Tirsdag morgen. Det dårlige ved morgener er, at man skal tidligt op. Det har jeg altid synes. Jeg har aldrig været en morgenfrisk type, der i fuld galop er sprunget ud af sengen og været helt klar til dagen. Jeg har det bedst, når jeg sover til kl. 9 (eller 10).

Men det gode ved morgener er, at en ny dag starter - og så rutinerne, synes jeg. Jeg kan godt lide, når noget går igen, og sådan er morgener jo ofte: man står op, gør sig klar, spiser morgenmad, drikker måske kaffe, og tager så afsted. Og lige det dér med at tage afsted, og cykle gennem morgentrafikken, er jeg ret vild med. Der er ofte proppet på cykelstierne, folk har lidt fart på, men skal samtidig lige vågne, bilerne kører gennem byen i samlet flok, og butikkerne er måske ligeså stille ved at åbne. Bagerierne har frisk morgenbrød og dagen er ved at gå igang.

Da jeg startede på studie i foråret, gik det op for mig, at der er et flow i byen (i København) om morgen, som er rigtig rart at være en del af. Jeg stod op, hørte radio, spiste havregryn med mælk, drak kaffe, og cyklede så afsted med musik i ørerne. Klokken var omkring halv ni, og der var massere på cykelstien. Både unge og gamle, folk med og uden cykelhjelm, Christianiacykler, sorte cykler, gule cykler, børnecykler, herrecykler, damecykler.

Jeg cyklede gennem Nørrebro, forbi Frederiksberg Have og så til Vesterbro. Og det slog mig, hvor rart det er, at være en del af noget hverdagsagtigt noglegange. Lige der på cykelstien blev jeg pludselig rigtig glad, fordi rutiner også kan være gode. Og fordi morgentrafikken på cykelstien (på trods af stress og jag), er et godt sted at være helt almindelig. ​

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg synes egentlig, at det føles lidt mærkeligt at skrive otte (tilfældige) ting om mig selv. Men jeg elsker selv at følge med hos andre, også når det hele er almindeligt og genkendeligt. Og måske er det netop derfor, jeg synes det er sjovt at læse denne her slags indlæg hos andre. Fordi det er genkendeligt og let at gå til. Så her kommer otte ting. 

1. Jeg er bange for aber. De minder mig om det utilregnelige. Jeg er også bange for alle mulige andre ting. Høje cykler, høns og ensomhed for eksempel. Jeg bekymrer mig generelt for meget, og jeg øver mig i, at lade være.

2. Jeg kan bedst lide at læse Politiken eller Alt for damerne. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er så cool at sige, at man læser Alt for damerne. Dyre modemagasiner er da flotte, men de første toogtyve sider (jeg talte forleden) er jo reklamer. Det er ret vildt (og ret kedeligt) synes jeg.

3. Jeg er virkelig glad for at gå i supermarkeder. Jeg elsker at købe ind. Men jeg går også noglegange i Netto uden noget egentlig formål, andet end at kigge. Jeg elsker fine emballager. Supermarkeder minder mig om hverdagen på en god måde. Det meste er som det plejer at være der.

4. Jeg har det svært med fantasyfilm, og film, hvor der primært er vold og ødelæggelser. Jeg tror ganske enkelt ikke, at min hjerne forstår dem.

5. Jeg kan godt lide København, og jeg kunne godt se mig selv bo her mange år frem. Men når jeg kommer ud til vand og skov og områder, hvor der er mere ro, bliver jeg i tvivl om jeg bor det rigtige sted. Så måske kunne jeg godt tænke mig at prøve, at bo et andet sted på et tidspunkt.

6. Jeg elsker lejligheder, åbne vinduer og baggårde. Der er virkelig nogle fine gårde i København med træer, blomsterbede, havemøbler, altaner, cykler og gynger.

7. Noglegange synes jeg, at det jeg laver, er godt. Men hvis jeg så kigger på det to dage efter, kan jeg tænke, at det da egentlig ikke er specielt fedt. Det er noget med nogle kontraster. Måske er det lidt det samme som, at jeg nogle dage er bange for at være en kliché og være ligesom alle andre, samtidig med, at jeg andre dage bare gerne vil passe ind.

8. Jeg kan rigtig godt lide at snakke med mennesker. Også folk, jeg ikke kender så godt. Jeg synes, at det er fedt at høre hvad folk laver, hvilken uddannelse de har taget, hvilket job de har, hvor de bor, hvordan de bor, hvor de mødte deres kæreste, hvorfor de godt kan lide farven grøn eller Østerbro. I virkeligheden handler det nok bare om nysgerrighed. Fx synes jeg ikke, at der er noget bedre i verden, end at få lov til at se hvad andre har i deres køleskab.

Likes

Comments

Vafler hos Møller Kaffe og Køkken på Nørrebro

Mens jeg skriver det her, skinner solen fra en blå himmel, og der er nogle, der soler sig i gården. Så det er måske lidt fjollet, at jeg sidder indenfor under et tæppe og glæder mig helt vildt til efteråret. Men det gør jeg, for det er min yndlingsårstid!

I mange år kunne jeg faktisk slet ikke lide sommer. Der var både varmen, som jeg blev sløv og irriteret af, og jeg savnede alle de hyggelige stunder, der er om vinteren. Og så var der angsten for, at gå glip af noget. På en solskinsdag, er der jo altid noget, man går glip af, for der er tusind ting, man kan lave. Uanset hvor hurtigt man spæner, er der altid en strand, en is eller en café et andet sted, end der hvor man er, som virker lige lidt bedre. Og sidder man alene en (sommer)aften, har man fuldt udsyn til alle de andre, der griller og griner og snakker.

Men heldigvis er jeg blevet gladere for sommeren, og lige om lidt er det september, som er min yndlingsmåned. September betyder efterår og koldere temperaturer. Men luften er stadig mild, der er en smule blæst, og farverne er bare flottere om efteråret, ikke? Det er som om, at man bliver lidt friskere. Bladene er grønne, gule, røde og brune, og det bliver mørkt i tide til, at man kan tænde stearinlys og lave hyggelige ting. Det her efterår vil jeg blandt andet bruge på at spille brætspil, læse bøger, tage i biografen og gå nogle gode ture.


Dyner, efterår i Kongens Have, oktoberblade, kager og avislæsning

​På Instagram vælter det ind med sommerlige billeder lige nu, og det plejer at betyde, at vejret er ret godt! Så nu må jeg hellere gå udenfor og nyde de 22 grader, inden efteråret heldigvis snart kommer. Det kan godt være, at jeg er i efterårsstemning og klar til både regn og varme trøjer, men det er vejret ikke. 

Likes

Comments


Når der sker mange dumme ting ude i verden (og lige ved siden af), kan jeg godt lide, at lave noget, der er godt og roligt. Jeg får det altid sådan, når verden virker lidt for alvorlig og tung. Så har jeg brug for noget lettere, og for at vide, at selvom her både findes sindssyge mennesker og en verden, der noglegange kan se ud, som om den er ved at falde fra hinanden, så findes der også glade folk og flotte steder.

Så i dag tog jeg på Louisiana, her er man nemlig garanteret noget pænt for øjet, for der er så meget fint at kigge på. Og så er der altid fyldt med venlige mennesker, der er kommet for at have en god dag. Der er en stemning af tryghed og af, at nogle har gjort sig umage. Der er blevet gjort en indsats for, at der skal være rart at være. Sådanne steder kan jeg godt lide, for noglegange betyder de små (fine) ting en masse. Og heldigvis er der mange steder, der giver den stemning: Søerne og Kartoffelrækkerne i København fx. Her får man samme fornemmelse af, at verden heldigvis (også) er et godt sted.


​I virkeligheden handler det nok bare rigtig meget om, hvad øjet ser. Ser man alle avisforsider, den fulde alkoholiker på hjørnet, der står og råber op, og den sure dame, der skælder ud? Eller ser man solskin og blomster, børnene, der griner, og damen, der starter en hyggelig samtale med sidemanden? Begge dele er der jo, men måske man kunne træne øjet i (mest) at se det gode. Det vil jeg i hvert fald øve mig på.  

Likes

Comments

Jeg er glad for København. Jeg elsker Nørrebro. Jeg bor her nu, og jeg kunne godt forestille mig, at bo her længe endnu. Der er grønne områder, blødt bagværk, gode gader, mange spisesteder, liv og diversitet. Det er let at føle sig hjemme her, for på en måde er det alles hjemme. København er nem at holde af. Særligt på en dag som i dag, hvor solen skinner, og folk flokkes om Søens stier og byens parker.

Men i virkeligheden ville jeg hellere være jyde. Jeg vil gerne komme fra Jylland.

Det er lidt for sent nu, for jeg er ikke født i Jylland, og måske lyder det skørt, men det er sådan, jeg har det. Det startede for nogle år siden, og siden da har følelsen vokset sig større. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er. Måske er det fordi, der er noget om, at jyder er mere nede på jorden. Mindre overfladiske. Mere tilnærmelige. Mere venlige. Man kommer hinanden mere ved, der er et større fællesskab. Forestiller jeg mig. Det er muligvis helt forkert. Jeg forestiller mig også, at et liv derovre er mindre kompliceret, mindre hektisk. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man bor – et liv i byen er vel altid kaotisk – men så alligevel. For Århus er rolig, synes jeg, og afslappet. Sådan har det i hvertfald været de gange, jeg har besøgt byen.

Tidligere i dag gik jeg tur på Nørrebro. Jeg så en flok mennesker, de var vel i starten af tyverne, og et flyttelæs. Mændene var skæggede og pigerne iført denim, alle smilende og jyder (den jyske dialekt er svær at løbe fra). De skålede glade i et par ølflasker, jeg tænkte, at et af parrene var ved at flytte ind i bygningen. Og så tænkte jeg, at de er heldige. De er heldige, at de er fra Jylland, for selvom ølskåleri og flytteaftaler også findes for indfødte københavnere, fornemmer jeg, at fællesskabet og sammenholdet er en smule større, når man er fra Jylland.. Det er på en måde en særlig klike. Man har noget tilfælles. “Er du fra Jylland? Fedt! Det er jeg også!“.

Det er bare ikke helt det samme, når man er fra København. Sådan oplever jeg det i hvertfald ikke. Man har af en eller grund ikke den fælles referenceramme. Måske er det på grund af mangfoldigheden her, hvilket jo egentlig er godt. For heldigvis er folk også venlige i københavn, og det er ikke altid, at stemingen er stresset. Noglegange genkender kioskmanden og cafédamen sågar en, og så føles det lidt som et fællesskab. Måske ikke et jysk fællesskab, men trods alt et fællesskab.

Og desuden. Selvom man ikke er vokset op som jyde, kan man jo godt flytte dertil en dag og på en måde blive det: jyde, altså.

Likes

Comments

Jeg har længe taget tilløb, og nu skulle det altså være. Jeg har overvejet for og imod i evigheder: Er blogmediet overhovedet interessant længere? Har jeg lyst til at være en, der blogger? Men måske man i stedet kunne kalde det en, der deler? Og det er vel ikke det værste at være?

​​Jeg har også overvejet, om jeg har lyst til at have en blog, der primært handler om mig. Hvem vil overhovedet synes, at det er spændende at læse? Men jeg kan selv godt lide at læse med hos andre, og jeg har aldrig synes det var så farligt, at dele sine tanker. I bedste fald kan det jo være at andre har det på samme måde, og så er det da bare dejligt.

Så her begynder min blog altså. Den kommer til at handle om stort og småt. Om fine ting i hverdagen og om gode steder i København. Jeg vil også skrive om emner, jeg tænker på. Fx om angsten for ikke at få nok ud af (solskins)dagene og om følelsen af noglegange at være ensom, selvom der er mennesker nok. Men også om den kunst det er, at drikke to-go-kaffe.

Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber at I har lyst til at følge med. 

Likes

Comments