Hej venner

Velkommen tilbage

Som nogle af jer ved går jeg i en angst gruppe.

Jeg udtaler mig ikke om de andre i gruppen, jeg forholder mig udelukkende til mine egne problemer og erfaringer.

De informationer og metoder jeg har valgt at dele med jer, er noget jeg har lært igennem mappen fra gruppen og selve sessionerne.

Jeg startede i gruppe terapi i september/oktober - Jeg kan ikke huske helt præcist hvornår, men der omkring.

Da jeg blev tilbudt at starte i gruppe terapi. der kunne jeg ikke være mere i mod det, jeg kunne slet ikke se hvordan det skulle hjælpe at snakke med andre end en psykolog/psykiater omkring mine problemer.
Fordi hvordan skulle nogen som ikke har forstand på angst, rent professionelt kunne hjælpe mig? Men jeg fandt rigtig hurtigt ud af, at det er den bedste form for hjælp. Fordi tit når du sidder med angst, så lukker du dig selv inde og du flygter væk fra alt og alle. Så man sidder rigtig tit med følelsen af, at Jeg er den eneste i denne her verden som har det lige præcis på den her måde, fordi vi ved efterhånden godt at angst er ret udbredt, men det er ens tanker man føler der er underlige og unormale.. Hvor når man starter i gruppe finder du faktisk ud af, at angst tanker er ret identiske. Da jeg startede var de ting og de tanker vi havde i gruppen 9 ud af 10 gange de samme og det er simpelhen så rart at vide, at du ikke er alene med de ´forkerte´tanker som de tit bliver gjort til.

En session forgår det den måde, at vi i gruppen snakker om det tema vi er nået f.ek. angste tanker og udviklingen af mere hjælpsomme tanker også får vi lektier for, som kan være et skema ang. udviklingen af af hjælpsomme tanker og eksponering. Eksponering er noget som vi begynder at arbejde med efter 3-4 (tjek lige mappe) session, som kommer fra de hovedeproblemer som vi har skrevet ned tidligere i forløbet - også i mappen.

Mine hovede problemer er offentlig transport, store menneskemængder og frygten for at blive væk.

Så det eksponering jeg har lavet er køre i tog, starte i praktik og tage på studietur indtil videre. Vi får en skema hvor vi skriver vores tanker og generelt hvordan vi har det under eksponeringen både fysisk og mentalt - altså vores angst symptomer.

Både før og efter.

Det fungere super godt at få det ned på papir og se processen og samtidig få et overblik og hvad der sker for tit er det bare et kæmpe kaos i hovedet, man glemmer også tit de succeser man har ved eksponeringerne hvis man ikke har noget man kan se på og forholde sig til.
Så hvis du selv leger med eksponering ville jeg helt klart anbefale at skrive ned både dine tanker, følelser og hvordan din krop reagerer på det.

For mig helt personligt er angstgruppen det bedste jeg har gjort, det er virkelig det eneste som virkelig har rykket mig.
Det med at have noget hver uge som holder dig igang er noget helt andet end, at sidde hos en psykolog eller psykiater.

Fordi du finder hurtigt ud af, at det handler udelukkende om selvhjælp - intet andet.
Det er ikke nogen udover mig selv som kan gøre, at jeg bliver angst fri og den forståelse havde jeg bare ikke da jeg gik til psykolog/psykiater. Der troede jeg, at jeg kunne side at snakke med en om det også ville det gå væk - det gør det ikke.

Jeg tror eller ved at det der har hjulpet mig med at komme videre, er hele forståelsen af angst.
Hvad er det? hvorfor reagere jeg på den måde? hvad sker der i kroppen? Alle de spørgsmål så banker rundt i hovedet på en, var noget jeg også fik så mega meget angst af.

Men kombinationen af, at lære hvad er angst, snakke med andre som ved hvordan du har det også eksponeringen. Er virkelig noget har gjort en hel masse for mig også bare det lille fælleskab man bliver i gruppen, vi passer sindssyg godt på hinanden og kan godt lide at være sammen. Det er også mega fedt at se, at de mennesker du startede med også bare udvikler sig helt vildt - fordi det er en kamp vi har taget op sammen. Det kan godt være det er for helt forskellige ting vi er der for, men vi er der sammen og for hinanden - det er også så vigtigt.

Hvis du sidder derude og har angst og ikke rigtig ved hvad du skal gøre. Så prøv at undersøge muligheder og tro mig jeg VED hvor skræmmende det er, at starte i gruppe terapi men efter første gang bliver det kun nemmere.

Jeg håber virkelig i kan bruge de her indlæg til noget og i er altid velkomne til, at skrive til mig hvis i har brug for det.

Vi ses

XOXO

Emma

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Hej Venner

Velkommen tilbage

Undskyld, Undskyld for det virkelig dårlige flow i indlæggene. Det er bare slet ikke nemt, at balancere 100 forskellige ting og lige få planlagt sin tid ordenligt.
Så det er derfor der er en del huller i mellem indlæggene, jeg håber virkelig snart at jeg får styr på min tid, så jeg igen kan opdater reguleret igen og ikke bare en gang imellem.
For jeg har nemlig en hel masse ting og fortælle jer også om en lille ændring som kommer på bloggen.

Men det skal jeg nok fortælle alt om.

Nu til overskriften

All Cats Have Asperger er en bog jeg sad og kiggede i på min skole her forleden.
Jeg har altid vidst vi havde den, men jeg har aldrig fået læst den.
Men den sad jeg så og skimmede i og den er simpelthen så fin, den beskriver Asperger så godt.
Den er lavet på den måde at der er et billede og en lille tekst som hænger sammen.
Men billederne og teksten giver bare et super godt indblik i hvordan Asperger er. Det lyder måske virkelig underligt, men hvis i har tid en en dag burde i virkelig google Kathy Hoopmann som er hende som har lavet bogen, for hun har lavet en del forskellige bøger om Asperger, Angst og ADHD.

Det er ikke fordi man lærer alt om hverken Asperger, angst eller ADHD. Men det er som sagt bare en super fin måde hun har beskrevet hvordan det følelses at have en af de 3 diagnoser.

Det skal lige siges at de er på engelsk, men helt klart hver at tjekke ud.
Jeg skal ihvertfald prøve at få fat på hendes bog All Birds Have Anxiety, som handler om angst.
Jeg har både kigget i bøgerne All Cats have Asperger og All dogs Have ADHD
og jeg vil helt klart anbefale det til folk som enten har diagnoserne eller bare er interesseret i en slags.


Det var alt for nu

Vi ses!

XOXO

Emma

Likes

Comments

Hej Venner

Velkommen tilbage

i kan vel næsten på titlen se hvad vi skal tale om idag.

Somrelt i perioden fra september/oktober til omkring marts er jeg MEGA deprimeret.
Det er ikke sådan er jeg er seriøst deprimeret, men jeg bliver simpelthen så muggen.
Jeg hader på mange måder alting fordi de bare er så besværlige i denne her periode, det er koldt, mørkt, glat og vådt - super dårlig kombi.
Noget jeg har overvejet var at tage det medicin mod depression som jeg før har taget, det er også bare den nemme løsning.
Men Jeg var inde og søge på google om der var nogle alternativer, hvor jeg stødte på lysterapi og det lød egentlig meget interesant , det er bare om det virker - hvad er jeres erfaringer?

Det virker bare så uoverskueligt at skulle være så muggen i så lang tid - det magter jeg bare ikke.

Så jeg håber virkelig jeg finder en løsning SNART.

Det var et kort lille indlæg

Hvis i har nogen erfaringer omkring det, at være vinter deprimeret må i meget gerne skrive til mig.

Vi ses

XOXO

Emma


Likes

Comments

Hej Venner

Velkommen tilbage

Længe siden

JEG ER STARTET I PRATIK!

Jeps det er rigtigt - Emma med angst er startet i praktik.
Noget jeg slet ikke havde regnet med, at jeg kunne.
Jeg er startet i Flying tiger i glostrup centeret og jeg har været der de sidste 2 uger, et par gange om ugen og jeg er så glad for det.
Hvis du havde spurt mig for en måned siden om jeg kunne tage i praktik, så havde du fået et stort fedt NEJ. Men så at komme og finde ud af, at du rent faktisk godt kan finde ud af andet end bare at skrive på en blog.

Men selvfølgelig lykkes det mig, at vælte 5 kasser igår midt i det hele - Typisk mig!

Det var så pinligt

jeg har ikke haft angst overhovedet i praktikken og det er gået helt vildt godt, jeg får snakket med folkene derude både den der arbejder der og kunderne.
Der er ingen angst overhovedet, men da de der kasser røg på gulvet så kan jeg love jer for at mit hjerte begyndte at hamre og mine hænder rystet så meget jeg havde svært ved, at samle tingene igår. Heldigvis var to af dem jeg arbejder med søde til at hjælpe mig med, at samle det hele op igen.

Så generelt er praktikken et hit og det går super godt.

Det er også et rigtigt godt eksempel på, at jeg er på den rette vej langt væk fra angsten.

Det er en lang og sej kamp, men det er det hele værd.

Så de her små skridt (eller store) bekræfter mig jo bare i at det står 0-1 til Emma i kampen mod angsten.

Det var en lille update - Undskyld jeg ikke får skrevet så meget, mit fokus har bare været på min praktik.

Vi ses snart

XOXO

Emma

Likes

Comments

Hej Venner

En lille opdatering fra mig.

Grunden til jeg ikke har fået skrevet så meget det sidst stykke tid er, at der sker rigtig mange ting lige nu - gode og dårlige.

Vi har fået et nyt familiemedlem som jeg prøvet, at bruge så meget tid med som jeg kan.
Også har jeg også fundet ud af at du ikke altid kan regne med, at dem som du troede der altid ville være der for dig, kun er der til de finder noget andet - så det er en ny lærestreg. Men heldigvis har jeg 100 positive ting omkring mig, så de negative er ingenting.

En ting som dog går mig virkelig meget på er, at for en uges tid siden var jeg på hospitalet for, at få tjekket mine nyre. Det gik faktisk virkelig godt for som nogle af jer ved, så har jeg en mega nåleskræk. Men det tog 5 minutter og så var det overstået, vi var på hospitalet et par timer, hvor før i tiden var vi der hele dagen.

Det hele gik faktisk skræmmende godt, som min mor og jeg snakkede om da vi var ude på hospitalet. Jeg var til svar på rigshospitalet i går og lægen sagde, at det hele så super godt ud, så det var så skønt.

Lige indtil at jeg får en brev også i går aftes på E-boks og jeg tænker at det nok er en opfølgning, da jeg skal prøve en ny form for medicin - det skal jeg nok forklare om senere. Men jeg åbner så det her brev også ser jeg, at det er en GENINDKALDELSE say what?! Det første jeg tænker er det kommer bare ikke til at ske, de fik en chance og den missede de og det er udelukkende fordi jeg er så mega bange for det drop.

Så lige nu er jeg lidt i dilemma omkring hvad jeg skal gøre, altså få lavet en ny undersøgelse eller stole på den anden. Men som start har jeg tænkt mig at ringe derud og høre hvad der lige foregår.

Det var en lille opdatering om hvad der foregår og hvor jeg er lidt fraværende


XOXO

Emma


Likes

Comments

Hej Venner

Velkommen tilbage

Som i nok ved har jeg del angst, det jeg er mest angst for er offentlig transport.
Det at man ikke kan tage offentlig transport, er en kæmpe stopklods for ens liv men også udvikling, fordi du er altid afhængig af andre mennesker.
Du kan ikke tage nogen steder hen uden du er 100% sikker på, at dine forældre kan køre dig eller du kan tage toget eller bussen med en som du stoler på. Offentlig transport har været et problem for mig de seneste 3-4 år og nu er jeg 19 og jeg er stadig ligeså afhængig af mine forældre som jeg var da jeg var 13, og nu til pointen af det her indlæg.

Jeg har en Hjemmevejleder Alan, som jeg har fået igennem kommunen, det en vejleder kan er for eksempel at hjælpe men med offentlig transport.

Nu til det indlægget skal handle om.

Alan kom en dag hjem til mig og sagde at han havde en skide god ide - allerede der vidste jeg, at det var en super dårlig ide.

Jeg kan faktisk ikke huske hvad han helt sagde udover transport træning og gruppe, det er to ting som er en rigtig dårlig ide at bruge i en sætning når du snakker med mig, så det første jeg tænkte var nul og niks det kommer ikke til at ske!

Når men han fik så overtalt mig til at det var en super god ide, at prøve at starte i transport træning med ham, en anden vejleder også 4 andre som havde samme problem som mig. Til jer der tænker hvad er transport træning? det er meget simpelt hvor man træner, at tage det offentlige også for hver gang rykker man grænsen.

For eksempel første gang sidder vi alle sammen i toget eller bussen, næste gang sidder vi i mindre grupper, efter det sidder vi lidt spredt også skulle det gerne ende med at vi selv kunne tage toget.

En ting jeg hurtigt fandt ud af fra træning var, at min angst bundede i at jeg ikke havde nok erfaring med offentlig transport. Jeg blev bange fordi jeg ikke kunne orienterer mig, det er derfor jeg godt kunne tage offentlig transport med andre fordi jeg vidste, at de godt kunne finde rundt og vidste hvilken perron de skulle ned på og hvilke tog de skulle med. Så det hele handlede faktisk om tilvænning, hvilke træningen virkelig hjalp med fordi det var noget jeg gjorde hver uge og ikke bare engang imellem.

Så hvis i har angst for noget som transport, indkøb eller noget i den stil, så skal i prøve at gøre i så meget i kan i en længere periode for så finder i hurtigt ud af, at det faktisk ikke er så farligt som i lige regner med.

Det var alt for nu.

XOXO

Emma


Likes

Comments

Hej venner

Velkommen til Bumlerup

i sidste weekend havde jeg en tøsetur i københavn med min moster, mormor, mor og senere kom min søster.

Efter vi havde spist tog vi ind til magasin og før vi helt vidste hvor vi var, endte vi i bolig afdelingen. Jeg tror vi var i magasin i 2-3 timer og det meste af tiden kunne man nok finde os ved en eller anden bolig ting og det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at gå ind og finde flere bolig ting på nettet.

Midt min bolig tings jagt kom min søster og jeg til, at snakke om hvordan jeg havde det med at skulle flytte hjemme fra og det havde jeg ikke rigtig tænkt på før. Selvfølgelig har jeg da tænkt på, at jeg gerne vil have min egen lejlighed og hvordan den skulle se ud osv - men rent praktisk har jeg aldrig tænkt over hvordan jeg skal gøre.

Jeg skal da være ærlig omkring, at jeg har tænkt tanken om jeg kan flytte hjemme fra. Jeg kan ikke engang tage på hospitalet selv, hvordan skal jeg nogensinde kunne bo selv så?
Jeg ved godt det er to forskellige ting men det handler stadig lidt om den der selvstændighed, som jeg ikke helt har. En anden ting som jeg ville have rigtig svært ved at flytte hjemme fra på grund af er, at jeg ikke har styr på noget som helst - overhovedet.

Jeg kan ikke engang huske hvad jeg spiste igår.

En anden ting jeg også tit tænker på, hvad gør andre? Der må vel være andre som enten har en fysisk sygdom eller psykiske problemer som også var lidt skeptisk da de skulle flytte hjemme fra.

Så er der nogen som forslår at man deler lejlighed med en, men det tror jeg virkelig ikke jeg kan. Hvis jeg skal være ærlig så bliver jeg faktisk ret hurtigt træt af folk, hvis jeg er for meget sammen med dem.

jeg elsker mine forældre det er ikke det. Men der findes ikke noget bedre end at sætte sig ind lige inden man skal sove med sin computer - jeg ved godt man ikke må se på skærme inden man skal sove, men det gør jeg alligevel og bare at se film eller kigge på tøj, også bare være helt alene.

Det der med man kan gå ind og lukke sin egen dør også er der ikke nogen som forstyrre, er virkelig noget jeg glæder mig til. Selvfølgelig har jeg et privatliv og mine forældre forlanger slet ikke, at jeg skal side med dem hver dag hele tiden. Men i ved hvad jeg mener.

Men det er bare mega svært at se hvordan man nogensinde skulle komme så langt, når jeg ikke engang kan tage en bus og jeg ikke tør at tage et kørekort.

Måske skal jeg også bare tage det roligt og tage en ting ad gangen istedet for at stresse over 500 ting på en gang, det er bare virkelig svært...

Det var et lille indblik i mit hovede og mine tanker omkring det at flytte hjemme fra..

Vi ses

XOXO

Emma

Likes

Comments

Hej Venner

Velkommen til Bumlerup

Idag skal vi snakke om hvordan jeg oplevede min angst første gang,

Jeg var lige startet i 10 klasse og jeg skulle begynde, at tage toget selv - noget som jeg bestemt ikke var vant til. En anden ting som gjorde det ekstra svært at starte et nyt sted var, at jeg altid havde gået på den samme skole, med nogenlunde de samme mennesker- selvfølgelig ikke 100%, men i ved hvad jeg mener.
Så det var en kæmpe udfordring, at skulle starte et helt nyt sted, hvor jeg havde ingen at skjule mig bag. Da jeg stoppede på min folkeskole havde jeg en ide om, at jeg ville starte på en frisk med helt nye mennekser og jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var en super dårlig ide, da det var en alt for stor mundfuld.

Første gang jeg fik et rigtig angst anfald var samme aften jeg startede i 10 klasse. Grunden til jeg gik i panik var, at jeg selv skulle tage toget i skole. Hvor dagen jeg startede fik jeg min mor til at køre mig, da jeg var nervøs og stresset og det hele kunne bare ikke nytte noget. Så vi aftalte at jeg selv skulle prøve at tage toget dagen efter og det var så natten før at det hele gik lidt galt.

Alt var egentlig normalt jeg gjorde mig klar til, at sove og gik en seng også en halv time efter jeg havde ligget i min seng hvor jeg ihærdigt prøvede at sove, gik mine tanker helt amok de fes rundt i hovedet på mig og jeg blev nærmest forvirret over mine egne tanker.
Det var det mest ubehagelige og underlige jeg nogensinde havde prøvet, jeg kunne slet ikke finde rundt i hovede og hale.

Men så mit i alt det her tankekaos kunne jeg høre min mor ude i køkkenet og jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg begyndte bare at stortude. Der skal rigtig meget til før at jeg indrømmer, at jeg er ked af det eller at der generelt er noget galt. Så efter et stykkes tids overvejning gik jeg ud til hende også græd jeg endnu mere, samtidig med jeg prøvede at få hende til, at forstå hvorfor jeg græd samtidig med at jeg selv prøvede, at finde ud af hvad der lige skete.

min hun fik mig så med ind på mit værelse igen, hvor hun lagede mig ned i min seng hvilke jeg ikke vil anbefale fordi der begyndte jeg først at hypeventilerer. Jeg kunne overhovedet ikke styre min krop, det var lidt som om jeg stod og kiggede på mig selv samtidig med at jeg følte jeg var ved at dø - virkelig ubehageligt.

Jeg faktisk ikke huske hvad der helt skete efter det da det hele er lidt sløret, men jeg ved bare efter den episode har jeg haft en mega angst for offentlig transport fordi jeg blev så bange den gang

Men det var et lille indlæg om min førstegangsoplevelse med angst

Som altid hvis i har nogen spørgsmål så skriv endelig til mig

Vi ses

XOXO

Emma


Likes

Comments

Hejsa

Velkommen tilbage

Idag skal vi snakke lidt om hvad man kan gøre i en situation, hvor man får angst og hvordan man måske prøve at undgå et anfald.

Det skal lige siges at jeg ikke er ekspert i angst og jeg kun skriver de ting som hjælper på mig.

1. Vejrtrækning
Det der kan give mig angst er hvis jeg tror jeg ikke kan få vejret, jeg bliver så bange. Jeg bliver nød til at stoppe op sige inde i mit hoved, at jeg godt kan få vejret og jeg skal ihvertfald sige det 5 gange før det virker. En anden ting jeg også bruger er at holde begge hænder på min mave da jeg bliver mere bevidst om, hvordan min vejrtrækning er, da man tit i en situation hvor man har angst har lidt svært ved at tænke på noget udover angsten.

2. Stop op og tænk over hvad du er bange for?
En ting som altid hjælper mig er, at stoppe op og tænke over hvad jeg panikker over. Det er lidt som at sætte en film på pause og lige side at tænke over, hvad der forgår i filmen. 9 ud af 10 gange virker det for mig, hvis jeg tænker så langt, at jeg gør det. For tit er det man er bange for noget som ved man inderst inde godt ved ikke er farligt - for eksempel jeg ved 100% godt at et tog ikke er farligt, men i situationen kan jeg love dig for, at det tog er farligt.

3. Huske at det er din krop der reagerer på dine tanker
Når din krop begynder at ryste, svede og du får flimmer for øjne er det fordi din krop reagerer på, at du fortæller den med dine tanker, at den skal være på vagt. Det som altid gør mig mega bange er når jeg får angst symptomer. Altså begynder at ryste osv og det er først jeg er begyndt i en angst gruppe, at jeg har fundet ud af at det ikke er fordi der er noget galt med mit hjerte, at det slår så stærkt når jeg får angst. Men fordi at kroppen forbedreder sig på, at der skal ske noget farligt og derfor lukker den hele kroppen ned for, at spare på energi og ikke fordi du er ved at dø.

4. Tænk over din angst når du ikke har angst.
Vi ved alle sammen godt med angst, at når vi er i selve angsten så kan man næste ikke tænke over andet end det vi har angst over - selvom jeg lige har skrevet at du skulle prøve det ovenover. Som jeg også skrev kan det du er bange for i situationen hvor angsten tager over, følelse som det værste i hele verden. Men hvis du sætter dig ned eller står op - det lidt lige meget - når du ikke har angst og tænker over hvad du er bange for, hvis det altså er en reel ting. Så finder du hurtigt ud af, at det ikke er så farligt som du forstiller dig. Jeg er selv en person som når jeg har fået en ide om, at tingene er på en bestemt måde - så er de det... ikke særlig smart med angst.

5. Små skridt
Det mega vigtig når du skal begynde, at træne med din angst - foreksempel toge, at du så ikke starter med at med tage ind til Nørreport alene, fordi det kommer kun til, at gå galt og give dig et nederlag. Så selvom det er dit mål, at kunne tage ind til København selv, skal man bare huske at man heller ikke lærte at gå på en dag. Hvis man er meget bange for toget, så start med, at gå op til toget, derefter tag toget et stop også få nogen til at vente på dig hvor du står af, eller tag to stop med en du kender også hele tiden ryk grænsen lidt, så er chancen for et nederlag i nær så stor som før.

Det var egentlig alt for nu

Jeg håber i kunne bruge det til noget og husk i er selvfølgelig altid velkomne til at skrive til mig

XOXO
Emma

Likes

Comments

*taget fra Byfendrichlarsen

Hej

Velkommen tilbage

En ting jeg har tænkt over er om ens psyke bliver påvirket af af ens sygdom og det tror jeg bestemt den gør. Du kan ikke være sensitiv og følsom hvis man skal håndtere at blive revet ud af din normale hverdag, når man bliver indlagt. Fordi når man er syg ligger meget af ens liv tit i skemaer og programmer med tider på hvor man skal tage medicin, hvornår man skal være på hospitalet, hvad med må og hvad man ikke må, hvornår man skal tisse og hvordan man skal gøre det.

Da jeg var lille og i mine yngre teenager år kunne jeg nogen gange blive helt hysterisk, når mine forældre eller en sygeplejerske kom ind og sagde at jeg skulle tisse eller tage nogle piller, fordi jeg bare syntes det var så uretfærdigt at der var nogen som skulle fortælle og bestemme hvornår jeg skulle på toilettet, når alle mine andre venner var fuldstændige normale og deres forældre skulle ikke fortælle dem sådan nogle ting.

Det er rigtig svært, især som teenager at føle at lige meget hvad man gør, og hvor gammel man er, er man stadig afhængig af ens forældre og det er faktisk rigtig pinligt.

Jeg tror at børn som vokser op med en sygdom lyver rigtigt meget omkring, hvordan de har det og hvad de rent faktisk fejler, selvfølgelig har man en sygdom, som har et navn og det kan man ikke løbe fra, men selve symptomerne og de ting som følger med har man en tendens til at skippe hurtigt over dem eller tale om dem som om at det ikke er særlig slemt, men i de fleste tilfælde ihvertfald for mig er de det værste.

Men de ting har også gjort mig stærkere, fordi det er noget som jeg ikke rigtig har kunne snakke med nogen om, fordi det er måske noget man ikke lige har lyst til at snakke med sine forældre om, men jeg har også en søster som jeg elsker mere end noget andet, hun er men allerbedste ven - men hun er virkelig sensitiv. Så jeg har nok altid prøvet at passe lidt på hende med hensyn til hun ikke skulle blive ked af det, fordi det ville hendes lille hjerte slet ikke kunne holde til. Så er det også bare mega svært at snakke med nogen som ikke fejler noget, fordi de overhovedet ikke forstår det og sådan tror jeg mange har det.

Min angst er nok på grund af min sygdom, fordi de ting som er normale for andre mennesker, kan være noget som er totalt fremmed for mig. For eksempel at tage offentlig transport kan være en grund til at jeg får et angstanfald hvis jeg skal tage det alene. Jeg er helt vildt bange for at blive væk eller at jeg ikke kan komme hjem fordi jeg tager det forkerte tog.

Selv om det lyder helt åndssvagt, er det noget jeg oprigtigt er mega bange for.

Jeg tror generelt at man lære at passe lidt på sig, når man er syg, fordi der er en del ting man skal klare selv.

Et lidt langt indlæg - men jeg håber i kan lide det.

XOXO

Emma


Likes

Comments