Dagstimerne på den her dag, gik som bekendt med at sove, som jeg fortalte i det her indlæg. Jeg var som sagt brugt, og jeg kunne ikke holde mig vågen, i hvert fald ikke ret længe af gangen. Jeg havde tidligere på ugen snakket med Wynslo om, at jeg gerne ville til Oistins Fish Fry, og at han altid prøvede at komme afsted med hans gæster, hvis det passede ind.

Så omkring kl 20, gik vi ud foran døren og ventede på, at der skulle komme en bus. Vi ventede lidt tid, for alle busser der kom forbi, var enten fuldt optaget eller, så var det ikke den rette. Vi kom endelig med og turen varede omkring 15-20 min. Det er altid sjovt at komme ud i natten og se, hvordan det hele forandrer sig, hvordan folk ændrer sig med mørkets frembrud og hvilken stemning der bliver. Jeg nød turen ned langs kysten til Oistins. Vi ramte en i en gade med store lysskilte, neon og en masse mennesker. Der var både turister og lokale, alt sammen i en stor pærevælling. Der var høj musik, mennesker over alt og en herlig duft af mad.


Området dækkede over to paraleller. Selve hovedgaden, hvor alle biler, busser og taxaer kørte, og mennesker myldrede. Det var også her, at alle de små madhuse vendte ud mod, og foran have bord og bænke - alle steder var der fyldt godt op. Faktisk så godt, at det sted, hvor vi skulle spise ikke havde plads til os. Vi gik derfor op på paralellen, hvor en masse små bikse med håndværk, suviniers og andet holdte til, og hvor der især var mange turister. Det var tydeligt at se, at det var her de færdes, da der var skrammel, ligegyldigheder, men samtidig også ind imellem flot træhåndværk, malerier og meget andet. Men først da jeg så en lokal stå med en snor, og jeg fulgte snoren til den anden ende, og jeg så, at der sad en abe, blev jeg klar over, hvor turistfokuseret det var. Jeg fik en dårlig smag i munden, og fnøs for mig selv. Ved at give denne mand penge, så kunne turister eller andre, der synes det bare er toppen, få lov til at have aben på skulderen og tage billeder. Selvfølgelig, hver sin smag, og folk skal da gøre, hvad de har lyst til... Meeeen.
Efter en tur frem og tilbage i anden række til stranden og de mange fiskebåde, der lå på land, og hvor Wynslo mødte flere han kendte, gik vi igen op til vejen. Det så ud til, at der ikke var plads, og han spurgte om vi skulle finde et andet sted. Men så observant, som jeg nu er, så jeg at der ved et bord godt kunne være plads til os to. Jeg pegede og vi blev enige om at sætte os der.
Vi bestilte vores mad - jeg bestilte fried flying fish, maraconipie og salat + selvfølgelig en banks til at skylde det hele ned med. Flying fish eller flyw fisk (ja, sig det på godt klingende vestjysk), er Grenedas specialitet, og som der spises og fanges meget. Banks er den lokale øl, den er lys, frisk og smager herligt.

Ovenfor er så min tallerkenfuld af det dejligste fisk, en god portion macaronipie og dejlig frisk salat. Jeg fangede hurtigt an, og fik spist rub og stub.
Som jeg sad der og mæskede mig i det lækreste mad, kiggede jeg jo rundt, observerede og kom til at undres. På et billederne ovenfor kan man i venstre side ane nogle skilte, hvor der står "KFC" (Kentucky Fried Chicken) - fastfood restauranter, som der var et stort antal af på øen. Denne lå lige over for alle disse små lokale mad bikse, som kreere det lækreste lokale mad, og i mens valfartede en masse ind og ud igennem KFC. Ikke at der er noget i vejen med stedet, men hvorfor ikke spise på den anden side og få et måltid, der er noget lækrere og som koster det samme? Jeg spiste videre og nød hver en bid, indtil min tallerken var tom.

​De to billeder ovenfor viser en lille udsnit af et område, hvor de lokale mænd virkelig sad og hyggede sig, nogle spillede kort, andre spillede domino, samtidig med at snakken gik, der blev drukket lidt og ellers skabt en god stemning. 
Jeg sneg mig til at tage nogle billeder, helt uforstyrret og for alt i verden ikke at forstyrre dem og gøre dem opmærksom på min linse. Men jeg ærgede mig lidt over lyset eller rettere mørket, og at jeg ikke kunne få nogle bedre billeder. Jeg fik heldigvis de her, og det skulle vise sig, at jeg næste dag, fik chancen for endnu bedre, og en af de bedste suviniers, jeg kan tage med mig hjem. 

//

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

... Sådan er mennesket, får vi det vi vil have, så vil efterfølgende lige med det vons have noget nyt. Vi er aldrig rigtig helt tilfredse, tingene kan altid være lidt bedre. Jeg er på nogle fantastiske øer på mange måder, jeg har det okay - og alligevel er der nogle ting, som jeg savner og ikke kan vente til at få igen om små to uger.

JEG SAVNER:

- At have min familie ❤️❤️
- Mine dejlige venner 👭👭👫
- Et stort glas kold dansk mælk fra køleren, og det samme med vand! 😋
- Et internet der er hurtigt og ikke har kvababbelser ved selv de mindste ting 😒
- At kunne sætte mig i min bil og køre, gøre hvad jeg vil 🚗
- Ikke at være et stort sveddyr, og drive i sved ved bare lidt bevægelse 😅🙈
- Min elskede og dejlige seng, faktisk hele mit lækre lille palads 😍
- At kunne snakke uden at skulle tænke eller finde ord langt tilbage i hjernekassen 😳
- Ham den lange 😘

Man ved først, hvad man har, når det ikke længere er indenfor den nærmeste rækkevide. Og det skal jeg huske, når det hele igen er hverdag.

//

Likes

Comments

Jeg havde planlagt, at denne dag skulle stå på en lille tur længere ind på øen. Jeg havde i mine guidebøger og på nettet, læst om, at man skulle besøge Harrisons Cave, når man var på disse kanter, og samtidig havde en lokal rådet mig til, at jeg for at få den rigtige oplevelse af Barbados, så skulle jeg rejse med den offentlige transport, besøge Harrisons Cave osv. Så som sagt, så gjort. Jeg havde dagen inden spurgt min vært, Wynslo til råds om, hvordan jeg skulle komme der hen, han skulle alligevel ind til byen samme dag, så han ville følge mig ind til busterminalen, hvor fra jeg så skulle med en bus. Vi gik ind igennem byen, i varm formiddagshede, med biler, os og liv over det hele, på vej derhen stoppede vi ved supermarkedet, hvor W. købte en flaske vand til mig, og bagefter skulle jeg forbi banken, så jeg havde kontanter på lommen.

Billederne ovenfor viser busterminalen, det ser ikke ud af meget. Først en stor plads, hvor de gule busser og små mini busser holder. Små shops ligger og omkrænser området - her kan der købes snacks, mad, drikke, små barer hvor de lokale mænd sad og limede (slang for at hænge ud og lave ingenting). Det øverste billede viser også de blå busser, det var en af dem, som jeg skulle med. Vi fandt omsider den rette bus, jeg steg på, og betalte de 2B$, som turen koster. Jeg spurgte chaufføren, om det var bussen til Harrisons Cave, og ja det var det - om han ville sige til, når jeg skulle stå af? Selvfølgelig, det skulle han nok.
Det har været gældende for hele tuden, at de lokale har været ekstremt flinke, jeg ikke på noget tidspunkt følt mig usikker, bange eller andet i den negative retning. Alle har hilst pænt, spurgt hvor jeg er fra, om jeg er på ferie, om jeg har det godt og om de kan hjælpe med noget. Det kan næsten nogen gange føles voldsomt, at så mange vedkommer dig, især når man er vant til den danske mentalitet, hvor vi knapt kigger på hinanden, måske et lille hurtigt kurve i mundenvigen og så er det det. Men her er det noget helt andet, og på en eller anden måde, så tiltaler det mig. Det er rart, at afstanden mellem mennesker kan være så kort og hurtig at nedbryde.

På vejs ind gennem øen begyndte det at regne lidt, jeg er ankommet midt i regntiden, men havde indtil nu ikke oplevet det helt vilde. Men det kom så her. For lige da jeg fik øjenkontakt med chaufføren og han gav tegn til, at det var her, jeg skulle af, så åbnede himlen sig. Normalt forbander jeg regn, men åh, hvilken lettelse og kærkommen hjælper - for en stund gør det det hele køligt og svalt, det dufter herligt og bagefter er luften renset i få minutter. Dog blev det så slemt, at jeg søgte ly under en lille overdækning, her sad jeg i nogle minutter, indtil regnen igen stilnede af, og jeg kunne gå videre.

Jeg havde fået at vide af chaufføren, at det bare lige var oppe af den her vej. Jeg tænkte, det er måske et par hundrede meter, som i 200-300m. Det her var nok nærmere en km, og nej det er ikke meget, men i en ekstrem fugtighed og middagshede, så føles selv et par meter som et marathon, ikke at jeg har begivet mig ud på et sådant før. På min vej kom jeg forbi flere huse, hvor folkene der, igen spurgte om jeg skulle bruge hjælp, at jeg var på rette vej, og jeg bare lige skulle op af bakken, og så var jeg der. Fedt - tak søde mennesker, og helt rigtigt, så var jeg der kort efter.

Selve området er noget af det mest frodige og flotte, jeg længe har set. Der var stor recception/indgang, hvor personalet igen var yderst flinke og efter jeg havde betalt min indgang, som nok efter besøget i hulerne, var lidt overpris, omkring 200dkr - blev jeg af nogle vagter fulgt hen til en elevator, som skulle fragte mig ned til selve området. Den mægtigste tur, jeg længe har, hvis ikke nogensinde har haft i en elevator. Forestil jer en elevator i stor glas facade, der kører på ydersiden af en høj bygning, på nedstigning får du set hele området ovenfra, og bliver firet ned igennem grønt buskads med udsigt til hytterne ovenfor.
Jeg havde lidt ventetid, inden jeg skulle med vogn 11 rundt i Harrisons Cave. Derfor købte jeg mig en kold vand og satte mig i skyggen, her faldt jeg i snak med to ældre herre - de var nysgerrige på, hvad jeg var for en, om det var min første gang her, hvad jeg synes om øen, og da de hørte, at jeg var fra Danmark, siger den ene, at han vist mente, at en af gutterne, der havde undersøgt hulen, og gjort det muligt, at offentligheden nu kan besøge den, var en dansker. Jeg tænkte, arh, det er sikkert en anden mand fra en af de nordiske lande. Men nej, den søde ældre herre havde ret, skulle det vise sig. Jeg fik mig en god snak med de to, inden jeg blev kaldt ind. Inde for i hytterne på billedet, var der en lille slags informations ting, hvor man på store skilte kunne læse om, hvordan og hvorledes, få gode informationer, og der på den ene væg, fik den ældre mand ret, sørme om ikke en dansker har undersøgt hulerne.

Efterfølgende blev vi der hørte til vogn 11 gennet ind i et lille biograf lignende rum, hvor vi skulle se en film om, hvorfor der findes huler på Barbados, da det er meget specielt, idet de øvrige Caribiske Øer alle er vulkan øer, men Barbados er ikke, og derfor har hulerne kunne blive skabt. Det var endelig tid til at komme i vognen, en fin ny vogn, med en chauffør og guide. Turen rundt tog en lille times tid - det var måske lige turistet nok for mig, med lidt for peppy bemærkninger, overspillethed, at vi skulle svare guiden igen osv. Men jeg tog det som en oplevelse.
Og det var flot, det er vildt, hvad naturen selv kan skabe. De flotteste formationer og hele store rum, det klareste vand der både skabte små vandfald og søer. Der hvor det turistede især kom ind, var da vi i et stort rum stoppede og kunne stige ud efter vi selv have taget billeder af det flotte, var guiden og chaufføren hurtig til at spørge om folks kameraer, havde en løgte med, så der kom ordenligt lyst, og de stillede sig op, poserede og fik taget billeder - ja, jeg er da ikke selv meget bedre, chancen bød sig, at jeg selv kunne komme på nogle billeder, så den tog jeg selvfølgelig. Man er vel ikke dum

Men lidt svedig og våd fra de mange dryp fra drypstenene. - Eftersigende skulle det vand der drypper på en, være godt for huden, rynker og smidigheden, samtidig med at de var dejligt afkølende.

Da turen var overstået gik elevatoren op, og vi kunne gå i giftshopppen - jeg købte noget koldt at drikke. Jeg har aldrig i mit liv drukket så meget væske, som jeg har på den her tur. Jeg tyller den ene flaske vand eller anden væske efter den anden. Det var et sidespring...  
​På vej ud af shoppen talte en securitymand til mig, eller det tror jeg i hvert fald, at han var. Han fortalte, at jeg ikke behøvede at gå tilbage samme vej, som jeg kom, da jeg steg af bussen, men at der indenfor 10-15 min ville komme en bus og holde lige ude foran, som ville køre tilbage til Bridgetown. Fedt, jeg satte mig i skyggen, hvor han sagde jeg skulle vente, der gik 5 min, der gik 10, og der gik 15, der endte med nærmere at gå 30-40 min, inden bussen kom. Imellemtiden faldt jeg i snak med en 15 årig pige, der var fra Grenada - hun snakkede helt vildt, var rigtig sød og rigtig meget teenager, men det var hyggeligt og fik tiden til at gå lidt hurtigere.
Bussen kom endelig og jeg tog en plads ved vinduet, så jeg var sikker på at kunne blive luftet igennem - gudsketak og lov for det, for kort efter blev bussen fyldt mere og mere, og til sidst var den snævre gang fyldt med mennesker, som sild i en tønde. Tak for en siddeplads og plads ved vinduet og luft. Øen er ret lille, og efter en 30-40 min, var jeg igen i Btown - som der står i forruderne på busserne. Jeg gik målrettet efter at finde noget mad, og det første jeg stødte på var en KFC. Energidepotterne ladet op og jeg kunne fortsætte. Men det viser jeg lige i et nyt indlæg.


//

Likes

Comments

Der har været stille. Der har været meget stille - faktisk er der slet ikke blevet skrevet noget her i alt for mange dage. Der er altid en grund til stilhed, som ordsproget siger; intet nyt er godt godt. Men det er ikke altid rigtigt, eller jo, for jeg har det jo som sådan ikke skidt. Selvom der har været stille her på siden, så har der ikke været stille i mit hoved, mine tanker har ikke stået stille og det samme gælder for mine følelser. Det er nemlig sådan, at jeg har set mine egne begrænsinger i øjnene. Der har været knald på siden jeg tog afsted fra Danmark d. 27. juni. - og måske lidt for meget tjubang, i hvert fald har mit ellers okay hoved ikke kunne følge med. I sidste uge, da jeg stadig var på Barbados, - lige nu er jeg på Greneda, der fik jeg næsten en hel dag til at gå med at sove, jeg sov og sov, jeg prøvede at vågne, men faldt igen hen i en døs. Jeg var brugt, simpelthen, der var ikke mere at give af, jeg var afladet og skulle genoplades helt. Jeg troede, det ville være overstået med det. Men så ramte det igen, da jeg ankom til Grenada i søndags. Denne gang bare fulgt op med et ubehag, jeg følte mig alene, jeg manglede nogle at snakke med, reflektere over alt det nye, og ikke mindst nogle at koble af med, hvor jeg ikke hele tiden skulle være på, hele tiden skulle træffe mine egne valg og hele tiden være i mit eget selskab mere eller mindre. Som jeg sad der på en solseng og kiggede ud over bugten, hvor jeg er indlogeret, steg vandstanden, ikke i bugten jeg kiggede ud over, min i mine øjne. Jeg kunne ikke holde det tilbage, og tårerne fik frit ​løb. Jeg bed det i mig, tænkte"hold nu op, du har sgu selv valgt det her, tag det ind og kom videre" - jeg kom videre og jeg fik en dag til at gå med en taxamand, Keith, rund på øen, som var en virkelig fed og god oplevelse.. Tilbage og hjemme igen, lagde jeg mig på sengen, igen steg vandstanden, og jeg kunne ikke holde det inde mere. Jeg græd, jeg savnede og jeg tænkte. Jeg fik skrevet en besked hjem til to af mine nærmeste, jeg havde brug for lige at få mine tanker og følelser ud, beskeden lød sådan her; "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt det her, uden det lyder helt dumt og åndsvagt. Men shit man - idag er jeg total ramt af savn og følelsen af at være alene. Lige nu - hvis jeg havde muligheden, så tog jeg et fly hjem. Har slet ikke lyst til at være afsted i 5 uger endnu. Jeg har tudet en gang kort, og det nu løber det igen. Det ville være så meget bedre, hvis nogle af I andre var her, eller at jeg vidste i også ville komme til trinbago om 15 dage."

Ja, så slemt var og er det. Derfor har jeg taget det valg, at jeg ikke skal lege med min egen psyke for meget, og jeg har, vha. af mine søde muts, fået ombooket min billet hjem, så jeg istedet kommer hjem to uger før tid. Jeg har droppet halvdelen af de øer, jeg ellers havde planlagt, jeg ville besøge, og istedet tager jeg på lørdag til Trinidad, hvor min storebror henter mig i lufthavnen - derfra står den på catch up med en stor familie og venner inden jeg stiger ombord på et fly igen d. 25. juli og er hjemme i velkendte Danmark d. 26. juli. 

Jeg har brugt de sidste mange dage på at tanke, overveje og huske. Huske på, hvorfor det var jeg tog afsted - fordi jeg ville opleve, udfordre mig selv, møde/opleve/se en masse nyt. Tjek, det har jeg gjort. Jeg tog skridtet og jeg tog afsted alene, jeg har haft det rigtig godt, og er mega stolt af mig selv - men jeg forstår også, at selv den modigste og livsglade person, kan have brug for at stoppe op, stikke en finger i jorden og mærke efter. 

//

PS. Jeg vil forsøge at indhente de sidste i mit hoved planlagte indlæg, så I igen kan læse med og følge, hvad jeg har lavet og set. Vi skrives ;)

Likes

Comments

Caribien - Barbados, TANKER

Inden jeg tog fra DK, og faktisk igennem det sidste halvårs tid, har jeg læst og undersøgt de øer, som jeg nu er igang med at rejse rundt på. En af de ting, jeg fra starten satte mig for, var at jeg, hvor det var muligt, skulle besøge landets museum - både for at få en større indsigt og forståelse i pågældende land, men ikke mindst også for komme ud, bruge byen og transporten.

Min anden rigtige dag på øen, den 29. juni - blev derfor brugt på at besøge 'The Barbados Museum'. Jeg forhørte mig selvfølgelig hos Wynslo (min vært), hvordan jeg skulle finde det eller komme derhen. Åbenbart er jeg utrolig heldig med tingenes gang, i hvert fald skulle jeg blot gå 10 skridt fra hoveddøren, vente ved busstoppestedet og tage minibus, nr 9 og den ville køre lige til museet.
Det er sådan på øen, at der er forskellige former for offentligt transport - hold fast (i mere en end forstand høhø). De største busser er blå med en gul stribe og er drevet af staten, dernæst er der en lidt mindre bus, gul med blå stribe, som vist også er eget af staten, så er der mindre små hvide minibusser og til sidst taxi. Når først man har fanget fidusen og nogenlunde har regnet ud, hvor hvilken slags bus kører, så er det okay nemt. Det nemmeste er i hvert fald, at hver tur ligemeget, hvor langt du skal - koster 2B$, dvs. 6 DKR for hver tur med busserne.

Nå men nok om bussystemerne - jeg kom frem til museet og blev mødt af synet ovenfor. Det er beliggende i et gammelt fængsel fra Kolonitiden, og undervejs kommer man igennem flere bygninger, og til sidst ud i en gård, hvor det er muligt at kigge ind i gl. celler, nogle indrettet med møbler fra selvsamme tid.

Det skulle vise sig, at turen igennem museet ville blive en rørende oplevelse, og som jeg mere end noget andet, gerne ville have delt med familien hjemme.
Jeg gik igennem udstillingen og læste om de oprindelige folk på øen, altså dem der er indfødt og ikke stammer fra Kolonitiden/slaverne. Det var utrolig spændende, at se hvordan de klarede sig, hvilke redskaber de har brugt, hvor de så ud og hvordan udvikling skred frem. Det talte til mit gl. arkæolog hjerte og fik mig til at tanke på, at det ville have været interessant at have fuldført det studie og måske haft speciale i den Caribiske forhistorie.

Jeg fik at vide, da jeg købte min billet, at der ikke måtte tages billeder indendøre, hverken med kamera eller tlf. Så derfor har jeg desværre ikke billeder af de mange spændende ting og informationer. Men...
Nogen gange må man bryde reglerne og tage de billeder, som man har brug for. Jeg kom videre igennem bygningen, og kom til den afdeling om kolonitiden/slaverne. Det har altid interesseret mig meget, og jeg har tænkt meget på det hele. Især da jeg som yngre fik fortalt af min paps, at vi ikke skulle længere tilbage en til hans olde og dermed min tipolde, for at finde tidligere slavere. Siden det har jeg altid haft en vis sympati og følelse om det emne. Jeg har det den dag stadig ikke godt med at se, film eller serie om slaver, hvordan de blev pint og plaget og udnyttet til det groveste. Men jeg ser det, og jeg ser det fordi det er vigtigt for mig. Og lige der, midt i udstillingen, fangede mit blik et ord - ikke et hvilket som helst ord, næh. Lige der på væggen stod mit efternavn "Old Boxill ex slave"

Det gippede i mig, jeg skulle synke en ekstra gang og jeg tror vandstanden i øjnene steg en smule, selvom det ikke er det, jeg er allermest kendt for. Men nogle gange skal det til, og det var altså lige her, midt i en udstilling, foran en mænd bærende mit efternavn. Jeg havde tilfældigvis dagen forinden, snakket med paps hjemme i DK, som en sidebemærkning fortalte han, at vi faktisk har barbadian blod i årene, hans mor, altså min farmor, hendes far var fra Barbados, han flyttede til Trinidad og tog navnet med sig, og på den måde er vi nogle, der stadig bærer det flotteste efternavn i verden.
1+1 giver to, og foran dette billede gik der en prås op for mig - jamen?! Er det her mon min tipolde? Er det min familie og min arv? Jeg stod længe og dvælede ved billedet, læste skiltet ved siden af, kiggede igen på den mand, der med et stift blik kiggede tilbage. Jeg sneg mig til at tage billederne, og hvis det blev opdaget, ville jeg straks være klar med mit pas, vise "hey jeg er en Boxill og det her bliver jeg nødt til at have." Billederne er taget med min iPhone, og jeg kunne ønske, at det var bedre - men hellere dette end slet ingen.

Det skal vise sig, at det famøse efternavn kan staves på forskellige måder - 'Boxill' (den rigtige ;) ) og 'Boxhill'. Min rare vært W, fortalte, da jeg kom hjem, at det er et hyppigt kristent efternavn her på øen, at han kender flere, der hedder det, og at den mest gænge måde at stave det på selvfølgelig er 'Boxill'.

På den måde blev et besøg på et museum, ikke bare et almindeligt besøg, men et besøg forbi min arv, min historie og mit følelsesregister.

Likes

Comments

Caribien - Barbados

Jeg skrev i sidste indlæg, hvordan tiden er en sjov størrelse. - Den kan enten vokse mellem fingrene på dig eller også smuldrer den væk mellem hænderne på dig, fordi du ikke kan holde på den. Den er sin egen.

Derfor er der også hurtigt gået tre dage med at falde til, opleve og forstå. Men lad os starte fra sidst jeg slap jer.

Det var en lang tur tværs over Atlanten - men heldig som jeg er, fik jeg to sæder at boltre mig på, og pga. min kleine størrelse, så havde jeg mulighed for at ligge ned og få en lille en på øjet, imellem måltider og film. Jeg fløj med Condor, et datterselskab af Lufthansa, og for at forkæle mig selv og gøre rejsetiden nemmere, havde jeg ofret en lille portion skejser på entertainment pakke. - Top!

Inden de dygtige piloter landede flyet på Barbados, var der et lille stop på Tobago - dem der følger med og kender lidt til mig, de ved, at det er der jeg har boet i et år, som en lille purk på 4 år. Men jeg tænker, at jeg fortæller mere om den historie senere, i et andet indlæg.
Kl. 19-20 stykker lokal tid, rørte flyet endelig Barbados. Herfra ud på landingsbanen, i kø til immigration - hvor der hersker bureaukrati og personerne ikke arbejder i stresset tempo. Ofte når du kommer til Caribien forlanger de forskellige øer, at du har en returbillet - næh du skal sgu ikke opholde dig for længe. Af gode grunde har jeg ikke en sådan billet, jo kun den billet der d. 8. august bringer mig fra Tobago tilbage til det Europæiske fastland. Men med lidt snilde, fik jeg kørt den ind ved at fortælle manden om, at jeg er halvt trinidadier, at jeg rejser rundt på øerne og slutter af på TNT (Trinidad & Tobago), hvor jeg har familie. Han kiggede på mig en ekstra gang, ned på passet og så et stempel her, en krussedulle der, og jeg kom igennem. Videre til bagagebåndet, hvor min backpack heldigvis var kommet hele vejen.

Ude på den anden side, stod min rare vært Wynslo, med et fint skilt "EMMA" - hilse go' daw', op til vejen og vente på en bus.
Jeg har været heldig at finde ham W, for ventetiden blev slået ihjel med en masse info om øen, situationen, hvordan den offentlige transport fungerer, hvad han laver og meget meget mere. Bussen kom endelige og det var mit første møde med den vilde trafik. Jeg har normalt været vant til bybusserne i Aarhus, som fra tid til anden godt kan køre lige lidt for hurtigt, tage et sving lidt for skarpt - men ak. Det er ingenting - her skulle jeg på en tur, der mest af alt mindede om den tur, som Harry Potter kommer på i 'Fangen fra Azkaban', hvor han bliver samlet op af en høj lilla bus, som kører som ind i helvede. Ligesom Harry holdte jeg godt fast i mig selv men også i min oppakning - efter en lille halvtime nåede vi endelig målet og jeg kom igen ud i den fugtige varme luft, med benzin os og havbrise.

W. viste vej og hurtigt var vi ved huset - her fik jeg en lille rundtur i, hvad der i manges øjne blot er et skur og primitivt - men det er lige sådan, jeg ønskede det og det der minder mig om tiden på TNT tilbage i 95. Jeg fik hurtigt en wifi kode og fik sendt den sms, som jeg ved nogle hjemme i Danmark ventede på. For det er jo ikke kun stort for mig, at jeg er på min første lange solo ferie, det er det også for især 4 personer hjemme - alt godt, vi snakkes ved og godnat. Der gik ikke mange minutter før jeg sov. Næste morgen vågnede jeg til blå himmel, palmer og et "morning" - for ser I, W. havde aftenen forinden spurgt, om jeg ville være interesseret i en tur til byen, Bridgetown, som vi bor i udkanten af, og derfra med bus rundt på øen, så jeg kunne få en fornemmelse af bussystemerne og ikke mindst, hvor tingene er ifht hinanden.

Den var en fantastisk oplevelse og utrolig hyggelig - W. er utrolig god til at fortælle, vise vej og mest af alt, får man den følelse, at han virkelig gerne vil én, og ønsker det bedste. Således blev jeg vist rundt i Bridgetown, ned igennem fattigbydel, rundt i centrum, fortalt om bygninger, hvor de lokale handler og meget mere.

Jeg har nogle gange en tendens til at gå sukkerkold, og jeg havde nok på fornemmelsen, inden vi gik fra huset, at det ville ske netop den dag. Jeg havde ikke fået noget at spise i mange timer, jeg havde kun bællet en masse vand og spist en enkelt banan til morgen mad - men hey, det klarer jeg mig jo fint på hjemme. Besvares frk. Boxill, der er der heller ikke 32-34 gr varmt, enorm fugtighed, og hvor du lige få tilbagelagt flere km på relativ kort tid. Mit ene ben begyndte at summe, jeg begyndte at ryste og der, lige der midt i trafik, os og varme, fik jeg øje på et lille bageri, spurgte hurtigt W, om vi kunne smutte derover - jeg fik mig en "cutter med tun, tomat og agurk og en sodavand - det gled ned i en fandens fart, mine hænder rystede mindre, sveden piblede ikke fra panden, benet stoppede med at summe, og vi kunne fortsætte. Ned omkring det næste gade, rundt og så var vi ved busterminalen - oplangs vestkysten kørte vi - vind i håret og go pro frem. Jeg fik taget en del billede ud gennem de åbne vinduer.

Turen var virkelig fin, fra vest, hvor der var rolig turkis blåt vand, turistmekka med high end Louis Vuitton til øst, hvor det var store bølger, farligt badevand og få turister. Turen gik derfra tilbage igen til Bridgetown, forbi supermarkedet og købe lidt ind, med en taxi hjem - ind på værelset, tænder blæseren og ligge på skjoldet. Jeg vågnede efter en times tid, og gik små 500m ned af vejen og landede på den lækreste strand, gik i vandet, tørrede, tog tøj på og hjem igen. På vejen blev jeg råbt an - det er ikke unormalt, ofte er der en form for tillægsord med -"you need a taxi", no thank you - nå men hvor skal du hen, jeg skal hjem, - hvor er du fra, jeg er fra DK, men er halvt trinidadier, aha.
Rastamanden havde en tom madboks i hånden, jeg var sulten og tænkte, hey, han må vide, hvor der er mad tæt på. Han viste mig op, rundt om hjørnet, og der, der fik jeg min første Roti på den her tur. Folk der ikke har smagt Roti, eller som er så uheldige slet ikke at vide, hvad det er, amen... Åh hvor går I glip af noget. Hurtigt bestilte jeg en Roti med kylling og karfoffel, hjem til W og ellers guffe i mig. Sådan sluttede og forløb min første rigtige dag på Barbados - en ø, som er virkelig fin, en dejlig kultur og venlige lokale.

Og som slut, under her, kan I se ROTI (emoji med hjerteøjne)

Likes

Comments

Tiden kom. Og måske kom den lidt hurtigere end, hvad jeg lige først havde tænkt. Da jeg besluttede mig for denne rejse tilbage i december sidste år, føltes den kommende tid som en lang dræber, at det aldrig ville ske og jeg skulle blive gammel, grå og slatten inden.
Men nej. Jeg er stadig 25 år ung, stadig lidt spændstig om end lidt tyk, og ikke det tætteste på grå, selvom der af og til dukker enkelte grå farisæer op.
Nå. Men tiden går jo, som den går - upti wupti. En eksamen blev overstået, ikke prangende, og det er helt fair, set på mit engagement og motivation. Det skulle blot overstås.

Så nu er jeg kommet så langt, at jeg sidder mageligt i et lounge område, eller som skiltet over for mig siger "Leisure Zone". Mit hoved er fuld af tanker, forventninger og alt mulig andet. Jeg er spændt og nervøs - jeg glæder mig helt vildt, og ser frem til, at jeg lige om lidt lander i tropperne. Jeg skal på opdagelse, lære en anden kultur at kende, spise mig igennem samtlige øer på min rute, få en god tan. Men vigtigst af alt, så er det her en rejse, hvor jeg skal lære mig selv endnu bedre at kende, være i mit eget fortrinlige selskab og dokumentere det igennem et lille gopro og mig elskede Canon eos 50d.

Og samtidig vil jeg savne min familie - de mennesker, jeg elsker at bruge min tid med, og som jeg er vant til, at når turen går til Caribien, så er de med og deler det hele med mig. Men ikke den her gang. Idag vinkede og krammede jeg tre af dem farvel, på gensyn, pas på os selv og hej hej.. Vi har en tendens til at trække et farvel i lang drag - vi skal lige have det sidste med, have sagt det sidste. Men det stak, og jeg vil tænke på dem hver dag.
Især den mand som har gjort det til mit "hjem", den mand som for næsten 50 år siden selv drog ud på vild rejse og kom til Danmark. Jeg er ham evigt taknemlig - mens det også gør av, et lidt udefinerbart sted. For han er jo ikke med, han skal ikke vise mig ting, fortælle eller hjælpe. Nu er jeg på egen hånd, jeg håber bare, at jeg kan gøre ham stolt og tage hans land ind med hud og hår. Og lade det blive en endnu større del af mig, bære det med stolthed.

Hej hej for nu. Vi ses på den anden side, som man siger. - på Barbados.
HUSK DET GODE HUMØR!
//

Likes

Comments

ALT OG INTET

Jeg har længe gået med tanken om, at nu skulle det være, nu skulle jeg lave en blog og fortælle vidt og bredt. Men noget holdte mig tilbage, noget fik mig ikke til at gøre det - andre gange gik jeg igang, og alligevel blev det aldrig rigtig helt. Så hvorfor så nu? Hvad er anerledes? Ikke meget. 
Jeg er stadig en lidt hvileløs sjæl med mange tanker, mange idéer og den stadig dårlige vedholdenhed. Men denne gang gør jeg, denne skal det være. Og jeg tror på det, for denne gang har jeg en større motivationsfaktor, og jeg glæder mig. 

Planen er, at jeg vil skrive om stort og småt - alt hvad der lige ligger på sinde i øjeblikket. Den alt overskyggende faktor og det jeg brænder for er, at jeg lige om lidt, faktisk om 16 dage, men hvem tæller høhø - det gør jeg åbenbart, for jeg glæder mig og jeg er spændt, any who... Der skal jeg på en 6 ugers backpack rejse rundt i Caribien, og det bliver jeg nødt til at dokumentere. Derfor - VELKOMMEN TIL og følg endelig med, det vil kun være en fornøjelse​. 

//

Likes

Comments

​HEY YOU

Og velkommen til! Du har nu bevæget dig ind i mit lille univers. Jeg hedder Emma, er 25 vintre og jeg bor i Aarhus. Til dagligt er jeg studerende og bliver færdiguddannet Digital Konceptudvikler om lidt - voksenlivet er lige om hjørnet. 

Jeg elsker min lejlighed, indretning/interiør, mad, kultur, rejser og meget mere. 

Følg med og rejs rundt i mit univers :)


//EmmaBoxill

Likes

Comments