Søg

personligt

Hey allesammen, og velkommen tilbage.

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, grundet at jeg har ligget med sindsyg voldsom migræne, og faktisk først begyndte at få det bedre i går, jeg spiser voldsomt mange pamol, og prøver at drikke så meget vand som muligt, nogen af de sidste par dage har jeg sovet til en 15-16 stykker, da det er det eneste jeg har kunne holde ud at lave.

Jeg tænkte lidt jeg ville skrive et indlæg om hvad det vil sige at have kræft, der er rigtig mange der ikke helt forstår, eller kan sætte sig ind i det, det forstår jeg godt, for de har jo ikke selv prøvet det, så derfor vil jeg prøve at forklare lidt om det.
Jo altså, mit kemo forløb er sådan at jeg får kemo og er indlagt i 4-5 dage, og så kommer hjem i 2-3 dage, og så ind igen i 4-5 dage, hjem i 2 dage, og så ind i 6-8 timer, hjem, og 6-8 timer igen næste dag, og så har jeg 3 uger "hjemme" hvor jeg har "fri" der er utrolig mange der skriver til mig "fedt du hjemme, så kan du sove længe og gå i byen og shoppe" men nej, sådan fungere livet jo ikke, efter den kemo hvor jeg kun er inde i 2 dage, bliver jeg så sindsyg dårlig og bruger ca 7-10 dage på at komme til mig selv igen, jeg kom hjem fra hospitalet ca d 26/5 og er først klar nu, så det tager rigtig lang tid, hver gang jeg føler jeg er ved at havde det godt, skal jeg ind igen.
det vil sige der er lidt under 2 uger tilbage hvor jeg har "fri" men jeg ligger jo ikke kun herhjemme og fiser husleje vel, i dag fx skulle jeg havde været til røntgen med min arm, og i morgen skal jeg til nyrerundersøgelse i 5 timerstid + 2-3 timers kørsel, torsdag skal jeg til fys og røntgen, da det blev rykket, så når jeg er "hjemme" er jeg ikke kun hjemme, jeg har været til blodprøve og PET scanning fra nogen dage siden, blev så ringet op af hospitalet dagen efter, gode nyheder.... eller noget, mine hvideblodlemmer er alt for lave, og tallet var nede på 0,2, og skal ligge på ca 3, det vil sige jeg ikke må omgås ret mange mennesker pga smittefare, jeg skal vaske og spritte fingre hele tiden, har en håndsprit i min jakke, og en fast liggende på gulvet ved min seng, jeg må ikke rigtig gå ud uden at være godt tildækket, så vinterjakke, jaa, hvorfor ik'.

Jeg behøver ikke engang sige mit navn og vise sygesikring når jeg kommer til hospitalet, for alle receptionisterne kender mig, mit fulde navn, og min familie, jeg går ind på stuen, sætter mig ned og venter på en sygeplejerske kommer, hun kommer så med en nål der er ca halvanden til 2 cm lang, det lyder ikke af meget, i know, men kig på en lineal og fortæl mig så det ikke er meget, den nål stikker de så ned i mit højere bryst, helt ned! Ikke nok med det er mega monster herre mega ubehageligt, er det heller ikke helt smertefrit, jeg bliver koblet til at stativ der larmer mega meget, blop, blop, blop, hvert sekund, fra jeg kommer til jeg går, den hyler hver gang en pose er færdig, jeg er begyndt nogen gange at høre bip lyde uden der er nogen, af ren vane, leder efter snoren til en sygeplejerske over min seng, får et chok når der intet bækken er på toilettet - fedt liv må jeg sige.

Jeg har mange veninder og bekendte der ikke forstår hvad det vil sige at være igennem et forløb som jeg er nu, mange tror det er piece of cake, mange tror jeg sover længe hver dag, og nærmest bare er på hospitalet når det passer mig, i dag stod jeg op kl 8, da jeg faktisk skulle havde været på hospitalet men fik det rykket til torsdag da jeg skal derind der alligevel.
Når jeg skal ind på hospitalet skal jeg stå op alt i mellem kl 5 og 6, når jeg er indlagt bliver jeg vækket overdrevet mange gange om natten, det er svært at forstå når ikke selv man går igennem det, det ved jeg godt, men at folk misunder mig, skriver jeg har det bedere end dem, at de vil bytte liv med mig, at jeg bare kan hvad jeg vil fordi jeg ikke går i skole, er seriøst noget der får mit pis i kog, at folk kan sige de gerne vil bytte liv med mig, er noget værre mundlort, enten ved de ikke hvad det vil sige at havde kræft, eller også er der noget rave ruskene galt i hovedet på dem, INGEN og absolut INGEN vil igennem dette helved, tro mig, jeg har ligesom prøvet det, og er stadig igang.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her uden at lyde som et egoistisk røvhul, men altså...
Jeg ved godt, at jeg ikke går i skole lige nu, men det har jeg dog gjort i 10 1/2 år, jeg ved godt hvordan veninde fnider er, og hvor røv det er at havde dansk, og fri kl 15, men for helvede hvor er du heldig hvis det er dit største problem, hvis det værste, du kan tænke dig frem til lige nu, er at have fri klokken 16, så ville jeg fandme gerne være dig, i må ikke misforstå mig og tro jeg syntes i ikke må havde det hårdt, få gu' fanden må i det, jeres kæreste kan lige havdet slået op, i har måske trukket mundtlig tysk eller et eller andet, jeg tænker tit på jeg ikke har det hårdt, i forhold til folk der dør at hungersnød, folk der er lam i hele kroppen pga en bilulykke, alle har det hårdt i hver sin grad, alle har ret til at græde, bare lad vær at sig jeg er heldig fordi jeg ikke går i skole, for det ved vi alle ikke passer.

Inden jeg fandt ud af jeg havde kræft, havde jeg ingen ide om hvad det vil sige, jeg vidste man var meget på hospitalet, men dog ikke så meget, jeg vidste man vil få det dårligt, men havde i min vildeste fantasi aldrig troet man kunne have det så dårligt, jeg havde ikke tænkt over at man skulle have en nål i armen, brystet, låret eller maven næsten hver dag, ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men ved det ikke var det her.


Jeg er startet på skam, bedste serie i verden, så hele sæson 2, og noget af sæson 3 igår, hvis ikke du er startet, så start - lover du ikke vil fortryde det.


Kærlighed fra mig til dig.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Jeg er ved at blive sindsyg, sindsyg af at folk render rundt i små sommerkjoler på stranden, og jeg sidder indenfor i langebukser og hættetrøje.

Jeg kan dissideret ikke foretage mig en fløjtene fis, jeg er ved at blive skør i låget.

Jeg er i mig selv et ret bleget menneske, jeg bliver ret hurtigt rød af solen, kemoen gør det så bare ikke ligefrem bedre, pga den må jeg slet ikke få sol og må på ingen måde blive rød, jeg skal havde fakta 50 på hvis jeg skal ud, fair nok det kan jeg klare, men mine ar SKAL dækkes, hvordan dækker man sit skinneben med mindre du har knæstrømper, eller lange bukser på? Jeg fået udleveret sådan noget tape til at putte på mine ar, det skulle meget gerne beskytte mod solen, og så ville det jo så også fungere fint, problemet er bare at lortet ryger af efter 1 time, hvis jeg putter solcreme indenunder klister det ikke, og så kan det slet ikke siddefast, erko kan jeg rende rundt i langebukser, og det har jeg også gjort, men nu er det simpelhen for varmt.
Min arm skal også dækkes, jeg kan som jeg har nævnt tidligere, nærmest kun havde en løs top på, og det dækker jo ikke en skid, en hættetrøje er blevet for varm og kan ikke få en langærmet på.

I dag vågnede jeg op, jeg ville lave noget, jeg blev udskrevet fra hospitalet i går og skal ind igen mandag, det vil sige at jeg lige har weekenden herhjemme, men hvad fanden nytter det? I dag er det 24 grader udenfor, og super lækkert vejr, alle render rundt til byfest, på stranden, eller oppe i byen med vennerne, jeg ligger i min seng og sveder som en gris, min mor og søster er ude og hygge i byen, drikke en kold cola, og hvad de nu kan finde på, for jeg kan ligesom ikke komme med, vi brugte over 1 time på at finde noget tøj jeg kunne havde på, eller bare i det mindste få på, men unden held min mor fandt jeg ved ikke hvor meget, men en kjole dækker ikke, og sorte langebukser holder jeg ikke ud længere, så de måtte køre selv, jeg er kun til besvær, jeg gør ingen nytte og jeg er så træt af det.

Jeg render konstant rundt med maven suget ind, og hovedet i jorden, jeg er så flov over hvordan min krop er blevet, og så ked af ikke at kunne gøre noget ved det, havde jeg kunne havde jeg løbet en tur, men med benet, solen osv fungere det ligesom bare ikke, og væsken forlader DSV heller ikke kroppen af den grund, jeg har væske i hele kroppen hvilket gør jeg ligner jeg ved ikke hvad, mit ansigt er så tykt, at jeg nogen gange bryder grædende sammen, bare af at se mig selv i spejlet, min mave er ikke bare tyk men fed, jeg ligner en gravid og står jeg op kan jeg ikke engang se mine egne fødder, jeg vil ikke havde at andre skal se sådan på mig, da det ikke er sådan jeg normalt har set ud, det nok svært at forstille sig, da i som sådan ikke ved hvordan jeg ser ud, men det er slemt, min mor bliver ved med at sige at jeg skal Ignorer det, men det kan man bare ikke, jeg kan ihvertfald ikke.

Nu er jeg endelig hjemme og kan alligevel ikke komme ud, jeg hader det, og vil til tider bytte liv med alle andre, jeg ville ønske det var mig der var ved at skide grønne grise over eksamen, eller tabte is på mine shorts, jeg vil mærke græsset mellem mine tær og solen stege på min ryg, men sådan er livet desværre bare ikke, ikke alt er nemt eller retfærdigt, det har jeg ihvertfald lær trods jeg kun har levet 16 år.



Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Når i ser overskriften tænker i nok "what the heck, med til din søsters konfirmation - det kommer alle da?"
Men...

Vi havde siddet og regnet lidt på i hvilket uger jeg skulle indlægges, selvom det er rigtig svært når det kan blive udskudt når som helst, pga ens levertal er for høje, eller at man pludselig får 40 i feber og skal indlægges, og havde antibiotika. (Har været der, har prøvet det, nytårsaften, jeps - der blev min livsglæde lige øget lidt)
Nå men altså, det er ekstremt svært at regne på, men vi havde en nogenlunde ide om hvornår jeg skulle ind, og det passede med at jeg skulle ind, nogen dage før min søsters konfirmation, og så ville komme hjem nogen dage efter, hun ligesom var færdig med den.

Til næste samtale vi var til, spurgte vi selvfølgelig om hvis den ramte den dato om vi så kunne udskyde det nogen dage, fordi jeg skulle bare med - der var intet at diskutere, eller var der?
Det var min søster Nicoline der havde spurgt, lægen vi snakkede med, kigger til vores store overraskelse på Nicoline og siger "hvad er vigtigst, din søsters helbred, eller din konfirmation?" Nicoline var i chok og kunne knap nok få et ord ud, selvfølgelig var mit helbred da det vigtigste for Nicoline, ingen tvivl om det, men når det så er sagt så betyder en konfirmation bare alt, ihvertfald hvis man er pige, det den dag man har gået og talt ned til det sidste år, forberedt i flere måneder, og prøvet en milliard kjoler, for at finde den helt rigtige, Nicoline vidste godt at hvis jeg ikke kom med og lå på hospitalet og fik kemo, så ville min mor ikke kunne være hos hende hele dagen, vi tager hjem fra hospitalet ret så triste, velvidende at jeg ikke kommer med til min søsters konfirmation, og min mor ikke kan være hos nogen af os fuldt ud.

Da der er gået nogen uger/måneder og min operation er overstået, skal vi til samtale for at høre om hvor meget af kræften der er slået ihjel, (det har jeg lavet et tidligere indlæg om hvis det er) men som i nok ved var kræften jo mere eller mindre væk hvilket betød at vi godt kunne udskyde det 3-4-5 dage, kan ik' helt huske det, men det betød jo så også at jeg kom med, yeees, men fu*k, hvad med tøj? Jeg vil skyde på at jeg har prøvet tøj i sammenlagt 3-4 timer, hvis ikke mere, for at finde noget jeg kunne havde på, jeg kan jo ikke havde nederdel eller kjole på da mit ar skulle dækkes mod sol osv, jeg kunne ikke havde bukser på, da jeg ikke selv kan knappe dem, og jeg nægtede at komme i løsebukser som jeg har på hver dag på hospitalet, trøjen var heller ik' så nem at finde, jeg kan kun få meget løse toppe på med min arm, vi endte dog med at køre ind til Frederiksbergcenteret, i Buch 2 dage før den store dag og købe det, heldigvis var der noget, alligevel endte det med bukser jeg ikke selv kunne knappe, så måtte havde en veninde eller min søster med på toilettet for at åbne og lukke mine bukser, total fucked.

Jeg er så evig taknemlig for at kunne være med, det var en af de bedste dage i mit liv og jeg nød hvert sekund til fulde, Nicoline var så smuk og hun strålede som ingen andre, jeg havde håbet, ønsket, og troede på, at jeg ikke ville blive syg op til hendes konfirmation, for så vidste jeg jo
godt jeg skulle indlægges, dog blev jeg ikke syg og vi havde en fantastisk dag!
Hvis jeg selv skal sige det klarede jeg det faktisk rimelig godt, jeg lå og slappede af i max 2*10 min, men jeg havde også spist lidt ekstra piller, for at kunne holde dagen/aften ud.

Her er lidt billeder fra konfirmation.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Det lyder måske lidt som en plat titel, men vidste ikke hvad jeg ellers skulle kalde den.

De sidste par dage har jeg været virkelig nede, jeg har været ekstrem ked af det - og helt ude af mig selv.

Det hele startede nogen dage inden min søsters konfirmation, jeg vågnede op og havde det bare ikke særlig fedt psykisk, mit hår var begyndt at falde af igen, jeg vidste jo godt det ville ske før eller siden, men at skulle igennem det igen, er bare ikke fedt, det er over alt, vær gang jeg tager min kasket af, er der bare mega mange hår inden i, og det samme er der på min hovedpude, jeg var lige begyndt at vende mig til at se mig i spejlet, respektere mit udsende, føle mig bare lidt smuk, og så ryger det, selvom mit hår er 1cm eller sådan noget, gjorde det bare så meget, og en så stor forskel for mig, jeg elskede/elsker (har jo stadig lidt) at vågnede op om morgenen og havde morgenhår, gå i bad og køre hånden med sæbe igennem det, det bedste er bare at det kommer igen, dog først om mange måneder.

Men den morgen brød jeg fuldstændig sammen og min mor kom ind og sad hos mig, min søster havde lige forinden stået og redt sit lange smukke hår, og så tog hun i skole, jeg savner virkelig virkelig meget at svinge hovedet nedad og sætte en hestehale! Jeg misunder Nicoline så meget, og i det hele taget bare alle som kan stå op, gå i skole, tage på arbejde, på cafe eller i byen og shoppe. Jeg lå bare i min seng kiggede op i loftet, og dagdrømte mig tilbage til da jeg selv kunne gå i bad, tage tøj på, gå i skole og havde et normalt liv!

Nogen af jer har sikkert en lille søster, kusine eller datter der render rundt og tæller ned til deres fødselsdag, det samme har jeg til hospitalet, dog ikke på den måde, men mere sådan "åhh nu der kun 5 dage til, nu der kun 4 dage til osv" og det samme skedte i går aftes, "1 dag til samtale, 2 dage til indlæggelse - neeej!

Jeg hader det her, jeg syntes det er noget mega skod lort, nu her sidder jeg i bilen på vej ind til hospitalet, til blodprøve og samtale, i morgen står det på indlæggelse i en lille uge, så hjem i nogen dage og så ind igen, hjem, og ind i 2 dage, det er metrotraksatkemoen (tiskemo) det er en kemo hvor jeg skal op unden pis, og tisse vær fu*king time, i gennemsnit, nogen gange går der 14 min, andre gange halvanden time, før jeg skal tisse igen, jeg kan dårlig nok nå udenfor før jeg skal, og jeg skal gøre det et bækken, dette forgår fra jeg kommer til jeg går, HELE DØGNET! hele døgnet i 3-5 dage, og så ugen efter også, nogen dage er jeg oppe 10-12 gange om natten, det føltes som om jeg slet ikke sover - det lyder måske ikke af så meget, men det er udentvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, både fysisk og psykisk.

Lige nu holder vi får rødt, lige foran hhh, herlevs helved hus, jeg hader, og mener hader, synet af det, og så er det så mega monster højt, at man bare kan se det på mega lang afstand.

Jeg ligger det nok først op senere i eftermiddag.

God dag.
Kærlighed fra mig til dig.


Likes

Comments

everyday, personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Som I kan se på overskriften er jeg er ret ærligt menneske, og det jeg mener med det er at jeg ikke kan ret mange ting, i forhold til hvad jeg har kunne.
Jeg er typen der gerne vil kunne alt selv og hader at bede om hjælp, men nu har jeg intet valg, jeg render rundt med en slynge på den ene arm og den anden arm har jeg kryk i, dog ikke når jeg bare skal fra værelse til stue, men hvis jeg går i byen osn - håber i forstår.

Der er mange der ikke rigtig tænker over hvor begrænset man faktisk bliver ved ikke at kunne bruge den ene arm, det ikke kun fordi jeg ikke kan men også fordi jeg ikke må, hvis jeg bærer noget i min hånd kan min overarms knogle risikere at brække, den er under 2/3 del så tynd som en normal overarms knogle, og brækker derfor meget nemmere, hvis den brækker skal jeg ind og opereres igen, og det ville ikke være godt.

Som i nok ved, kan jeg ikke få min arm frem, tilbage, op, ned, eller til siden, hvilket gør det ekstrem svært at få tøj på, jeg har givet min søster ALT mit tøj undtagen nogen få toppe hvor man kan spænde stopperne virkelig meget ud, til min søster, jeg kan næsten intet tøj havde på, jeg kan havde en hættetrøje på med lynlås, eller en mega oversize top, og det kan jeg ikke engang selv få på, inklusiv min bh... i starten redte jeg rundt med natbukser på pga mit ar og sår på benet, og sutsko på venstrefod pga hævelse.
Næste gang i skal havde tøj på så prøv at hold jeres ene arm indtilsiden, i må ikke bruge den til at hive jeres bukser op, i må ikke løfte den når den skal igennem ærmet, først der vil i opdage hvor besværligt det faktisk er.

Når jeg fx skal havde aftensmad skal min mor eller søster an på hvilket mad, skære det ud og så skal jeg sidde med en gaffel i højre hånd og stikke den ned i maden, som en vær anden 5 årlig ville gøre.

Jeg kan ikke selv gå i bad, spise osv, det gør seriøst en skør i låget.

Jeg elsker jo at skrive et indlæg til jer i ny og næ, men at sidde på en computer og kun kunne skrive med en hånd, er ikke lige det nemmeste eller hurtigste for den sags skyld.

I piger ved nok godt at når man ligger makeup er det pænt svært med en arm, når man skal åbne ting fx, jeg har dog fundet mine helt egne tekniker til at åbne og lukke, mascara, mælk, og knapper, åhh Gud, knapper, det er det værste, og især hvis jeg har bukser med knapper i, det nemlig ikke altid jeg selv kan få dem op... ikke så fedt hvis man er alene hjemme og skal på toilettet, jeg syntes det er ret nederen at være så begrænset i hvad man kan, især når det ikke kun er en måned, men resten af livet - selfølgelig bliver det bedere med årene men har på forhånd fået afvide min arm aldrig kommer over hovedet, det er jo ikke ligesom hvis du har brækket armen og render rundt med gips, for der kan du stadig holde i ting, løfte lidt og bare i det hele taget stadig bruge den.

Jeg håber ikke dette blev et alt for ligegyldigt indlæg, ville dog bare prøve at give jer et lille sneak peek af min hverdag.

En lille ting til sidst, næste gang du sidder hene i skolen og keder dig til en dansktime, eller bare gerne vil havde før fri, så tænk på det her "i glæder jer til at få fri fra skole, jeg glæder mig til at kunne gå i skole igen" jeg fiser ind og ud af hospitalet, nogen gange flere gange om ugen, jeg ville gøre alt, og jeg mener ALT, for at være fri for det her lort og få en normal hverdag som dig, gøre alt for at få bare 1 uge som en normal pige på min alder... jeg håber i forstår hvad jeg mener, og håber i syntes det var tankevækkende og ikke alt for negativt.
God torsdag til jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hej alle sammen og velkommen tilbage.

Der er nok mange af jer der har tænkt tanken om hvorfor jeg ikke går med paryk, så derfor vil jeg gerne dele mine tanker omkring det med jer.
Inden jeg tabte mit hår var min første tanke at jeg ikke ville nærme mig en dør, før jeg havde hår til skulderene... men det ved vi jo allesammen godt ALDRIG ville kunne lade sig gøre.
Derfor begyndte jeg at surfe lidt rundt på nettet efter nogen parykker, umiddelbart syntes jeg bare det så ud til at dem der stod med de parykker på så mega glade ud, "ihhh livet er skønt, intet er hent." Mig i rø...
Mange af jer ville nok tænke at hvis i tabte håret, ville i gå med paryk da ingen skulle se jer uden hår, det også nemt nok at sige, når man ikke selv har prøvet det, og kan sige det er bare slet ikke det man tænker når man står i situtationen, og mange af mine veninder spørg mig også tit hvorfor jeg tør gå uden, og her har i svaret.

Jeg besluttede mig så for at min moster, mor og jeg skulle tage til en frisør, der også handlede med parykker, jeg havde det dsv bare rigtig dårligt den dag, så var ikke rigtig så meget værd.
Når men vi kommer ind i salonen og der er den sødeste dame der tog i mod os, vi havde bestilt tid, det tog ca 1 time. Hun hentede en masse parykker både korte og lange, mørke og lyse... Og der kan jeg så sige en ting, jeg er IKKE pæn som lyshåret, virkelig ikke pæn, så en ting er sikkert, det ser i mig aldrig som. Jeg prøvede en masse men syntes jeg lignede en knold med dem på, havde heller ikke tabt mit hår på daværende tidspunkt, så den sad enten helt tilbage, eller helt nede i øjne på mig, mega flot - NOT.

Vi tog så til København nogen uger efter, hvor vi tog ind til en frisør, der også handlede med parykker, der havde jeg fået klippet mit hår så det var lidt nemmere at se, jeg fandt en jeg syntes så fin ud på, men har aldrig rigtig været særlig meget fan af det paryk fis der. Jeg tabte håret og prøvede så den paryk vi nu havde købt, og av for... det er noget af det mest ubehagelige du kan havde på dit hovede, min hovedbund var rigtig øm i forvejen, så det gjorde det bestemt ikke bedere.
Inden i parykken er der ligesom en hulensmasse bh stropper, som bare kradser og klør, og bestemt ingen nytte gør.

Jeg har en tysk model mener jeg nok, da de skulle se mere ægte ud.
Min er ikke i ægte hår da jeg godt viste det ikke var en jeg ville gå med hver dag, og derfor ville jeg ikke ofre 15.000 på en der holder 1 år plus minus.

Så en af gruende er ihvertfald den er mega ubehagelig, og så er den også virkelig varm, varmer end en kæmpe strikhue som jeg jo brugte i starten. Jeg har også, de få gange jeg har haft den på, følt mig mega malplaceret, jeg føler mig falsk, føler mig som en der udgiver sig for noget man ikke er. Jeg har intet hår på hovedet og det har jeg bare lært at leve med, ved jo det kommer igen og indtil da, går jeg med en kasket eller hue. (Ihvertfald som det ser ud nu) jeg ville føle folk kiggede endnu mere på mig hvis jeg havde paryk på, end når jeg bare går med en hue - selvom det nok er omvendt.
En hue har jeg jo altid gået med, hvis det fx var vinter, så det er ikke fremmet for mig, en paryk er bare så anderledes, og sådan vil jeg ikke føle mig - mere end jeg gør i forvejen.

Jeg er bare pisse træt af ikke at kunne svinge hovedet nedad og lave en hestehale, sidde ved mit makeup bord og bruge timer på at glatte og krølle mit hår, jeg savner mit hår af helvede til, og ville gøre alt for jeg havde det lige nu, jeg syntes det hele er så skide uretfærdigt og mega dumt.

Hver gang jeg kommer gående i byen med stok (krykke) og slynge uden hår på hovedet og ar over hele kroppen, både udenpå og inden i, tænker jeg: ej hvor snyd hun kan løbe, nøj jeg gad godt være hende, hun har bare det smukkeste hår, nøj jeg gad godt havde hendes krop, her står jeg så med 7-10 kg mere på kroppen, tyk i fjæset, fede lår og ligner en gravid i stramt tøj, jeg er til tider så træt af alt det lort her, at jeg ikke engang kan klare at tænke på morgendagen, og ved i hvad, nogen gange føles det fandeme som om man aldrig kommer igennem den.

Der er så meget lort ved det her at i slet ikke forstår det, tro ikke jeg ikke er taknemlig for hvor godt det går, for det er jeg, nogen dage er bare røv og det skal der også være plads til.
Det var lidt om mine tanker omkring hvorfor jeg ikke går med paryk, og bare lidt omkring mine tanker om det hele.

Her for i lige lidt billeder fra da jeg var inde og prøve parykker, herhjemme med paryk på, og et fra da mig og min ældste fætter fik taget håret sammen, mega stolt af ham, og et uden hår - tro ikke det er nemt for mig at lægge ud, men det er en sejer.


Så vil jeg gå ind og hygge mig med familien fra Bryggen senere, og mine dejlige familie.

God torsdag

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Jeg vågnede igår op med mega kvalme, ondt i maven, og en rigtig hovedpine, noget som jeg har rigtig meget af de første par dage efter kemo.
Det var til gengæld en helt anden morgen i morges, jeg vågnede op til den dejligste duft af hjemmebagte boller, som min kære mor havde bagt.
Vi spiste morgenmad sammen, jeg gik ind og slappede lidt af, så kom min mormor og morfar lige forbi, og senere tog min mor, søster og jeg ud og købte nogen blomster som vi snart skal havde plantet på altanen, og selfølgelig skulle vi da også lige havde nogen jordbær med som vi spiser senere, og nok også i morgen.
Fortsæt god dag til jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg var her i torsdags inde på rigshospitalet hvor Gulddreng var på et lille besøg og spillede, jeg ved ikke om i ved det men der kommer nogen gange nogen kendte ind på rigshospitalet, hvor de bla. Hilser på os kræft patienter.

Gulddreng kom i torsdags og spillede nogen numre, og så satte ham og Guldsmed sig og skrev nogen autografer, og tog nogen billeder – og de tog sig god tid, hvilket var rigtig rart.

Det var nu et meget godt plaster på såret nu jeg har ligget næsten 1 uge efter sidste kemo med migræne, voldsom kvalme og ekstreme mavesmerter.

Min søster havde taget fri for skole og tog så med derind, det var en hyggelig dag, og vi fik smilt og snakket en masse med hinanden.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, i know, men nu kommer der very exciting news.

Som i nok kan se på overskriften er kræften i min arm mere eller mindre væk, say what, væk?!

Som mange af jer nok ved, har jeg lige været igennem en volder stor operation, hvor de har fjernet nærmest hele min overarmsknogle – 21 cm. - og selvfølgelig kræftknude der nu var. Knoglen og knuden har de så sendt ind til dem der laver biopsi prøver, de har så skåret i knoglen og kræftknuden, for at se hvor mange af cellerne der var døde. Jeg gad så sygt godt at se den gamle knogle, for at se hvor tynd den var blevet, jeg har også flere gange spurgt, men de har nu kun et billede af den, som scanning og det jo ikke helt det samme som at se den in real life, eller stå med den i hånden – nøj det gad jeg godt, men nok også kun fordi det er min egen, kræftknuden kan de holde for sig selv, den har sku kun været til besvær indtil videre, haha.

Jeg var så til en samtale med den overlæge, der har opereret mig på rigshospitalet her i sidste uge, han sagde så til mig at 99-100% af kræften var dræbt, det vil sige at kemoen har hjulpet super godt, og operationen også bare er gået super fint. Grunden til de siger at 99-100% er væk og ikke bare 100%, er fordi at der sagtens kan gemme sig en lille bitte celle som man ikke kan se, selv med de bedste mikroskoper, den kan så formere sig og pludselig ender man samme sted som man startet – det er i øvrigt også derfor jeg stadig skal havde kemo.

Læger forskere jo meget i kræft, ikke kun i Danmark men i hele verden, de har videokonferencer med de dygstige læger for at blive bedre, hvilket de jo også tydeligvis bliver. De har erfaret at ved at give kemo i 5 måneder efter operationen er det der virker bedst, i hvert fald for den kræftform jeg har, og der hvor sandsynligheden for man for det igen er lavest, og det vil vi jo gerne havde, væk kræft, for altid tak.

Det lyder nok klamt i nogens øre, men jeg har prøvet så meget efterhånden, jeg har ikke kunne spise og drikke selv, jeg har ikke selv kunne gå i bad eller på toilettet - havde det været for bare 3 måneder siden, jeg skulle fortælle dette, havde jeg kastet op ved tanken, haha.

Udover det er jeg også begyndt at kunne gå, og har i dag været hele vejen ned af trapperne, selv. Jeg syntes det går utrolig hurtigt, i starten var det ret uoverskueligt, men nu bruger jeg nærmest ikke krykken mere når kun jeg er herhjemme.

Jeg er også ved at være trappet ud af mine piller, 7 stykker om dagen, det er til at klare, spiser alt mellem 1 og 3 halve morfin piller om dagen, og så selvfølgelig nogen pamoler, ipren osv, feedt. Har dog fået en for hurtig udtrapningsplan af morfin pillerne, der gør man bliver helt skør i bolden, det kan sammenlignes med en narkoman der får taget sprøjten fra sig, min krop har det sygeste behov for den høje dosis jeg har fået, og jeg har derfor haft vandvittig meget indre uro, hysteriske anfald osv. Jeg har ikke sovet meget om natten på grund af det, i nat sov jeg fx kun 5 timer og var vågen 3 gange, men nu skal det ikke blive for negativt.

Selvom det er hårdt, er det værd at kæmpe for, en lille sejer hver dag, gør mig bare endnu stærkere.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey allesammen og velkommen tilbage.

I dag har vi holdt påskefrokost for nogen venner, det har været rigtig hyggeligt – indtil videre i hvert fald, haha.

Når men altså, vi har spist en masse lækker mad, blandt andet, fiskefilet, rejer, rugbrød, franskbrød, sild, tarteletter, frikadeller osv.

Her fra 1 times tid siden satte vi os ind og tegnede på æg, det er nu en meget hyggeligt tradition vi har syntes jeg.

Tænkte at jeg ligeså godt kunne sætte mig ned og skrive dette indlæg imens alle de andre er nede og trille æg, jeg kan jo ikke komme ned af trappen, så måtte derfor blive hjemme – opturslivet, haha.

nu er de kommet hjem så nu skal vi bare hygge snakke lidt, og spise noget råcreame og frugtsalt, og så lægger jeg mig nok ind og slapper af, 2 påskefrokoster i træk (vi holdte også i går) og så en veninde lørdag, kan godt være lidt udmattende.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments