Nu har jeg efterhånden lavet en del chokoladekager og brownies, men intet slår denne chewy brownie med flødebolleskum og chokoladeovertræk. Det er nærmest en kæmpe flødebolle. Tror ikke jeg behøver at knytte flere ord til denne kage - billederne taler vidst for sig selv.

Her får du opskriften til denne lækre kage.

Brownie:

100 g smør

2 æg

175 g sukker

50 g hvedemel

1 spsk. vaniljesukker

½ tsk. bagepulver

2 spsk. kakaopulver

100 g hakket mørk chokolade

Sådan gør du:

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk sukker og æg lyst og luftigt. Bland de tørre ingredienser og rør det forsigtigt i dejen, sammen med det hakkede chokolade. Tilsæt det smeltede smør. Hæld dejen i en bageform (21x21) beklædt med bagepapir og bag kagen i ovnen ved 170 °C i ca. 30 minutter. Lad kagen køle helt af.

Flødebolleskum:

250 g sukker

100 g glukosesirup

3/4 dl vand

140 g past. æggehvider

Kornene af 1 vaniljestang

Sådan gør du:

Kog sukker, vand og glukosesirup op i en gryde til det når 117°C. Pisk æggehvider, vanilje og en smule sukker sammen. Når sukkersiruppen er klar hældes den ned i æggehviderne i en tynd stråle imens der piskes ved høj hastighed. Pisk nu hele baduljen sammen i ca. 20 minutter.

Tag kagen ud af køleskabet og fordel flødebolleskummet ud på kagen. Sæt den tilbage på køl imens du laver chokoladeovertræk.

Chokolade overtræk:

200 g mørk chokolade

40 g smør

4 spsk. neutralt olie (vindruekerneolie)

Sådan gør du:

Smelt chokolade og smør i en gryde og tilsæt olien når smør og chokolade er smeltet og rør det godt rundt til det bliver glat og blankt.

Hæld chokoladen ud over den kolde kage med flødebolleskum og sæt den på køl igen igen indtil chokoladen er størknet. Pynt med f.eks. kokosmel eller frysetørret hindbær/jordbær. Skær kagen ud i mundrette stykker og servér!

Velbekomme!

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Follow me on Instagram @frederikkewaerens