Mit første og meget voldsomme angstanfald fik jeg i 2015. Jeg var gravid med Paya, var lige blevet opereret for blindtarmsbetændelse og det havde taget hårdt på min krop. Jeg fik at vide af lægerne at jeg skulle starte stille op på arbejde og lytte til min krop. Desværre var det ikke helt forstået på mit arbejde og jeg startede ud med fire kundemøder på tre dage og en masse ubesvarede mails. Det resulterede i at jeg en morgen på Nørreport lige pludselig fik følelsen af at en lastbil kørte over mit bryst, mit syn flimrede, mine ben svigtede og det summede helt vildt for ørene. Jeg måtte sætte mig midt på perronen. Jeg registrerede at mit tog kom, men kunne ikke gøre andet end at se det køre og vente på det næste, mens jeg fik samling på mig selv. Jeg tog på arbejde og hold møde kl. 9.00. To dage efter blev jeg deltidssygemeldt resten af min graviditet - "for at passe på min krop". Egentlig var det nok mest mit sind.

Med deltidssygemeldingen aftog angsten og med fødslen forsvandt den helt.

Sidste vinter blev jeg syg. Jeg havde voldsom diarré i fire måneder og tabte 10 kg. Til at starte med i forløbet blev jeg testet positiv for genet for laktoseintolerance og jeg gik derfor i mange måneder med følelsen af at det var min egen skyld at jeg blev ved med at være syg, fordi jeg spiste forkert, selvom jeg skar alt fra med laktose. Jeg blev derfor nærmest bange for at spise og også bange for at være alvorligt syg. Jeg var tit tæt på at besvime og selvom jeg var på barsel måtte Thomas nogle gange være hjemme eller min søster komme, fordi jeg ikke kunne være alene med Paya. Jeg følte også at jeg svigtede hende og det gjorde ondt. Angsten kom derfor snigende tilbage og lige op til jul og inden vi skulle rejse til Thailand fik det overtaget og jeg måtte booke en akut tid hos min psykolog for ellers tror jeg ikke at jeg var kommet ud at rejse. Jeg vejede på det tidspunkt 45 kg. og kunne slet ikke kende min krop. Den føltes fremmede

I slutningen af januar stoppede mine symptomer nærmest fra den ene dag til den anden, i marts blev jeg frikendt hos en mave-tarm mediciner - jeg havde haft en infektion, men der var ikke noget alvorligt nu, men min tarm var irritabel og kunne stadig godt reagere.

Symptomerne stoppede, arbejdet startede og ligeså gjorde bryllupsforberedelserne og angsten den forsvandt også.

2017 var herefter fyldt af masser af positivt og jeg har som jeg skrev i mit første indlæg følt en indre power i løbet af efteråret. Men den positive stress har jo også sat sig i min krop og jeg har som jeg også skrev glemt at puste ud. Derfor er stress-hormonerne (selvom de var positive) sat sig i min krop og det kombineret med et efterår med VIRKELIG meget sygdom har endnu en gang sat gang i angsten.

Men denne gang er der ikke en graviditet eller en sygdom eller anden ydre omstændighed som jeg kan vente på går over og tager angsten med. Denne gang er angsten kommet midt i hverdagen og midt i glæde, så det har været svært for mig at acceptere og placere i mit indre.

Men nu er jeg i gang med det hårde arbejde, for at nå helt ind til kernen af det. Først og fremmest gælder det selvfølgelig om at undgå angsten her og nu og så derefter skabe nogle nye og bedre mønstre for mig selv, som kan give mig en indre ro, samt gøre mig i stand til mærke og anerkende mine egne følelse helt nede i maven - både de gode og de dårlige.

Derfor handler det meget om nærvær - gør en ting ad gangen og mærk hvad det gør. Vi ser ofte fjernsyn om aftenen, men sidder så med telefon og computer også. Nu er vi mere bevidste om hvad vi vælger til at fra og se og så se det vi ser. Nogle aftener slukker vi nu kl. 21.00 og så læser jeg højt eller vi snakker. Og det lyder helligt - det er det ikke, for træerne vokser ikke ind i himmelen og det kikser stadig. Men vi har en plan.

1. februar skal jeg starte til Yoga med min søster og jeg har installeret en Meditations App på min telefon.

Og noget af det vigtigste for mig her og nu - Jeg har fået mig et mantra. "Jeg er glad og RASK!" Jeg er glad og RASK og..." Når angsten lurer, så er det dette jeg messer for mig selv, mens jeg prøver at smile. Jeg gentager det og giver på den måde angsten en lammer. Tankerne om at jeg nok har kvalme, at jeg nok skal på toilet, at jeg nok har ondt at jeg nok er syg - de tanker som GØR mig syg, giver mig kvalme og diarré. Jeg er ikke syg! Altså bortset fra at jeg har angst. Når jeg så alligevel mærker en uro inden i af en reel årsag, fx forleden nat hvor Paya var syg og havde meget besværet vejrtrækning, så messede jeg for mig selv "Jeg er glad og rask og bekymret, Jeg er glad og rask og bekymret..." og det giver mig ro. Det gør at jeg kan være i bekymringen uden at den bliver til angst. Og det giver mig lidt ro i hovedet, fordi det 'slukker' for alle de tanker jeg har og den oversensitivitet jeg har på min egen krop og de signaler den sender.

I denne proces er Body SDS virkelig vigtig for mig. Det var også Kim (Maibom), som forslog det med lammeren, så tak til ham :)


Det blev et langt et herfra, tak fordi I læste med <3

I har stadigvæk historien til gode om Stina 10 år og hvorfor hun pludselig er vigtig og er inviteret med ind i kampen.

Til venstre mig og Paya i Thailand for et år siden til højre et billede fra efteråret 2017.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg troede at det ville være nemt at starte på arbejde... Og det er det egentlig også på den måde at jeg har nogle fantastiske kollegaer og jeg kan jo heldigvis stadigvæk finde ud af det.

Men jeg havde lige glemt den detalje at mit hoved stadig er på arbejde 24/7!! Så i mandags følte jeg at min krop sitrede hele dagen og mit hoved tolkede på hver detalje og hver bevægelse jeg gjorde - jeg var TRÆT og forvirret da jeg kom hjem! Og jeg endte med at hente børnene en halv time senere end normalt selvom jeg havde en time tidligere fri - så havde jeg også dårlig samvittighed!

Så kom jeg til at tænke på Kristine Lehmanns fantastiske kronik i Information (https://www.information.dk/debat/2017/10/troede-bare-lige-doe-gaar-nok) (jeg kan ikke lige finde ud af at lave pænt link på telefonen) Jeg har jo ikke kræft og jeg har ikke været ved at dø, men jeg har været syg og jeg er ikke rask bare fordi jeg er startet på arbejde. Jeg er i gang med en proces. Bare fordi at jeg har taget nogle valg om at gøre noget anderledes, så har min  krop jo ikke mærket effekten af det endnu, men det havde mit hoved glemt!

Er I forvirret? Det er jeg også lidt selv! Og jeg er træt! Jeg er hver dag på arbejde fysisk, samtidig med at mit hoved er på arbejde og om natten, der er jeg sgu også på arbejde, for jeg sover ikke særlig tungt og vågner tidligt med følelsen af ikke at have sovet de sidste par timer...

Nu bliver det vist godt at komme til psykolog i dag og til body sds i morgen, så jeg kan fortsætte processen med at få min krop og mit sind i balance.

Og så kommer min mor i morgen og så kan hun hygge lidt om mig.

Min mor og jeg på La Palma

Tak, fordi I læste med :)
Stina

Likes

Comments

Det bliver altså ikke et stille og roligt hej herfra i denne omgang. Det bliver mere et lige på og hårdt indlæg.


Det stille og rolige må i have tilgode - lige nu har jeg vist mest bare brug for at lette mit hjerte.


 


Den 14. december var jeg på vej til arbejde. Jeg havde afleveret børnene. Toget var forsinket og jeg måtte stå af på Hellerup og vente på det næste. Jeg købte en kaffe som jeg plejer. Da jeg kom ud medkoppen i hånden rystede mine hænder, mine ben var gele, jeg var svimmel og mit syn flakkede. Jeg ringede til Thomas og så begyndte jeg at græde. ALT i min krop skreg på at jeg skulle stoppe op. Stoppe op og lytte til mig selv. Jeg var bange. Bange for mig selv.


 


I gennem efteråret har jeg godt kunne mærke at mit hoved bevægede sig hurtigere end min krop, men jeg var glad og lykkelig, så jeg tænkte at det nok ikke var noget. Hvad skulle kunne ramme mig, når jeg lige var blevet gift med manden i mit liv, har nogle skønne unger, udvikler mig på mit arbejde, oplevede nogle fede koncerter og gik til nogle inspirerende foredrag. Jeg følte mig ovenpå – totalt Power kvinde! Hvis jeg besluttede mig for noget, så ville det også ske. Jeg glemte bare noget... Jeg glemte at mærke efter. Jeg glemte balancen – jeg glemte sårbarheden og roen.


Jeg føler ALT eller INTET og den 14. december der føte jeg alt på en gang og det gjorde ondt.


 


Jeg har prøvet det før i mindre grad, så jeg vidste jo egentlig godt hvad jeg skulle gøre, eller i hvert fald hvem jeg skulle hive fat i. Min psykolog på Østerbro (som har fulgt mig siden 2009 on and off) KimMaibom (den dygtigste Body SDS behandler) og selvfølgelig mine nærmeste. Jeg har derfor lavet rating af mine dage, distraktionsøvelser, åndedrætsøvelser og snakket en masse . I går da jeg var hos Kim, var der en masse brikker der faldt på plads for mig omkring min egen sårbarhed og den historie som jeg bærer med mig på godt og ondt og det vil jeg fortælle jer mere om i et andet indlæg.


 


Denne her gang har jeg så besluttet mig for at sige det højt til hele verden. Som min psykolog siger ”Angsten elsker at leve i skyggen”, så det får den sgu ikke lov til længere. Nu får den fuld spot og så må vi se om angsten selv får angst og smutter sin vej. Nu har jeg sagt det – ”Jeg har angst”.


Og jeg har gjort det jeg længe har drømt om – at lave en blog, hvor jeg kan skrive lige præcis hvad der passer MIG og for min skyld. Hvis nogen har lyst til at læse med, så vil jeg være glad og stolt.


 


Undskyld at det blev lidt rodet, men jeg skal nok lige finde formen ;)


 


Likes

Comments