Søg

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et indlæg jeg kommer til at skrive grædende, da det er et ekstremt følsomt emne for mig.

Nogen gange har jeg det som om det hele er en drøm, som om jeg om lidt vågner og jeg kigger mig selv i spejlet og alt var som før, men det er nok mere håbet end fornuften som spiller ind, det er som om det ikke er gået helt op for mig hvad jeg går igennem, jeg har så vidt jeg ved aldrig kendt et menneske der har overlevet kræft, og det kan derfor godt være svært at finde de positive ting ved livet - men syntes dog jeg gør hvad jeg kan, når jeg tænker på kræft og hospitaler er det gamle mennesker jeg ser for mig, når jeg er på hospitalet og står i kø til maden, er det jo også kun folk på 70, det frustrere mig at jeg står der, jeg burde ikke være der men i gang med at leve min ungdom, jeg føler mig malplaceret, føler der er en der bare har placeret mig på et plejehjem.

Imens jeg har været på hospitalet har jeg oplevet 3 dødsfald, der har sikkert været flere men jeg har måske sovet eller været på min stue, jeg er FUC*ING 16 år, ARGH jeg burde jo ikke opleve sådan noget, en af gangene forstod jeg ikke helt hvad der forgik, så bare en masse mennesker græde, anden gang så jeg personen, imens han var død, der stod jeg, lille mig, og kiggede ind på en mand der lå i sin, seng med blå fødder, og dyne over sig, omringet af grædende mennesker, jeg trøstede en pige der stod ude foran stuen, det var hans datter, hun krammede mig til jeg gik, det gik ikke rigtig op for mig før jeg lå i min seng, klokken var mange, det var mørkt udenfor, og natten var så småt begyndt at finde sin plads på himlen, der lå jeg i min seng, kiggede ud af det kæmpe vindue vi har (som ikke kan åbne, skide irriterende iøvrigt) tænkte på manden der lå dø ca 4 meter fra mig, på den anden side af væggen, (man ligger der i 6 timer eller sådan noget, før man bliver kørt væk) der jeg havde ligget lidt tid begyndte det at gå op for mig, den mand lå der af nøjagtig samme grund som mig, han havde en dødelig sygdom, ligesom mig, begge med kræft, jeg kunne ikke lade hver at tænke på hvis det var mig der lå der, og min familie som stod og græd, jeg kunne ikke holde tanken ud, så skubbede den hurtigt væk igen, der kom på skift sygeplejesker ind til mig og blev ved med at fortælle at den mand jo var gammel, han havde været syg længe, og viste godt han aldrig blev rask, de blev ved med at fortælle, at mine chancer for at komme ud på den anden side er rigtig store, da jeg er så ung, og kræften ikke har bredt sig, men for helv.. hvad nu hvis det var mig, jeg var i choktilstand tror jeg, for jeg græd ikke, men var sur, sur over jeg skulle se det, men samtidig ekstrem rystet.

Nogen gange forstår jeg det ikke helt, jeg tror på der er en meningen med alt der sker, men hvad fand... er meningen med at jeg skal ligge her, kan ærligt ikke se det, men det må vel være fordi der er nogen der ved jeg kan klare det, og det gør jeg også, om 3-4 måneder står jeg, stærkere end nogensinde før, klar til at forstætte mit liv, dog med nogen ar både indeni og udenpå men fu*k det, hvad betyder et par ar, når man har været tæt på at miste en arm, og ja.. Ens liv.

Jeg magter og gider ikke mere, jeg er træt, træt af hospitaler, kemo, og smerte, ingen burde gå igennem dette, det er så mega uretfærdigt og jeg forstår det ikke.

Jeg har før lidt af angst, rigtig meget faktisk, jeg har haft angst for at dø, angst for krig, hver gang jeg så et fly på himlen var jeg bange for det smed en bombe, jeg har for at sige det kort været rigtig bange for døden, for at miste, og for at lide, det er som om at de tanker langsomt er forsvundet og blevet overdækket af nye, at de så handler om at jeg er bange for at dø pga den her skod sygdom er en anden ting, men jeg har ikke lyst til at spilde mit liv på at gå at være bange, og gå at frygte, mit liv skal være et liv med smil, grin og sjov, der skal være plads til at græde og det tror jeg egtelig også er sundt, og det er også en af gruende til jeg skriver dette indlæg, for at få tankerne vendt og dreje,t 360 grader.

Nogen dage griner og pjatter jeg, glemmer alt det dårlige, og fokusere kun på det gode, andre dage ligger jeg i min seng, græder uden at vide hvorfor, folk der kigger udefra ville nok kunne finde 100 grunde.

Der er noget der skræmmer mig, noget jeg faktisk syntes er dissideret ubehageligt, men rart, jeg er begyndt at vende mig til at se mig selv, med den sandfarvet kasket jeg render rundt med, begyndt at vende mig til at der ikke hænger langt brundt hår ned langs mine arme, jeg syntes det er rart jeg har vænnet mig til det, men skræmmene, tænk man kan vende sig til at se sig selv uden hår på hovedet, i mit hovedet giver det ingen mening.

Lige nu er klokken 23:50, jeg sidder i min seng, lytter til Miley Cyrus, Malibu, tårnene har frit løb, den ene løber efter den anden ned langs kinden, lige til de stopper ved min hage, og de bliver for tunge og drypper ned på mit bryst, jeg tørre dem væk med hånden, og tørre hånden i mine bukser, lidt som man nogen gange gør med tanker, bare skubber dem væk, men de kommer igen, nogen gange, burde man nok bare tænke dem færdig, det kan være svært, men nødvendigt - siger det bare, ligemeget hvad så husk på det er okay at græde, man er ikke svag, tvært i mod.

Dette skulle egtelig havde været et indlæg om mine tanker omkring at skulle starte i skole skaldet, men det må blive det næste - så hold øje.


Kærlighed fra mig til dig.


Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen, og velkommen tilbage.

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, grundet at jeg har ligget med sindsyg voldsom migræne, og faktisk først begyndte at få det bedre i går, jeg spiser voldsomt mange pamol, og prøver at drikke så meget vand som muligt, nogen af de sidste par dage har jeg sovet til en 15-16 stykker, da det er det eneste jeg har kunne holde ud at lave.

Jeg tænkte lidt jeg ville skrive et indlæg om hvad det vil sige at have kræft, der er rigtig mange der ikke helt forstår, eller kan sætte sig ind i det, det forstår jeg godt, for de har jo ikke selv prøvet det, så derfor vil jeg prøve at forklare lidt om det.
Jo altså, mit kemo forløb er sådan at jeg får kemo og er indlagt i 4-5 dage, og så kommer hjem i 2-3 dage, og så ind igen i 4-5 dage, hjem i 2 dage, og så ind i 6-8 timer, hjem, og 6-8 timer igen næste dag, og så har jeg 3 uger "hjemme" hvor jeg har "fri" der er utrolig mange der skriver til mig "fedt du hjemme, så kan du sove længe og gå i byen og shoppe" men nej, sådan fungere livet jo ikke, efter den kemo hvor jeg kun er inde i 2 dage, bliver jeg så sindsyg dårlig og bruger ca 7-10 dage på at komme til mig selv igen, jeg kom hjem fra hospitalet ca d 26/5 og er først klar nu, så det tager rigtig lang tid, hver gang jeg føler jeg er ved at havde det godt, skal jeg ind igen.
det vil sige der er lidt under 2 uger tilbage hvor jeg har "fri" men jeg ligger jo ikke kun herhjemme og fiser husleje vel, i dag fx skulle jeg havde været til røntgen med min arm, og i morgen skal jeg til nyrerundersøgelse i 5 timerstid + 2-3 timers kørsel, torsdag skal jeg til fys og røntgen, da det blev rykket, så når jeg er "hjemme" er jeg ikke kun hjemme, jeg har været til blodprøve og PET scanning fra nogen dage siden, blev så ringet op af hospitalet dagen efter, gode nyheder.... eller noget, mine hvideblodlemmer er alt for lave, og tallet var nede på 0,2, og skal ligge på ca 3, det vil sige jeg ikke må omgås ret mange mennesker pga smittefare, jeg skal vaske og spritte fingre hele tiden, har en håndsprit i min jakke, og en fast liggende på gulvet ved min seng, jeg må ikke rigtig gå ud uden at være godt tildækket, så vinterjakke, jaa, hvorfor ik'.

Jeg behøver ikke engang sige mit navn og vise sygesikring når jeg kommer til hospitalet, for alle receptionisterne kender mig, mit fulde navn, og min familie, jeg går ind på stuen, sætter mig ned og venter på en sygeplejerske kommer, hun kommer så med en nål der er ca halvanden til 2 cm lang, det lyder ikke af meget, i know, men kig på en lineal og fortæl mig så det ikke er meget, den nål stikker de så ned i mit højere bryst, helt ned! Ikke nok med det er mega monster herre mega ubehageligt, er det heller ikke helt smertefrit, jeg bliver koblet til at stativ der larmer mega meget, blop, blop, blop, hvert sekund, fra jeg kommer til jeg går, den hyler hver gang en pose er færdig, jeg er begyndt nogen gange at høre bip lyde uden der er nogen, af ren vane, leder efter snoren til en sygeplejerske over min seng, får et chok når der intet bækken er på toilettet - fedt liv må jeg sige.

Jeg har mange veninder og bekendte der ikke forstår hvad det vil sige at være igennem et forløb som jeg er nu, mange tror det er piece of cake, mange tror jeg sover længe hver dag, og nærmest bare er på hospitalet når det passer mig, i dag stod jeg op kl 8, da jeg faktisk skulle havde været på hospitalet men fik det rykket til torsdag da jeg skal derind der alligevel.
Når jeg skal ind på hospitalet skal jeg stå op alt i mellem kl 5 og 6, når jeg er indlagt bliver jeg vækket overdrevet mange gange om natten, det er svært at forstå når ikke selv man går igennem det, det ved jeg godt, men at folk misunder mig, skriver jeg har det bedere end dem, at de vil bytte liv med mig, at jeg bare kan hvad jeg vil fordi jeg ikke går i skole, er seriøst noget der får mit pis i kog, at folk kan sige de gerne vil bytte liv med mig, er noget værre mundlort, enten ved de ikke hvad det vil sige at havde kræft, eller også er der noget rave ruskene galt i hovedet på dem, INGEN og absolut INGEN vil igennem dette helved, tro mig, jeg har ligesom prøvet det, og er stadig igang.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her uden at lyde som et egoistisk røvhul, men altså...
Jeg ved godt, at jeg ikke går i skole lige nu, men det har jeg dog gjort i 10 1/2 år, jeg ved godt hvordan veninde fnider er, og hvor røv det er at havde dansk, og fri kl 15, men for helvede hvor er du heldig hvis det er dit største problem, hvis det værste, du kan tænke dig frem til lige nu, er at have fri klokken 16, så ville jeg fandme gerne være dig, i må ikke misforstå mig og tro jeg syntes i ikke må havde det hårdt, få gu' fanden må i det, jeres kæreste kan lige havdet slået op, i har måske trukket mundtlig tysk eller et eller andet, jeg tænker tit på jeg ikke har det hårdt, i forhold til folk der dør at hungersnød, folk der er lam i hele kroppen pga en bilulykke, alle har det hårdt i hver sin grad, alle har ret til at græde, bare lad vær at sig jeg er heldig fordi jeg ikke går i skole, for det ved vi alle ikke passer.

Inden jeg fandt ud af jeg havde kræft, havde jeg ingen ide om hvad det vil sige, jeg vidste man var meget på hospitalet, men dog ikke så meget, jeg vidste man vil få det dårligt, men havde i min vildeste fantasi aldrig troet man kunne have det så dårligt, jeg havde ikke tænkt over at man skulle have en nål i armen, brystet, låret eller maven næsten hver dag, ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men ved det ikke var det her.


Jeg er startet på skam, bedste serie i verden, så hele sæson 2, og noget af sæson 3 igår, hvis ikke du er startet, så start - lover du ikke vil fortryde det.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments