Så er jeg tilbage på bloggen efter lidt pause, da jeg har haft travlt med diverse foto- og stylingsopgaver. Med forår i luften fik jeg lyst til at bage denne lækre pandekagekage med vaniljecreme og friske bær på toppen og selvfølgelig dele opskriften med jer! Pandekagekagen er altid populær, og måske har I set nogle af mine andre pandekagekager. De kan varieres efter smag og behag, og i denne video har jeg f.eks. lagt pandekagerne sammen med et fyld af hindbær-flødeskum.

Men nu til opskriften på dagens version, som min familie spiste med stor begejstring…De bløde pandekager og vaniljecremen er en virkelig god kombination med de friske, syrlige bær.

Pandekager (ca. 15-20):

250 g mel

5 dl mælk

40 g sukker

1 lille tsk. salt

2 æg

1 stor tsk. natron

Smør til bagning

Kom mælken i en skål og tilsæt mel, sukker og salt. Pisk godt til dejen er uden klumper. Tilsæt æggene og pisk igen. Rør natron ud i lidt mælk og kom det i dejen. Bag tynde pandekager på en pande, der ikke er for stor (min pandekagepande er 24 cm i diameter). Lad pandekagerne blive helt kolde, inden du lægger pandekagekagen sammen.

Mascarponecreme:

250 g mascarpone

5 dl fløde

1 spsk. vaniljepulver eller kornene fra 1 vaniljestang

3 spsk. flormelis

Kom mascarpone, flormelis og vanilje i en skål og tilsæt ca. 2 dl af fløden. Pisk til det er blandet til en ensartet og blød creme. Du skal ikke piske for meget, da cremen så kan blive grynet. Tilsæt derefter resten af fløden og pisk igen til en blød creme.

Pandekagekagen:

Læg pandekagekagen sammen ved at smøre et tyndt lag mascarponecreme på hver pandekage.

Pynt kagen med friske jordbær og hindbær eller andre bær, som du godt kan li’! Server kagen med det samme, så er den bedst. Er der en rest kage tilovers, kan den dog godt holde sig i køleskabet til dagen efter, men den bliver lidt mere kompakt i konsistensen.

Det er altid sjovt, når jeg hører om jeres erfaringer med mine opskrifter, så skrive gerne i kommentarfeltet, hvis I bager nogle af mine kager. Og hold jer heller ikke tilbage, hvis I har ønsker til nye opskrifter på bloggen.

God aften!

Frederikke

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Follow me on Instagram @frederikkewaerens