet, så er min målsætning med bloggen nået.

Likes

Comments

For 14 dage siden, besøgte selveste mr. melodi grand prix Ærø. Uha det var jo lige tilbage til de gamle dage. Måtte godt nok besøge You Tube, for lige at gennem opfriske sangene. Håret var sat, sminken lagt og humøret højt. Mig og Jonathan var HELT klar. Vi havde godt nok øvet os i at klappe sammen, men lige for at være sikker, blev der lige lavet et Johnny Logan/Ærø flag, så kunne jeg altid vinke med flaget.

Så nu var vi klar. Det blev den aften, hvor bjørnen der havde sovet, i 4.5 år vågnede op. Det blev en aften, hvor den gamle Charlotte tittede frem. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk stadigvæk, godt kan feste. Inden aften, havde jeg kægt sagt at jeg ville have en selfie, med Johnny Logan. Men jeg fik langt mere end det. Der var en sød musiker, der mente jeg havde fortjent en speciel oplevelse. Og det fik jeg.

Da Johnny Logan kommer til 3 sang, stiller han sig og dedikere han sangen til mig. Jonathan gik helt i baglås og råbte CHARLOTTE CHARLOTTE det er dig. Så jeg måtte pænt køre hen foran scenen, hvorefter han hopper ned fra scenen og står lige foran mig og synger HOLD TO ME. Syntes godt nok sangen var lidt lang, når man sidder lige i centrum. Men det var da sjovt.

Efter en fantastisk koncert, syntes Johnny jeg skulle have mit Selfie, og fik også lige et kys. Så kan ikke sige andet, end jeg fik alt, jeg kunne ønske mig af Johnny Logan. Det bedste ved den aften, var dog at jeg, fandt ud af at jeg er mere end kun en kørestol og det er okay. Jeg føler jeg vågnede..........

Likes

Comments

Hele mit liv har jeg elsket at bruge mit kreative gen. Men da sygdom væltede mig, og jeg måtte indstille mig på et liv i kørestol, og uden funktion i min højre side. Så lukkede jeg af, for alle kreative ting. Det var en af de ting, der virkelig gjorde ondt. Det at være kreativ, var jo en kæmpe del af Charlotte. Men jeg var mega højrehåndet, kunne intet med venstre hånd. Første gang jeg skulle børste tænder, havde jeg mere tandpasta i hoved, end i munden. Til stor morskab for min hjælper. Men vil dog heller have tandpasta over ALT, fremfor at min hjælper skulle børste tænder på mig. Det kunne jeg slet ikke oversku, ville føle mig som et lille barn igen. Så fremfor at få en masse nederlag, ja så stoppede jeg simpelthen, med at gøre ALT, jeg normalt brugte min højre hånd til. Det var min mindste søn, der fik mig op på hesten igen.

Det der fik hul på bylden, var min rolle som mor. En rolle jeg bestemt ikke følte, jeg udfyldte særlig godt., Ikke at jeg følte, jeg ikke gav ham kærlighed, men fordi. uanset om det var i skolen, eller andre steder. Hvor forælder skulle deltage, så måtte Malthe hele tiden sige, ja det kan min mor ikke. Heldigvis var der stor opbakning og hjælp fra venner og andre forælder. Det var super dejligt, men det var jo ikke det samme, som at have sin mor med. Det skal siges at ikke EN gang, kom der brok eller andet negativt fra Malthe. Men jeg vidste jo godt, at han som andre børn, ønskede at mor kunne deltage..

En dag kommer han hjem med seddel, fra hans fodbold hold, omkring en lagkage turnering. Udover at der skulle spilles fodbold, var der også en lagkage konkurrence. Hvor man kunne komme, med en lagkage og så skulle alle smage og stemme, om hvilken der var bedst. Her var en chance, for at Malthe, ikke behøvede at sige, beklager det kan min mor ikke. OKAY godt nok havde jeg kun en arm, men hvor svært kan det, lige være at lave en lagkage.

Jo normale ville nok have valgt at ligge, en helt almindelig lagkage sammen. du ved sådanne en hvor man stryger i brugsen, køber en gang bunde, noget kage creams pulver, syltetøj og piskefløde. En ganske almindelig lagkage. Men det er så der kæden hopper af for mig, for nej skulle det være, ja så skulle det godt nok også være, en luksus lagkage som Malthe kunne være stolt af. og hvem deltager i en konkurrence, bare for at deltage, hmmm ja jeg gjorde ikke.. SÅ her startede en kæmpe udfordring.

Første step, hjemmebagte lagkagebunde. Det var ikke så svært som frygtet. jeg smed dejen i en bradepande i et tyndt lag, bagte den og brugte udstikker. wupti så havde jeg 3 nogenlunde ensartet store bunde, plus der blev 2 mindre. Så blev det fyldets tur, nu jeg var i gang, så kunne mindre end 4 slags, da ikke gøre det. så det blev vaniljecrem med deim chokolade, en kokosmousse, en hindbær mousse og til slut en chokolade ganache. Ud over at det tog 4.5 time at fremstille det, ja så lignede køkkenet en kulisse, fra krigsmarkerne i gamle dage. og tøjet jeg havde på, blev aldrig til tøj igen. men det lykkedes og nu stod jeg med bunde og fyld. Her skulle jeg nok have tænkt på søvn, men nope nu skulle jeg lave fondant, ikke sådanne noget man køber færdig lavet. Det skulle da laves fra bunden. Fondant laves af Marshmallow, der smeltes og blandes med flormelis, samt lidt andet. Ikke noget der er svært NORMALT, men stå med en monster fedtet klump klistret fondant, hvor man tilsætter farvestof, der skal ældes godt og grundigt ind i fondanten i hænderne, ja hænderne. her stod jeg med 1 hånd, det havde samme virkning, som havde jeg stået med en klump lim, min hånd klistrede HELT fast, og fondanten sad fast i håndfladen. klokken var blevet 3 om natten, og min eneste hånd, var limet sammen af den klump fondant, der gerne skulle ende med at blive 6 farver, der skulle gøre min lagkage, til en vinder kage. Dette var nok et af de øjeblikke jeg har følt mig, allermest spasser. Det endte med at jeg fik skrabet, alt det fondant, det var muligt, af på kanten af en skål. resten blev skyllet af. Efterfølgende har jeg ALTID en plastik handsker på. Og laver altid dobbelt portion, da det altid ender med at bord, skål, gulv og mig selv har fondant over alt. Men jeg syntes det er vildt sjovt at lege med. Men kameraer er total forbudt. Dette er et syn, jeg holder for mig selv.

Efter 5 timers arbejde, med fondanten, var jeg kl 8 om morgen, klar til at samle lagkagen. På dette tidspunkt, tænkte jeg ikke så meget over, om hvordan resultatet blev, jeg ville bare have den lagkage færdig. Den blev færdig og den gik faktisk hen og vandt. Det mindste var faktisk at kagen vandt, det at se min søns stolthed, det var alle timers arbejde værd. Og det fik mig til at indse, at man faktisk kan rigtig mange ting, på trods af, at man kun har mistet funktionen i den ene side af kroppen.

Så en lille ting som at tvinge mig selv, til at lave en lagkage, for at glæde min søn. Gik hen og blev et af de største vendepunkter, i min kamp. Kampen for at vende tilbage til livet. I dag støber jeg ting i beton, jeg sætter gamle møbler i stand. Men der jeg hygger mig mest, er når jeg finder noget skrot og får det fremtryllet til noget, som folk kan lide og gerne vil bruge. Alle disse ting, skal der nok komme en masse indlæg om.

Til andre der sidder og tror de intet kan. Kan jeg kun sige, jo i kan. det er jeres egen frygt, som hæmmer jer. Der er ingen undskyldning, for ikke at springe ud i det. Og ja sjældent tingende lykkedes 1 gang, så er det op på hesten igen. nogle ting er nemme, andre kræver meget træning. jeg lover at den tilfredshed, der fylder kroppen, når det lykkedes. den er alle timers frustrationer, raseri, og tåre værd. så spring ud i det, møder du en udfordring, så er det nogle gange, de underligst løsninger man skal ud i, før det lykkedes. Men det er det hele værd.

I dag ser jeg det som en kæmpe sejer, at klare så meget som muligt. Også selv om mange ting, er nemmere bare at lade min hjælper fixe det. SÅ VIL JEG SELV.

Likes

Comments

Velkommen til min nye blog.

Til jer der ikke kender mig, eller jer der syntes det kunne være sjovt, at læse lidt mere om mit liv. Du vil her få muligheden, for at læse om kampen fra overhalingsbanen, til livet i kørestol.

Selvom jeg tit glemmer det, så står der, den 5 oktober 1971, i min dåbsattest. Hvis man kigger på overskrifterne i mit liv, så puha det må have været rigtig dårligt vejr den dag. Det eneste jeg ved omkring min fødsel, er at det skete på Glostrup sygehus. Mine forælder hed Lone og Flemming. Jeg blev døbt Charlotte Geil, den 26 december 1971 i Brøndby kirke.

Jeg er en af dem, man på modernet sprog, kalder et brændt barn. Ungdommen skete i overhalings banen, i Kalundborg og Palma de Mallorca.

Mit voksen liv, har været fyldt med nedtur og nedtur, men heldigvis er man nød til at have optur, for at vide hvad nedtur er. Så dem har der bestemt også været en del af. Denne periode har været en kamp mod sygdom, læger. kommuner, en meget voldelig eks, og en del frustrationer. Det har også været en tid, fyldt med oplevelser, 4 super skønne børn. 3 år på den spanske solkyst. Så et liv med op og nedture, et liv der kan fylde en del bøger.

Jeg har gennem mit liv, mødt rigtig mange mennesker, både positivt såvel negativt. Hvis du vælger at følger mig, vil du komme til at møde en del af dem.

Livet lige nu, leves på Ærø. Her bor jeg sammen med mindste søn på stammen, Malthe 12 år. Her har vores liv været de sidste 11 måneder. Og det har som alt i mit liv, været fyldt med op og nedture. Situationen i dag, er den at sportsvognen, er udskiftet med en spasservogn (læs kørestol). Jeg har 50 procent funktionsevne, min højre side vil ikke det samme som mig. Så lige nu kæmper jeg mest med at finde Charlotte. Jeg kæmper en kamp med at finde ud af, hvad der skal til, før jeg føler jeg har fundet min plads i livet. Det lyder måske nemt, men indrømmer at jeg ikke finder det helt nemt. Da vi flytter herover, kender vi ikke et øje, men nu efter 11 måneder, begynder det at hjælpe, men som altid i mit liv, må jeg indrømme, der nok er flere der kender mig, end jeg kender dem. Ikke noget jeg bevidst kæmper for, men helt typisk i mit liv. Har med årene fundet ud af, at jeg ikke dur til at være den lille grå mus i hjørnet. Jeg tror ikke på det er noget, man selv vælger. Det er vist en del af ens personlighed og skæbne. En stor kamp jeg er i gang med for tiden, er kampen at acceptere, jeg ikke har det store privatliv. Mit privatliv er væk, da jeg har handicap hjælpere 24-7. En meget svær ting for mig. Mig der aldrig har fundet en mand, jeg kunne holde ud 24-7, er nu tvunget til at have en omkring mig hele tiden. Jeg har et helt fantastisk team bag mig, Men mit privatliv er væk. Det har taget mig en del tid, at finde mig helt tilrette med det og sandheden er nok også ærligt, at jeg ikke tror jeg nogensinde, helt 100 procent acceptere det. Det har jo den positive side, man aldrig er alene. men netop det, kan jeg godt savne. For selvom jeg bliver bedre, til bare at være mig selv, uden at tænke over, om der er en, der ser det. Så har det været en lang rejse. Jeg er ikke lige den der bare åbner mig, for alle mennesker. Og nu ser mine hjælpere alle sider af mig. Både de positive, men bestemt også de negative sider. Livet med en hjælper på siden, vender jeg tilbage med senere, på et indlæg om det.

Tiden til dagligt, bruger jeg på kedelige ting, som møder med diverse folk fra kommunen. monster mange besøg på sygehuse og hos læger. Men de bedste dage er dem jeg bruger i værkstedet. Vi bor i et hus, hvor jeg har råderet over en butik og baglokaler. Det er blevet mit værksted. Det er her jeg elsker at være. Her glemmer jeg sygdom, kommuner, økonomi og handicap. Her graver jeg mig ned og finder den kreative side frem. Nu har jeg aldrig valgt de nemme løsninger, så det jeg laver på værkstedet, er at støbe beton, sætte gamle møbler i stand. men det jeg elsker mest er dog at recycle. altså tage gamle ting og lave dem til nye ting, folk gider at bruge i dag. Det er så ikke altid det nemmeste at tumle omkring med store gamle møbler, eller 200 kg beton, med 1 arm og kørestol. Men jeg elsker det og til tider finder jeg de mest fjollede løsninger. En ud af flere negative sider ved mig, er helt bestemt min STÆDIGHED. Men det er også den side, jeg selv giver grunden til, at jeg stadigvæk er i live. Den side der er skyld i, at jeg kan de ting, jeg trods alt kan. Så den side er bestemt også en positiv side af mig.

Jeg syntes selv jeg til tider får gjort nogle gode ting, men den bedste uden lige, er og bliver mine 4 børn. 3 drenge i alderen, 25 år, 20 år og 12 år. samt min datter på 16 år. De er uden tvivl, mine største bedrifter her i livet. Og jeg vil gøre alt hvad der er muligt for mig, for at de bliver lykkelige. Manden i mit liv, er min lille Chi hua hua NEMO. En sort lille dreng, jeg adopterede for 1.5 år siden, da han var 5 år gammel. Da han desværre måtte have et nyt hjem. super heldigt for mig. Han er og bliver sin mors hund, han ligger helst hos mig 24-7. Han er en kæmpe Alfa han, og ingen skal komme for tæt på mig, så får de pænt, kys med tænderne af ham. Og alt plejepersonale, læger osv. dem hader han.

Fremtiden, ja hvad skal der ske der ???? For ganske kort tid siden, vidste jeg ikke om jeg havde en Fremtid. Da lægerne for 3 år siden, gjorde mig til terminal patient. Det ændrede de i foråret. Så efter en lang kamp med at forholde sig til, at mit liv, ikke ville blive det længste. Så fik jeg igen, en fremtid. Jeg kunne igen begynde at drømme. Tror det er en, af de sværeste ting at forstå. At jeg havde brugt tid og kræfter på at glemme fremtiden, stoppe med at drømme. Og så igen få sin fremtid tilbage, skulle finde nye ting at drømme om. Det var/er en meget speciel situation. og har svært ved at forklare det. Jeg kan stadigvæk have svært ved at drømme og tænke på fremtiden. Havde vænnet mig til, at tage en dag af gangen, og så ellers bare nyde den. Men nogle drømme er der begyndt at titte frem igen.

så min drømmelist for fremtiden er:

sygdommen stopper udviklingen.

Børnene bliver lykkelige.

Tjene mine egne penge, slippe for pension.

Ud og rejse.

Hvordan tror jeg dog at et menneske, der har mistet 50 procent funktionsevne, og som sidder i kørestol, skulle kunne tjene sine egne penge. Jo jeg drømmer om, at jeg ved hjælp af flere forskellige projekter, ville kunne gøre det. Det skulle være en blanding af de ting, jeg trods alt kan. En blanding af mine kreative evner, og mine evner til at underholde. Tiden må jo vise, om det lykkedes for mig, opgiver ikke uden kamp. Fremtiden skal også bruges, på mine børn, mine venner og så skal livet ellers nydes. Det kan godt være, at jeg ikke lykkedes med alle drømmene. Men mon dog ikke, nogle af dem lykkedes. 1 punkt for at få noget til at lykkedes, er at tro på det. Så det gør jeg, og så må jeg modbevise de negative kommentarer. Fremtiden skal også bruges, på at få den ny stiftede forening, op og køre. den brænder jeg for. Og lykkedes den, vil den brede glæde og hvad er bedre, end se andre glade.

Nu har i fået, et lille indtryk af, hvad i kommer til, at kunne læse om, her på min blog. GeilsStemme. Jeg vil forsøge at dele mine oplæg, op i fortid, nutid og fremtid. Så er det op til jer, om i ønsker at følge mig her i livet.

Min blog finder du på nouw mit blog navn er GeilsStemme. Du er altid velkommen til at smide en hilsen, eller en mail. Hvis du skulle ønske at høre mere end det du kan læse her. Det er også muligt at booke foredrag. Nu vil jeg slippe tasterne, for en stund og hoppe i værkstedet. Der vil snart komme mere, samt billeder fra mit liv. der vil også blive en kreativ kategori, hvor du kan se og følger, de projekter jeg har gang i. og skulle du ønske hjælp, til nogle af de kreative projekter, jeg ligger op her, ja så smider du bare en besked eller mail.

Rigtig god onsdag aften til alle. Pas godt på jer selv.

Carpe Diem.


Likes

Comments