Mine nyeste indlæg

operationer , personligt

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg har på det sidste haft det lidt mærkeligt i min krop, jeg har haft rigtig mange svedturer, jeg har faktisk ikke bare svedt, men sådan kamp svedt.

Da jeg blev opereret første gang, hvor jeg fik fjernet min ene æggestok, fik jeg afvide at kemoen godt kunne risikere at ødelægge alle mine resterende æg, og jeg derfor ville komme i overgangs alderen, sandsynligheden er der, og den er ikke helt lille.

Sorry guys, hvis det her bliver lidt, tja, to much, men altså...
Jeg fik afvide inden min allerførste kemo fra knap 7 måneder siden, at jeg kunne risikere ikke at få min menstruation under hele seancen, men jeg har haft den, og den har kørt okay regelmæssigt, men efter min sidste operation, altså den der tog næsten 11 timer, (der er link til indlægget her ) Har jeg kun haft den 1 gang, og det er 3 måneder siden nu.
jeg har i dag været til samtale med min overlæge, som siger at min menstruation nok først kommer igen når jeg engang er færdig med kemo, og indtil da vil jeg være i overgangsalderen, han spurgte om jeg havde svedt meget, hvilket jeg i den grad har, dette er højest sandsynligt kort varige da den formentlig kommer igen om små 2 måneder, hvis ikke den gør er det nok fordi kemoen har ødelagt alle mine æg, og så skal jeg lige få sat dem ind ved endnu en operation, for er det over længere tid man er i overgangsalderen, tager ens knogler nemlig skade, og det gider jeg sku ikke, haha.

Jeg ved det lyder helt gag det her, og til at starte med troede jeg også de jokede, men nej, mine svedturer er bare en del heftigere end hvis man er "gammel"
Så nu ved jeg hvordan folk på 50+ har det, og puha...

God mandag til jer.


Kærlighed fra mig til dig.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

operationer , personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

I dags indlæg vil være en lille Update, da der er sket ret meget på det sidste, og der er nogen ting jeg ikke har nævnt for andre end mine tætteste.

Jeg har en god nyhed vi lige kan få afvejen.

Først og fremmest er jeg startet til ergoterapeut, det er vel 1 måneds tid siden vil jeg tro, meningen var jeg først skulle starte når min kemo var slut, i september ca, men jeg har været til samtale på Rigshospitalet hos min overlæge, og han syntes at det var så fint det hele, og jeg kunne meget mere med armen, end de nogensinde havde turde håbe på, hvilket også er resulteret i at jeg overhovedet ikke bruger slynge mere. (og det er virkelig dejligt, for den var så varm, og jeg fik så dårlig ryg)
Min arm kan næsten strækkes helt ud, så når jeg går holder jeg ofte fat i min bluse, så den ikke "falder" ned, og jeg er mere eller mindre også begyndt at kunne skære min mad ud selv - det er så fedt at kunne se fremskridt på det hele.
Jeg har været til ergo 2 gange nu, og skal igen om nogen få dage.

Nu til noget af det jeg har holdt lidt hemmeligt for nogen af jer, eller ihvertfald så vidt muligt prøvet at udgå folk fandt ud af.
Da jeg blev opereret lavede de en hudtransplantation fra mit skinneben, og op til min arm, for at sikre at knoglen havde det fint, hvilket gør at jeg har en, ifølge mig, temmelig stor klam hudø på min arm, jeg har nok nævnt det, men det er de færreste der har set min arm, jeg syntes selv det ser mega klamt ud, og det har set meget værre ud- tro det eller lad vær.

Jeg vil meget gerne havde den skåret væk, hvilket jeg skal til samtale om, om ca 6 måneder, det var noget vi havde snakket om inden jeg overhovedet blev opereret, hvis jeg skal opereres vil de bare lige skære hudøen væk, og lappe mig sammen, der hvor jeg allerede har ar - så jeg får et langt ligesom på mit ben, og ikke et langt der deler sig, hvis i undre jer over den lille klamme brune plet i bunden, så er det noget sår der endnu ikke er faldet af.

For nogen kan billederne måske godt virke en smule stødene, så nu er i advaret.
Jeg håber i nyder sommerferien.

Kærlighed fra mig til dig

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.


Lige meget hvor end jeg gerne vil undgå det, så skal jeg før eller siden starte på noget skoleværk igen, men tanken dræber mig indefra, ikke fordi jeg ikke vil på den måde, for jeg savner det sku, og i den grad også det sociale, når jeg har fået min sidste kemo om ca 2,5 måned, med mindre noget går galt, går der ca 3-4 uger før håret begynder at vokse, sådan rigtigt, det vil sige 3-3,5 måned... Og så er vi i Oktober ca... Hmm, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det, for er sku lidt mundlam, jeg ved der går så mange måneder/år før jeg har langt hår igen, og det virker så uoverskueligt, at vide at jeg kan være færdig med en uddannelse før jeg nærmest har page, okay måske en overdrivelse, men håber i forstår min pointe.
Men lige gyldig hvad så tror jeg at når bare der kommer 5cm hår på mit hovede vil jeg være glad, nemmest 10mm vil være en sejr, men det er nok også mere min frygt for at støde andre der påvirker mig, jeg er bange for at gå en tur hvis nu min hat ryger af, 1, det er så ubehaligt for mig, jeg føler mig nøgen og krænget, føler jeg ligger på standen og min bikini ryger af, føler alle kigger på mig... men jeg er også bange for der står et lille barn der pludselig bliver skræmt, jeg ser mange mindre årige der kigger vildt mærkeligt når jeg kommer gående, nok fordi jeg ikke har det lange hår som de fleste andre, og så er meget af det nok også noget jeg føler.

Jeg tænker tit på hvornår jeg kan og har nosser nok til at smide min kasket, hvornår jeg bare tør sige "feel free" smide kasketten og gå, bare gå, gå og gå og gå, kigge op, smile, og vandre ned af gaden, uden hat, uden hue, uden noget, for hvis mænd kan, hvorfor kan vi kvinder så ikke? Hvem er det der siger at vi piger skal havde hår til røven, veje 60kg men samtidig havde bryster så store som jeg ved ikke hvad, jeg hader det og syntes det er noget mundlort, om det er Instagram eller os selv der siger det ved jeg ikke, men jeg ved jeg er en af dem, stod det til mig, havde jeg da også langt, glat brunt hår, lange tynde model ben, og en slank trænet mave, men sådan kan det bare ikke være lige nu..

Jeg stod herforleden i prøverummet og kigget op og ned af mig selv, lidt deler der, lidt for meget fedt der, jeg har enlig altid været tilfreds nok med krop, det er ikke fordi jeg aldrig har været utilfreds, for vil man, kan man nok altid finde noget at ændre, men overordnet set har jeg været tilfreds nok, jeg har været en 34-36 og brugt S i det meste tøj, nu bruger jeg 38-40, jeg har inden jeg blev syg vejet ca 52-53kg, nu vejer jeg 62, det er fuldstændig sindssygt at tænke på, nej, 62kg er ikke meget, men det er meget til mig, når jeg er vant til at se mig selv veje 10kg mindre, og samtidig ikke er særlig høj, jeg sammenligner mig selv med andre, men ikke mindst også mig selv, jeg samlinger mig med hvordan jeg så ud inden, og det kan jeg ikke, for der havde jeg ikke væske i hele kroppen, og fik et stof der gør man får ansigt som en ballon.

Jeg kan ikke lukke mine bukser, ligner en gravid, og har strækmærker over det hele, jeg ville ønske jeg kunne trylle det væk men det kan jeg ikke... Jeg vil havde min krop tilbage, og det skal jeg nok også få, det bare svært at vente, når man gerne vil havde det nu og her.

Udover det har jeg også mistet nogen af mine øjenvipper, underligt nok har det påvirket mig mindre end forventet, nok også fordi jeg allerede kan se de er lidt på vej, og at jeg stadig har lidt.
Mine øjenbryn er også blevet meget tyndere, hvilket er ret nederen.

Og så vil jeg også gerne sige tak til dig, lige præcis dig, tak fordi du læser med, det betyder så meget for mig, og jeg lægger mærke til hver gang jeg får en læser mere, det betyder mere end du lige går og tror.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Jeg tænker at I dags indlæg vil handle om min skolegang, da det er et ret efterspurgt emne, og mange er i tvivl.

Lige nu nej, går jeg ikke i skole, det siger sig selv da det er sommerferie.
Den 12/12 fik jeg konstateret kræft, inden det var vi til en masse samtaler, og scanninger, jeg missede ret mange timer og det blev svære at følge med i skolen.
Da vi fik beskeden om jeg havde kræft kom jeg af godegrunde ikke i skole i nogen dage, og så blev det jo juleferie, det var faktisk først nogen måneder efter jeg jeg blev syg at jeg blev meldt rigtigt ud, da det simpelhen ikke kunne hænge sammen på andre måder.

Det var vel godt 1 uges tid jeg ikke havde været i skole, folk spurgte hvorfor, men enten svarede jeg ikke, eller også sagde jeg at jeg var syg, men hallo, det var jeg jo også, på en måde... men altså, jeg besluttede at skrive til min lærer om hun gerne ville sige i klassen hvorfor jeg ikke var der, og at jeg nok ikke kom tilbage, det var selfølgelig et stort chok for alle, måde mig, men også mine venner.

Jeg tog ud og besøgte min skole og nogen uger efter første kemo, jeg havde fået klippet håret og det var begyndt at falde, men der var stadig noget, det var ekstremt mærkeligt men virkelig rart at få forklaret hvad der var sket, og se dem alle igen.

Jeg har nu ikke gået i skole siden jul, og kan heller ikke starte efter sommerferien, da jeg endnu der ikke er færdig med mit forløb der, hvad der skal ske når jeg er færdig ved endnu ikke, der kommer nok til at gå noget tid før jeg er mentalt klar til at starte på en form for noget uddannelse, og skal jeg være helt ærlig så er det slet ikke den form for fremtid jeg koncentrere mig om, nogen dage kan jeg tænke uger frem, og andre gange kun få minutter, men fu*k om jeg starter på en uddannelse når andre er færdige, jeg har overlevet en livsfarlig sygedom, og det er jeg pisse hamrende stolt af.

Jeg kan til gengæld være glad for dette lort skete i 10 klasse og ikke 9ne, jeg har min 9ne klasse, og er bestået alt - og det er trods alt helt fint.

Jeg har oprettet en Facebook side i kan gå ind og følge, så kan i se hver gang jeg ligger et nyt indlæg ud, hvis i vil. 

Den hedder "Frederikke Juul"


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et indlæg jeg kommer til at skrive grædende, da det er et ekstremt følsomt emne for mig.

Nogen gange har jeg det som om det hele er en drøm, som om jeg om lidt vågner og jeg kigger mig selv i spejlet og alt var som før, men det er nok mere håbet end fornuften som spiller ind, det er som om det ikke er gået helt op for mig hvad jeg går igennem, jeg har så vidt jeg ved aldrig kendt et menneske der har overlevet kræft, og det kan derfor godt være svært at finde de positive ting ved livet - men syntes dog jeg gør hvad jeg kan, når jeg tænker på kræft og hospitaler er det gamle mennesker jeg ser for mig, når jeg er på hospitalet og står i kø til maden, er det jo også kun folk på 70, det frustrere mig at jeg står der, jeg burde ikke være der men i gang med at leve min ungdom, jeg føler mig malplaceret, føler der er en der bare har placeret mig på et plejehjem.

Imens jeg har været på hospitalet har jeg oplevet 3 dødsfald, der har sikkert været flere men jeg har måske sovet eller været på min stue, jeg er FUC*ING 16 år, ARGH jeg burde jo ikke opleve sådan noget, en af gangene forstod jeg ikke helt hvad der forgik, så bare en masse mennesker græde, anden gang så jeg personen, imens han var død, der stod jeg, lille mig, og kiggede ind på en mand der lå i sin, seng med blå fødder, og dyne over sig, omringet af grædende mennesker, jeg trøstede en pige der stod ude foran stuen, det var hans datter, hun krammede mig til jeg gik, det gik ikke rigtig op for mig før jeg lå i min seng, klokken var mange, det var mørkt udenfor, og natten var så småt begyndt at finde sin plads på himlen, der lå jeg i min seng, kiggede ud af det kæmpe vindue vi har (som ikke kan åbne, skide irriterende iøvrigt) tænkte på manden der lå dø ca 4 meter fra mig, på den anden side af væggen, (man ligger der i 6 timer eller sådan noget, før man bliver kørt væk) der jeg havde ligget lidt tid begyndte det at gå op for mig, den mand lå der af nøjagtig samme grund som mig, han havde en dødelig sygdom, ligesom mig, begge med kræft, jeg kunne ikke lade hver at tænke på hvis det var mig der lå der, og min familie som stod og græd, jeg kunne ikke holde tanken ud, så skubbede den hurtigt væk igen, der kom på skift sygeplejesker ind til mig og blev ved med at fortælle at den mand jo var gammel, han havde været syg længe, og viste godt han aldrig blev rask, de blev ved med at fortælle, at mine chancer for at komme ud på den anden side er rigtig store, da jeg er så ung, og kræften ikke har bredt sig, men for helv.. hvad nu hvis det var mig, jeg var i choktilstand tror jeg, for jeg græd ikke, men var sur, sur over jeg skulle se det, men samtidig ekstrem rystet.

Nogen gange forstår jeg det ikke helt, jeg tror på der er en meningen med alt der sker, men hvad fand... er meningen med at jeg skal ligge her, kan ærligt ikke se det, men det må vel være fordi der er nogen der ved jeg kan klare det, og det gør jeg også, om 3-4 måneder står jeg, stærkere end nogensinde før, klar til at forstætte mit liv, dog med nogen ar både indeni og udenpå men fu*k det, hvad betyder et par ar, når man har været tæt på at miste en arm, og ja.. Ens liv.

Jeg magter og gider ikke mere, jeg er træt, træt af hospitaler, kemo, og smerte, ingen burde gå igennem dette, det er så mega uretfærdigt og jeg forstår det ikke.

Jeg har før lidt af angst, rigtig meget faktisk, jeg har haft angst for at dø, angst for krig, hver gang jeg så et fly på himlen var jeg bange for det smed en bombe, jeg har for at sige det kort været rigtig bange for døden, for at miste, og for at lide, det er som om at de tanker langsomt er forsvundet og blevet overdækket af nye, at de så handler om at jeg er bange for at dø pga den her skod sygdom er en anden ting, men jeg har ikke lyst til at spilde mit liv på at gå at være bange, og gå at frygte, mit liv skal være et liv med smil, grin og sjov, der skal være plads til at græde og det tror jeg egtelig også er sundt, og det er også en af gruende til jeg skriver dette indlæg, for at få tankerne vendt og dreje,t 360 grader.

Nogen dage griner og pjatter jeg, glemmer alt det dårlige, og fokusere kun på det gode, andre dage ligger jeg i min seng, græder uden at vide hvorfor, folk der kigger udefra ville nok kunne finde 100 grunde.

Der er noget der skræmmer mig, noget jeg faktisk syntes er dissideret ubehageligt, men rart, jeg er begyndt at vende mig til at se mig selv, med den sandfarvet kasket jeg render rundt med, begyndt at vende mig til at der ikke hænger langt brundt hår ned langs mine arme, jeg syntes det er rart jeg har vænnet mig til det, men skræmmene, tænk man kan vende sig til at se sig selv uden hår på hovedet, i mit hovedet giver det ingen mening.

Lige nu er klokken 23:50, jeg sidder i min seng, lytter til Miley Cyrus, Malibu, tårnene har frit løb, den ene løber efter den anden ned langs kinden, lige til de stopper ved min hage, og de bliver for tunge og drypper ned på mit bryst, jeg tørre dem væk med hånden, og tørre hånden i mine bukser, lidt som man nogen gange gør med tanker, bare skubber dem væk, men de kommer igen, nogen gange, burde man nok bare tænke dem færdig, det kan være svært, men nødvendigt - siger det bare, ligemeget hvad så husk på det er okay at græde, man er ikke svag, tvært i mod.

Dette skulle egtelig havde været et indlæg om mine tanker omkring at skulle starte i skole skaldet, men det må blive det næste - så hold øje.


Kærlighed fra mig til dig.


Likes

Comments

personligt

Hey allesammen, og velkommen tilbage.

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, grundet at jeg har ligget med sindsyg voldsom migræne, og faktisk først begyndte at få det bedre i går, jeg spiser voldsomt mange pamol, og prøver at drikke så meget vand som muligt, nogen af de sidste par dage har jeg sovet til en 15-16 stykker, da det er det eneste jeg har kunne holde ud at lave.

Jeg tænkte lidt jeg ville skrive et indlæg om hvad det vil sige at have kræft, der er rigtig mange der ikke helt forstår, eller kan sætte sig ind i det, det forstår jeg godt, for de har jo ikke selv prøvet det, så derfor vil jeg prøve at forklare lidt om det.
Jo altså, mit kemo forløb er sådan at jeg får kemo og er indlagt i 4-5 dage, og så kommer hjem i 2-3 dage, og så ind igen i 4-5 dage, hjem i 2 dage, og så ind i 6-8 timer, hjem, og 6-8 timer igen næste dag, og så har jeg 3 uger "hjemme" hvor jeg har "fri" der er utrolig mange der skriver til mig "fedt du hjemme, så kan du sove længe og gå i byen og shoppe" men nej, sådan fungere livet jo ikke, efter den kemo hvor jeg kun er inde i 2 dage, bliver jeg så sindsyg dårlig og bruger ca 7-10 dage på at komme til mig selv igen, jeg kom hjem fra hospitalet ca d 26/5 og er først klar nu, så det tager rigtig lang tid, hver gang jeg føler jeg er ved at havde det godt, skal jeg ind igen.
det vil sige der er lidt under 2 uger tilbage hvor jeg har "fri" men jeg ligger jo ikke kun herhjemme og fiser husleje vel, i dag fx skulle jeg havde været til røntgen med min arm, og i morgen skal jeg til nyrerundersøgelse i 5 timerstid + 2-3 timers kørsel, torsdag skal jeg til fys og røntgen, da det blev rykket, så når jeg er "hjemme" er jeg ikke kun hjemme, jeg har været til blodprøve og PET scanning fra nogen dage siden, blev så ringet op af hospitalet dagen efter, gode nyheder.... eller noget, mine hvideblodlemmer er alt for lave, og tallet var nede på 0,2, og skal ligge på ca 3, det vil sige jeg ikke må omgås ret mange mennesker pga smittefare, jeg skal vaske og spritte fingre hele tiden, har en håndsprit i min jakke, og en fast liggende på gulvet ved min seng, jeg må ikke rigtig gå ud uden at være godt tildækket, så vinterjakke, jaa, hvorfor ik'.

Jeg behøver ikke engang sige mit navn og vise sygesikring når jeg kommer til hospitalet, for alle receptionisterne kender mig, mit fulde navn, og min familie, jeg går ind på stuen, sætter mig ned og venter på en sygeplejerske kommer, hun kommer så med en nål der er ca halvanden til 2 cm lang, det lyder ikke af meget, i know, men kig på en lineal og fortæl mig så det ikke er meget, den nål stikker de så ned i mit højere bryst, helt ned! Ikke nok med det er mega monster herre mega ubehageligt, er det heller ikke helt smertefrit, jeg bliver koblet til at stativ der larmer mega meget, blop, blop, blop, hvert sekund, fra jeg kommer til jeg går, den hyler hver gang en pose er færdig, jeg er begyndt nogen gange at høre bip lyde uden der er nogen, af ren vane, leder efter snoren til en sygeplejerske over min seng, får et chok når der intet bækken er på toilettet - fedt liv må jeg sige.

Jeg har mange veninder og bekendte der ikke forstår hvad det vil sige at være igennem et forløb som jeg er nu, mange tror det er piece of cake, mange tror jeg sover længe hver dag, og nærmest bare er på hospitalet når det passer mig, i dag stod jeg op kl 8, da jeg faktisk skulle havde været på hospitalet men fik det rykket til torsdag da jeg skal derind der alligevel.
Når jeg skal ind på hospitalet skal jeg stå op alt i mellem kl 5 og 6, når jeg er indlagt bliver jeg vækket overdrevet mange gange om natten, det er svært at forstå når ikke selv man går igennem det, det ved jeg godt, men at folk misunder mig, skriver jeg har det bedere end dem, at de vil bytte liv med mig, at jeg bare kan hvad jeg vil fordi jeg ikke går i skole, er seriøst noget der får mit pis i kog, at folk kan sige de gerne vil bytte liv med mig, er noget værre mundlort, enten ved de ikke hvad det vil sige at havde kræft, eller også er der noget rave ruskene galt i hovedet på dem, INGEN og absolut INGEN vil igennem dette helved, tro mig, jeg har ligesom prøvet det, og er stadig igang.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det her uden at lyde som et egoistisk røvhul, men altså...
Jeg ved godt, at jeg ikke går i skole lige nu, men det har jeg dog gjort i 10 1/2 år, jeg ved godt hvordan veninde fnider er, og hvor røv det er at havde dansk, og fri kl 15, men for helvede hvor er du heldig hvis det er dit største problem, hvis det værste, du kan tænke dig frem til lige nu, er at have fri klokken 16, så ville jeg fandme gerne være dig, i må ikke misforstå mig og tro jeg syntes i ikke må havde det hårdt, få gu' fanden må i det, jeres kæreste kan lige havdet slået op, i har måske trukket mundtlig tysk eller et eller andet, jeg tænker tit på jeg ikke har det hårdt, i forhold til folk der dør at hungersnød, folk der er lam i hele kroppen pga en bilulykke, alle har det hårdt i hver sin grad, alle har ret til at græde, bare lad vær at sig jeg er heldig fordi jeg ikke går i skole, for det ved vi alle ikke passer.

Inden jeg fandt ud af jeg havde kræft, havde jeg ingen ide om hvad det vil sige, jeg vidste man var meget på hospitalet, men dog ikke så meget, jeg vidste man vil få det dårligt, men havde i min vildeste fantasi aldrig troet man kunne have det så dårligt, jeg havde ikke tænkt over at man skulle have en nål i armen, brystet, låret eller maven næsten hver dag, ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men ved det ikke var det her.


Jeg er startet på skam, bedste serie i verden, så hele sæson 2, og noget af sæson 3 igår, hvis ikke du er startet, så start - lover du ikke vil fortryde det.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Jeg er ved at blive sindsyg, sindsyg af at folk render rundt i små sommerkjoler på stranden, og jeg sidder indenfor i langebukser og hættetrøje.

Jeg kan dissideret ikke foretage mig en fløjtene fis, jeg er ved at blive skør i låget.

Jeg er i mig selv et ret bleget menneske, jeg bliver ret hurtigt rød af solen, kemoen gør det så bare ikke ligefrem bedre, pga den må jeg slet ikke få sol og må på ingen måde blive rød, jeg skal havde fakta 50 på hvis jeg skal ud, fair nok det kan jeg klare, men mine ar SKAL dækkes, hvordan dækker man sit skinneben med mindre du har knæstrømper, eller lange bukser på? Jeg fået udleveret sådan noget tape til at putte på mine ar, det skulle meget gerne beskytte mod solen, og så ville det jo så også fungere fint, problemet er bare at lortet ryger af efter 1 time, hvis jeg putter solcreme indenunder klister det ikke, og så kan det slet ikke siddefast, erko kan jeg rende rundt i langebukser, og det har jeg også gjort, men nu er det simpelhen for varmt.
Min arm skal også dækkes, jeg kan som jeg har nævnt tidligere, nærmest kun havde en løs top på, og det dækker jo ikke en skid, en hættetrøje er blevet for varm og kan ikke få en langærmet på.

I dag vågnede jeg op, jeg ville lave noget, jeg blev udskrevet fra hospitalet i går og skal ind igen mandag, det vil sige at jeg lige har weekenden herhjemme, men hvad fanden nytter det? I dag er det 24 grader udenfor, og super lækkert vejr, alle render rundt til byfest, på stranden, eller oppe i byen med vennerne, jeg ligger i min seng og sveder som en gris, min mor og søster er ude og hygge i byen, drikke en kold cola, og hvad de nu kan finde på, for jeg kan ligesom ikke komme med, vi brugte over 1 time på at finde noget tøj jeg kunne havde på, eller bare i det mindste få på, men unden held min mor fandt jeg ved ikke hvor meget, men en kjole dækker ikke, og sorte langebukser holder jeg ikke ud længere, så de måtte køre selv, jeg er kun til besvær, jeg gør ingen nytte og jeg er så træt af det.

Jeg render konstant rundt med maven suget ind, og hovedet i jorden, jeg er så flov over hvordan min krop er blevet, og så ked af ikke at kunne gøre noget ved det, havde jeg kunne havde jeg løbet en tur, men med benet, solen osv fungere det ligesom bare ikke, og væsken forlader DSV heller ikke kroppen af den grund, jeg har væske i hele kroppen hvilket gør jeg ligner jeg ved ikke hvad, mit ansigt er så tykt, at jeg nogen gange bryder grædende sammen, bare af at se mig selv i spejlet, min mave er ikke bare tyk men fed, jeg ligner en gravid og står jeg op kan jeg ikke engang se mine egne fødder, jeg vil ikke havde at andre skal se sådan på mig, da det ikke er sådan jeg normalt har set ud, det nok svært at forstille sig, da i som sådan ikke ved hvordan jeg ser ud, men det er slemt, min mor bliver ved med at sige at jeg skal Ignorer det, men det kan man bare ikke, jeg kan ihvertfald ikke.

Nu er jeg endelig hjemme og kan alligevel ikke komme ud, jeg hader det, og vil til tider bytte liv med alle andre, jeg ville ønske det var mig der var ved at skide grønne grise over eksamen, eller tabte is på mine shorts, jeg vil mærke græsset mellem mine tær og solen stege på min ryg, men sådan er livet desværre bare ikke, ikke alt er nemt eller retfærdigt, det har jeg ihvertfald lær trods jeg kun har levet 16 år.



Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Når i ser overskriften tænker i nok "what the heck, med til din søsters konfirmation - det kommer alle da?"
Men...

Vi havde siddet og regnet lidt på i hvilket uger jeg skulle indlægges, selvom det er rigtig svært når det kan blive udskudt når som helst, pga ens levertal er for høje, eller at man pludselig får 40 i feber og skal indlægges, og havde antibiotika. (Har været der, har prøvet det, nytårsaften, jeps - der blev min livsglæde lige øget lidt)
Nå men altså, det er ekstremt svært at regne på, men vi havde en nogenlunde ide om hvornår jeg skulle ind, og det passede med at jeg skulle ind, nogen dage før min søsters konfirmation, og så ville komme hjem nogen dage efter, hun ligesom var færdig med den.

Til næste samtale vi var til, spurgte vi selvfølgelig om hvis den ramte den dato om vi så kunne udskyde det nogen dage, fordi jeg skulle bare med - der var intet at diskutere, eller var der?
Det var min søster Nicoline der havde spurgt, lægen vi snakkede med, kigger til vores store overraskelse på Nicoline og siger "hvad er vigtigst, din søsters helbred, eller din konfirmation?" Nicoline var i chok og kunne knap nok få et ord ud, selvfølgelig var mit helbred da det vigtigste for Nicoline, ingen tvivl om det, men når det så er sagt så betyder en konfirmation bare alt, ihvertfald hvis man er pige, det den dag man har gået og talt ned til det sidste år, forberedt i flere måneder, og prøvet en milliard kjoler, for at finde den helt rigtige, Nicoline vidste godt at hvis jeg ikke kom med og lå på hospitalet og fik kemo, så ville min mor ikke kunne være hos hende hele dagen, vi tager hjem fra hospitalet ret så triste, velvidende at jeg ikke kommer med til min søsters konfirmation, og min mor ikke kan være hos nogen af os fuldt ud.

Da der er gået nogen uger/måneder og min operation er overstået, skal vi til samtale for at høre om hvor meget af kræften der er slået ihjel, (det har jeg lavet et tidligere indlæg om hvis det er) men som i nok ved var kræften jo mere eller mindre væk hvilket betød at vi godt kunne udskyde det 3-4-5 dage, kan ik' helt huske det, men det betød jo så også at jeg kom med, yeees, men fu*k, hvad med tøj? Jeg vil skyde på at jeg har prøvet tøj i sammenlagt 3-4 timer, hvis ikke mere, for at finde noget jeg kunne havde på, jeg kan jo ikke havde nederdel eller kjole på da mit ar skulle dækkes mod sol osv, jeg kunne ikke havde bukser på, da jeg ikke selv kan knappe dem, og jeg nægtede at komme i løsebukser som jeg har på hver dag på hospitalet, trøjen var heller ik' så nem at finde, jeg kan kun få meget løse toppe på med min arm, vi endte dog med at køre ind til Frederiksbergcenteret, i Buch 2 dage før den store dag og købe det, heldigvis var der noget, alligevel endte det med bukser jeg ikke selv kunne knappe, så måtte havde en veninde eller min søster med på toilettet for at åbne og lukke mine bukser, total fucked.

Jeg er så evig taknemlig for at kunne være med, det var en af de bedste dage i mit liv og jeg nød hvert sekund til fulde, Nicoline var så smuk og hun strålede som ingen andre, jeg havde håbet, ønsket, og troede på, at jeg ikke ville blive syg op til hendes konfirmation, for så vidste jeg jo
godt jeg skulle indlægges, dog blev jeg ikke syg og vi havde en fantastisk dag!
Hvis jeg selv skal sige det klarede jeg det faktisk rimelig godt, jeg lå og slappede af i max 2*10 min, men jeg havde også spist lidt ekstra piller, for at kunne holde dagen/aften ud.

Her er lidt billeder fra konfirmation.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Det lyder måske lidt som en plat titel, men vidste ikke hvad jeg ellers skulle kalde den.

De sidste par dage har jeg været virkelig nede, jeg har været ekstrem ked af det - og helt ude af mig selv.

Det hele startede nogen dage inden min søsters konfirmation, jeg vågnede op og havde det bare ikke særlig fedt psykisk, mit hår var begyndt at falde af igen, jeg vidste jo godt det ville ske før eller siden, men at skulle igennem det igen, er bare ikke fedt, det er over alt, vær gang jeg tager min kasket af, er der bare mega mange hår inden i, og det samme er der på min hovedpude, jeg var lige begyndt at vende mig til at se mig i spejlet, respektere mit udsende, føle mig bare lidt smuk, og så ryger det, selvom mit hår er 1cm eller sådan noget, gjorde det bare så meget, og en så stor forskel for mig, jeg elskede/elsker (har jo stadig lidt) at vågnede op om morgenen og havde morgenhår, gå i bad og køre hånden med sæbe igennem det, det bedste er bare at det kommer igen, dog først om mange måneder.

Men den morgen brød jeg fuldstændig sammen og min mor kom ind og sad hos mig, min søster havde lige forinden stået og redt sit lange smukke hår, og så tog hun i skole, jeg savner virkelig virkelig meget at svinge hovedet nedad og sætte en hestehale! Jeg misunder Nicoline så meget, og i det hele taget bare alle som kan stå op, gå i skole, tage på arbejde, på cafe eller i byen og shoppe. Jeg lå bare i min seng kiggede op i loftet, og dagdrømte mig tilbage til da jeg selv kunne gå i bad, tage tøj på, gå i skole og havde et normalt liv!

Nogen af jer har sikkert en lille søster, kusine eller datter der render rundt og tæller ned til deres fødselsdag, det samme har jeg til hospitalet, dog ikke på den måde, men mere sådan "åhh nu der kun 5 dage til, nu der kun 4 dage til osv" og det samme skedte i går aftes, "1 dag til samtale, 2 dage til indlæggelse - neeej!

Jeg hader det her, jeg syntes det er noget mega skod lort, nu her sidder jeg i bilen på vej ind til hospitalet, til blodprøve og samtale, i morgen står det på indlæggelse i en lille uge, så hjem i nogen dage og så ind igen, hjem, og ind i 2 dage, det er metrotraksatkemoen (tiskemo) det er en kemo hvor jeg skal op unden pis, og tisse vær fu*king time, i gennemsnit, nogen gange går der 14 min, andre gange halvanden time, før jeg skal tisse igen, jeg kan dårlig nok nå udenfor før jeg skal, og jeg skal gøre det et bækken, dette forgår fra jeg kommer til jeg går, HELE DØGNET! hele døgnet i 3-5 dage, og så ugen efter også, nogen dage er jeg oppe 10-12 gange om natten, det føltes som om jeg slet ikke sover - det lyder måske ikke af så meget, men det er udentvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, både fysisk og psykisk.

Lige nu holder vi får rødt, lige foran hhh, herlevs helved hus, jeg hader, og mener hader, synet af det, og så er det så mega monster højt, at man bare kan se det på mega lang afstand.

Jeg ligger det nok først op senere i eftermiddag.

God dag.
Kærlighed fra mig til dig.


Likes

Comments

everyday, personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Som I kan se på overskriften er jeg er ret ærligt menneske, og det jeg mener med det er at jeg ikke kan ret mange ting, i forhold til hvad jeg har kunne.
Jeg er typen der gerne vil kunne alt selv og hader at bede om hjælp, men nu har jeg intet valg, jeg render rundt med en slynge på den ene arm og den anden arm har jeg kryk i, dog ikke når jeg bare skal fra værelse til stue, men hvis jeg går i byen osn - håber i forstår.

Der er mange der ikke rigtig tænker over hvor begrænset man faktisk bliver ved ikke at kunne bruge den ene arm, det ikke kun fordi jeg ikke kan men også fordi jeg ikke må, hvis jeg bærer noget i min hånd kan min overarms knogle risikere at brække, den er under 2/3 del så tynd som en normal overarms knogle, og brækker derfor meget nemmere, hvis den brækker skal jeg ind og opereres igen, og det ville ikke være godt.

Som i nok ved, kan jeg ikke få min arm frem, tilbage, op, ned, eller til siden, hvilket gør det ekstrem svært at få tøj på, jeg har givet min søster ALT mit tøj undtagen nogen få toppe hvor man kan spænde stopperne virkelig meget ud, til min søster, jeg kan næsten intet tøj havde på, jeg kan havde en hættetrøje på med lynlås, eller en mega oversize top, og det kan jeg ikke engang selv få på, inklusiv min bh... i starten redte jeg rundt med natbukser på pga mit ar og sår på benet, og sutsko på venstrefod pga hævelse.
Næste gang i skal havde tøj på så prøv at hold jeres ene arm indtilsiden, i må ikke bruge den til at hive jeres bukser op, i må ikke løfte den når den skal igennem ærmet, først der vil i opdage hvor besværligt det faktisk er.

Når jeg fx skal havde aftensmad skal min mor eller søster an på hvilket mad, skære det ud og så skal jeg sidde med en gaffel i højre hånd og stikke den ned i maden, som en vær anden 5 årlig ville gøre.

Jeg kan ikke selv gå i bad, spise osv, det gør seriøst en skør i låget.

Jeg elsker jo at skrive et indlæg til jer i ny og næ, men at sidde på en computer og kun kunne skrive med en hånd, er ikke lige det nemmeste eller hurtigste for den sags skyld.

I piger ved nok godt at når man ligger makeup er det pænt svært med en arm, når man skal åbne ting fx, jeg har dog fundet mine helt egne tekniker til at åbne og lukke, mascara, mælk, og knapper, åhh Gud, knapper, det er det værste, og især hvis jeg har bukser med knapper i, det nemlig ikke altid jeg selv kan få dem op... ikke så fedt hvis man er alene hjemme og skal på toilettet, jeg syntes det er ret nederen at være så begrænset i hvad man kan, især når det ikke kun er en måned, men resten af livet - selfølgelig bliver det bedere med årene men har på forhånd fået afvide min arm aldrig kommer over hovedet, det er jo ikke ligesom hvis du har brækket armen og render rundt med gips, for der kan du stadig holde i ting, løfte lidt og bare i det hele taget stadig bruge den.

Jeg håber ikke dette blev et alt for ligegyldigt indlæg, ville dog bare prøve at give jer et lille sneak peek af min hverdag.

En lille ting til sidst, næste gang du sidder hene i skolen og keder dig til en dansktime, eller bare gerne vil havde før fri, så tænk på det her "i glæder jer til at få fri fra skole, jeg glæder mig til at kunne gå i skole igen" jeg fiser ind og ud af hospitalet, nogen gange flere gange om ugen, jeg ville gøre alt, og jeg mener ALT, for at være fri for det her lort og få en normal hverdag som dig, gøre alt for at få bare 1 uge som en normal pige på min alder... jeg håber i forstår hvad jeg mener, og håber i syntes det var tankevækkende og ikke alt for negativt.
God torsdag til jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments