I disse dage drømmer jeg mig væk til min favorit by - Rom. Jeg har været i Rom nogle gange, senest i januar med min kæreste. Rom er en fantastisk by at komme til i starten af januar måned, hvis man allerede går og savner julen lidt. I Italien fejrer man nemlig Hellig Tre Konger, og der er derfor stadig juletræer og julepynt at finde rundt om i byens gader og stræder i starten af et nyt år.

Udtrykket "alle veje fører til Rom" lader til at være mit motto, for ligemeget, hvor i verden jeg befinder mig, sammenligner jeg altid stedet med Rom. Jeg har endnu ikke kunnet finde Roms overmand - end ikke New York har kunnet overgå den ældgamle by.
Jeg er så dybt fascineret af den italienske kultur og køkken, og jeg må sige, at Rom er meget af dét, man forbinder med Italien. Godt nok er der ikke vinmarker og strande inde i byen, men der er små, hyggelige gader, passionerede italienere overalt omkring en, markedspladser (og dem er der mange af!), historiske bygninger, og ej at forglemme: helt fantastiske restauranter og gelatobutikker. Man finder desuden nogle af verdens fineste butikker, hvis det er den slags, man er til.

Har man aldrig været i Rom, er her en lille liste over nogle af de ting, man bare SKAL opleve i den fantastiske by:

Colosseum (på billedet til højre) - det ekstremt velbevarede Colosseum er virkelig et stykke historie. Når man bevæger sig rundt i Colosseum, kan man virkelig forestille sig gladiatorkampene, og de utrolige skæbener, nogle af gladiatorerne har lidt.

Forum Romanum - Når man alligevel er ved Colosseum, bør man også tage en slentretur igennem Forum Romanum, der ligger lige ved siden af. Forum Romanum er egentlig "bare" en masse ruiner - men i det gamle Rom var det faktisk byens mest centrale plads.

Skt. Peterskirken og -pladsen (på billedet til højre) - Peterskirken er helt fantastisk! Det er den smukkeste kirke, jeg nogensinde har set, og jeg synes selv, at jeg har set en del. Udenfor Peterskirken ligger Peterspladsen, hvor paven blandt andet somme tider taler fra. Når man står i køen, på vej ind i kirken, der egentlig godt kan virke lidt endeløs, bør man tage sig tid til virkelig, at betragte kirken og de omringende bygninger udefra, for det er et syn, man sent vil glemme.

Vatikanmuseet - Lige bagved Peterskirken ligger Vatikanmuseet, der er en af de største museer i verden. Museet indeholder enorme samlinger, der tilhører den romersk-katolske kirke.

Det Sixtinske Kapel - Det Sixtinske Kapel er den del af Vatikanmuseet, der er mest berømt. Det bliver anvendt, når der skal vælges en ny pave. Det Sixtinske Kapels loft er udsmykket af Michelangelo og det er i sandhed en fryd for øjet.

Trevi fontænen - Smukkere bliver det ikke! Trevi fontænen er uden tvivl byens smukkeste fontæne, og der er altid en masse turister omkring den. Fontænen skal naturligvis ses i dagslys, men man skal gøre sig selv den tjeneste, at se Trevi fontænen i mørke. Der er den nemlig lyst op på smukkeste vis, og man kan nærmest blive helt fortryllet af at betragte den smukke fontæne i det bløde lys.

Ovenstående er ikke det eneste, der er at se i Rom, men hvis jeg skulle fortsætte listen, kunne det tage mig hele natten.

Rom er uden tvivl et besøg værd, og jeg vil anbefale alle at opleve den utrolige by mindst en gang i livet.


Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments