Mine nyeste indlæg

personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Her om nogen uger (det stadig uvist hvornår helt præcist) skal jeg havde fjernet min porterkat, altså den der ligger inde bag mit højere bryst, som hospitalet har givet mig kemo igennem, de sidste mange måneder, jeg tænkte at jeg lige ville forklare lidt om hvordan det foregik, og hvordan nålen ser ud.

De første par gange fik jeg lagt drop i hånden eller albuebøjningen, det er et lille plasticrør de stikker ind i ens blodåre, det gør helt hjernedødt ondt, da min hånd tilsidst var helt smadret, mine blodåre nærmest var forsvundet, og min hånd var gul og blå over alt, besluttede hospitalet, at jeg skulle havde lagt porten.

Jeg blev opereret den 16/1-17, operationen gik helt fint, jeg vil skyde på den har taget en times tid ca.

Dagen efter operationen skulle jeg ind og havde kemo, da kræften jo var så agressiv at den skulle dræbes hurtigt.

Jeg kom ind dagen efter om morgen, med plaster og sting, og skal så havde lagt nålen, jeg vil nok mene at det er noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har prøvet, jeg var nyoprettet, blå, og sååå øm, og så skulle jeg havde stukket en nål ind samme sted, da jeg var så hævet efter operationen, ramte de forkert og jeg skulle havde hevet den ud, og lagt en ny nål, jeg havde så ondt og grad som et lille barn.

Efter følgende har jeg været så glad for at jeg fik lagt porten, det har hjulpet mig så meget, det gjorde mindre og mindre ondt, jo længere tid der gik, jeg puttede Emla cream på hver gang, det er noget cream der bedøver (og nej det ikke bare fis, det bedøver virkelig)

Jeg kunne få taget blodprøver igennem den, da først nålen var lagt, var der en slange koblet til mig, som de tog blodprøver igennem, hvilket jeg ikke rigtig kunne mærke, kun da de skyllede igennem med saltvand, det smager virkelig dårligt.

Men lige for at forklare hvad porten egentlig er, så er det noget metal der ligger inde bag mit bryst, og så kan sygeplejeskerne mærke sig frem til hvor de skal stikke, og så sidder nålen der bare, med et plaster på.

Det har været så rart at havde den, da jeg havde drop i højere hånd kunne jeg ikke bruge den, så jeg var tvunget til at bruge den venstre arm, hvilket jo ikke var særlig optimalt.

Jeg håber virkelig i nød dette indlæg, og i ikke syntes det var for indviklet, ved bare der er mange der har haft spørgsmål omkring porten, så håber i har fået svar, ellers må ikke skrive.

Her er nogen billeder hvor jeg har nålen i porten, 2 billeder fra jeg lige havde fået indopereret porten, et af selve nålen der skal stikkes ind i porten, og 2 billeder hvor jeg på hånden har drop, på det ene har jeg en handske over.



Kærlighed fra mig til dig.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage!

Yes, yes, yeees! Aldrig mere kemo, jeg er netop i dag kommet hjem fra min allersidste indlæggelse angående kemo.

Nu er Herlev tasken pakket ud, og et nyt liv kan begynde!

Som jer der har fulgt med på Instagram og bloggen her, ved at min sidste komo startede i tirsdags, og så skulle jeg være indlagt til fredag ca. (I morgen) Men mine tal var nede på under 300, så jeg kom hjem i dag, dog på piller, men fu*k det, jeg tror de var nede på 254 eller sådan noget, jeg er aldrig været indlagt så kort tid.

9 måneder i hellved, 9 måneder jeg aldrig turde håbe på ville ende godt, 9 måneder med smerte, gråd og frygt... De 9 hårdeste måneder i mit liv.

Nu er det slut, jeg har siden december sidste år, brugt ca 125 dage, på hospitalet, + et par blodprøver osn hist og her.

Her i uge 39 skal jeg til udskrivnings samtale, jeg skal til en del scanninger og undersøgelser den næste fremtid, og så håber jeg virkelig bare på at solen vil skinne på min vej fra nu af.

Her i søndags, valgte jeg at falde og forstue min venstre storetå, og flække min negl, så ja, nu humper jeg lidt rundt igen, Why not, godt gået Frederikke!

Jeg tror ikke rigtig der er så meget mere at sige, udover tak, tak til alle jer der har støttet mig igennem hele dette forløb, de venner der ikke bare er skredet, mine fættere der løber et marton, og barbere sit hår af for min skyld, en familie der besøger mig på hospitalet dagligt, en søster der henter alt jeg har behov for, og en mor der er med indlagt HVER gang!

Jeg er stolt, jeg er stolt over jeg er kommet ud af det her, jeg er stolt over at havde klaret og overvundet den skod sygdom, jeg er glad for at kunne vise at det ikke kun er eventyr der ender lykkeligt.

Vi ses i næste i indlæg, der kommer snart ret exciting news.


Kærlighed fra mig til dig

Likes

Comments

operationer , personligt

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg var her fra 1 uge siden til samtale på riget, for at få svar på mit seneste røntgenbillede, som jeg har nævnt før, har jeg fået sat en skinne ind i armen, der holder sammen på den nye knogle, og det af den gamle de nu har ladet være, de har så sat 8 søm igennem så den holder, og så håber de på at den vil vokse sammen, lidt som en brækket arm forestiller jeg mig.

Problemet er bare, at knoglerne ikke er begyndt at "smelte" sammen, overhovedet, og nu er det altså 4 måneder siden jeg blev opereret, jeg ved godt at alting heler langsommere når man er i et kemo forløb, men det lød lidt på overlægen som om, der gerne måtte være tegn på den begyndte at vokse sammen, men det var der ikke, hvilket gør mig ret urolig.

Ydre mere fik vi at vide, at det at det slet ikke er sikkert at knoglerne nogensinde vokser sammen, og det var virkelig et kæmpe chok, hvis knoglerne ikke gør det, skal jeg nok opereres igen, og hvad de så gør der, vil jeg slet ikke tænke på - og det tror jeg heller ikke lægerne selv ved.

Men nok det jeg blev mest "bange" over, var at de sagde at, den skinne jeg har fået i armen godt kan knække, og sker det, skal jeg også opereres, jeg skal virkelig passe meget på, mere end jeg allerede har, jeg fik at vide fra noget tid siden at jeg godt måtte begynde at bære små ting, så som, en gaffel, en mobil, et glas, osv, men gør jeg det mange gange kan det også knække! Ligesom hvis jeg fx falder, jeg er pisse bange for den pludselig knækker, og at jeg skal opereres, og derfor skal udskyde min kemo, og jeg må ikke gå x antal uger uden, og ja... Det hele er lidt noget rod i mit hovede lige nu, det også derfor der ikke har været et indlæg ude længe.

De siger at der kan gå alt mellem et halvt år, og et år, før de ved hvordan knoglen vil arte sig, det er virkelig lang tid at gå i uvished, også med hensyn til uddannelse osv.

Jeg har faktisk siden jeg lille gerne være frisør, men det er ligesom udelukket nu med min arm, jeg har været i praktik hos en børnehave som gik super godt, og det er det jeg har været indstillet på jeg gerne har ville de sidste par måneder/år, ihvertfald haft en ide om det var det jeg ville, men til samtalen fik jeg at vide, at det måtte jeg ikke, det ville ikke kunne lade sig gøre med hensyn til min arm.

Jeg syntes jeg bliver så begrænset i alt jeg foretager mig, og alt jeg vil, nogen gange har jeg lyst til at flygte fra mig selv, det svært at forklare, men der kommer måske et indlæg om det.

Læs mit seneste indlæg her.



Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey alle sammen og velkommen tilbage.


Som nogen af jer nok godt ved, så får jeg 2 forskellige slags kemobehandlinger, den ene er hvor jeg er indlagt, små 4 dage, og den anden, som hedder hård kemo, eller, ved ikke hvad den bliver kaldt, men jeg kalder den hård kemo, det var den jeg fik d 23, og 24 december sidste år, hvor jeg blev så forfærdelig dårlig.

De sidste 10 uger af mit kemo forløb, (kun med den "hårde" kemo) skruede de ned i dosis, det gør den ikke er lige så hård, hvilket også gør jeg denne gang "kun" skulle havde den 1 dag, og ikke 2, hvilket betyder at jeg er hjemme på min fødselsdag i morgen, yahh, hvor godt jeg har det må tiden vise - men jeg er ikke på hospitalet!

Men som i kan se på overskriften, skal jeg ikke havde den hårde kemo mere, jeg er færdig med den, det er ligesom et afsluttet kapital.

Nu har jeg 3 uger hjemme, og så mangler jeg "kun" 2 indlæggelser, og så er jeg færdig, fu*king FÆRDIG, altså for altid, (forhåbentlig) om ca 5 uger kan mit liv begynde igen, det er som om det har været på total standby, det er så sygt at tænke på, at jeg har været igang i 8 måneder.

Lige nu glæder jeg mig bare så forbandet meget til at få mit hår igen, til at kunne rede det, sætte en hestehale, og bare se "normal" ud igen, jeg glæder mig til forhåbentlig, at få min krop igen, jeg har taget 12kg på, og kan seriøst ikke holde mit eget spejlbillede ud længere, plus at alt den prednisolon, og alt andet medicin gør mig så tyk i hovedet - og alle andre steder, og så hjælper det heller ikke noget, at jeg ikke kan løbe, og bevæger mig meget mindre end før.

Men bare rolig bloggen stopper ikke, får jeg har nogen operationer, og en masse MR scanninger, PET scanninger, nyre undersøgelser, hjerteundersøgelser, og røntgen der venter på mig.

Jeg ved jeg ikke har opdateret længe, men jeg er så stresset, jeg har så mange ting, at tænke på lige nu, og en masse jeg skal tage stilling til, omkring skole osv, men alt det skal i nok få mere at vide om, når jeg engang selv er helt med.


Kærlighed fra mig til dig.




Likes

Comments

operationer , personligt

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg har på det sidste haft det lidt mærkeligt i min krop, jeg har haft rigtig mange svedturer, jeg har faktisk ikke bare svedt, men sådan kamp svedt.

Da jeg blev opereret første gang, hvor jeg fik fjernet min ene æggestok, fik jeg afvide at kemoen godt kunne risikere at ødelægge alle mine resterende æg, og jeg derfor ville komme i overgangs alderen, for en periode, sandsynligheden er der, og den er ikke helt lille.

Sorry guys, hvis det her bliver lidt, tja, to much, men altså...
Jeg fik afvide inden min allerførste kemo fra knap 7 måneder siden, at jeg kunne risikere ikke at få min menstruation under hele seancen, men jeg har haft den, og den har kørt okay regelmæssigt, men efter min sidste operation, altså den der tog næsten 11 timer, (der er link til indlægget her ) Har jeg kun haft den 1 gang, og det er 3 måneder siden nu.
jeg har i dag været til samtale med min overlæge, som siger at min menstruation nok først kommer igen når jeg engang er færdig med kemo, og indtil da vil jeg være i en slags overgangsalder, (og vil havde alle symptomerne) han spurgte om jeg havde svedt meget, hvilket jeg i den grad har, dette er højest sandsynligt kort varige da den formentlig kommer igen om små 2 måneder, hvis ikke den gør er det nok fordi kemoen har ødelagt alle mine æg, og så skal jeg lige få sat dem ind ved endnu en operation, for er det over længere tid man er i overgangsalderen, tager ens knogler nemlig skade, og det gider jeg sku ikke, haha.

Jeg ved det lyder helt gag det her, og til at starte med troede jeg også de jokede, men nej, mine svedturer er bare en del heftigere end hvis man er "gammel"
Så nu ved jeg hvordan folk på 50+ har det, og puha...

God mandag til jer.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

operationer , personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

I dags indlæg vil være en lille Update, da der er sket ret meget på det sidste, og der er nogen ting jeg ikke har nævnt for andre end mine tætteste.

Jeg har en god nyhed vi lige kan få afvejen.

Først og fremmest er jeg startet til ergoterapeut, det er vel 1 måneds tid siden vil jeg tro, meningen var jeg først skulle starte når min kemo var slut, i september ca, men jeg har været til samtale på Rigshospitalet hos min overlæge, og han syntes at det var så fint det hele, og jeg kunne meget mere med armen, end de nogensinde havde turde håbe på, hvilket også er resulteret i at jeg overhovedet ikke bruger slynge mere. (og det er virkelig dejligt, for den var så varm, og jeg fik så dårlig ryg)
Min arm kan næsten strækkes helt ud, så når jeg går holder jeg ofte fat i min bluse, så den ikke "falder" ned, og jeg er mere eller mindre også begyndt at kunne skære min mad ud selv - det er så fedt at kunne se fremskridt på det hele.
Jeg har været til ergo 2 gange nu, og skal igen om nogen få dage.

Nu til noget af det jeg har holdt lidt hemmeligt for nogen af jer, eller ihvertfald så vidt muligt prøvet at udgå folk fandt ud af.
Da jeg blev opereret lavede de en hudtransplantation fra mit skinneben, og op til min arm, for at sikre at knoglen havde det fint, hvilket gør at jeg har en, ifølge mig, temmelig stor klam hudø på min arm, jeg har nok nævnt det, men det er de færreste der har set min arm, jeg syntes selv det ser mega klamt ud, og det har set meget værre ud- tro det eller lad vær.

Jeg vil meget gerne havde den skåret væk, hvilket jeg skal til samtale om, om ca 6 måneder, det var noget vi havde snakket om inden jeg overhovedet blev opereret, hvis jeg skal opereres vil de bare lige skære hudøen væk, og lappe mig sammen, der hvor jeg allerede har ar - så jeg får et langt ligesom på mit ben, og ikke et langt der deler sig, hvis i undre jer over den lille klamme brune plet i bunden, så er det noget sår der endnu ikke er faldet af.

For nogen kan billederne måske godt virke en smule stødene, så nu er i advaret.
Jeg håber i nyder sommerferien.

Kærlighed fra mig til dig

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.


Lige meget hvor end jeg gerne vil undgå det, så skal jeg før eller siden starte på noget skoleværk igen, men tanken dræber mig indefra, ikke fordi jeg ikke vil på den måde, for jeg savner det sku, og i den grad også det sociale, når jeg har fået min sidste kemo om ca 2,5 måned, med mindre noget går galt, går der ca 3-4 uger før håret begynder at vokse, sådan rigtigt, det vil sige 3-3,5 måned... Og så er vi i Oktober ca... Hmm, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det, for er sku lidt mundlam, jeg ved der går så mange måneder/år før jeg har langt hår igen, og det virker så uoverskueligt, at vide at jeg kan være færdig med en uddannelse før jeg nærmest har page, okay måske en overdrivelse, men håber i forstår min pointe.
Men lige gyldig hvad så tror jeg at når bare der kommer 5cm hår på mit hovede vil jeg være glad, nemmest 10mm vil være en sejr, men det er nok også mere min frygt for at støde andre der påvirker mig, jeg er bange for at gå en tur hvis nu min hat ryger af, 1, det er så ubehaligt for mig, jeg føler mig nøgen og krænget, føler jeg ligger på standen og min bikini ryger af, føler alle kigger på mig... men jeg er også bange for der står et lille barn der pludselig bliver skræmt, jeg ser mange mindre årige der kigger vildt mærkeligt når jeg kommer gående, nok fordi jeg ikke har det lange hår som de fleste andre, og så er meget af det nok også noget jeg føler.

Jeg tænker tit på hvornår jeg kan og har nosser nok til at smide min kasket, hvornår jeg bare tør sige "feel free" smide kasketten og gå, bare gå, gå og gå og gå, kigge op, smile, og vandre ned af gaden, uden hat, uden hue, uden noget, for hvis mænd kan, hvorfor kan vi kvinder så ikke? Hvem er det der siger at vi piger skal havde hår til røven, veje 60kg men samtidig havde bryster så store som jeg ved ikke hvad, jeg hader det og syntes det er noget mundlort, om det er Instagram eller os selv der siger det ved jeg ikke, men jeg ved jeg er en af dem, stod det til mig, havde jeg da også langt, glat brunt hår, lange tynde model ben, og en slank trænet mave, men sådan kan det bare ikke være lige nu..

Jeg stod herforleden i prøverummet og kigget op og ned af mig selv, lidt deler der, lidt for meget fedt der, jeg har enlig altid været tilfreds nok med krop, det er ikke fordi jeg aldrig har været utilfreds, for vil man, kan man nok altid finde noget at ændre, men overordnet set har jeg været tilfreds nok, jeg har været en 34-36 og brugt S i det meste tøj, nu bruger jeg 38-40, jeg har inden jeg blev syg vejet ca 52-53kg, nu vejer jeg 62, det er fuldstændig sindssygt at tænke på, nej, 62kg er ikke meget, men det er meget til mig, når jeg er vant til at se mig selv veje 10kg mindre, og samtidig ikke er særlig høj, jeg sammenligner mig selv med andre, men ikke mindst også mig selv, jeg samlinger mig med hvordan jeg så ud inden, og det kan jeg ikke, for der havde jeg ikke væske i hele kroppen, og fik et stof der gør man får ansigt som en ballon.

Jeg kan ikke lukke mine bukser, ligner en gravid, og har strækmærker over det hele, jeg ville ønske jeg kunne trylle det væk men det kan jeg ikke... Jeg vil havde min krop tilbage, og det skal jeg nok også få, det bare svært at vente, når man gerne vil havde det nu og her.

Udover det har jeg også mistet nogen af mine øjenvipper, underligt nok har det påvirket mig mindre end forventet, nok også fordi jeg allerede kan se de er lidt på vej, og at jeg stadig har lidt.
Mine øjenbryn er også blevet meget tyndere, hvilket er ret nederen.

Og så vil jeg også gerne sige tak til dig, lige præcis dig, tak fordi du læser med, det betyder så meget for mig, og jeg lægger mærke til hver gang jeg får en læser mere, det betyder mere end du lige går og tror.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Jeg tænker at I dags indlæg vil handle om min skolegang, da det er et ret efterspurgt emne, og mange er i tvivl.

Lige nu nej, går jeg ikke i skole, det siger sig selv da det er sommerferie.
Den 12/12 fik jeg konstateret kræft, inden det var vi til en masse samtaler, og scanninger, jeg missede ret mange timer og det blev svære at følge med i skolen.
Da vi fik beskeden om jeg havde kræft kom jeg af godegrunde ikke i skole i nogen dage, og så blev det jo juleferie, det var faktisk først nogen måneder efter jeg jeg blev syg at jeg blev meldt rigtigt ud, da det simpelhen ikke kunne hænge sammen på andre måder.

Det var vel godt 1 uges tid jeg ikke havde været i skole, folk spurgte hvorfor, men enten svarede jeg ikke, eller også sagde jeg at jeg var syg, men hallo, det var jeg jo også, på en måde... men altså, jeg besluttede at skrive til min lærer om hun gerne ville sige i klassen hvorfor jeg ikke var der, og at jeg nok ikke kom tilbage, det var selfølgelig et stort chok for alle, måde mig, men også mine venner.

Jeg tog ud og besøgte min skole og nogen uger efter første kemo, jeg havde fået klippet håret og det var begyndt at falde, men der var stadig noget, det var ekstremt mærkeligt men virkelig rart at få forklaret hvad der var sket, og se dem alle igen.

Jeg har nu ikke gået i skole siden jul, og kan heller ikke starte efter sommerferien, da jeg endnu der ikke er færdig med mit forløb der, hvad der skal ske når jeg er færdig ved endnu ikke, der kommer nok til at gå noget tid før jeg er mentalt klar til at starte på en form for noget uddannelse, og skal jeg være helt ærlig så er det slet ikke den form for fremtid jeg koncentrere mig om, nogen dage kan jeg tænke uger frem, og andre gange kun få minutter, men fu*k om jeg starter på en uddannelse når andre er færdige, jeg har overlevet en livsfarlig sygedom, og det er jeg pisse hamrende stolt af.

Jeg kan til gengæld være glad for dette lort skete i 10 klasse og ikke 9ne, jeg har min 9ne klasse, og er bestået alt - og det er trods alt helt fint.

Jeg har oprettet en Facebook side i kan gå ind og følge, så kan i se hver gang jeg ligger et nyt indlæg ud, hvis i vil. 

Den hedder "Frederikke Juul"


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et indlæg jeg kommer til at skrive grædende, da det er et ekstremt følsomt emne for mig.

Nogen gange har jeg det som om det hele er en drøm, som om jeg om lidt vågner og jeg kigger mig selv i spejlet og alt var som før, men det er nok mere håbet end fornuften som spiller ind, det er som om det ikke er gået helt op for mig hvad jeg går igennem, jeg har så vidt jeg ved aldrig kendt et menneske der har overlevet kræft, og det kan derfor godt være svært at finde de positive ting ved livet - men syntes dog jeg gør hvad jeg kan, når jeg tænker på kræft og hospitaler er det gamle mennesker jeg ser for mig, når jeg er på hospitalet og står i kø til maden, er det jo også kun folk på 70, det frustrere mig at jeg står der, jeg burde ikke være der men i gang med at leve min ungdom, jeg føler mig malplaceret, føler der er en der bare har placeret mig på et plejehjem.

Imens jeg har været på hospitalet har jeg oplevet 3 dødsfald, der har sikkert været flere men jeg har måske sovet eller været på min stue, jeg er FUC*ING 16 år, ARGH jeg burde jo ikke opleve sådan noget, en af gangene forstod jeg ikke helt hvad der forgik, så bare en masse mennesker græde, anden gang så jeg personen, imens han var død, der stod jeg, lille mig, og kiggede ind på en mand der lå i sin, seng med blå fødder, og dyne over sig, omringet af grædende mennesker, jeg trøstede en pige der stod ude foran stuen, det var hans datter, hun krammede mig til jeg gik, det gik ikke rigtig op for mig før jeg lå i min seng, klokken var mange, det var mørkt udenfor, og natten var så småt begyndt at finde sin plads på himlen, der lå jeg i min seng, kiggede ud af det kæmpe vindue vi har (som ikke kan åbne, skide irriterende iøvrigt) tænkte på manden der lå dø ca 4 meter fra mig, på den anden side af væggen, (man ligger der i 6 timer eller sådan noget, før man bliver kørt væk) der jeg havde ligget lidt tid begyndte det at gå op for mig, den mand lå der af nøjagtig samme grund som mig, han havde en dødelig sygdom, ligesom mig, begge med kræft, jeg kunne ikke lade hver at tænke på hvis det var mig der lå der, og min familie som stod og græd, jeg kunne ikke holde tanken ud, så skubbede den hurtigt væk igen, der kom på skift sygeplejesker ind til mig og blev ved med at fortælle at den mand jo var gammel, han havde været syg længe, og viste godt han aldrig blev rask, de blev ved med at fortælle, at mine chancer for at komme ud på den anden side er rigtig store, da jeg er så ung, og kræften ikke har bredt sig, men for helv.. hvad nu hvis det var mig, jeg var i choktilstand tror jeg, for jeg græd ikke, men var sur, sur over jeg skulle se det, men samtidig ekstrem rystet.

Nogen gange forstår jeg det ikke helt, jeg tror på der er en meningen med alt der sker, men hvad fand... er meningen med at jeg skal ligge her, kan ærligt ikke se det, men det må vel være fordi der er nogen der ved jeg kan klare det, og det gør jeg også, om 3-4 måneder står jeg, stærkere end nogensinde før, klar til at forstætte mit liv, dog med nogen ar både indeni og udenpå men fu*k det, hvad betyder et par ar, når man har været tæt på at miste en arm, og ja.. Ens liv.

Jeg magter og gider ikke mere, jeg er træt, træt af hospitaler, kemo, og smerte, ingen burde gå igennem dette, det er så mega uretfærdigt og jeg forstår det ikke.

Jeg har før lidt af angst, rigtig meget faktisk, jeg har haft angst for at dø, angst for krig, hver gang jeg så et fly på himlen var jeg bange for det smed en bombe, jeg har for at sige det kort været rigtig bange for døden, for at miste, og for at lide, det er som om at de tanker langsomt er forsvundet og blevet overdækket af nye, at de så handler om at jeg er bange for at dø pga den her skod sygdom er en anden ting, men jeg har ikke lyst til at spilde mit liv på at gå at være bange, og gå at frygte, mit liv skal være et liv med smil, grin og sjov, der skal være plads til at græde og det tror jeg egtelig også er sundt, og det er også en af gruende til jeg skriver dette indlæg, for at få tankerne vendt og dreje,t 360 grader.

Nogen dage griner og pjatter jeg, glemmer alt det dårlige, og fokusere kun på det gode, andre dage ligger jeg i min seng, græder uden at vide hvorfor, folk der kigger udefra ville nok kunne finde 100 grunde.

Der er noget der skræmmer mig, noget jeg faktisk syntes er dissideret ubehageligt, men rart, jeg er begyndt at vende mig til at se mig selv, med den sandfarvet kasket jeg render rundt med, begyndt at vende mig til at der ikke hænger langt brundt hår ned langs mine arme, jeg syntes det er rart jeg har vænnet mig til det, men skræmmene, tænk man kan vende sig til at se sig selv uden hår på hovedet, i mit hovedet giver det ingen mening.

Lige nu er klokken 23:50, jeg sidder i min seng, lytter til Miley Cyrus, Malibu, tårnene har frit løb, den ene løber efter den anden ned langs kinden, lige til de stopper ved min hage, og de bliver for tunge og drypper ned på mit bryst, jeg tørre dem væk med hånden, og tørre hånden i mine bukser, lidt som man nogen gange gør med tanker, bare skubber dem væk, men de kommer igen, nogen gange, burde man nok bare tænke dem færdig, det kan være svært, men nødvendigt - siger det bare, ligemeget hvad så husk på det er okay at græde, man er ikke svag, tvært i mod.

Dette skulle egtelig havde været et indlæg om mine tanker omkring at skulle starte i skole skaldet, men det må blive det næste - så hold øje.


Kærlighed fra mig til dig.


Likes

Comments

personligt

Hey allesammen, og velkommen tilbage.

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, grundet at jeg har ligget med sindsyg voldsom migræne, og faktisk først begyndte at få det bedre i går, jeg spiser voldsomt mange pamol, og prøver at drikke så meget vand som muligt, nogen af de sidste par dage har jeg sovet til en 15-16 stykker, da det er det eneste jeg har kunne holde ud at lave.

Jeg tænkte lidt jeg ville skrive et indlæg om hvad det vil sige at have kræft, der er rigtig mange der ikke helt forstår, eller kan sætte sig ind i det, det forstår jeg godt, for de har jo ikke selv prøvet det, så derfor vil jeg prøve at forklare lidt om det.
Jo altså, mit kemo forløb er sådan at jeg får kemo og er indlagt i 4-5 dage, og så kommer hjem i 2-3 dage, og så ind igen i 4-5 dage, hjem i 2 dage, og så ind i 6-8 timer, hjem, og 6-8 timer igen næste dag, og så har jeg 3 uger "hjemme" hvor jeg har "fri" der er utrolig mange der skriver til mig "fedt du hjemme, så kan du sove længe og gå i byen og shoppe" men nej, sådan fungere livet jo ikke, efter den kemo hvor jeg kun er inde i 2 dage, bliver jeg så sindsyg dårlig og bruger ca 7-10 dage på at komme til mig selv igen, jeg kom hjem fra hospitalet ca d 26/5 og er først klar nu, så det tager rigtig lang tid, hver gang jeg føler jeg er ved at havde det godt, skal jeg ind igen.
det vil sige der er lidt under 2 uger tilbage hvor jeg har "fri" men jeg ligger jo ikke kun herhjemme og fiser husleje vel, i dag fx skulle jeg havde været til røntgen med min arm, og i morgen skal jeg til nyrerundersøgelse i 5 timerstid + 2-3 timers kørsel, torsdag skal jeg til fys og røntgen, da det blev rykket, så når jeg er "hjemme" er jeg ikke kun hjemme, jeg har været til blodprøve og PET scanning fra nogen dage siden, blev så ringet op af hospitalet dagen efter, gode nyheder.... eller noget, mine hvideblodlemmer er alt for lave, og tallet var nede på 0,2, og skal ligge på ca 3, det vil sige jeg ikke må omgås ret mange mennesker pga smittefare, jeg skal vaske og spritte fingre hele tiden, har en håndsprit i min jakke, og en fast liggende på gulvet ved min seng, jeg må ikke rigtig gå ud uden at være godt tildækket, så vinterjakke, jaa, hvorfor ik'.

Jeg behøver ikke engang sige mit navn og vise sygesikring når jeg kommer til hospitalet, for alle receptionisterne kender mig, mit fulde navn, og min familie, jeg går ind på stuen, sætter mig ned og venter på en sygeplejerske kommer, hun kommer så med en nål der er ca halvanden til 2 cm lang, det lyder ikke af meget, i know, men kig på en lineal og fortæl mig så det ikke er meget, den nål stikker de så ned i mit højere bryst, helt ned! Ikke nok med det er mega monster herre mega ubehageligt, er det heller ikke helt smertefrit, jeg bliver koblet til at stativ der larmer mega meget, blop, blop, blop, hvert sekund, fra jeg kommer til jeg går, den hyler hver gang en pose er færdig, jeg er begyndt nogen gange at høre bip lyde uden der er nogen, af ren vane, leder efter snoren til en sygeplejerske over min seng, får et chok når der intet bækken er på toilettet - fedt liv må jeg sige.

Jeg har mange veninder og bekendte der ikke forstår hvad det vil sige at være igennem et forløb som jeg er nu, mange tror det er piece of cake, mange tror jeg sover længe hver dag, og nærmest bare er på hospitalet når det passer mig, i dag stod jeg op kl 8, da jeg faktisk skulle havde været på hospitalet men fik det rykket til torsdag da jeg skal derind der alligevel.
Når jeg skal ind på hospitalet skal jeg stå op alt i mellem kl 5 og 6, når jeg er indlagt bliver jeg vækket overdrevet mange gange om natten, det er svært at forstå når ikke selv man går igennem det, det ved jeg godt, men at folk misunder mig, skriver jeg har det bedere end dem, at de vil bytte liv med mig, at jeg bare kan hvad jeg vil fordi jeg ikke går i skole, er seriøst noget der får mit pis i kog, at folk kan sige de gerne vil bytte liv med mig, er noget værre mundlort, enten ved de ikke hvad det vil sige at havde kræft, eller også er der noget rave ruskene galt i hovedet på dem, INGEN og absolut INGEN vil igennem dette helved, tro mig, jeg har ligesom prøvet det, og er stadig igang.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her uden at lyde som et egoistisk røvhul, men altså...
Jeg ved godt, at jeg ikke går i skole lige nu, men det har jeg dog gjort i 10 1/2 år, jeg ved godt hvordan veninde fnider er, og hvor røv det er at havde dansk, og fri kl 15, men for helvede hvor er du heldig hvis det er dit største problem, hvis det værste, du kan tænke dig frem til lige nu, er at have fri klokken 16, så ville jeg fandme gerne være dig, i må ikke misforstå mig og tro jeg syntes i ikke må havde det hårdt, få gu' fanden må i det, jeres kæreste kan lige havdet slået op, i har måske trukket mundtlig tysk eller et eller andet, jeg tænker tit på jeg ikke har det hårdt, i forhold til folk der dør at hungersnød, folk der er lam i hele kroppen pga en bilulykke, alle har det hårdt i hver sin grad, alle har ret til at græde, bare lad vær at sig jeg er heldig fordi jeg ikke går i skole, for det ved vi alle ikke passer.

Inden jeg fandt ud af jeg havde kræft, havde jeg ingen ide om hvad det vil sige, jeg vidste man var meget på hospitalet, men dog ikke så meget, jeg vidste man vil få det dårligt, men havde i min vildeste fantasi aldrig troet man kunne have det så dårligt, jeg havde ikke tænkt over at man skulle have en nål i armen, brystet, låret eller maven næsten hver dag, ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men ved det ikke var det her.


Jeg er startet på skam, bedste serie i verden, så hele sæson 2, og noget af sæson 3 igår, hvis ikke du er startet, så start - lover du ikke vil fortryde det.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments