Det åndssvage spørgsmål, jeg virkeligt blev træt af!

En historie om omgivelsernes reaktion på nyheden om vores 3 graviditet i 40- års alderen.... Vi havde i forvejen 2 piger, begge ønskebørn og planlagte! Vi fik vores første datter, da vi var i slutningen af 20' erne. Sikke en lykke, vi oplevede -som langt de fleste andre nybagte forældre- en helt ubeskrivelig kærlighed og vi var i den grad stolte og lykkelige. Det samme gjorde sig gældende, da vi efter 3 år fik endnu en datter. Samme ubeskrivelige lykke og endnu mere stolthed over at vi nu havde 2 smukke og fantastiske piger. MEN vi måtte også erkende at det er benhårdt arbejde, at gå fra at være 3 til at blive 4 🙄
Min mand og jeg var, som de fleste småbørns forældre, hængt godt op i de første år, hvor børneopdragelse, arbejde og fritid skulle gå op i en større enhed, og selv om vi nød hvert øjeblik ( måske ikke dagene med sygdom, opkast, diarré, bekymringer osv.) så var vi også enige om at vi havde nok at se til....
Da pigerne var hhv. 8 & 11 år, var vi ikke hængt op på samme måde, vi havde meget mere overskud, og vi var et rigtig godt sted i livet.
Vi var nu i slutningen af 30' erne, så da vi begyndte at få lyst til endnu et barn, vidste jeg at rent biologisk, måtte vi nok snart træffe en fælles beslutning omkring, hvorvidt vi skulle forsøge at få barn nr. 3- en lille efternøler. ❓
Ret hurtigt besluttede vi at det ville vi gerne, såfremt biologien tillod det. Alle statistikker viser jo med tydelighed, at det ikke er lige så nemt at blive gravid, når alderen er passeret de 35, så selv om vi ønskede en lille efternøler, var vi i tvivl om hvorvidt det kunne lade sig gøre. 🤔
Vi gik til projekt efternøler ud fra devisen " sker det, så sker det".
Vi var sammen uden prævention og vi forsøgte at ramme den rette periode mellem mine menstruationer. Efter 2 år var jeg ikke blevet gravid og da jeg nærmede mig de 40 år var jeg indstillet på, at vores liv var perfekt og skønt med de 2 guldklumper vi allerede var blevet beriget med.
I september 2016, kun 1 måned efter min 40 års fødselsdag skete det så ... JEG BLEV GRAVID! 🤗
De første mange dage efter den positive graviditetstest var vi begge super overraskede og næsten skeptiske ift. om det virkeligt var rigtigt? Men det var det, og kvalmen og ubehagen gjorde det også meget virkeligt!
Efterhånden som tiden gik, glædede vi os til at dele den glædelige nyhed med vores venner & familie, kun nogle få meget nære veninder havde hørt nyheden ( da jeg jo var ved at sprænge af lykke og boblede af glæde), men nu skulle alle have nyheden.
Jeg må indrømme at jeg var overrasket over reaktionerne der kom.... selvfølgeligt sagde alle straks tillykke, men herefter så nogle på os med medlidenhed og sagde:" Er I nu sikre på at I ønsker at starte helt forfra?" Og nogle gange fulgte de op på deres spørgsmål med sætningen :" det er jo nu jeres piger er blevet så store, at I har tid til at nyde friheden der følger med store børn" eller " Nu har I ellers tid til at gå på café og bare nyde alenetid!"
Ofte anede jeg ikke hvad jeg skulle svare, men jeg mumlede noget med at " den tid kommer jo igen", eller " tiden går jo så hurtigt, pigerne er allerede store, og jeg føler lige at de var helt små"- og sådan følte og føler jeg det faktisk stadig!
TRO mig- vi var ikke i tvivl om, hvad vi gik ind til- og sjovt nok var vi helt klar til igen at undvære det afsavn et cafébesøg uden børn kan have.
Andre sagde:" godt det ikke er mig" eller " det ville jeg godt nok ikke gide, at skulle undvære min søvn og skifte ble igen!"
Jeg ved ikke om folk ( faktisk var det altid kvinder) kommer med disse kommentarer fordi der er gået 10 år siden vi sidst ventede os, eller om det er fordi vi begge er blevet 40 år????
Men jeg ved med SIKKERHED at vi ikke fik én eneste af disse kommentarer da vi ventede vores barn nr. 2!
Ligeledes tror jeg heller ikke at man ville høre disse kommentarer sagt til en kommende 1. Gangs mor på 40+ ⁉️
Nu, over et år efter, har vi fået vores vidunderlige lille efternøler, og GUD hvor er vi lykkelige og taknemmelige for, at vi endnu engang får lov at opleve det mirakel, det jo egentligt er at skabe og få et lille nyt menneske.
Hun er virkeligt en gave til vores lille familie, både hendes far og jeg knus-elsker hende og glæder os til at se hende udvikle sig, men også hendes 2 store søstre på 10 & 13 elsker hende og kan slet ikke lade hende være. Vi savner på ingen måde cafe-besøg, og mht. søvnen- vi kan sove når vi bli'r gamle- for vi føler os nemlig ret unge lige nu 😉


Likes

Comments