Posted i: Bipolar, Borderline, Peronligt, Psykiatri, Psykologi, Sundhed
Hej allesammen! Igår, tirsdag d. 12/9 var jeg i Århus...

Som skrevet var jeg igår i Århus, hvor jeg skulle holde et foredrag. Jeg skulle holde et foredrag, på SOSU-skolen deroppe -for en klasse, der pt. havde om psykiske lidelser, og behandlingen deraf.
Jeg tog toget kl. 09:30, og var i Århus kl. 10:01. Jeg havde lavet en aftale, men en gammel ven om at han skulle tage med. Så da jeg kom op fra perronen, stod han der i en lækker skjorte - og var klar til at være professionel med mig! Det skal lige siges, at vi aldrig nogensinde har prøvet noget lignende nogen af os, så vi var begge ret spændte. Well, vi tog bussen fra banegården, og videre ud på skolen hvor jeg skulle holde det her foredrag.

Jeg kunne godt mærke, at jeg blev en smule nervøs på vej derud. Jeg begyndte VIRKELIG, at overtænke alt omkring det her oplæg. Jeg havde forberedt mig hjemmefra, så jeg vidste hvad jeg skulle snakke om - og jeg vidste hvad jeg ville komme ind på. Men alligevel, sad jeg og virkelig spekulerede over hvor "ærlig" jeg kunne være. Alt det her med at være åben omkring psykiske lidelser osv. er stadig rigtig nyt for mig - så på trods af, at jeg skulle komme og fortælle om mig, og være professionel. Så tænkte jeg bare: "hvad nu hvis de dømmer mig, og jeg bliver fuldstændig slagtet under spørgsmålene?".
Jeg sad og tænkte i bussen, hvordan jeg bedst muligt kunne forklare mig, og sørge for at beskytte mig selv - hvis det blev for ubehageligt. Og det gik hele busturen mere eller mindre med...

Vi stod af bussen, og fra stoppestedet hen til selve skolen, var der vel 15 minutters gang. Og der kunne jeg VIRKELIG mærke nervøsiteten, og jeg var så ekstremt tæt på at vende om og sige "glem det her, det kommer ikke til at ske". Men jeg havde en fantastisk ven, der fik mig til at "blive" - og lige få mig til at slappe af.
Vi kom ind på skolen, og jeg tænkte med det samme "jeg finder aldrig det sted jeg skal holde det her foredrag" - for WOW, den skole var virkelig forvirrende.
Vi stod og var lidt lost, men jeg fandt endelig receptionen, og så fik jeg nogen anvisninger hen til klassen. Da jeg kom hen til klassen, var deres time stadig igang - så vi måtte stå ude og vente, og det gjorde bare nervøsiteten endnu værre.

Klokken blev efterhånden lidt i 11, og der kommer den dame jeg var i kontakt med ud fra klassen, og tager imod os. Vi står lige kort og snakker, og så skulle vi ind i klassen. Da jeg trådte ind i lokalet, vendte alles blikke sig naturligvis imod mig. Og lige da det skete tænkte jeg "JEG SMUTTER NU!". En flink mand fra klassen, kom og tilbød os en kop kaffe som vi selvfølgelig takkede ja til (jeg elsker kaffe).
Deres lærer kom ind, som jeg også havde haft kontakt med, og præsenterede mig hurtigt - og fortalte lidt om hvad der skulle ske i dag. Efter det vendte hun sig, kiggede på mig og sagde "Ja Daniel, så er det dig". SHIT MAN, jeg følte mig bare slet ikke klar - og mit hjerte hamrede bare med 180 km/t.

Jeg satte min computer til, da jeg havde forberedt en Prezi, og så gik den ellers derfra...
Jeg startede med at præsentere mig selv, og forklare kort om hvem jeg er. Derefter hoppede jeg videre til selve lidelsen, og forklarede om den. Og derefter hoppede jeg videre til hvornår jeg blev diagnostiseret, og mit liv inden diagnosen. Jeg snakkede sammenlagt en time, foran et publikum jeg slet ikke kender - og som jeg ingen anelse har om hvem er.
Det havde jeg bare slet ikke kunnet klare, for bare et halvt år siden. Så det er så kæmpe stort et fremskridt!

Da jeg var færdig med selve oplægget, kom "spørgerunden". Jeg følte jeg var kommet godt omkring alt, men jeg vidste selvfølgelig godt at der ville være spørgsmål (hvilket jeg også håbede på). Jeg tror sammenlagt jeg fik måske 8-10 spørgsmål, og jeg forsøgte at svare så præcist som muligt. Da vi var færdige med at snakke, og jeg var blevet "klappet ud". Spurgte jeg lige både klassen, og læreren hvordan de synes det havde været. De sagde at det havde været super godt, og meget lærerigt. Og de spurgte også om hvor mange foredrag jeg havde holdt efterhånden - hvor jeg så selvfølgelig måtte svare: "Det her mit første". Jeg fik super meget ros, og fik at vide at man slet ikke kunne mærke det var første gang.
Så jeg er super stolt af det hele, og jeg håber klart der kommer flere foredrag i fremtiden!

Efter foredraget, havde jeg en aftale med min lillesøster. Vi skulle ud og spise, og gå rundt nede på strøget og bare hygge os. Vi valgte at tage direkte på McDonald's (vi er kæmpe fans af det sted, så vi må gerne). Vi fik vores mad, og sad og snakkede i godt og vel en halv times tid. Efter det valgte vi at gå en tur rundt på strøget, bare gå og kigge lidt - og nyde vejret.
Vi gik i H&M, hvor jeg købte en hoodie fra Justin Biebers "Purpose Tour"-kollektion. Jeg er sådan relativt stor JB fan, så det var lige et nyt "grail" der haha. Jeg nævnte lige før at vi ville nyde det "gode vejr". Men da vi trådte ud fra H&M, STOD det ned i stænger. Altså, det danske vejr i en nøddeskal.

Vi besluttede os for, at det ikke var meget ved at gå rundt på strøget, i øsende regnvejr. Så jeg gik mod banegården, for at tage toget hjem, selvfølgelig.
Jeg kom ned, betalte min billet, satte mig i toget, og så tænkte jeg bare. Jeg tænkte tilbage på en mega grænseoverskridende dag, som egentlig havde gjort utroligt meget for mig. Jeg har overvundet en grænse, som jeg aldrig turde håbe på ville ske. Og det er så rart, og tilfredsstillende.
Jeg sad stille og roligt, i toget - og faldt en smule hen. Da jeg steg ud af toget igen, på Horsens banegård, havde jeg en utroligt dejlig følelse i kroppen. Jeg var glad, lettet, stolt og ikke mindst følte jeg mig "befriet" og løsrevet fra en træls periode i mit liv.

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind i min seng, fordi jeg havde en ret slem hovedpine. Det er også derfor at jeg først lægger det her indlæg op i dag (håber det er okay <3).
Jeg ville egentlig bare fortælle om min oplevelse igår, og jeg synes i fortjente at vide at det er gået skide godt. Det er trods alt jeres skyld, at det her foredrag har været muligt. Så tak for det <3

Jeg smutter nu, da jeg skal op til en god ven senere og have en kop kaffe - og en hjemmelavet bolle (WUHUUU).

Vi ses i næste indlæg! Hvis der er spørgsmål, eller andet kan i kontakte mig på email: danielnkr@live.dk
_____________________
Daniel Kristensen

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

​Hej allesammen! Jeg er tilbage efter en lille pause, og er nu helt klar igen til at skrive en masse til jer...

Siden mit sidste indlæg, er der sket en masse ting. Der er sket både nogle positive ting, men bestemt også en MASSE negative ting. Jeg vil egentlig forsøge, at hoppe over de negative ting ret hurtigt - da jeg har et par gode nyheder at fortælle.

SÅ! Siden mit sidste indlæg, som var d. 6/9 er der som nævnt sket nogen ting. Onsdag aften, efter jeg offentliggjorde indlægget om mit tidligere forhold knækkede jeg fuldstændig. Og havde derfor bare brug for en pause fra alt - og den fik jeg. Jeg havde ikke regnet med, at det ville komme til at fylde så meget, både på godt og ondt. 
Lad os starte med det positive. Det indlæg har fået 50 facebook-likes, og jeg har fået så sindssygt meget positiv respons - og jeg er så evigt taknemmelig over det! Den støtte jeg har fået fra folk, har virkelig givet mig endnu mere blod på tanden til at fortsætte det her. Det er så overvældende, at jeg på så kort tid - har bygget en læsergruppe, og fået en del faste læsere - og derfor også utroligt meget respons. Og uden at lyde for selvglad, så er jeg så utroligt stolt af mig selv!
Så en kæmpe stor tak til jer, der har klikket jer ind på min blog - og læst. Tusinde tak <3 

Men hvad har jeg så lavet siden onsdag, d. 6/9? Jeg har faktisk lagt i min seng det meste af tiden. Jeg har lagt og snakket med en af mine bedste veninder, Tania Emma Falk, og hun har været der så utroligt meget for mig igennem det sidste lange stykke tid. Hvis jeg har vågnet i løbet af natten, og været helt utroligt ked - så har hun altid kun været et opkald væk.
Derudover havde jeg i torsdags, opstart med mit gymnastikhold. Og efter en pause på et år, er det så vanvittigt dejligt at være tilbage i instruktør-rollen. WUHUUUU!!!

I fredags var der klassefest, og egentlig var det slet ikke planen jeg skulle have været med. Men jeg trængte VIRKELIG til at komme ud blandt mennesker, og det var egentlig rigtig dejligt. 
Så i lørdags lå jeg derhjemme, med rimelig heftige tømmermænd, og så Guldtuben. Skide hyggeligt faktisk, og jeg kunne bare koble helt fra - og tænke tilbage på en pisse hyggelig aften forinden!
Igår var jeg ovre og spise hos min mor, hvor min lillesøster fra Århus var hjemme også. Der gik tiden bare ligeledes med en masse hygge, og god mad (wuhuuuu!!). Om aftenen sluttede jeg af med en kop kaffe på en lokal cafe, med en af mine bedste venner. Her fik vi snakket om alt mellem himmel og jord, og virkelig bare "luftet ud".

Derudover, kan jeg stolt fortælle, at jeg på tirsdag kl 11 skal holde foredrag på SOSU-skolen i Århus! Jeg skal fortælle om mig selv, mit liv, og livet med en diagnose. 
Det "skete" faktisk efter at jeg startede bloggen her. En læser som går deroppe, tog fat i sin lærer og fortalte - og ja, nu skal jeg holde foredrag! Så i morgen vil der helt klart komme en masse om det, og jeg glæder mig!

Well, jeg vil ikke have det her indlæg skal være præget af for meget negativitet - så jeg gør det kort.
Fredag nat, fik jeg et par beskeder på min mobil. Det var ikke just "positiv respons", tværtimod. 
Jeg tror godt at i allesammen kan gætte hvem der skrev, udfra mit sidste indlæg. Jeg vil som sagt ikke gå i dybden, da indlægget vil komme til at fylde ALT for meget. Måske i et senere indlæg, men ikke lige nu. Det håber jeg er okay <3 

Det var lige en kort opdatering til jer, og i morgen skulle der gerne komme en masse lækkert omkring foredraget!
Vi ses i næste indlæg.
__________________

Daniel Kristensen

Likes

Comments

Posted i: Kæreste, Kæresteproblemer

Jeg skriver det her indlæg, helt nede - og med rigtig mange tåre i øjnene.

I 2017, start januar, fik jeg en kæreste. Jeg var sikker på at den her pige var den helt rigtige for mig, virkelig. Jeg var overbevist, og i lang tid var jeg lykkelig som aldrig før. Jeg blev en Daniel, som folk kunne se var glad, lykkelig og hvilede i sig selv. Folk sagde at de ikke havde set mig så glad i lang tid, og jeg forstod dem.
Den her pige, havde en helt fantastisk virkning på mig, hun kunne sætte mig på plads hvis der var brug for det - men samtidig kunne hun også tage sig af mig som ingen andre, hvis der var behov for det.

Jeg var ærlig over hende fra starten af. Jeg fortalte hende med det samme, at jeg havde de her lidelser, og at tingene godt kunne blive svære til tider - især hvis jeg havde en dårlig periode. Jeg sagde ligeledes til hende, at hun godt måtte bakke ud, det ville jeg kunne forstå - og vi kunne stadig være lige gode venner af den grund. Hun valgte at blive, og jeg var så glad og så forelsket. Intet kunne slå mig ud af kurs, troede jeg...

Den her pige, har som alle andre en familie. Familien virkede skide søde, og helt nede på jorden. Jeg vidste godt det ville være risikabelt, at fortælle dem om mine problemer allerede fra starten, så jeg gjorde det ikke. Et par måneder inde i forholdet (februar), tænkte jeg "okay Daniel, nu er det vidst ved at være tid". Jeg fortalte dem det hele, og ligeledes hele min baggrund. Jeg fornemmede en accept, og et "det er vi glade for at du fortæller, men det betyder intet".
I lidt tid gik det hele pisse godt, forholdet blomstrede og der var ikke en finger at sætte nogen steder. Men det skulle hurtigt blive lavet om. Jeg fik det pludseligt dårligt igen, og havde rigtig meget brug for støtte, især fra min kæreste. Den fik jeg også, hvad jeg ikke vidste var - at i mellemtiden sagde hun til hendes forældre at det her forhold var pisse hårdt, og mega svært at være i.

Tiden gik, og hendes forældre gik mere og mere i vejen for forholdet. Vi måtte ikke rigtigt ses længere, ikke snakke så meget sammen - og når vi endelig var sammen, så foregik det hjemme ved hende, siddende i hendes forældres sofa, 5 meter fra hinanden. Det er VIRKELIG svært at holde et forhold kørende på det. Jeg konfronterede hende utallige gange med problemet, og hver gang fik jeg "jeg er enig skat, og jeg skal nok få gjort noget ved det". Jeg troede selvfølgelig på hende hver gang, altså - jeg elskede virkelig pigen, og jeg gør det stadig. Mere end noget andet.
Men i takt med der intet skete, så fik jeg bare nok. Jeg mistede mit temperament en dag i maj, hvor jeg sagde til hende "enten får du gjort noget ved det her, ellers er det slut". Det fortalte hun hendes forældre, og de ringede til mig - og bad mig komme ud og snakke med dem. Det var jeg dum nok til at gøre. Det endte i et kæmpe skænderi mellem hendes forældre og jeg. Et skænderi der viste sig at skulle blive ødelæggelsen af det her forhold...

Tiden gik, og det her forhold blev mere og mere besværligt at være i. Vi sov ikke sammen fra midten af maj, til midten af juni - og vi var måske sammen højst 6 timer ugentligt, stadig på de samme præmisser som tidligere. Men jeg holdt igen ud, for ja. Jeg elsker den her pige, hun er stadig det bedste for mig.
I slutningen af juni skulle vi ud og rejse. Vi skulle til Rhodos med hendes familie, en tur som jeg havde glædet mig umanerligt meget til - sove sammen med sin kæreste, en hel uge i streg - WOW.
I starten af ugen gik det SÅ godt, jeg var så glad, og jeg nød det uendeligt meget. Men det skulle selvfølgelig også gå galt. Min kæreste og jeg kom op og diskutere over en meget lille bagatel. Det handlede om at jeg havde kigget på en anden pige, og så dum som jeg var, havde jeg sagt til hende "hun er sgu da meget flot hende der". Det udløste et KÆMPE skænderi. Det endte med at hun gik i raseri, og jeg fulgte efter. Vi kom op på hotelværelset, og så brød helvede løs. Vi havde aldrig nogensinde været så meget uvenner før, og wow det var hårdt. Efter lidt tid havde stemningen lagt sig, og der var egentlig koldt luft mellem os. Så banker det på døren, og der står hendes ældste storebror. Han skulle ind, blande sig i diskussionen, og selvfølgelig tage hendes parti. Der blev diskuteret yderligere, men til sidst havde det lagt sig - og vi kom trods alt videre derfra.
Hvad jeg ikke havde regnet med, var at hendes forældre havde set sig RIGTIG sure på mig - og det fik jeg at mærke resten af ferien. Resten af turen var et rent helvede, jeg snakkede ikke rigtigt med nogen fra hendes familie - og luften mellem hende og jeg var heller ikke helt ren. Så jeg var praktisk talt alene, og jeg var pisse hamrende ked af det.
Jeg sagde til hende, at jeg var sikker på at hendes forældre ville sige at vi ikke måtte ses når vi var hjemme fra ferien. Men hun sagde at det skulle nok gå, og det skulle vi nok finde ud af.

Vi kom hjem fra ferien, og det var hårdt. Vi var begge pisse kede af det, og vi måtte knap nok ses. Jeg havde fødselsdag 3 dage efter vi kom hjem, heldigvis fik hun lov at komme og fejre mig - og vi havde egentlig en dejlig dag. Bare hende og jeg. Men hendes forældre kørte rundt i kvarteret, for at overvåge os - og hendes mor skrev, at hun brød sig ikke om at hun var alene med mig - for jeg var utilregnelig, og hun kunne ikke være sikker på jeg ikke blev voldelig. AV...
Jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke havde lyst til at se hendes forældre i et stykke tid - for de havde virkelig været ubehagelige. De havde svinet mig til, og brugt mig negativ mod deres datter - siden alle de problemer havde startet. Jeg var både en taber uden fremtid, jeg havde intet liv, og jeg var bare en rigtig bums. Derudover mente de at jeg kørte deres datter ned, og jeg kørte psykisk terror på hende. Igen, AV...

Der gik vel en lille måneds tid, og så gik den ikke længere. Hendes forældre bad hende droppe mig, og vi ikke længere måtte ses. Så det gjorde hun, troede de. I hemmelighed var vi dog stadig sammen, vi kunne ikke ses - men vi var kærester. Det blev for hårdt for mig, og jeg bad hende sige til hendes forældre vi fortsat var sammen. Det udløste at jeg skulle komme ud til dem, og tage en snak med dem. (Det her skete for ca. en måned siden.)
Jeg tog derud, og var klar på det værste - og det værste blev det. Jeg blev sat ned overfor hendes mor, og ved siden af hende. Så gik hendes mor igang. Jeg ødelagde hele familien, og jeg ødelagde deres liv. Jeg manipulerede min kæreste til at lyve, og til at hade familien. Jeg havde løjet overfor dem, og igen - fået deres datter til at lyve for familien. Jeg fik at vide at min diagnose var den værste af dem allesammen, og derfor turde de ikke længere lade hende og jeg være alene sammen (de havde set en dokumentar, om en bipolar kvinde - der havde slået sin mand ihjel. Og det ville jeg så åbenbart gøre ved deres datter).
Jeg sad i to timer, og blev svinet til - uden at kunne forsvare mig overhovedet. Jeg blev mere eller mindre kaldt en "morderisk, manipulerende, lyvende psykopat". WOW, det var hårdt, og jeg var så ked af det - og så chokeret, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg var dog glad, fordi vi i det mindste måtte ses igen, og jeg kunne endelig være sammen med min kæreste igen.

Den sidste måneds tid har dog været utroligt turbulent i forholdet. Hendes forældre begyndte at vise sig fra "den dårlige side" igen, og vi måtte bare acceptere det. Altså, vores forhold kørte på deres præmisser - og alt skulle foregå igennem dem. Det var umuligt at være i til sidst. Jeg var hadet af mine svigerforældre, og resten af familien. Ingen i hendes familie ønskede vi skulle være sammen, og gjorde alt for at kæmpe imod os - og splitte os ad.

For en uge siden kom "dødsstødet" i vores forhold. Jeg trængte til at komme ud, og bare være mig selv. Så jeg tog ud og køre med en kammerat og hans kæreste. Jeg svarede ikke på hendes beskeder og opkald i 4 timer, og da jeg endelig gjorde - sagde jeg at jeg var blevet sat af efter en time (jeg var sammen med dem i alle 4 timer), men jeg havde fået det mega dårligt, så jeg havde gået rundt i 3 timer, uden at vide hvad jeg havde lavet. Hun kunne godt gennemskue løgnen, og dagen efter fortalte jeg sandheden.
Alt gik galt derefter, forståeligt. Og hun droppede mig, igen forståeligt. Dagen efter, snakkede vi om det hele igen, og jeg sagde jeg var pisse ked af hvad jeg havde gjort - og om jeg ikke godt kunne få en chance igen, for at vise at det var hende jeg ville, og at jeg som sagt virkelig var ked af det - og havde fortrudt hvad jeg havde gjort.

Hun sagde ja, men vi kunne ikke ses - og hun skulle have tid til at finde ud af det hele. Jeg spurgte så hvor lang tid der skulle gå, før vi kunne ses igen - og der skulle minimum gå 2 måneder, for hun skulle have tid, og hun kunne ikke sige det til hendes forældre, fordi "hun ville ikke skuffe hendes familie, og gøre dem sure". Jeg sagde det var okay, og jeg var klar til at kæmpe for det. Men som de seneste dage er gået, er jeg bare kommet dertil - at det er slet ikke holdbart. Jeg kan ikke gå i 2 måneder, uden at se den pige jeg elsker mest i hele verden. Jeg har brug for at se hende, og brug for at vise at jeg fortryder mine handlinger - det kan man altså ikke over beskeder i 2 måneder.
Hun sagde at det var umuligt, men på grund af hendes forældre og veninder var det nødt til at være sådan. Så jeg sagde fra, og jeg sagde at jeg kunne ikke det her - så jeg giver op.

Vi er ikke sammen nu, jeg har blokeret hende på alle medier, så hun ikke kan komme i kontakt med mig. Ellers kommer jeg aldrig videre, fordi jeg kigger på vores beskeder, og billeder. Jeg hader de ting der er sket, og jeg er så pisse ked af det over det. Og ville ønske at vi bare kunne være sammen. Jeg elsker hende som sagt overalt på jorden, og jeg vil så gerne være sammen med hende resten af mit liv.
​Og på trods af den ene løgn jeg fortalte, ja det er for meget, vil hun ikke tage mig helt tilbage. Det skal siges at hun har brudt min tillid utallige gange, løjet for mig, og tilladt hendes forældre at svine mig til på daglig basis nogengange. Men jeg har stadig tilgivet hende, og holdt fast i forholdet.
​Det er ikke for at skulle stille nogen i dårligt lys - men mere for at sammenligne situationerne.

Jeg har lavet fejl, som jeg vil gøre alt for at lave om på. Men ja, det er for sent. Desværre...

Jeg er ikke ude på at udstille nogen, og derfor har jeg ingen navne nævnt. Jeg vil fortælle min historie, og jeg er ked af hvis nogen føler sig stødt. Jeg skulle bare ud med det her.
Hvis der er noget, er DU mere end velkommen til at skrive enten i en kommentar, eller på min mail: danielnkr@live.dk


Tak for at DU læste med, vi ses i næste indlæg.
____________________________________
Daniel Kristensen.

Likes

Comments

​Bipolar, eller Bipolar affektiv sindslidelse - tidligere Manio-depressiv

Som en overlæge en gang sagde til mig er Bipolar en af de mere "sexede lidelser", hvor jeg bare sad og tænkte: "Undskyld mig, hvordan kan det være sexet på nogen måde?". Med det mente han vel at det var en mere speciel diagnose (jeg er SLET ikke sikker).
​Men sagen er, at Bipolar er en elendig ting at have i hovedet. 
Inden behandling, og inden medicin samt psyko-edukation - er det nærmest umuligt at håndtere sig selv. Det skyldes at man HVER EVIGT ENESTE DAG, skal kunne kapere ustyrlige humørsvingninger, følelser man ikke kender - og generelt bare sig selv. Forestil dig, at du i det ene sekund er mega glad, og puf - så er du grædefærdig. Du kan ikke kontrollere det, og du kan slet heller ikke "se det komme". Så det er faktisk umuligt at forberede sig på, især hvis man ikke er klar over at man har en lidelse. 
Inden jeg blev diagnostiseret Bipolar, gik jeg rundt og følte jeg var den eneste i verden - jeg følte mig sær, alene, og ude af stand til at fungere normalt. Jeg havde ingen at snakke med om det, og ingen at spørge om hjælp. Først da det næsten var gået helt galt for mig, og jeg i en alder af 19 år vejede 67kg (jeg er 187cm høj), indså jeg at der var noget galt. Men hvor starter man? Hvem skal man tage kontakt til, og hvad så derefter? 
- Jeg startede med at gå til egen læge, hvor jeg fik et spørgeskema omhandlede depression. Det skulle jeg svare på til en uge efter, og så have en samtale med lægen. Da jeg afleverede skemaet, og lægen og jeg havde snakket i et godt stykke tid - knækkede jeg fuldstændig sammen. Min læge sendte mig herefter videre til regionspsykiatrien, da hun var overbevist om at jeg led af en svær depression. 
En måneds tid efter, sad jeg ved en fremmet dame, på et fremmet sted, uden at vide hvad jeg skulle stille op. Jeg har ALDRIG været så usikker og utryg før. Men hurtigt fandt jeg ud af, at hun var på min side - og hun var der for at hjælpe. I starten mistænkte hun også depression - men da hun fandt ud af min far også var Bipolar, gik undersøgelserne først igang.
På daværende tidspunkt var jeg sat på noget antidepressivt medicin, både et sovemiddel, men også til hverdagen i sig selv. Jeg mærkede stille og roligt en lille forbedring, og WOW hvor var det befriende. Men snart skulle det vise sig at udløse noget helt andet. 
Som Bipolar er man nemlig også udsat for manier og hypomanier. Og en hypomani var PRÆCIST hvad jeg røg ind i. Det antidepressive medicin, gjorde mig "for glad" - og det satte gang i nogen helt nye symptomer. Min behandler var nu sikker på at jeg var Bipolar. 
I en hypomani, har du det stik modat af i forhold til hvordan du har det i en depression. Du er pludseligt glad, opstemt, mere sexuelt aktiv, og har MEGET højere selvtillid og selvværd (det er ihvertfald de symptomer jeg oplever). Og tro mig, det var fedt at være i det humør. Men det var mindst ligeså farligt som at være deprimeret. For i en hypomani, har man også konstant "travlt". Jeg mistede utroligt meget søvn, og jeg missede utroligt mange måltider, for jeg havde altid et eller andet vigtigere at give mig til. 
Ved min næste tid hos min behandler, kunne hun sagtens se at det efterhånden stod slemt til IGEN. Så jeg blev sat på noget stemningsstabiliserende medicin - det skulle holde mig mellem deprimeret, og hypomanisk - altså normalt. 
Derudover fik jeg et beroligende middel der virker efter kort tid. Så når "tingene kørte for hurtigt", skulle jeg bruge en af dem, for at komme ned til "normalen" igen.
Efterhånden blev jeg stabil i mit humør, og i min medicin - dog stadig med små udsving. Men jeg klarede en hverdag igen, og blev student (YAY!!!!).

Jeg er stadig under behandling (hver 2. uge i regionspsykiatrien i Horsens), og jeg er stadig på en satans masse medicin - men jeg har en næsten velfungerende hverdag, og jeg holder så vidt muligt ud. Men det har virkelig været en kamp at komme hertil, og jeg er slet ikke færdig med at kæmpe endnu. 
- Men hey, ting tager tid - og sådan er det bare. 

Måske sidder du tilbage med nogen spørgsmål omkring det at være Bipolar, eller hvad det er - spørg endelig, så skal jeg svare så godt jeg kan. 


Tak fordi DU læste med i dag. Jeg håber din dag har været super, ellers er jeg altid klar til at hjælpe. 
Vi ses i morgen til et nyt indlæg!
_________________________________

Daniel Kristensen.


Likes

Comments

Posted i: Peronligt, Psykologi, Borderline, Bipolar, Sundhed, Psykiatri

Hej kære læser!

Det her er mit allerførste indlæg på en blog, og jeg har virkelig INGEN anelse om hvordan det fungerer. Så i får bare min tanker, følelser, og alt andet - helt råt, uden der er lagt skjul på noget.
Det mest ideelle i første omgang, ville være at fortælle om mig selv - hvilket egentlig er et KÆMPE problem. Men lad mig give det et forsøg.
Mit navn er Daniel Kristensen, jeg er 21 år gammel og bor i Horsens, Østjylland. Til dagligt læser jeg et adgangskursus til ingeniør-uddannelserne, hvor jeg herefter vil læse til software-ingeniør. Derudover er jeg instruktør, på et gymnastikhold i alderen 10-14 år.
Har jeg nogen interesser? Ja. Jeg ELSKER tøj. Jeg elsker at holde mig opdateret på tøj, jeg elsker at se hvad der sker med diverse brands - og hvordan trends udvikler sig. Derudover interesserer jeg mig utroligt meget for musik, samfundsvidenskab, og psykologi (yayayay)
Udover det, så kan jeg faktisk ikke fortælle mere om mig selv, for jeg ved virkelig ikke hvem jeg selv er. Og det er faktisk primært, hvad min blog vil komme til at handle om.
Ser du. Jeg har desværre et par psykiske lidelser i lasten, der gør at jeg blandt andet ikke har en fast identitet. Ordet "identitet" får mig til at gå fuldstændig i panik, og skræmmer mig helt utroligt meget. For jeg ved dybest set ikke, hvem jeg helt reelt er.
Uden den store viden indenfor psykologien, vil det normale menneske nemt kunne gætte der er noget galt - og ja.
Jeg er borderliner, og som om det ikke skulle være nok - så er jeg en af de heldige 15% af borderlinere, der faktisk også er bipolar (yay x2). Helt specifikt er jeg bipolar type 2, hvilke vil sige at mine humørsvingninger svinger mellem utroligt deprimeret, og hypomanisk. (Hvis de "begreber" er fremmede, er det noget jeg vil komme ind på i et senere indlæg.)

Det jeg vil bruge denne blog til er, at komme ud med mine tanker - og følelser. Simpelthen bare bruge bloggen som et pusterum. Derudover vil jeg forsøge at hjælpe andre mennesker, der står i samme "bås" som jeg.
Det er et helvede til tider, at have en hjerne der ikke fungerer normalt - og det kan være noget lig umuligt, at beskrive sine følelser og tanker nogengange. Så jeg vil så vidt muligt forsøge at hjælpe andre, der sidder med ligende problemer som mine.

Så jeg håber der er nogen derude, der vil læse med fremover - ellers vil min blog bare blive brugt som en "offentlig dagbog"

Vi ses i næste indlæg!
Daniel Kristensen.







Likes

Comments