Header

Jeg kigger ud af taxavinduet, betragter de halvfaldefærdige huse, brændende affald, og små børn, der leger i det, mens forældrene sidder klar i deres små og halvtomme businesses, og jeg kæmper en kamp for ikke at lade en strøm af tårer vælte frem, og ikke lade den enorme klump i min hals knække over. Normalt ville det egentlig ikke påvirke mig, for vi kører jo forbi det hver eneste dag, her i Kenya, og menneskene i vejkanten har det jo egentlig godt nok, smiler og er glade. Men i dag er jeg er ked af det, vred, frustreret, uendeligt rørt og drænet for energi.

Vi har netop forladt HIAS, som er en amerikansk organisation, der støtter flygtninge i samarbejde med diverse andre store organisationer – herunder UNHCR (FN’s flygtningeorgan). Organisationen havde en utrolig smuk vision og dertilhørende mission, og de havde gang i nogle fantastiske initiativer. De fokuserer på de mest trængende flygtninge, som børn, ældre, syge og traumatiserede, og de hjælper b.la. ved tilskud til mad, gratis psykologhjælp osv.

Vi fik lov til i par at interagere med nogle af de flygtninge, som bor i Nairobi (og dermed er urbane flygtninge), og som har modtaget hjælp af organisationen.

Alex og jeg kom til at snakke med en kvinde på 48 år, som var flygtet til Kenya fra Sudan i 1997. Hun fortalte ufiltreret om de ting, hun havde oplevet som flygtning, kenyanernes syn på hende samt de problemer, der er i forhold til flygtninge.

Den kenyanske regering er ikke interesseret i flygtninge og forsøgte endda tilmed at lukke Dadaab flygtningelejren (verdens største flygtningelejr!) for nogle år siden, hvilket dog blev forhindret, da div. menneskerettighedsorganisationer fik sat en stopper for det i retten. Derudover er flygtninge- og integrationspolitik ikke et højt – hvis overhoved – prioriteret emne på den politiske dagsorden. På trods af det, udsteder regeringen dog nogle ID kort til de tilkomne flygtninge, hvilket kvinden, vi talte med, var utroligt taknemmeligt for. (Det er bare et simpelt plastik kort, der giver mulighed for at få medicinsk behandling og starte virksomhed – hvis man altså har penge til det…). Ellers er de tilkommende flygtninge meget overladt til dem selv.

Hun fortalte, at da hun kom til Kenya, var hun gravid, men fordi hun på flugten, samt da hun kom til Kenya, ikke fik ordentlig behandling, døde hendes barn ved fødslen. Af kulturelle årsager skred manden derefter tilbage til Sudan og giftede sig med en ny kone, som kunne få børn, mens hun blev forladt ene og alene i Kenya. En kirke sponsorerede en collegeuddannelse i business, hvilket hun var meget taknemmelig for, men fordi hun er flygtning, kan hun ikke blive ansat – på trods af, at hun har kvalifikationerne. I stedet har hun åbnet sin egen lille business og lever af at sælge peanutbutter (en sudansk specialitet, for at det ikke skal være løgn). Men det er uendeligt svært at have en business kørende her i Kenya, eftersom man skal have et licens, som for de fleste er super dyrt, samt at det er utroligt vanskeligt at få adgang til kapital. Dvs., at hun ikke tjener nok til både hende og hendes to nevøer, som senere også er flygtet fra Sudan, som hun har taget til sig. Hun har dårligt nok råd til at betale for husleje, mad og tøj til deres kroppe. Hun har ikke råd til at betale hospitalet for behandling af hendes sygdom, og de nægter at hjælpe, fordi hun ikke har råd. Og hun ved, at hun ikke får råd til at kunne betale for nevøernes uddannelse, som generelt er et stort problem blandt de unge kenyanere, og de er derfor på forhånd dømt til ikke at blive til noget – og det, at de er flygtninge, hjælper heller ikke.

Paradoksalt nok bliver flygtninge i Kenya anset som værende rige (muligvis pga. antagelsen om, at de modtager en hulens masse støtte fra alle mulige organisationer – hvilket på ingen måde er tilfældet). Det betyder også, at politiet og gangsterlignende typer somme tider dræber flygtninge eller røver dem for deres værdigenstande i deres hjem. Selvom de ingenting har, bliver de altså anset som værende mere ressourcestærke end mange kenyanere, hvilket også er medvirkende til at skabe et uligeværdigt forhold, mangel på tillid, og gør integration og internalisering uendeligt svært.

Der er ingen tryghed. Ingen sikkerhed.

Men er det ikke netop det, som det internationale samfund skal sørge for? En tryg hverdag og nogenlunde stabil fremtid for de utælleligt mange mennesker, der er på flugt.

Hvis vi, som bor i et af de rigeste, frieste, mest lige, mindst korrupte og lykkeligste land i verdenen ikke har lyst til at hjælpe og ikke engang vil tage imod de kun 500 kvoteflygtninge (som er en uendeligt lille procentdel af verdenens flygtninge), som FN kæmper for får et bedre og værdigt liv, hvordan kan vi så forvente, at verdenen bliver et bedre sted?

”Resettlement is my only hope,” sagde hun med et skævt og ydmygt smil. Men det var tydeligt, at det kom lige fra hjertet. Jeg krydser fingre for, beder til og ønsker, at verdenen åbner sine arme og omfavner de mennesker, der er i nød og har brug for hjælp – og at Danmark, der har så meget økonomisk, politisk og socialt overskud, vil påtage sig sin del af ansvaret. Vi må løfte i flok.

Hvis ikke er vi med til at svigte den internationale solidaritet og svække det internationale system. Og vi bør ikke gå på kompromis med de humanitære værdier, vi er (eller var) anderkendt for i det internationale samfund. Og vi bør heller ikke gå på kompromis med vores danske fundament, der bygger på frihed, solidaritet og næstekærlighed.

Men kan vi overhoved ærligt forsvare vores frihed, solidaritet og næstekærlighed, hvis vi ikke hjælper til, hvor kan og hvor vi bør? Ikke i mine øjne.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Vi skulle for nogle dage siden undervise unge kenyanere fra den lokale Youth Hub, som består af de sejeste unge mennesker, jeg har mødt! 
På grund af det kommende præsidentgenvalg, havde vores gruppe valgt at lave en session om vælger- og partiadfærd samt mediernes rolle i en valgkamp og dertil drage paralleller mellem dansk og kenyansk politik og politisk adfærd. De unge kenyanere var så engagerede, interesserede og delte uden tøven ud af deres holdninger, meninger og syn på det, vi fortalte. Det endte således næsten med, at vi lærte mindst ligeså meget, som vi lærte den anden vej rundt, hvilket jo er ret så fantastisk!

Knap så fantastisk var de meget ufiltrerede og barske sandheder om Kenya, som de unge indviede os i. Først og fremmest er der korruption, som nævnes nærmest hver gang, der snakkes om problemer i Kenya. Det er som om, korruption er den bagvedliggende kilde til stort set alle de andre problemer, Kenya står overfor, som b.la. fattigdom og ulighed.
     At korruption er et kæmpestort, udbredt og nærmest uløseligt problem, er ingen nyhed eller overraskelse, men nogle af de ting, som kan kædes direkte sammen med korruptionen, er helt igennem afskysvækkende, forfærdeligt og umenneskeligt! Med danske briller, altså. I Kenya er det totalt normaliseret, og de unge fortæller åbent om det og griner imens. Det drejser sig om, hvordan man får et job – enten betaler man sig til det, ellers bliver man udnyttet seksuelt. Alle kenyanere har en slags korruptionsopsparing (altså penge, som lægges til side, så man kan betale sig ud af korrupte situationer såsom at få et job, hvis man på uskyldigvis bliver taget af politiet osv.…), og hver og én kenyansk kvinde har oplevet at blive tilbudt et job, en højere stilling eller bedre karaktere for sex. Og selvom det i sig selv er helt uhørt, er det altså som sagt hverdag for disse kvinder, og det er altså sådan man får et job eller en god eksamen. Og som den ene, skide søde, kloge os smukke pige sagde: ”The important part is that I got the job,” med et dertilhørende grin, der smittede af på de øvrige kenyanere. Størstedelen hvis ikke tæt på alle kvinder, har således oplevet seksuel udnyttelse – pga. korruption!

Vi var ret chokerede over denne forfærdelige sandhed om Kenya – og vores forfærdehed kom tydeligt bag på kenyanerne, der lidt uforstående spurgte ind til, om vi seriøst var overraskede, og om det ikke også var en ting i Danmark.

Det er ret ufatteligt, hvilke utælleligt mange konsekvenser korruption fører med sig. Og vi har jo endnu kun gravet en smule i, hvor roden til problemerne fører hen - og hvor mange steder den fører hen. Det er skræmmende og forfærdeligt på en og samme tid, og man føler sig uendeligt magtesløs… For hvordan stopper man lige korruption som en 19 årig sabbatårstype? Det gør man ikke – man ser bare til og ønsker og håber på, at det hele bliver bedre.

Likes

Comments

Matumba markedet - Her kan man bruge mange timer på at gennemrode de uendeligt mange, kæmpemæssige tøjbunker, der bugner med vestligt genbrugstøj. Man kan shoppe tasken tung med lækre, eksotiske (og ekstremt lækre og billige) frugter. Og stemningen er fantastisk, især når solen bager over Nanyuki.

Vi havde sessions om Sustainable Development, og vi var i den forbindelse ude og besøge en farm, der udelukkende dyrkede landbrug baseret på permaculture princippet. Det var lidt kringlet at forstå, men idéen ret sej! F.eks. holder kulet på kold vand, som enten bliver hældt på manuelt eller via regn, hvilkt holder vinen ( som er lavet på katus, for at det ikke skal være løgn) kold - helt uden energi. Herre smart!

Søde Emma havde fødselsdag, hvilket blev fejret med den lokale kaktusvin og en kage, der ser lidt farlig ud, fra det nærtliggende supermarked.

Onsdag bød for mit vedkommende på et mindre break-down, efter at have fået kastet en masse skræmmende og forfærdelige statistiker om fordelingen af verdenens rigdom i hovedet, og derefter besøgt unge i lokalområdet, der er hårdt ramt af både ulighed, fattigdom og korruption.

En ung mand i starten af 20’erne var uddannet VVS’er, men kunne ikke få et job, fordi han ikke havde penge til at bestikke en arbejdsgiver (det er sådan man gør i Kenya, hvis man vil have et job). En anden ung mand, huggede sten hver dag i hedende sol fra morgen til sen aften for at tjene penge nok til at starte på universitetet – en universitetsuddannelse koster her 60.000 shillings pr. år, svarende til 3600 kr. Han havde arbejdet sådan i flere år, og manglede kun et års tids fuldtidsstenhugning før han forhåbentligt får råd!

Jeg spurgte dem ind til deres tanker om uligheden, fattigdommen og korruptionen, som de så tydeligt var hårdt ramt af. Paul, vores guide, fortalte, at vi alle er ligesom træer – nogle er højere end andre og har dermed lettere ved at opfange solens stråler, end de lave træer. De forskellige træer har altså forskellige kår, selvom de umiddelbart ligner hinanden og måske er plantet på samme tid. Livet er uretfærdigt, men livet er stadig smukt og godt!

Ret vild og smuk metafor for en, der er godt og grundigt ramt af alle former for uretfærdighed at være.

Derudover besøgte vi Majengoslummen, som ligger i Nanyuki. Her mødte vi Charles, som er den gladeste, sødeste og mest positive unge kenyanske gut, jeg har mødt! Han elskede simpelthen det simple liv i slummen!

Og så nåede vi endelig til fredag. Vækkeuret ringede kl. 06.00, og vi sprang alle ud af sengen for at nå op på toppen af bakken, der ligger lige her ved Platformen for at se solopgangen over Mt. Kenya. Det er det smukkeste syn! Dagen bød ellers på community work i form af lerhusbebyggelse, lækker mad på restaurant Le Roustique, der på trods af det franske navn, serverer det lækreste italienske mamse, hvilket var SÅ tiltrængt efter en god sum tid med Kenyansk mad som ugali. Derefter dansede vi natten væk på klubben Casino sammen med en masse kenyanske unge - heriblandt Charles og andre vi har mødt i forbindelse med Youth Hub.

Dagen derpå blev brugt på den bedste morgenmad på café Coffee Shack, Matumba markedet - igen - og læsningen i den lækre, brændede sol!

Likes

Comments

We’re almost at the end of the first Skills Week (out of three), in which we’re intensely taught in either communication or documentarism.

In that regard, we are supposed to put our taught skills into practise by producing short documentaries in groups.

Each group contains of both Danes and Kenyans – and this combination of cultures, interests, and different approaches provides us with the best possible foundation for creating a great and interesting project.

We started off by doing a brainstorm and discussing the overall theme, content and appertaining configuration.

After a quite short time, the group agreed on Visions of Daraja as the theme of the documentary. We also agreed on the fact that the documentary should not only focus on the positive aspects of having visions and dreams, and thus also challenge the visions and address the possible obstacles.

To get the most nuanced perspectives as possible, we decided to interview both the young ambitious girls at Daraja Academy as well as a teacher and the American owner. Moreover, the blend of different authorities on different authorial levels contributes to the quality and reliability of the project, and, also, it contributes with different perspectives of Visions of Daraja. Which is our vision of the documentary.

After the brainstorming process, we were finally ready to get started. We prepared some questions, decided our different responsibilities, found cameras, notebooks etc., and we went to Daraja.

We found a few perfect locations for the interviews and prepared ourselves.

The girls had a short break, so we only got to interview one girl and one teacher. They were both quite eager to join the documentary, share their personal visions and address the obstacles for their visions to come true. Both of the interviewees can be described as the talkative interviewee and contributed solely positive to our project.

However, a great documentary relies on a lot of factors. Great qualitative, elaborating answers are not paramount when making a documentary. It is, of course, extremely important, but if the sound is bad the answers are trivial. Which is what we experienced – unfortunately.

I guess there are no visions without obstacles.

Likes

Comments

I dag var vi ude og se en brønd. Den var hverken flot, overdådig, stor eller noget andet særligt. De frivillige, som også bor her på platformen, havde grinet lidt, da vi sagde, vi skulle besøge brønden, og knyttede en kommentar eller to om, ”at det seriøst bare er et hul i jorden – røvsygt”.

Nej, brønden så ikke ud af noget imponerende, men den havde en kæmpe værdi i den lokale landsby. Manden, der sørgede for rent vand til hele byen, var stolt af sit arbejde og sit bidrag til lokalsamfundet, og han fortalte os med stor begejstring om brønden.

Han fortalte, at brønden blev iværksat i 2006 af en mand, der fik en god idé og selv gravede det ca. 30 meter dybe hul i jorden – uden maskiner vel og mærke. Brønden er derfor også privatejet, og de lokale skal betale nogle shillings for en bøtte vand (ca. 20 l.). Brønden i sig selv kostede kun 100.000 shillings at bygge, hvilket svarer til sølle ca. 6000 kr.
Derudover kunne han fortælle, at brønden kunne sørge for vand til imponerende 60 husstande om dagen, og når solen stod skarpt over den kenyanske himmel, kan man tilslutte de to solceller, som lå et par meter fra brønden.

Adgang til vand er et stort problem i Kenya, når regnvejret udebliver – hvilket det desværre gør lidt ofte. Når det sker, udtør søer og vandløb, hvilket først og fremmest går ud over sundhed og hygiejne, og for det andet går ud over dyrelivet, som en stor del af stammerne er helt afhængige af. Ressourcemanglen skaber en hel kædereaktion af problemer og konflikter – bl.a. resulterede manglen på vand i et skyderi mellem nogle stammer pga. en flok geder i nærområdet, som gjorde, at de frivillige, som var ude og besøge de lokale den aften, blev evakueret. Dette er blot et enkelt, og sikkert mildt, eksempel på, hvilke konsekvenser og konflikter manglen på vand skaber.
Derfor er det jo ret fantastisk, at man kan løse problemet på en så simpel og billig måde som en brønd.

FN’s Sustainable Development Goals består af 17 konkrete og målbare målsætninger for en bedre og bæredygtig verden inden vi når 2030. Det sjette af disse mål lyder således: Clean water and sanitation og SDG’s punkt 6.1 lyder: by 2030, achieve universal and equitable access to safe and affortable drinkring for all.

United Nations Development Programme har en pulje på ca. 31 mia. kr. kontribueret af FN’s medlemslande (og udgør faktisk kun omkring 1/5 af FN’s udviklingssystem). For at sætte disse tunge tal lidt i perspektiv, så svarer denne pulje altså til 5.166.666 brønde.

Selvfølgelig skal alle pengene ikke bruges på brønde, og der kunne også snildt budgetteres lidt mere end blot 6000 kr. pr. brønd – måske til et batteri til solcellerne, således at solenergien faktisk kan blive lagret. Og man kunne også budgettere et par tragte, så man reduceret mængden af spildvand. Og derudover ville det optimale selvfølgelig være, at brønden var non-profit, at vandet var gratis, og at alle havde mulighed for at betjene den

Der var plads til lidt forbedringer – men der er ingen tvivl om, at brønden som den er er fuldstændig uvurderlig for lokalsamfundet! Brønden her er et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan komme et par skridt tættere på at komme i mål med det sjette Sustainable Development Goal. Og som FN selv beskriver det, er adgangen til rent vand fuldstændig vitalt bæredygtighed og dermed de andre målsætninger. Dvs, at hvis vi kommer i mål med det sjette SDG, vil det gøre det endnu lettere at nå i mål med de 16 andre.

En brønd, som den vi så i dag, er ikke nødvendigvis stor, flot eller imponerende ved første øjekast, men den er uvurderlig – både i forhold til lokalsamfundet og for en bedre og mere bæredygtig verden!

Likes

Comments

Glæde er næsten et udefinerbart ord. Næsten. Glæde kan gøre en dejligt varm og rolig i kroppen, det kan få alle bekymringer til at forsvinde – om end for en stund-, og oftest viser det sig fysisk som et smukt smil eller en fin, skør, hård og/eller højlydt latter.

Glæde kan også, lidt mere avanceret, forklares som dopaminer, der udløses i hjernen. Glæden er således relativ afhængigt af antallet af dopaminer.

Men hvad skal der til for, at dopaminerne udløses, og glæden spreder sig i kroppen? En god karakter, en fed lønseddel, en ny telefon, computer eller lækker taske (you name it…)?

Vi vil alle gerne være glade og lykkelige. Det er ligesom hele pointen og målet med livet. Vi knokler hårdt for at være perfekte – vi forsøger at score gode karakterer, vi skal være lækre og sporty, spise quinoa og avokado, og selvfølgelig skal det dokumenteres på de sociale medier – der nok i sidste ende er med til at gøre os alt andet end glade og lykkelige. Vi går i det tøj, som samfundet har bestemt er smart, vi vil have et sejt og cool arbejde og samtidigt tjene kassen, så vi engang, når vi bliver gamle, kan købe det store, lækre hus på strandvejen med panoramaview. Og måske ender du på din store lækre terrasse og kan høre bølgernes brusen på repeat, har haft verdens fedeste job, og været et supermenneske i den digitale verden – men kærligheden gik det skidt med, og helbredet kniber også… Så kan man jo være nok så rig på det materialistiske!

Vi gør vores bedste, men det er som om, vi har så travlt med at opnå de ting, vi tror vil gøre os glade og lykkelige, at vi misser livets små glæder. Dem, som der er uendeligt mange af, hvis bare man bemærker dem.

I dag har vi besøgt lokale stammer. Husene var DIY-projekter af sand, sten, ler og vand, og disse huse varierede alt efter stammegruppering og antal i husstanden. De mennesker, vi mødte, var stolte af deres hjem og viste os glædeligt rundt, og de var endda så søde og gæstfrie at invitere os indenfor. Strøm var der intet af, og dvs., at der var meget mørkt – selv midt på dagen, hvor solens stråler ellers bager hele Kenya. Køkkenet – og faktisk også lyset – bestod af et bål, der enten var placeret midt i rummet eller i hjørnet. Det var uden tvivl primitive forhold, de levede under – men de havde det alle skønt og omfavnede livet og alle dets små goder.

Jeg havde taget min selfiestang (jep, sådan en er jeg indehaver af) med på gåturen i lokalområdet, men der gik ikke længe, før den ikke duede. DAMN, tænker man jo, som materialistisk forkælet dansker, mens man forsøger at proppe den ned i sin lille mavetaske.

En lille, skøn dreng fik øje på den spøjse, længdejusterbare metalpind, der stak ud af min taske. Han kiggede forunderligt på den og ville røre ved den. Jeg tog den ud, og begejstringen, forundringen og glæden spredte sig i hans ansigt, mens jeg viste ham, hvordan man kunne gøre den større og mindre og sætte ting i. Jeg gav ham den ødelagte selfiestang, og der gik ikke længe, før han og hans venner løb glædeligt rundt og legede med den. Børnenes smil var bare et af livets små glæder – og det samme var selfiestangen, intakt som ødelagt.

Stammefolkets livsglæde – på trods af deres uden tvivl primitive forhold - var tankevækkende og beundringsværdig, og utvivlsomt noget vi rige materialister kan lære af.

Det kan godt være, at de var fattige på det materialistiske – men de var rige på så meget andet.

Likes

Comments

Det er mandag, og det vil sige, at det i dag er tredje dag her i Kenya. Wow, hvor har der været uendeligt og utroligt mange indtryk!

Den ca. 5 timers lange køretur fra Jomo Kenyatta lufthavnen i Nairobi til Action Aid’s platform ved Mt. Kenya bød på glimt af alt lige fra den beskidte slum, farverige facader, stammefolk, der leger, snakker og handler eksotiske frugter, foranderligt landskab, der ændrede form og farve hele tiden. Folk i alle aldre sendte, rimelig stirrende, blikke på os mzungu’er (hvidt menneske), og en flok på ca. 10 små drenge vinkede og smilede og råbte ”JAMBO, JAMBOOO”, og en lidt ændre fyr sendte sågar et luftkys. Chaufføren, Samuel, var super snaksaglig, hvilket resulterede i en rimelig grundlæggende introduktion til Kenya, dets folk og kultur, hvilket var super interessant! Faktisk opstod det første virkelige kultursammenstød her Samuels mutatu (minibus), da en diskussion om syn på polygami på en eller anden måde opstår. I Kenya er det meget normalt, at mænd har 5 koner, og han kunne slet ikke forstå, hvorfor det skulle være ulovligt i Danmark.

The Global Platform Mt. Kenya er det hyggeligste område, der seriøst ligger midt ude i bushen. Jorden er rødlig og sandet, men ellers er terrænet rimelig udefinerbart. Planter i alle former og afskygninger stikker op ad jorden, heriblandt kæmpe kaktusser, og de sjoveste nærmest tegneserieagtige træer, som muligvis kan fornemmes på nedenstående billeder. Som det nok også kan fornemmes, er vejret ikke, som man lige forventer et typisk ækvatorvejr. Om formiddagen og midt på dagen skinner solen enormt meget, og om aftenen bliver det ret køligt - billederne er endvidere taget, da der kom en god skyller indover Mt. Kenya. Rain is blessing, som man siger her.

Der er geder og kører i hundredevis (!!!), og de går også rundt lige udenfor skolen. Selve området, vi bor og har undervisning på, deler vi med Daraja Academy, som er en amerikansk NGO støttet high school for Kenyaske piger, der ikke havde mulig for at komme i skole pga. fattigdom. Pigerne har ferie lige pt., men jeg glæder mig enormt meget til at møde dem, når de engang kommer tilbage i næste uge.

Da det er mandag er det i dag, programmet for real gik i gang. Vi startede meget blødt ud med refleksioner om hopes and worries about the program og creating your learning plan. Selvom det var en meget blød opstart, kom der mange interessante og tankevækkende ting ud af dagens sessions, da diskussionen drejede sig ind på unetentional offending. Vores lærer Anotony fortalte f.eks., at han havde været i Danmark i forbindelse med hans arbejde i Mellemfolkeligt Samvirke, og oplevet, at folk kom over til ham med tomme pantflasker – selvom tanken sikkert har været god og hjælpsom, er det jo ret forfærdende, at hans hudfarve per automatik udståler ”jeg er fattig og har brug for dine pantpenge”.

I morgen går vi lidt hårdere til sagen, og har kl. 8.45 vores første swahili session. Det bliver godt!

Kwa heri for nu.

Likes

Comments

Efter et par interessante og refleksive dage hos Mellemfolkeligt Samvirke, er vi alle 12 deltagere på efterårets globale højskoleophold i Kenya, mere end klar på at komme af sted! Og endelig befinder vi os langt over himlens hvide dugklynger med hastig fart mod det Kenyanske land, som skal være vores hjem de kommende knap fire måneder.

Der er store skærme på sæderne foran os, søde, smilende stewardesser, der uddeler lunke vådservietter og kaffe ad libitum på request – og som man sidder her på dette enorme dobbeltdækker fly med totalt luksuriøs service, er det ret underligt og aparte at tænke på det, vi netop er på vej til, og det, vi vil komme til at opleve de næste par måneder.

Kibera slummen, Dadaab flygtningelejren (som btw er verdens største af sin slags! Så kan man sgu diskutere flygtningeproblematik i lille Danmark…), at skulle bo hos lokale stammefolk, opleve safari, rejse rundt i Kenya og nabolandet Tanzania er blot et kort udsnit af, hvad det spækkede program byder på. Et ord, der er dækkende nok til at beskrive de både spændende, nervepirrende og, til en vis grad, skræmmende oplevelser, findes vist ikke – men det bliver i hvert fald for vildt! Og hvor bliver det vildt at skulle opleve en verden, hvor der ikke er stewardesser, der serverer kaffe og små poser med kringlekiks, når man ønsker det – men hvor selv en basal fornødenhed som vand er begrænset og urent. Og hvor bliver det vildt at se, hvordan kenyanerne, på trods af de bumps, som de oplever på daglig basis, holder humøret og livsglæden oppe. Og hvor bliver det ubeskriveligt interessant og spændende at opleve økonomisk, social og kulturel samfundsudvikling på nært hold og med helt egne øjne – helt upåvirket af mediernes diskursprægede vinkling af den stakkels 3. verden.

Der er i skrivende stund ca. 10 timer til, at vi er på kenyansk jord. Nu må vi se, hvad der venter...

Likes

Comments