personligt

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Når i ser overskriften tænker i nok "what the heck, med til din søsters konfirmation - det kommer alle da?"
Men...

Vi havde siddet og regnet lidt på i hvilket uger jeg skulle indlægges, selvom det er rigtig svært når det kan blive udskudt når som helst, pga ens levertal er for høje, eller at man pludselig får 40 i feber og skal indlægges, og havde antibiotika. (Har været der, har prøvet det, nytårsaften, jeps - der blev min livsglæde lige øget lidt)
Nå men altså, det er ekstremt svært at regne på, men vi havde en nogenlunde ide om hvornår jeg skulle ind, og det passede med at jeg skulle ind, nogen dage før min søsters konfirmation, og så ville komme hjem nogen dage efter, hun ligesom var færdig med den.

Til næste samtale vi var til, spurgte vi selvfølgelig om hvis den ramte den dato om vi så kunne udskyde det nogen dage, fordi jeg skulle bare med - der var intet at diskutere, eller var der?
Det var min søster Nicoline der havde spurgt, lægen vi snakkede med, kigger til vores store overraskelse på Nicoline og siger "hvad er vigtigst, din søsters helbred, eller din konfirmation?" Nicoline var i chok og kunne knap nok få et ord ud, selvfølgelig var mit helbred da det vigtigste for Nicoline, ingen tvivl om det, men når det så er sagt så betyder en konfirmation bare alt, ihvertfald hvis man er pige, det den dag man har gået og talt ned til det sidste år, forberedt i flere måneder, og prøvet en milliard kjoler, for at finde den helt rigtige, Nicoline vidste godt at hvis jeg ikke kom med og lå på hospitalet og fik kemo, så ville min mor ikke kunne være hos hende hele dagen, vi tager hjem fra hospitalet ret så triste, velvidende at jeg ikke kommer med til min søsters konfirmation, og min mor ikke kan være hos nogen af os fuldt ud.

Da der er gået nogen uger/måneder og min operation er overstået, skal vi til samtale for at høre om hvor meget af kræften der er slået ihjel, (det har jeg lavet et tidligere indlæg om hvis det er) men som i nok ved var kræften jo mere eller mindre væk hvilket betød at vi godt kunne udskyde det 3-4-5 dage, kan ik' helt huske det, men det betød jo så også at jeg kom med, yeees, men fu*k, hvad med tøj? Jeg vil skyde på at jeg har prøvet tøj i sammenlagt 3-4 timer, hvis ikke mere, for at finde noget jeg kunne havde på, jeg kan jo ikke havde nederdel eller kjole på da mit ar skulle dækkes mod sol osv, jeg kunne ikke havde bukser på, da jeg ikke selv kan knappe dem, og jeg nægtede at komme i løsebukser som jeg har på hver dag på hospitalet, trøjen var heller ik' så nem at finde, jeg kan kun få meget løse toppe på med min arm, vi endte dog med at køre ind til Frederiksbergcenteret, i Buch 2 dage før den store dag og købe det, heldigvis var der noget, alligevel endte det med bukser jeg ikke selv kunne knappe, så måtte havde en veninde eller min søster med på toilettet for at åbne og lukke mine bukser, total fucked.

Jeg er så evig taknemlig for at kunne være med, det var en af de bedste dage i mit liv og jeg nød hvert sekund til fulde, Nicoline var så smuk og hun strålede som ingen andre, jeg havde håbet, ønsket, og troede på, at jeg ikke ville blive syg op til hendes konfirmation, for så vidste jeg jo
godt jeg skulle indlægges, dog blev jeg ikke syg og vi havde en fantastisk dag!
Hvis jeg selv skal sige det klarede jeg det faktisk rimelig godt, jeg lå og slappede af i max 2*10 min, men jeg havde også spist lidt ekstra piller, for at kunne holde dagen/aften ud.

Her er lidt billeder fra konfirmation.

Kærlighed fra mig til dig.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

everyday

Hej allesammen og velkommen tilbage.

Det lyder måske lidt som en plat titel, men vidste ikke hvad jeg ellers skulle kalde den.

De sidste par dage har jeg været virkelig nede, jeg har været ekstrem ked af det - og helt ude af mig selv.

Det hele startede nogen dage inden min søsters konfirmation, jeg vågnede op og havde det bare ikke særlig fedt psykisk, mit hår var begyndt at falde af igen, jeg vidste jo godt det ville ske før eller siden, men at skulle igennem det igen, er bare ikke fedt, det er over alt, vær gang jeg tager min kasket af, er der bare mega mange hår inden i, og det samme er der på min hovedpude, jeg var lige begyndt at vende mig til at se mig i spejlet, respektere mit udsende, føle mig bare lidt smuk, og så ryger det, selvom mit hår er 1cm eller sådan noget, gjorde det bare så meget, og en så stor forskel for mig, jeg elskede/elsker (har jo stadig lidt) at vågnede op om morgenen og havde morgenhår, gå i bad og køre hånden med sæbe igennem det, det bedste er bare at det kommer igen, dog først om mange måneder.

Men den morgen brød jeg fuldstændig sammen og min mor kom ind og sad hos mig, min søster havde lige forinden stået og redt sit lange smukke hår, og så tog hun i skole, jeg savner virkelig virkelig meget at svinge hovedet nedad og sætte en hestehale! Jeg misunder Nicoline så meget, og i det hele taget bare alle som kan stå op, gå i skole, tage på arbejde, på cafe eller i byen og shoppe. Jeg lå bare i min seng kiggede op i loftet, og dagdrømte mig tilbage til da jeg selv kunne gå i bad, tage tøj på, gå i skole og havde et normalt liv!

Nogen af jer har sikkert en lille søster, kusine eller datter der render rundt og tæller ned til deres fødselsdag, det samme har jeg til hospitalet, dog ikke på den måde, men mere sådan "åhh nu der kun 5 dage til, nu der kun 4 dage til osv" og det samme skedte i går aftes, "1 dag til samtale, 2 dage til indlæggelse - neeej!

Jeg hader det her, jeg syntes det er noget mega skod lort, nu her sidder jeg i bilen på vej ind til hospitalet, til blodprøve og samtale, i morgen står det på indlæggelse i en lille uge, så hjem i nogen dage og så ind igen, hjem, og ind i 2 dage, det er metrotraksatkemoen (tiskemo) det er en kemo hvor jeg skal op unden pis, og tisse vær fu*king time, i gennemsnit, nogen gange går der 14 min, andre gange halvanden time, før jeg skal tisse igen, jeg kan dårlig nok nå udenfor før jeg skal, og jeg skal gøre det et bækken, dette forgår fra jeg kommer til jeg går, HELE DØGNET! hele døgnet i 3-5 dage, og så ugen efter også, nogen dage er jeg oppe 10-12 gange om natten, det føltes som om jeg slet ikke sover - det lyder måske ikke af så meget, men det er udentvivl det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, både fysisk og psykisk.

Lige nu holder vi får rødt, lige foran hhh, herlevs helved hus, jeg hader, og mener hader, synet af det, og så er det så mega monster højt, at man bare kan se det på mega lang afstand.

Jeg ligger det nok først op senere i eftermiddag.

God dag.
Kærlighed fra mig til dig.


Likes

Comments

everyday, personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Som I kan se på overskriften er jeg er ret ærligt menneske, og det jeg mener med det er at jeg ikke kan ret mange ting, i forhold til hvad jeg har kunne.
Jeg er typen der gerne vil kunne alt selv og hader at bede om hjælp, men nu har jeg intet valg, jeg render rundt med en slynge på den ene arm og den anden arm har jeg kryk i, dog ikke når jeg bare skal fra værelse til stue, men hvis jeg går i byen osn - håber i forstår.

Der er mange der ikke rigtig tænker over hvor begrænset man faktisk bliver ved ikke at kunne bruge den ene arm, det ikke kun fordi jeg ikke kan men også fordi jeg ikke må, hvis jeg bærer noget i min hånd kan min overarms knogle risikere at brække, den er under 2/3 del så tynd som en normal overarms knogle, og brækker derfor meget nemmere, hvis den brækker skal jeg ind og opereres igen, og det ville ikke være godt.

Som i nok ved, kan jeg ikke få min arm frem, tilbage, op, ned, eller til siden, hvilket gør det ekstrem svært at få tøj på, jeg har givet min søster ALT mit tøj undtagen nogen få toppe hvor man kan spænde stopperne virkelig meget ud, til min søster, jeg kan næsten intet tøj havde på, jeg kan havde en hættetrøje på med lynlås, eller en mega oversize top, og det kan jeg ikke engang selv få på, inklusiv min bh... i starten redte jeg rundt med natbukser på pga mit ar og sår på benet, og sutsko på venstrefod pga hævelse.
Næste gang i skal havde tøj på så prøv at hold jeres ene arm indtilsiden, i må ikke bruge den til at hive jeres bukser op, i må ikke løfte den når den skal igennem ærmet, først der vil i opdage hvor besværligt det faktisk er.

Når jeg fx skal havde aftensmad skal min mor eller søster an på hvilket mad, skære det ud og så skal jeg sidde med en gaffel i højre hånd og stikke den ned i maden, som en vær anden 5 årlig ville gøre.

Jeg kan ikke selv gå i bad, spise osv, det gør seriøst en skør i låget.

Jeg elsker jo at skrive et indlæg til jer i ny og næ, men at sidde på en computer og kun kunne skrive med en hånd, er ikke lige det nemmeste eller hurtigste for den sags skyld.

I piger ved nok godt at når man ligger makeup er det pænt svært med en arm, når man skal åbne ting fx, jeg har dog fundet mine helt egne tekniker til at åbne og lukke, mascara, mælk, og knapper, åhh Gud, knapper, det er det værste, og især hvis jeg har bukser med knapper i, det nemlig ikke altid jeg selv kan få dem op... ikke så fedt hvis man er alene hjemme og skal på toilettet, jeg syntes det er ret nederen at være så begrænset i hvad man kan, især når det ikke kun er en måned, men resten af livet - selfølgelig bliver det bedere med årene men har på forhånd fået afvide min arm aldrig kommer over hovedet, det er jo ikke ligesom hvis du har brækket armen og render rundt med gips, for der kan du stadig holde i ting, løfte lidt og bare i det hele taget stadig bruge den.

Jeg håber ikke dette blev et alt for ligegyldigt indlæg, ville dog bare prøve at give jer et lille sneak peek af min hverdag.

En lille ting til sidst, næste gang du sidder hene i skolen og keder dig til en dansktime, eller bare gerne vil havde før fri, så tænk på det her "i glæder jer til at få fri fra skole, jeg glæder mig til at kunne gå i skole igen" jeg fiser ind og ud af hospitalet, nogen gange flere gange om ugen, jeg ville gøre alt, og jeg mener ALT, for at være fri for det her lort og få en normal hverdag som dig, gøre alt for at få bare 1 uge som en normal pige på min alder... jeg håber i forstår hvad jeg mener, og håber i syntes det var tankevækkende og ikke alt for negativt.
God torsdag til jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hej alle sammen og velkommen tilbage.

Der er nok mange af jer der har tænkt tanken om hvorfor jeg ikke går med paryk, så derfor vil jeg gerne dele mine tanker omkring det med jer.
Inden jeg tabte mit hår var min første tanke at jeg ikke ville nærme mig en dør, før jeg havde hår til skulderene... men det ved vi jo allesammen godt ALDRIG ville kunne lade sig gøre.
Derfor begyndte jeg at surfe lidt rundt på nettet efter nogen parykker, umiddelbart syntes jeg bare det så ud til at dem der stod med de parykker på så mega glade ud, "ihhh livet er skønt, intet er hent." Mig i rø...
Mange af jer ville nok tænke at hvis i tabte håret, ville i gå med paryk da ingen skulle se jer uden hår, det også nemt nok at sige, når man ikke selv har prøvet det, og kan sige det er bare slet ikke det man tænker når man står i situtationen, og mange af mine veninder spørg mig også tit hvorfor jeg tør gå uden, og her har i svaret.

Jeg besluttede mig så for at min moster, mor og jeg skulle tage til en frisør, der også handlede med parykker, jeg havde det dsv bare rigtig dårligt den dag, så var ikke rigtig så meget værd.
Når men vi kommer ind i salonen og der er den sødeste dame der tog i mod os, vi havde bestilt tid, det tog ca 1 time. Hun hentede en masse parykker både korte og lange, mørke og lyse... Og der kan jeg så sige en ting, jeg er IKKE pæn som lyshåret, virkelig ikke pæn, så en ting er sikkert, det ser i mig aldrig som. Jeg prøvede en masse men syntes jeg lignede en knold med dem på, havde heller ikke tabt mit hår på daværende tidspunkt, så den sad enten helt tilbage, eller helt nede i øjne på mig, mega flot - NOT.

Vi tog så til København nogen uger efter, hvor vi tog ind til en frisør, der også handlede med parykker, der havde jeg fået klippet mit hår så det var lidt nemmere at se, jeg fandt en jeg syntes så fin ud på, men har aldrig rigtig været særlig meget fan af det paryk fis der. Jeg tabte håret og prøvede så den paryk vi nu havde købt, og av for... det er noget af det mest ubehagelige du kan havde på dit hovede, min hovedbund var rigtig øm i forvejen, så det gjorde det bestemt ikke bedere.
Inden i parykken er der ligesom en hulensmasse bh stropper, som bare kradser og klør, og bestemt ingen nytte gør.

Jeg har en tysk model mener jeg nok, da de skulle se mere ægte ud.
Min er ikke i ægte hår da jeg godt viste det ikke var en jeg ville gå med hver dag, og derfor ville jeg ikke ofre 15.000 på en der holder 1 år plus minus.

Så en af gruende er ihvertfald den er mega ubehagelig, og så er den også virkelig varm, varmer end en kæmpe strikhue som jeg jo brugte i starten. Jeg har også, de få gange jeg har haft den på, følt mig mega malplaceret, jeg føler mig falsk, føler mig som en der udgiver sig for noget man ikke er. Jeg har intet hår på hovedet og det har jeg bare lært at leve med, ved jo det kommer igen og indtil da, går jeg med en kasket eller hue. (Ihvertfald som det ser ud nu) jeg ville føle folk kiggede endnu mere på mig hvis jeg havde paryk på, end når jeg bare går med en hue - selvom det nok er omvendt.
En hue har jeg jo altid gået med, hvis det fx var vinter, så det er ikke fremmet for mig, en paryk er bare så anderledes, og sådan vil jeg ikke føle mig - mere end jeg gør i forvejen.

Jeg er bare pisse træt af ikke at kunne svinge hovedet nedad og lave en hestehale, sidde ved mit makeup bord og bruge timer på at glatte og krølle mit hår, jeg savner mit hår af helvede til, og ville gøre alt for jeg havde det lige nu, jeg syntes det hele er så skide uretfærdigt og mega dumt.

Hver gang jeg kommer gående i byen med stok (krykke) og slynge uden hår på hovedet og ar over hele kroppen, både udenpå og inden i, tænker jeg: ej hvor snyd hun kan løbe, nøj jeg gad godt være hende, hun har bare det smukkeste hår, nøj jeg gad godt havde hendes krop, her står jeg så med 7-10 kg mere på kroppen, tyk i fjæset, fede lår og ligner en gravid i stramt tøj, jeg er til tider så træt af alt det lort her, at jeg ikke engang kan klare at tænke på morgendagen, og ved i hvad, nogen gange føles det fandeme som om man aldrig kommer igennem den.

Der er så meget lort ved det her at i slet ikke forstår det, tro ikke jeg ikke er taknemlig for hvor godt det går, for det er jeg, nogen dage er bare røv og det skal der også være plads til.
Det var lidt om mine tanker omkring hvorfor jeg ikke går med paryk, og bare lidt omkring mine tanker om det hele.

Her for i lige lidt billeder fra da jeg var inde og prøve parykker, herhjemme med paryk på, og et fra da mig og min ældste fætter fik taget håret sammen, mega stolt af ham, og et uden hår - tro ikke det er nemt for mig at lægge ud, men det er en sejer.


Så vil jeg gå ind og hygge mig med familien fra Bryggen senere, og mine dejlige familie.

God torsdag

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Jeg vågnede igår op med mega kvalme, ondt i maven, og en rigtig hovedpine, noget som jeg har rigtig meget af de første par dage efter kemo.
Det var til gengæld en helt anden morgen i morges, jeg vågnede op til den dejligste duft af hjemmebagte boller, som min kære mor havde bagt.
Vi spiste morgenmad sammen, jeg gik ind og slappede lidt af, så kom min mormor og morfar lige forbi, og senere tog min mor, søster og jeg ud og købte nogen blomster som vi snart skal havde plantet på altanen, og selfølgelig skulle vi da også lige havde nogen jordbær med som vi spiser senere, og nok også i morgen.
Fortsæt god dag til jer.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

everyday

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg var her i torsdags inde på rigshospitalet hvor Gulddreng var på et lille besøg og spillede, jeg ved ikke om i ved det men der kommer nogen gange nogen kendte ind på rigshospitalet, hvor de bla. Hilser på os kræft patienter.

Gulddreng kom i torsdags og spillede nogen numre, og så satte ham og Guldsmed sig og skrev nogen autografer, og tog nogen billeder – og de tog sig god tid, hvilket var rigtig rart.

Det var nu et meget godt plaster på såret nu jeg har ligget næsten 1 uge efter sidste kemo med migræne, voldsom kvalme og ekstreme mavesmerter.

Min søster havde taget fri for skole og tog så med derind, det var en hyggelig dag, og vi fik smilt og snakket en masse med hinanden.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

personligt

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Jeg har ikke skrevet så meget på det sidste, i know, men nu kommer der very exciting news.

Som i nok kan se på overskriften er kræften i min arm mere eller mindre væk, say what, væk?!

Som mange af jer nok ved, har jeg lige været igennem en volder stor operation, hvor de har fjernet nærmest hele min overarmsknogle – 21 cm. - og selvfølgelig kræftknude der nu var. Knoglen og knuden har de så sendt ind til dem der laver biopsi prøver, de har så skåret i knoglen og kræftknuden, for at se hvor mange af cellerne der var døde. Jeg gad så sygt godt at se den gamle knogle, for at se hvor tynd den var blevet, jeg har også flere gange spurgt, men de har nu kun et billede af den, som scanning og det jo ikke helt det samme som at se den in real life, eller stå med den i hånden – nøj det gad jeg godt, men nok også kun fordi det er min egen, kræftknuden kan de holde for sig selv, den har sku kun været til besvær indtil videre, haha.

Jeg var så til en samtale med den overlæge, der har opereret mig på rigshospitalet her i sidste uge, han sagde så til mig at 99-100% af kræften var dræbt, det vil sige at kemoen har hjulpet super godt, og operationen også bare er gået super fint. Grunden til de siger at 99-100% er væk og ikke bare 100%, er fordi at der sagtens kan gemme sig en lille bitte celle som man ikke kan se, selv med de bedste mikroskoper, den kan så formere sig og pludselig ender man samme sted som man startet – det er i øvrigt også derfor jeg stadig skal havde kemo.

Læger forskere jo meget i kræft, ikke kun i Danmark men i hele verden, de har videokonferencer med de dygstige læger for at blive bedre, hvilket de jo også tydeligvis bliver. De har erfaret at ved at give kemo i 5 måneder efter operationen er det der virker bedst, i hvert fald for den kræftform jeg har, og der hvor sandsynligheden for man for det igen er lavest, og det vil vi jo gerne havde, væk kræft, for altid tak.

Det lyder nok klamt i nogens øre, men jeg har prøvet så meget efterhånden, jeg har ikke kunne spise og drikke selv, jeg har ikke selv kunne gå i bad eller på toilettet - havde det været for bare 3 måneder siden, jeg skulle fortælle dette, havde jeg kastet op ved tanken, haha.

Udover det er jeg også begyndt at kunne gå, og har i dag været hele vejen ned af trapperne, selv. Jeg syntes det går utrolig hurtigt, i starten var det ret uoverskueligt, men nu bruger jeg nærmest ikke krykken mere når kun jeg er herhjemme.

Jeg er også ved at være trappet ud af mine piller, 7 stykker om dagen, det er til at klare, spiser alt mellem 1 og 3 halve morfin piller om dagen, og så selvfølgelig nogen pamoler, ipren osv, feedt. Har dog fået en for hurtig udtrapningsplan af morfin pillerne, der gør man bliver helt skør i bolden, det kan sammenlignes med en narkoman der får taget sprøjten fra sig, min krop har det sygeste behov for den høje dosis jeg har fået, og jeg har derfor haft vandvittig meget indre uro, hysteriske anfald osv. Jeg har ikke sovet meget om natten på grund af det, i nat sov jeg fx kun 5 timer og var vågen 3 gange, men nu skal det ikke blive for negativt.

Selvom det er hårdt, er det værd at kæmpe for, en lille sejer hver dag, gør mig bare endnu stærkere.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey allesammen og velkommen tilbage.

I dag har vi holdt påskefrokost for nogen venner, det har været rigtig hyggeligt – indtil videre i hvert fald, haha.

Når men altså, vi har spist en masse lækker mad, blandt andet, fiskefilet, rejer, rugbrød, franskbrød, sild, tarteletter, frikadeller osv.

Her fra 1 times tid siden satte vi os ind og tegnede på æg, det er nu en meget hyggeligt tradition vi har syntes jeg.

Tænkte at jeg ligeså godt kunne sætte mig ned og skrive dette indlæg imens alle de andre er nede og trille æg, jeg kan jo ikke komme ned af trappen, så måtte derfor blive hjemme – opturslivet, haha.

nu er de kommet hjem så nu skal vi bare hygge snakke lidt, og spise noget råcreame og frugtsalt, og så lægger jeg mig nok ind og slapper af, 2 påskefrokoster i træk (vi holdte også i går) og så en veninde lørdag, kan godt være lidt udmattende.

Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Jeg får jo målt blodtryk, puls osv hver dag på hospitalet, men da jeg havde haft rigtig høj puls, og alt for højt blodtryk i nogen dages tid, tog lægerne en blodprøve.

Det viste sig så at mine infektionstal var alt alt for høje, de kom så senere og sagde at min blodprocent lå på 4,6, hvis den ligger på 4,2 kan det være livstruende, ligger den under 5 skal man havde blod. Så der blev taget en prøve af min blodtype, og så bestilt akut blod til mig.

Da jeg fik blod, løb det ind igennem et lille plastikrør der lå i min hånd fra operationen – der fik jeg også akut morfin, hvis det var nødvendigt. Da der var ca. 5-10 minutter tilbage af den første pose jeg skulle have, begyndte der at løbe lidt blod ud til plasteret, der sad og holdte fast på det lille plastikrør, jeg kunne godt se der var noget galt, så jeg tilkaldte en sygeplejeske, det viste sig at plasteret var røget af, og plastikrøret næsten var ude, så sygeplejersken der var kommet måtte hive det ud – det havde også taget længere tid for blodet, at løbe ind end normalt, og nogen gange stoppede den helt med at løbe, ja det var så derfor.

De besluttede at tage en blodprøve på mig morgen efter, for at se om det var nødvendigt med en pose mere, som faktisk var planen fra starten.

Næste morgen var min blodprocent oppe på 6, så det var ikke nødvendigt at få den sidste pose blod, det var jeg virkelig glad for, for det var så grænseoverskridende, så ubehaget, og når man så tænkte på hvorfor man lå og fik det, blev det endnu mere ubehaget.

De næste dage blev det så bedre, jeg havde ikke rigtig kvalme som før, og var heller ikke ligeså svimmel., det værste var om aften, der skulle jeg nemlig havde sådan en super dejlig vaccine - not... den gjorde så ondt at jeg stor tudede, den gav også helt vildt voldsomme blå mærker, og sådan en fik jeg selvfølgelig dagligt, ih hvor skønt, haha. Det skal lige siges, at jeg fik den for ikke at få blodpropper.

Min fys begyndte at komme hver dag, og jeg begyndte langsomt at kunne gå hen til toilettet med en krykke.

Da jeg så småt var ved at komme ud af sengen, og alle mine slanger var væk, kørte min mor og jeg ned i "haven," fik en is og og nydt lidt sol, nu man havde ligget indenfor i en uge.

Jeg kom hjem fredag ved aftensmadstid, det var virkelig rart – og jeg var virkelig træt, også mest fordi der kom sygeplejesker hele tiden, døgnet rundt.

Jeg havde også besøg af en dejlig barndomsveninde en af dagene, det var så hyggeligt - det var også hende der kom med posen med slik, og bamsen.

I dag prøvede jeg at løfte krykken fra gulvet så jeg gik uden, men kunne sætte den i gulvet hvis det blev nødvendigt, jeg gik 5-6 stridt og det er virkelig fremskridt.

Jeg blev hentet her med sygetransport tidligere, og så kørt på hospitalet hvor jeg skal sove til mandag, og så derind igen tirsdag eller onsdag.

Jeg ved det er længe siden der er kommet et indlæg ud, men når jeg er indlagt, er jeg så træt, og ikke altid så godt tilpas – så der kommer der nok ikke så meget ud, som jeg ellers ville håbe på.

Men jeg håber på at kunne skrive en masse indlæg imens jeg er hjemme.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Som i kan se på titlen vil jeg i dag fortælle lidt om operationen, og dagene efter.

Som jer der har læst sidste indlæg ved, blev jeg indlagt i søndages.

Det var faktisk hyggeligt nok, jeg skrev lige et blog indlæg, imens jeg spiste lidt marabou, og så fjollede jeg bare lidt rundt med min mor – også lidt for at få tankerne hen på noget andet.

Nå, men altså mandag morgen blev jeg vækket kl 6, og fik så lige noget at drikke, og et bad.

Kl 8 kom portøren som kørte mig ned på operations gangen, jeg var den første der skulle opereres den dag, så jeg kom meget hurtigt ind.

Det var en meget stor operation, så der var rigtig mange læger.

Jeg faldt i søvn gennem maske da jeg ikke er så vild med nåle, operationen tog 10,5 time – så det var virkelig lang tid, og derfor har jeg også fået lagt et karter, det er et lille rør hvor der forenden er en pose, til jer der ikke ved hvad det er, så er det noget man tisser i hvis man fx ikke kan gå, og det er virkelig ikke rart.

Jeg lå de første 3 dages tid med ilt i næsen, det er sådan to rør der sidder oppe i næsten og giver dig ekstra ilt, også fordi min arm virkelig havde brug for det.

Jeg har de første par dage haft ekstrem mange smerter, i onsdags kom der en smertelæge, for at hjælpe mig med at få mere styr på det.

Jeg er nu oppe på 120mg morfin om dagen, nogen gange mere hvis jeg har virkelig ondt, i dag fik jeg fx 7,5mg mere end jeg skulle. Jeg spiser omkring 30 piller om dagen, hvor der i nogen af pillerne er alt fra 200mg til 300mg – det er alt fra morfin piller, til hjertemagnyl.

Der kom her i onsdages en fysioterapeut, der prøvede at få mig op og stå, men jeg blev simpelthen så dårlig, blev svimmelhed og fik kvalme, så jeg blev lagt ned igen – men jeg nåede at sidde op, og fik det ene ben ud af sengen, og bare det er en sejer for mig.

De sidste 3 nætter er jeg vågnet op med så mange smerter og har bare grædt og grædt – så de har heldigvis kunne give mig noget hurtig virkende morfin.

I går aftes skulle jeg prøve at komme op på en stol, for at se hvor meget jeg kunne, også for ikke bare at ligge ned hele tiden. Senere hen over aften begyndte jeg at ryste hel vildt, og inden jeg skulle sove gik det helt galt – jeg rystede som aldrig før og mine tænder klaprede fuldstændig sindssygt, min mor og en sygeplejerske sad og hjalp mig til at trække vejret ordenligt, og prøvede at hjælpe mig til at ligge lidt mere stille, da jeg havde ligget sådan i 25 minutters tid faldt jeg i søvn, 20 minutters efter skete det igen, fik dog hurtigere til ro efter der.

I dag (fredag) har jeg haft en del mindre smerter og fået en del flere piller, og meget mere i mine smertekateter i arm og ben, og så også noget i hånden og noget antibiotika, alt sammen noget jeg får dagligt, samt en lille sprøjte i mit lår.

Her til aften valgte min krop at sige den ligge skulle havde 39 i feber, knap så fedt når man har en normal temperatur på omkring 36.

Jeg har sammen med en fysioterapeut til formiddag, været oppe og stå i et par minutter – tænk at et par minutter kan virke som en KÆMPE sejer. Jeg kan også bevæge mit ben mere og mere, yahh.

Jeg ved godt dette indlæg kommer ud ret sent, men som i kan læse har jeg virkelig ikke haft det særlig godt, og mit syn har været ret sløret - så har ikke rigtig kunne læse eller skrive.

Jeg ved godt klokken er kvart over tolv så i tevorien er det lørdag, men har skrevet det som var det fredag - da det er der den er skrevet.

Ps har prøvet at vælge nogen billeder, der ikke er for voldsomme.


Kærlighed fra mig til dig.

Likes

Comments