Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, i know, men nu kommer der very exciting news.

Som i nok kan se på overskriften er kræften i min arm mere eller mindre væk, say what, væk?!

Som mange af jer nok ved, har jeg lige været igennem en volder stor operation, hvor de har fjernet nærmest hele min overarmsknogle – 21 cm. - og selvfølgelig kræftknude der nu var. Knoglen og knuden har de så sendt ind til dem der laver biopsi prøver, de har så skåret i knoglen og kræftknuden, for at se hvor mange af cellerne der var døde. Jeg gad så sygt godt at se den gamle knogle, for at se hvor tynd den var blevet, jeg har også flere gange spurgt, men de har nu kun et billede af den, som scanning og det jo ikke helt det samme som at se den in real life, eller stå med den i hånden – nøj det gad jeg godt, men nok også kun fordi det er min egen, kræftknuden kan de holde for sig selv, den har sku kun været til besvær indtil videre, haha.

Jeg var så til en samtale med den overlæge, der har opereret mig på rigshospitalet her i sidste uge, han sagde så til mig at 99-100% af kræften var dræbt, det vil sige at kemoen har hjulpet super godt, og operationen også bare er gået super fint. Grunden til de siger at 99-100% er væk og ikke bare 100%, er fordi at der sagtens kan gemme sig en lille bitte celle som man ikke kan se, selv med de bedste mikroskoper, den kan så formere sig og pludselig ender man samme sted som man startet – det er i øvrigt også derfor jeg stadig skal havde kemo.

Læger forskere jo meget i kræft, ikke kun i Danmark men i hele verden, de har videokonferencer med de dygstige læger for at blive bedre, hvilket de jo også tydeligvis bliver. De har erfaret at ved at give kemo i 5 måneder efter operationen er det der virker bedst, i hvert fald for den kræftform jeg har, og der hvor sandsynligheden for man for det igen er lavest, og det vil vi jo gerne havde, væk kræft, for altid tak.

Det lyder nok klamt i nogens øre, men jeg har prøvet så meget efterhånden, jeg har ikke kunne spise og drikke selv, jeg har ikke selv kunne gå i bad eller på toilettet - havde det været for bare 3 måneder siden, jeg skulle fortælle dette, havde jeg kastet op ved tanken, haha.

Udover det er jeg også begyndt at kunne gå, og har i dag været hele vejen ned af trapperne, selv. Jeg syntes det går utrolig hurtigt, i starten var det ret uoverskueligt, men nu bruger jeg nærmest ikke krykken mere når kun jeg er herhjemme.

Jeg er også ved at være trappet ud af mine piller, 7 stykker om dagen, det er til at klare, spiser alt mellem 1 og 3 halve morfin piller om dagen, og så selvfølgelig nogen pamoler, ipren osv, feedt. Har dog fået en for hurtig udtrapningsplan af morfin pillerne, der gør man bliver helt skør i bolden, det kan sammenlignes med en narkoman der får taget sprøjten fra sig, min krop har det sygeste behov for den høje dosis jeg har fået, og jeg har derfor haft vandvittig meget indre uro, hysteriske anfald osv. Jeg har ikke sovet meget om natten på grund af det, i nat sov jeg fx kun 5 timer og var vågen 3 gange, men nu skal det ikke blive for negativt.

Selvom det er hårdt, er det værd at kæmpe for, en lille sejer hver dag, gør mig bare endnu stærkere.


Kærlighed fra mig til dig.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Hey allesammen og velkommen tilbage.

I dag har vi holdt påskefrokost for nogen venner, det har været rigtig hyggeligt – indtil videre i hvert fald, haha.

Når men altså, vi har spist en masse lækker mad, blandt andet, fiskefilet, rejer, rugbrød, franskbrød, sild, tarteletter, frikadeller osv.

Her fra 1 times tid siden satte vi os ind og tegnede på æg, det er nu en meget hyggeligt tradition vi har syntes jeg.

Tænkte at jeg ligeså godt kunne sætte mig ned og skrive dette indlæg imens alle de andre er nede og trille æg, jeg kan jo ikke komme ned af trappen, så måtte derfor blive hjemme – opturslivet, haha.

nu er de kommet hjem så nu skal vi bare hygge snakke lidt, og spise noget råcreame og frugtsalt, og så lægger jeg mig nok ind og slapper af, 2 påskefrokoster i træk (vi holdte også i går) og så en veninde lørdag, kan godt være lidt udmattende.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Jeg får jo målt blodtryk, puls osv hver dag på hospitalet, men da jeg havde haft rigtig høj puls, og alt for højt blodtryk i nogen dages tid, tog lægerne en blodprøve.

Det viste sig så at mine infektionstal var alt alt for høje, de kom så senere og sagde at min blodprocent lå på 4,6, hvis den ligger på 4,2 kan det være livstruende, ligger den under 5 skal man havde blod. Så der blev taget en prøve af min blodtype, og så bestilt akut blod til mig.

Da jeg fik blod, løb det ind igennem et lille plastikrør der lå i min hånd fra operationen – der fik jeg også akut morfin, hvis det var nødvendigt. Da der var ca. 5-10 minutter tilbage af den første pose jeg skulle have, begyndte der at løbe lidt blod ud til plasteret, der sad og holdte fast på det lille plastikrør, jeg kunne godt se der var noget galt, så jeg tilkaldte en sygeplejeske, det viste sig at plasteret var røget af, og plastikrøret næsten var ude, så sygeplejersken der var kommet måtte hive det ud – det havde også taget længere tid for blodet, at løbe ind end normalt, og nogen gange stoppede den helt med at løbe, ja det var så derfor.

De besluttede at tage en blodprøve på mig morgen efter, for at se om det var nødvendigt med en pose mere, som faktisk var planen fra starten.

Næste morgen var min blodprocent oppe på 6, så det var ikke nødvendigt at få den sidste pose blod, det var jeg virkelig glad for, for det var så grænseoverskridende, så ubehaget, og når man så tænkte på hvorfor man lå og fik det, blev det endnu mere ubehaget.

De næste dage blev det så bedre, jeg havde ikke rigtig kvalme som før, og var heller ikke ligeså svimmel., det værste var om aften, der skulle jeg nemlig havde sådan en super dejlig vaccine - not... den gjorde så ondt at jeg stor tudede, den gav også helt vildt voldsomme blå mærker, og sådan en fik jeg selvfølgelig dagligt, ih hvor skønt, haha. Det skal lige siges, at jeg fik den for ikke at få blodpropper.

Min fys begyndte at komme hver dag, og jeg begyndte langsomt at kunne gå hen til toilettet med en krykke.

Da jeg så småt var ved at komme ud af sengen, og alle mine slanger var væk, kørte min mor og jeg ned i "haven," fik en is og og nydt lidt sol, nu man havde ligget indenfor i en uge.

Jeg kom hjem fredag ved aftensmadstid, det var virkelig rart – og jeg var virkelig træt, også mest fordi der kom sygeplejesker hele tiden, døgnet rundt.

Jeg havde også besøg af en dejlig barndomsveninde en af dagene, det var så hyggeligt - det var også hende der kom med posen med slik, og bamsen.

I dag prøvede jeg at løfte krykken fra gulvet så jeg gik uden, men kunne sætte den i gulvet hvis det blev nødvendigt, jeg gik 5-6 stridt og det er virkelig fremskridt.

Jeg blev hentet her med sygetransport tidligere, og så kørt på hospitalet hvor jeg skal sove til mandag, og så derind igen tirsdag eller onsdag.

Jeg ved det er længe siden der er kommet et indlæg ud, men når jeg er indlagt, er jeg så træt, og ikke altid så godt tilpas – så der kommer der nok ikke så meget ud, som jeg ellers ville håbe på.

Men jeg håber på at kunne skrive en masse indlæg imens jeg er hjemme.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Som i kan se på titlen vil jeg i dag fortælle lidt om operationen, og dagene efter.

Som jer der har læst sidste indlæg ved, blev jeg indlagt i søndages.

Det var faktisk hyggeligt nok, jeg skrev lige et blog indlæg, imens jeg spiste lidt marabou, og så fjollede jeg bare lidt rundt med min mor – også lidt for at få tankerne hen på noget andet.

Nå, men altså mandag morgen blev jeg vækket kl 6, og fik så lige noget at drikke, og et bad.

Kl 8 kom portøren som kørte mig ned på operations gangen, jeg var den første der skulle opereres den dag, så jeg kom meget hurtigt ind.

Det var en meget stor operation, så der var rigtig mange læger.

Jeg faldt i søvn gennem maske da jeg ikke er så vild med nåle, operationen tog 10,5 time – så det var virkelig lang tid, og derfor har jeg også fået lagt et karter, det er et lille rør hvor der forenden er en pose, til jer der ikke ved hvad det er, så er det noget man tisser i hvis man fx ikke kan gå, og det er virkelig ikke rart.

Jeg lå de første 3 dages tid med ilt i næsen, det er sådan to rør der sidder oppe i næsten og giver dig ekstra ilt, også fordi min arm virkelig havde brug for det.

Jeg har de første par dage haft ekstrem mange smerter, i onsdags kom der en smertelæge, for at hjælpe mig med at få mere styr på det.

Jeg er nu oppe på 120mg morfin om dagen, nogen gange mere hvis jeg har virkelig ondt, i dag fik jeg fx 7,5mg mere end jeg skulle. Jeg spiser omkring 30 piller om dagen, hvor der i nogen af pillerne er alt fra 200mg til 300mg – det er alt fra morfin piller, til hjertemagnyl.

Der kom her i onsdages en fysioterapeut, der prøvede at få mig op og stå, men jeg blev simpelthen så dårlig, blev svimmelhed og fik kvalme, så jeg blev lagt ned igen – men jeg nåede at sidde op, og fik det ene ben ud af sengen, og bare det er en sejer for mig.

De sidste 3 nætter er jeg vågnet op med så mange smerter og har bare grædt og grædt – så de har heldigvis kunne give mig noget hurtig virkende morfin.

I går aftes skulle jeg prøve at komme op på en stol, for at se hvor meget jeg kunne, også for ikke bare at ligge ned hele tiden. Senere hen over aften begyndte jeg at ryste hel vildt, og inden jeg skulle sove gik det helt galt – jeg rystede som aldrig før og mine tænder klaprede fuldstændig sindssygt, min mor og en sygeplejerske sad og hjalp mig til at trække vejret ordenligt, og prøvede at hjælpe mig til at ligge lidt mere stille, da jeg havde ligget sådan i 25 minutters tid faldt jeg i søvn, 20 minutters efter skete det igen, fik dog hurtigere til ro efter der.

I dag (fredag) har jeg haft en del mindre smerter og fået en del flere piller, og meget mere i mine smertekateter i arm og ben, og så også noget i hånden og noget antibiotika, alt sammen noget jeg får dagligt, samt en lille sprøjte i mit lår.

Her til aften valgte min krop at sige den ligge skulle havde 39 i feber, knap så fedt når man har en normal temperatur på omkring 36.

Jeg har sammen med en fysioterapeut til formiddag, været oppe og stå i et par minutter – tænk at et par minutter kan virke som en KÆMPE sejer. Jeg kan også bevæge mit ben mere og mere, yahh.

Jeg ved godt dette indlæg kommer ud ret sent, men som i kan læse har jeg virkelig ikke haft det særlig godt, og mit syn har været ret sløret - så har ikke rigtig kunne læse eller skrive.

Jeg ved godt klokken er kvart over tolv så i tevorien er det lørdag, men har skrevet det som var det fredag - da det er der den er skrevet.

Ps har prøvet at vælge nogen billeder, der ikke er for voldsomme.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Så er jeg landet på hospitalet, og så er der bare en 12 timers operation i sigte.

Jeg tænkte at jeg lige ville forklare lidt om hvordan min operation vil forløbe.

I morgen tidlig kl 06:00 bliver jeg vækket, og jeg får så lige det sidste at drikke, da man ikke må drikke 2 timer før operationen. Operationen tager ca 12 timer, så den er meeeget lang, men det er nok mest min familie der kan gå og havde ondt i maven, jeg sover jo bare. når men i hvert fald, de tager så og åbner min arm, og tager min venstre overarmsknogle ud, da der kun er 1/3 del tilbage, og så tager de selfølgelig også og skær min kræftknude væk. Så åbner de mit skinneben op, fjerner den knogle som sidder helt ude i siden, den skulle være meget tynd og ikke særlig nødvendig, de erstatter så den med den de har fjernet fra min arm. De tager så noget hud fra mit lår og syr fast til mit skinneben, da noget af huden fra mit skindeben bliver transpoteret op til min arm, for at være sikker på der stadig kommer blod ud i den. det er lidt kringlet men jeg håber at i forstår det nogenlunde, jeg syntes mest af alt det lyder som om jeg er en build a bear.

De næste 24 timer kommer sygeplejeskerne så ind og tjekker om mine tal er fine, og om alt går som det skal. Jeg kommer til at have ekstrem mange slanger rundt omkring, jeg får langt drop i hånden, kateter, nogen slanger i min arm, og så en slange inde i mit ben (der hvor knoglen var før) der er en masse huller i som væsken kan løbe ind i, så jeg ikke får et grande ben - det er iøvrigt også derfor mit ben skal være oppe.

Bivirkninger er der jo nogen stykker af, blandt andet kommer jeg ikke til at kunne gå ordentligt de næste 3 måneder, og skal ligge med benet strakt i 5 dage. Det her lyder lidt sjovt, men når de åbner mit ben op kan de risikere at ramme en nerve der gør, at hver gang jeg bukker mit ben, bukker min storetå, altså wtf, det lyder jo helt skørt. Jeg kommer nok aldrig til at kunne få min arm over hovedet, og der kommer nok til at være en del ting jeg aldrig kommer til at kunne igen - men hvad betyder det, min arm bliver, og det er det vigtigste. Jeg fik jo afvide til den første samtale jeg var til, at jeg kunne risikere at de amputeret min arm, hvortil jeg bare sagde "ja hvorfor ik`, i tager mit hår, så hvorfor ikke også min arm, og nu i er igang, hvorfor så ikke også mine ben, og så gik jeg" det var en pænt hård nyhed at få, og tror også det var derfor jeg reagerede så voldsomt.

Jeg har dog jordens mest støttende familie som jeg elsker over alt på jorden, det er også derfor jeg har det så hårdt med at være væk fra min søster så meget. Min mor er også den bedste støtte jeg kunne tænke mig, hun trøster mig når jeg er ked af det, griner med mig når jeg er glad, henter og gør alt hvad jeg beder hende om - kunne ikke ønske mig nogen bedre - min kærlighed til dem kan ikke beskrives med ord.

Som i kan se på billedet med min søster, er min kæbelinje fuldstændig væk, mit ansigt går i et med alt andet, pisse fedt må man sige - haha. dette er iøvrigt også den mega monster grimme hue jeg snakkede om, i et af mine forrige indlæg.

Ved ikke hvornår det næste indlæg kommer op, men gør hvad jeg kan for der ikke går for lang tid.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

I dag har været en dejlig dag, med det samme jeg stod op, kom min mors veninde for at give mig lidt massage, da min ryg er fuldstændig ødelagt at de senge inde på hospitalet.

Jeg spiste lidt rugbrød, sådan lidt en blanding af morgenmad og frokost, senere tog min familie og jeg op og købte en is, da det har været virkelig dejligt vejr i dag, Nu er jeg lige kommet hjem fra en tur ude at spise, det var mega hyggeligt, og så spiste vi da lige en is mere, lidt halv klamt, men altså så spiser jeg bare ikke is de næste mange dage, haha. Nu tror jeg at jeg vil sætte mig ind og se en hyggelig film med min familie, inden jeg skal indlægges i morgen.

Kærlighed fra mig til dig <3

Likes

Comments

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et af de sværeste indlæg jeg kommer til at lave, jeg vil nemlig fortælle om mit syn på da jeg mistede mit hår, mine tanker op til, imens og efter.

Ja altså det er nok en hver piges marridt at få af vide at man skal miste sit hår, og især hvis man er en pige som mig med forholdsvis langt hår og som går meget op i det.

Dengang jeg fik konstateret kræft var det slet ikke de tanker der løb gennem mit hoved, men da jeg sidder inde på rigshospitalet til samtale og fik hele forløbet af vide, det er som jeg har skrevet tidligere en meget sjælen kræftform jeg har, det sidder i min venstre overarmsknogle, kræften har spist 2/3 del af min knogle så der er ikke meget tilbage, og jeg skal passe meget på den ikke brækker.

Når men til den samtale fik jeg af vide at jeg ville miste mit hår måske øjenbryn og måske øjenvipper, det har jeg dog ikke gjort og håber jeg hellere ikke jeg gør, men er stadig meget bange for de en dag ryger.

Jeg havde fået af vide at jeg nok skulle klippe mit hår til omkring skuldrende, da det ellers ville blive at for hårdt når det begyndte at falde af. Jeg gjorde som de sagde, fik min frisør til at klippe mig, jeg græd ret meget imens da det virkelig var meget hun klippede af, men så ville det måske ikke være så hårdt senere hen.

Nå, men jeg vågnede op en morgen, sætter mig op i sengen og kigger på min pude, der ligger 3 hår, jeg tager dem og smider dem ud og skubber tanken væk om at det var nu. Jeg havde fået af vide af min overlæge at der var 0,0001 chance for jeg ikke ville miste mit hår, jeg håbede ønsket og troede på at jeg var den ene, jeg måtte bare være lige præcis den 0,0001% der ikke gjorde.

Men det var jeg dsv ikke, mit hår begyndte langsomt at falde af, først var det 5 hår af gangen og til sidst 30.

Da der var gået 3 dages tid ringede vi og fik min frisør til at komme hjem og barbere det af, jeg har grædt så mange tårer over det her at i tror det er løgn.

Jeg havde forberedt alt og alle jeg kendte på at jeg ikke ville gå ud for en dør så snart jeg tabte håret, det var ydmygende og grænseoverskridende, men det kommer vi til.

Jeg har verdens bedste fætre, den ene af dem havde hår til skuldrende, han valgte at få det barberet af sammen med mig.

Da vi sad der på hver vores stol, hånd i hånd og min frisør tager første stribe, kunne jeg ikke mere jeg brød sammen i gråd, nu var det nu, det var for sent, det var intet at gøre. Hun fortsatte og da hun var færdig sagde alle de syntes jeg var smuk, men jeg ville ikke se mig selv, og der gik også mange dage før jeg kiggede mig i spejlet, nu kan jeg stille mig foran spejlet tage huen eller kasketten af, og bare kigge, stå der og kigge på mit nøgne hoved, det hoved der plejede at være 30 cm langt hår på, nogen gange græder jeg, andre gange står jeg bare og kigger og tænker hvorfor mon det lige er mig der skal stå her, uden hår på hovedet, ind og ud af hospitalet hele tiden, imens jeg bare kan se den ene my story efter den anden af mine venner der hygger sig i Østrig, fester og drikker sig helt i hegnet, og så tænker jeg bare, ”ja, og jeg ligger her, på hospitalet med nåle og slanger over hele kroppen og kan bare intet gøre.” jeg er så småt begyndt at vende mig til ikke at havde hår på hovedet, nogen dage tænker jeg ikke over det overhovedet, men andre gange har jeg bare allermest lyst til at ligge hjemme i min egen seng, under min dyne med hoved begravet nede i puden, og så bare græde, og andre gange gider jeg slet ikke græde, der er jeg bare klar på at gå ud og leve mit liv og dræbe den fu*king kræft!

Jeg var overbevist om jeg ikke ville gå ud for en dør før om nogen år, men altså jeg blev jo nød til at tage på hospitalet, da jeg så var på vej hjem skulle vi lige handle jeg havde en hue på der var lyserød, orange, hvid og grøn strippet, med andre ord virkelig grim, haha, men ved du hvad, da jeg stod der midt i Rema var jeg for at sige det ligeud, røv ligeglad.

Der gik ikke mange dage før jeg havde accepteret at det er sådan jeg ser ud, det er mig om jeg har hår eller ej – og som min skønne veninde Natasja hele tiden siger til mig ”skønhed kommer indefra smukke” og det er så rigtigt.

Jeg har lært at livet ikke altid er lige nemt, det går ikke altid som man tror det vil gå, men ligegyldig hvor hårdt livet er, kan man altid få et lille smil frem, for det er nogen gange det eneste der kan holde en oppe i svære tider som disse, der er en masse bump i vejen og de kan være svære at komme over, men jeg gider ikke ligge mig ned og give op. Jeg kæmper til det sidste og jeg er sikker på, at når jeg engang er færdig med det her lort, kommer jeg ud på den anden side stærkere end nogen sinde før.

Jeg håber i nød dette meget lange indlæg, og så håber jeg virkelig at i værdsætter at stå foran spejlet hver morgen og køre børsten gennem håret, for det er særligt noget jeg savner.


Vi ses, kærlighed fra mig til dig. <3

Likes

Comments

Hej allesammen.

Jeg ville bare lige skrive et kort indlæg fordi, jeg skal ind og opereres her den 27 Marts, de første 5 dage kommer jeg til at skulle lægge i en seng, må slet ikke gå overhovedet. Det er en pæn stor operation jeg skal igennem, så ved ikke hvor mange smerter jeg kommer til at havde. Jeg er indlagt i mindst 14 dage, (som det ser ud nu) så vil derfor bare lige sige, at hvis der ikke kommer nogen indlæg op i den periode, må i endelig ikke tro jeg er stoppet, der kommer masser af indlæg senere hen, blot bare lidt info.

Udover det har jeg bare hygget i dag, jeg skal på rigshospitalet i morgen, så har bare været hjemme i dag. Jeg har spist lidt jordbær på vores skønne altan, imens jeg skrev et indlæg til bloggen, jeg har FaceTimet med en skøn veninde, og gået en dejlig lang tur med endnu en dejlig veninde, er livet ikke skønt? Nyder de gode dage i fulde drag.

Kærlighed fra mig til dig. <3

Likes

Comments

Hey alle sammen.

Denne gang vil jeg fortælle lidt om min juleaften på hospitalet, til min første kemo behandling.

Altså hvis vi lige spoler tiden tilbage til den 22 december, godt så den 22 december var jeg til operation på rigshospitalet, der fik jeg taget min ene æggestok ud da kemoen kan risikere at ødelægge alle æg, så jeg ikke kan blive gravid senere, det håber vi så på at jeg kan nu.

Den 23 december.

Den 23 december kommer min mor ind at vækker mig mega tidligt og så køre vi ind til hospitalet, da vi ankommer bliver jeg langt ind på en stue, jeg får lagt drop i min hånd, og koblet til et stativ med en masse slanger overalt.

Først sætter de noget saltvand og altmuligt andet fis til at løbe ind, noget jeg særligt husker er da en sygeplejeske kommer gående ind af døren med en kæmpe gul pose i hånden, ej hvor så den giftige ud, men altså det er jo også ren gift. Sygeplejesken sætter posen til og jeg kan bare følge det der gule flydende noget, løbe længere længere ned mod mig i slangen, da det rammer min hånd kan jeg lige et kort sekund mærke det bliver lidt koldt, og så kigger jeg bare på min søster ”nu det for sent, nu mister jeg håret, nu er det hele startet. Der gik ikke lang tid før jeg bare fik det så dårligt, jeg fik så meget kvalme at jeg bare lå i min seng med en pose op for munden i omkring 2 timer, og jeg faldt også i søvn med den i hånden. Jeg har ALDRIG haft så meget kvalme før, eller bare i det hele taget haft det så skidt, det er som at havde 40 i feber gange 50. Da kemoen langt om længe var løbet ind, det tog ca 6 timer kørte vi hjem, jeg var så dårlig at jeg blev båret ud af min seng og så sat i en kørestol, som jeg blev kørt i hele vejen ned til bilen i, da jeg ikke kunne gå selv. Resten af dagen lå jeg bare og sov, jeg spiste hverken frokost eller aftensmad.

D 24 december.

Julemorgen kommer min mor igen ind og vægger mig, jeg havde det værre end i går hvilket jeg blev meget overrasket over, for det troede jeg virkelig ikke kunne lade sig gøre.

Jeg spiste heller intet mad denne morgen, da jeg simpelthen havde så forfærdelig meget kvalme.

Vi køre ind til hospitalet igen det tog ca 1 times tid, og det ret lang tid når man ikke har det godt, vi bliver lagt på samme stue som d 23, de sætter poserne på stativet og ligger nålen i min hånd. Denne dag sov jeg ret meget derinde og spiste igen heller igenting, det var heller ikke meget jeg drak.

Jeg bliver kørt ud i kørestol ligesom sidst, vi køre ud til vores moster og onkel hvor jeg bliver båret op i seng, imens de andre spiste flæskesteg og dansede om juletræet. Jeg lå oppe på et værelse og havde det bare af helvede til. Da vi endelig kom hjem sov jeg til næste aften, da jeg vågnede var jeg voldsomt sulten men havde stadig virkelig kvalme, jeg fik min mor til at varme noget and og brun sovs og jeg får langt om længe spist lidt.

Næste dag altså d 26 sover jeg også bare, men senere samme aften pakker jeg så mine julegaver op, ret sent I know, men havde slet ikke lyst eller overskud før der.

Jeg håber ikke det blev et for kedeligt indlæg, men det var i hvert fald lidt om min første kemo og juledage.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey allesammen.

Dette bliver nok et ret langt indlæg så er du advaret.

Denne gang vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg opdagede jeg havde kræft.

Godt så, det hele startede helt tilbage fra et halvt år siden.

Jeg begyndte at få ondt i min venstre overarm, skulder og det øverste af ryggen, om det kom fra den ene dag til den anden eller om det kom langsomt husker jeg ikke helt præcist da det er så længe siden.

Jeg husker dog at det gik rigtig stærkt, så stærkt at jeg begyndte at spise piller dagligt og til sidst havde jeg så mange smerter at jeg ikke sov ret meget, og nogen gange ikke kunne tage i skole pga smerter.

Jeg gik til lægen men blev sent videre til fys. Da det ikke hjalp tog min fysioterapeut en ultralydsscanning, hvor han så sendte os akut på skadestuen, der var nogen problemer da vi skulle forbi min læge først og han ikke syntes det var alvorligt nok til at vi kunne komme afsted akut, dette skete slut november.

Da jeg langt om længe kommer afsted til røgten bliver jeg sendt videre til MR scanning, da de kan se der er noget rave ruskende galt, vi fik af vide den var brækket, men at der også var noget mere, han viste bare ikke hvad.

Vi får så en tid til samtale d. 12 december, jeg tænker at jeg skal snakke med en narkose læge omkring operation, da den jo er brækket. Da vi kommer ind til samtale sidder der en overlæge, min mor og jeg kigger lidt mærkeligt på hinanden, men tænker så ikke videre over det, vi får så af vide at det er kræft og vi allerede er overgået til rigshospitalet.

Jeg bryder grædende sammen og kigger bare på ham overlægen og siger ”jeg vil ikke dø.” Han var heldigvis rigtig flik. 

Vi kommer på rigshospitalet og får fortaget en beopsi, det er hvor de stikker en nål ind i din knogle og tager en prøve af kræftknuden, det gør, uden at bande for meget, rigtig fu*king ondt!

Senere samme dag kommer vi til samtale hvor vi får hele forløbet af vide, først 2,5 måneds kemo, så 1 måneds operation og så 2,5 måneds kemo igen og måske stråler bagefter. (har så lige fået af vide jeg skal havde 5 måneders kemo efter operation, yahh.. nej hvor dejligt, har jo alligevel ikke andet at fortage mig, ork jo)

Det en ret sjældent form for knoglekræft jeg har som kun rammer 5 til 15 om året, jeg har været igennem første omgang kemo og den store operation ligger om under en uge, spørg mig om jeg er ved at skide en grøn gris, og nej hele zoologisk have er på vej ud haha.

Det var så lige en lille smule om hvordan jeg opdagede jeg havde kræft, der kommer snart et indlæg op om hvordan jeg tilbragte min juleaften, det var nemlig til kemo på hospitalet, yes.

Håber i vil glæde jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments