Header

7 dage. 1 uge. Og jeg kan slet ikke vente! Alting tegner allerede så godt, at det næsten ikke er til at tro på. For omtrent måneds tid siden modtog jeg et fantastisk opkald fra min danske koordinator, der gladelig meddelte at en familie havde valgt at åbne deres hjem for mig i de kommende 10 måneder. Jeg skal bo i staten Wisconsin i en lille by ved navn Cashton med en population på lidt over 1000 indbyggere. I nabobyen, Sparta, ligger Sparta High School, skolen som jeg skal gå på under mit udvekslings år. Udover mig, og de 3 andre udvekslingsstudenter, er der lidt under 900 elever på skolen fordelt på de 4 årgange. Da jeg rejser imellem første og andet år i gymnasiet, altså 12 skoleår, kommer jeg ind som senior på skolen. Jeg er allerede i kontakt med en amerikansk pige der går på skolen. Hun virker så sød, og det er en stor støtte at kunne få afklaret alle de spørgsmål som jeg eventuelt måtte have om skolen eller det sociale.

Familien Ziegler virker som det perfekte match for mig, hvilket kun får mig til at glæde mig endnu mere. Den består af en mor, Angela, en far, Trent, og deres to skønne børn Madeline på 9 og Dylan på 8, og når ja, så har de også den sødeste lille hund, Lolly. Jeg har allerede en god kontakt til familien, og vi skriver ofte. Familien har aldrig haft en udvekslingsstuderende boende, så dette bliver et nyt og spændende eventyr for begge parter.

Jeg lander i Wisconsin d. 2 september efter 5 spændende dage i New York. Da jeg ikke starter i skole før d. 7 september, har jeg heldigvis nogle dage til at lære familien endnu bedre at kende!

Jeg rigtig glad for min placering og kan ikke vente med at komme afsted.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Hmm... Måske blev titlen på dette indlæg lidt for dramatisk, men sådan føles det her for tiden. Lige siden dagen hvor jeg skrev under på at smide alt hvad jeg havde i hænderne for at følge min mavefornemmelse om denne rejse, har jeg vidst at denne dag ville komme. Det er hårdt, for selvom det måske kan føles sådan, går livet herhjemme jo ikke i stå fordi jeg rejser. Det jeg kommer tilbage til er ikke som det jeg forlod, på godt og ondt. Det samme gælder mig. Derfor er der mange der skal siges farvel til og de sidste minder skal skabes og bringes med mig videre. Puha, det blev dybt, men det hele kommer også tæt på.

I takt med at jeg får sagt farvel til flere og flere, er det som om at det langsomt går op for mig hvor mange måneder jeg skal undvære de mennesker som jeg elsker. Og nej, så er det jo heller ikke værre! Det er jo ikke fordi jeg ikke kommer til at se dem igen, og med al den moderne teknologi er jeg jo langt bedre stillet end dem der rejse for bare et årti tilbage, og det er jeg glad for.

Og når det så er sagt tror jeg slet ikke at jeg får tid til at savne. Min amerikanske familie har allerede nu, på trods af at jeg endnu ikke har mødt dem, taget så godt imod mig, og det varmer at have hele 2 familier i ryggen. Når alt kommer til alt skal jeg huske på at det ikke er et farvel, men blot et på gensyn.

Det var alt for mine sene mandags tanker.

Likes

Comments

​Om under 14 dage pakker jeg kufferten og rejser om på den anden side af Atlanten. Alene. I 10 måneder. Det er underligt og ikke mindst totalt urealistisk at jeg i en alder af kun 16 år står over for mit livs eventyr, og uanset hvilken drejning det her eventyr tager, bliver det en rejse der kommer til at danne mig som person. Kliché? Måske. Men der noget om det.

Det har ligget i kortene meget længe at jeg skulle afsted på et eller andet tidspunkt mens jeg stadig var ung og før jeg var bundet til nogle eller noget herhjemme. Min mor gjorde det. Min far gjorde det. Og begge havde de det bedste år de kunne have ønsket sig. Alle scenarier bliver omhyggeligt vendt og drejet og så snart jeg har et frit øjeblik benytter jeg tiden til at researche alt det materiale jeg kan komme i nærheden af, hvilket kun er med til at øge spændingen. En af mine største styrker og mest dominerende svagheder er min frygt for at miste kontrol. Jeg er typen der gerne tjekker rejseplanen op til flere gange før jeg går ned til en bus, for at være sikker på at den kommer til tiden og at jeg ikke kommer for sent til det næste punkt på listen. Det kommer nok heller ikke som nogen overraskelse når jeg siger at jeg ikke kan leve uden en kalender og at spontane aftaler ikke ligefrem er min favorit. Og spontant, ja det kan man vist roligt sige at denne dannelses rejse er.

Jeg har netop afsluttet 1.g, et valg jeg absolut ikke har fortrudt. Det kan derfor også være svært at forstå hvorfor jeg vælger at rejse netop nu. Jeg er kommet ind på den linje som jeg ønskede, har fået søde og ikke mindst super dygtige og engagerede lærere, jeg har mødt en masse super søde mennesker og fået udvidet mit netværk med nogle bekendtskaber, der allerede nu er så stærke, at jeg ikke er i tvivl om at det nok skal holde. Men der mangler stadig noget. Jeg sidder tilbage med en følelse der er utrolig svær at beskrive for folk der ikke har siddet i en lignende situation. Der er noget der ikke føles rigtigt. Og det er lige netop den følelse jeg rejser fra. Når jeg om lidt under et år, sidder i en flyver med kurs mod Danmark, håber jeg at jeg på ryggen har en rygsæk der er fyldt med minder der vil følge med mig hele livet. Jeg håber at jeg igen er fyldt med energi og at mit gåpåmod og min lyst til at lærer er mere end bare fordoblet. Jeg håber at jeg sidder med at smil på læben der ikke er til at tage fejl af. En tilfredshed over at jeg turde at slippe tøjlerne og for en stund forlade alt det jeg kom fra og kun medbringe de værdier som jeg gennem min barndom har tillært mig og er blevet opdraget til at fører ud i livet. En ting er sikkert. Jeg skal gøre det år til mit år.

It´s time for exchange!

Likes

Comments