Nyt indlæg

Jeg føler, at jeg er ved at drukne. Tænk, hvem havde troet, at det nogensinde skulle komme fra mig? Jeg er én af dem, men dog fuldstændig imod min vilje! Én af dem, som måtte kaste håndklædet i ringen, blev mobbet ud af sit job, kørt psykisk ned, og som går ledig nu. Og jeg er ved, at drukne! Det ER en dum og uretfærdig kamp, at gå ledig. Det ER hårdt! Og det er jo egentlig svært, at forestille sig, ikke? Sådan havde jeg det i al fald før, jeg blev ledig pga. dårligt psykisk arbejdsmiljø, som gav mig alvorlige fysiske symptomer, som var helbredsmæssigt, uforsvarligt!

Jeg havde en decideret forskruet overbevisning om det, at være ledig, hvad det egentlig ville sige og de mange individuelle historier, der ligger til grund, herfor. Vel hænger jobbene ikke på træerne, men den eneste sandsynlige grund til ledighed er da, at folk ikke formår, at få fingeren ud af rumpetten, og kommer igang med, at søge, hvor der søges kan - de VIL simpelthen ikke, ergo SELVFORSKYLDT! I al fald var dét, det eneste fornuftige scenarie, mine 2 hjerneceller kunne støbe sammen af konklusion herfor, på daværende tidspunkt. Skide SMUKT og FORBANDET naivt!

Realiteten er dog (desværre) ikke så enkel og ligetil, har jeg erfaret! Der ligger tonsvis af historier med hvert sit individuelle psykiske pres og nederlag, som hviler stille, og nærmest tavst på skuldre, som engang var rang, ret og selvsikre, men som nu bevidner om et selvværd, der er lig nul. Og hvordan fanden kommer man så lige videre herfra? Hvordan slipper man det, man kom fra og bitterheden, der naturligvis medfølger? Jeg ER bedre end dét hér, og for GOD til at gå ledig! Det er sgu næsten helt synd for arbejdsmarkedet, at jeg går her og kukkelurer.....

Ledighed passer overhovedet ikke ind i min hverdag, og måden jeg er blevet det på, har jeg svært ved at acceptere! Den del af det, vil nok følge mig længe, også selvom at jeg ikke vil det. Jeg SKAL bare videre! Jeg er mærket for livet, og nu er det så op til mig, hvordan jeg har tænkt mig, at komme videre herfra. For jeg SKAL videre, og det kommer jeg

-Watch me!

Jeg vågner stadigvæk nogen dage med tårer, der løber ned ad min kind i ren magtesløshed, og med et hoved, der er for bombet til overhovedet, at komme ud ad sengen. Men jeg skal igennem det! Der er ingen vej udenom, selvom mit hjerte føles tungt og jeg må lade mine omgivelser bære det for mig for en tid. Sådan er det bare. Og jeg ved, at det kun er for en tid. Jeg har oplevet langt værre ting i mit liv, som jeg er kommet igennem. Så jeg kommer også igennem hér.

Foran mig har jeg uddannelsesbeviser, som bevidner om, hvor gennemført dygtig, jeg er. Den ene repræsenterer et snit på 10 og det andet et snit på 12. Verden ligger frit for mine fødder. Når det kommer til, hvilken vej jeg bør gå, er jeg splittet. Det ene bevis åbner op for en ny og spændende fremtid i en helt anden branche end den, jeg kender. Og det andet bevis trækker blot mit selvværd op fra jorden igen og bevidner om, at jeg ER dygtig og skide erfaren inden for mit område i en branche, jeg nåde at give 4år af mit liv til. Var det dog bare min selvtillid og ikke mit selvværd, der var blevet ødelagt, så var det langt lettere for mig, at komme videre herfra. En del af mig vil gerne tilbage i den branche, jeg kender. Men en anden del af mig søger så også pokker i voldsk langt væk, som muligt. Bare af ren og skær angst.





Da jeg lagde min opsigelse var der ingen øjenkontakt, kun et stift blik ned i kontorbordet og en afskedssalut "Jamen alt det bedste til dig...". Det hele var planlagt. Fuldstændigt. Til punkt og prikke. Mine tidligere kolleger er også røget ud på røv og albuer med et selvværd, der er sunket helt til bunds og et mentalt helvede, der skal forsøges rettet med psykologhjælp. "Sabrina, pas på med hvad du siger..... og skriver", og FANDME NEJ, om jeg vil! Jeg er blevet pisset på - op og ned ad nakken, så det driver og drypper af mig! Nej, om jeg skal holde min KÆFT, nu jeg endelig har fået opbygget lidt mentalt overskud til rent faktisk, at åbne munden for engang skyld...

Jeg græd ude på parkeringspladsen inden jeg gik ind. Fik øje på en kunde, og det var næsten det, der gjorde allermest ondt. Jeg havde selv aktivt valgt, at smide håndklædet i ringen, og jeg vidste, at når først papiret var lagt, så blev jeg automatisk fratrukket retten til, at fortælle MIN side af sagen, og måden de fik mig ned med nakken på. For det var planlagt. Fuldt ud planlagt, og De gjorde ikke meget for at skjule det, trods det jeg altid har passet mit arbejde. "Godmorgen...." I mit net havde jeg mit arbejdstøj, nøglekort og andre ting med tilknytning til arbejdspladsen. "Nå... du har lidt papir med til mig, kan jeg se.." Mine øjne var sikkert stadigvæk blanke, men dog fattet og med mod nok til, at søge øjenkontakt. Var jeg i tvivl om min beslutning, så var jeg det i al fald IKKE nu! Det virkede ikke, som et kæmpe chok for dem, at jeg kom med min opsigelse. "Ja, jeg bliver nødt til at smide håndklædet i ringen. Jeg kan simpelthen ikke være i det her længere. Og jeg VIL ikke!". Dørene lukker bag os ind til lagret, og jeg følger med ind på kontoret. "Her er mit arbejdstøj, nøglekort mv." Jeg modtager ingen kommentar, men pakker kuverten op, og overrækker min opsigelse, som indeholder en lodret sviner til arbejdsmiljøet, og hvordan det har påvirket mit helbred, at jeg er blevet behandlet, som jeg er. Han skriver under, som var det den letteste underskrift at sætte i hele verden, og uden at stille nogen spørgsmål. "....Alt det bedste til dig!" Og det var så takken for de 4år af mit liv, jeg valgte, at bruge i branchen og på et sted, hvor jeg troede, jeg skulle gøre karriere. Når man behandler mennesker så dårligt, så troede jeg fandme, at man havde nosser nok til, at kigge dem i øjnene, sige at man beklager og "tak for denne gang". Det var da det MINDSTE, at forlange! Men nej, en kold og kynisk skulder, og et blik, der faldt til jorden. Dét var takken, og så var mit valg i al fald det helt rigtige!

Knuden i maven over, at jeg ikke fik sagt ordentligt "farvel" til kunderne, er stadigvæk ikke væk. Og måske kommer den aldrig helt væk. At ligge det papir, var en falliterklæring for mig. Om end valget var det helt rette. Der er ingen mennesker, der holder til, at blive hetzet og personligt vil jeg ikke finde mig i, at have trykken for brystet og ørene, svimmelhed og synsforstyrrelser, og opleve kvalme og opkast i forbindelse med min arbejdsgang. Jeg sad over 15minutter i min bil HVER morgen og forsøgte, at overbevise mig selv om, at nu går jeg FANDME ind og viser dem, at De ikke kan få mig ned uanset, hvad de byder mig og hvilke metoder, De tager i brug. Min krop reagerede fuldstændig instinktivt, som hvis jeg skulle løbe væk fra en løve, kroppen tømte sig og mine parader var oppe tavst, men konstant.

Undskyld mig, men......... Det er et arbejde i fakta - eller andre butikker, bare ikke dét værd!

Ovenstående er jo bare en lille del af min historie. Der er tonsvis af andre historier derude, som altså IKKE skyldes navlepilleri og dovenskab! I skrivende stund har jeg al respekt til De, der af god grund går ledige, og som kæmper en brag kamp - både med sig selv og systemet.

Tak fordi, du læste med. <3

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Som nævnt i indlægget HER , var vi til hjertekontrol med Aviaja i går ude på Viborg Regions Hospital. Scanningen forløb, som forventet. Aviaja skreg i vilden sky af ren frustration over, at fremmede mennesker skulle røre hende. Jeg hader, at se hende ligge på den briks, og være koblet til alverdens ledninger. Tænk, at være så lille og allerede skulle stifte bekendtskab med så alvorlig en afdeling, som hjerteambulatorisk afsnit. Hun var kun 8uger gammel første gang, hun var på afdelingen. Jeg tror aldrig helt,, man vender sig til det, som forældre.

Resultatet af undersøgelsen af hjertet var, at hullet mellem de to hjertekamre er endegyldigt lukket af sig selv, hvilket betyder, at Aviaja's lunger ikke længere belastes og den overbelastning, der var på det ene af hjertekamrene, er også væk. Alt sammen kun et scenarie, vi havde turde håbe på. Men da Aviaja er længere end gennemsnittet, hendes alder taget i betragtning (17mdr.) og til gengæld er undervægtig (Mål: 78cm & 10,5kg. BMI 17,3), skal Aviaja forsætte med hjertekontrollen for at sikre, at hjertet udvikler sig, som det skal og at det forsætter med, at have den rette størrelse. 


Det er en kæmpe lettelse, at vi ikke længere er i nogen former for snak om nødvendige  kirurgiske indgreb eller medicin, som beskeden ellers tidligere har lydt på, at vi skulle forberede os på. Aviaja beviser atter igen, at hun er en stædig lille pige, der trives og har det godt. Så alt i alt var det nogle virkelig dejlige nyheder, selvom hun forsat skal gå til kontrol og altså ikke er fuldt erklæret "hjerterask"! 

Likes

Comments

Som mange af jer ved mht. indlægget HER , så har jeg ikke haft det specielt godt. I dag gjorde jeg en ende på det hele, sagde mit job op prompte og meldt mig selv ledig for det øvrige arbejdsmarked. Jeg ønsker ikke, at gå i detaljer vedr. mit valg. For det er alene mit. Jeg er stadigvæk ved, at lande i det hele. Det er stadigvæk uretfærdigt, at det skal ende sådan efter 4år i branchen, men jeg måtte kaste håndklædet i ringen og nå frem til den konklusion, at det ikke var forsvarligt for mig længere. Jeg kunne brække mig i stride strømme, men det fødes der jo ikke bedre mennesker af. Nu skal jeg bare videre herfra - og det kommer jeg! Det er meget nyt for mig, at fremtiden ikke ligger 110% klar foran fødderne på mig, og at jeg ingen kontrol har med noget, som helst. Når det så er sagt, så tror jeg det er sundt for mig. For, at alting kan blive bedre skal man også have været et skidt sted i sit liv.


Selvom, jeg mere eller mindre har nået bunden mentalt, så er der stadigvæk plads til grin og smil. Lige nu glædes jeg f.eks. over, at min datter tilsyneladende "har lært", at hækle før, jeg overhovedet har fundet garnet frem. Min tålmodighed er gevaldigt på prøve og i virkeligheden tror jeg slet ikke, at jeg egner mig til at hækle. Men det er simpelthen en fryd for øjet, at se, hvor koncentreret Aviaja går til værks med projektet - akkurat, som sin mormor! :)


Vi har også været til hjertescanning på Viborg sygehus. Jeps, opsigelse og hospitalskontrol samme dag - vi lever det vilde liv. Hvordan hjertekontrollen er gået, opdaterer jeg om imorgen :)

Tak fordi, du læste med.

Likes

Comments

Jeg har kastet håndklædet i ringen. Det tog mig lang tid, at nå dertil, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg har haft det skidt længe, men samtidig har jeg tænkt, at det ikke skulle få mig ned med nakken. Det gjorde det så bare alligevel, og faktisk så alligevel ikke. For det eneste, der er i virkeligheden er sket er, at jeg har taget et valg. Et aktivt valg for MIN skyld uden at tænke på andre end mig selv. Længe har jeg troet, at jeg skal redde hele verdenen, at jeg ikke kunne undværes og "bare" skulle finde mig i alt, hvad jeg end blev udsat for. Det er slut nu. Det har JEG besluttet. I skrivende stund går der sikkert oceaner af rygter om, hvorfor jeg er nået hertil, hvor jeg er. Jeg lader dem bare cirkulere. Mentalt kunne jeg ikke være med til det længere og fysisk befandt jeg mig i et symptom-helvede, jeg ikke kunne se mig selv ude af. Det er mig en gåde, hvordan mennesker kan køre en person, så langt ud. Trykken for brystet, trykken for ørene, rysteture, flimmer for øjnene og dårlig nattesøvn skabt af tankemylder, var pludselig en del af min hverdag, og jeg havde svært ved, at sige fra overfor det. En dag blev jeg kørt så langt ud, at jeg endte med at kaste op af bare fysisk utilpashed, forårsaget af mine omgivelser på den pågældende lokation, jeg befandt mig på. Havde det ikke været for Thomas (min mand) og vores datter, Aviaja og min læge, så var jeg aldrig kommet ud af sengen. Derfor har jeg valgt, at kaste håndklædet i ringen nu. Jeg er for god til, at blive behandlet, som jeg er blevet. Ingen skal have lov, at køre mig så langt ned psykisk, at jeg fysisk får det så skidt, at mit helbred er i fare (ifølge lægen) og nærmest ikke kan genkende mig selv. Det skete sidste mandag, og jeg er stadigvæk ved, at finde mig selv i det hele. Som dagene går og bitterheden ligger sig, får jeg mere og mere troen tilbage på, at jeg kan genfinde den glade Sabrina med overskud og en positiv tilgang til livet. Der er nye muligheder for mig når jeg er klar til det. Og jeg griber dem, så snart jeg kan!

Likes

Comments

Jeg har de seneste dage bøvlet med internetforbindelsen, hvorfor de seneste indlæg endnu ikke er gået i luften. Jeg glemte simpelthen, at "planlægge" indlæggene, så de gik i luften af sig selv. Derfor får I nu indlæg no.2 for #nouw30daychallenge "Revy er bare livet!" og yderligere har jeg, de næste to indlæg klar til jer imorgen, når jeg har en bedre forbindelse, at redigere og arbejde på.

Nogle vil måske sige, at Aviaja er utrolig dårligt opdraget. Personligt synes jeg selv, at hun er usædvanligt GODT opdraget med tanke på ovenstående video! Vi er nogle rigtig revy-nisser i familien, så at hun klapper med og har en FEST når selveste dronningen over alle revyer, Lisbeth Dahl, gir' den som den ikoniske "tralalalu-tralalalej"-dame på de skrå brædder - ja, så er mor hér altså stolt! ;-)

Det er efterhånden blevet en tradition hér i familien, at vi drager afsted mod Aalborg og oplever cirkus revyen live - og d. 4.september 2015 var ingen undtagelse, selvom jeg, på daværende tidspunkt, var højgravid. Blot 18dage senere fødte jeg vores datter. Jeg husker, at jeg jokede med, hvorvidt vandet ville gå under forestillingen.

På min private Facebook profil fik jeg endda formuleret en status-opdatering om selv samme:

"Jeg overvejer om jeg bør søge en special-hagesmæk, der lige kan klikkes på omkring lårene........ Til at fange vandet, hvis det går under forestillingen på fredag! Jeg mener..... Jeg har allerede en vraltende gå-gang med benene spredt yndigt ud til hver sin side og muligvis er jeg også lidt kalknæet samtidig med! For slet ikke at tale om min vild-med-dans-struttende popo, der ivrigt forsøger, at opretholde en form for balance i kadaveret. Nogle råd? Jeg er velvidende om, at kæmpe-bind og mormor-trusser er et MUST! Desuden modtages kolonihave-grimme-håndklæder med kyshånd. Det ville jo være synd, hvis nu sæderne i Aalborg Kongres bliver... Lad os sige...... Lidt lettere sjappede og muligvis også lidt misfarvede! Men omvendt.... Så kan jeg jo finde min plads igen til næste år! " 👏🏻

Likes

Comments

Aviaja er og HAR altid været en bestemt lille dame. Hun har altid været fremme i skoen og yderst bevidst omkring sig selv og sine omgivelser. I takt med at hun bliver ældre, jo tydeligere demonstrere hun også sine egen bestemte vilje og mening i bedste diva-stil. Jeg har fundet et par videoer frem, som beskriver hendes milde (men ta' ikke fejl), men bestemte sind. På den første video fra d. 10.maj 2016 er hun lige knap 8måneder gammel. Hun sidder med solhat i barnevognen og gaber med en ekstrem højlydthed, som bestemt må være til for, at fremme forståelsen! ;) Hér 8måneder senere, kan jeg stadigvæk grine af det klip!


Jeg kan ikke lade være, at tænke på reklamerne i TV med "lidt royal, har man da lov, at være!" når jeg ser den næste video med Aviaja. Videoen er fra d. 13. august 2016 og hér er Aviaja lige knap 11 måneder. Det er sjovt, hvordan hendes "vink" forsat har meget til fælles med denne video. Jeg kan afsløre, at hun i vuggestuen ofte bliver spurgt om hun kan lave "en Margrethe?" :-)


Videoen herunder er fra d. 25.maj 2016. Hér er Aviaja 8 måneder og kan endnu ikke kravle. Men det betyder jo ikke, at "snakketøjet" også var sat på standby. ;) Videoen er én af min absolut favoritter med Aviaja-pigen. Synes simpelthen, at det er så sødt, at hun bare ligger der, snakker og vender hele verdenssituationen, set fra hendes lille frø-perspektiv!


I forlængelse af ovenstående video, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at vise jer en anden video i samme stil. Videoen er fra d. 13.november 2016 og hér er Aviaja blot 1,5 måneder gammel. Jeg husker, at vi blev rost for vores tidlige og spæde kommunikation mor-barn imellem af vore sundhedsplejerske. Det er også en video, der er lidt hyggelig, at se tilbage på. Tænk sig, at min lille pige, har været så lille! Det glemmer man jo helt! :)

Den sidste video, jeg vil vise jer, er en af de nyere fra samlingen. Den er fra d. 9.januar 2017. Hér er Aviaja 16 måneder gammel og skælder vores chihuahua "Ziki" (Tzatziki) ud. Hvad han helt nøjagtig har gjort vides ikke, men hun er i al fald ikke helt tilfreds med ham. Min svigermor spurgte forleden, hvor hun dog havde den pegefinger fra? Ha ha.. Jeg forklarede, at den selvfølgelig var selvopfundet! Hun bliver først rigtig god den dag, hun er teenager med det temperament, som jeg selvfølgelig heller ikke har den fjerneste anelse om, hvor kommer fra!


Jeg håber, at I har nydt videoerne på denne 1. dag på #nouw30daychallenge
Imorgen kl 12. går endnu et indlæg i luften til jer med titlen "Revy er bare livet!" :-)

Likes

Comments

De næste 30 dage, vil du (som læser) kunne finde et nyt indlæg fra mig, da jeg deltager i "#nouw30daychallenge" og skal opdatere bloggen hver dag de næste 30dage. Jeg glæder mig rigtig meget til, at bloggen får dette boost. Og rutinen med mine indlæg bliver genfundet i min travle hverdag.

Bloggen er mit frirum og mit fristed, og jeg kan mærke, at jeg virkelig mangler den i min hver dag. Desuden sker der rigtig meget med Aviaja lige i øjeblikket. Udviklingen er livsbekræftende, at følge på allertætteste hold, som forældre. Og det glæder jeg mig til atter, at dele med jer læsere på apapaya.dk.

Du kan hjælpe med, at booste min online-blog og mine daglige indlæg ved, at linke til mine blogindlæg direkte på de sociale medier, som f.eks. på din facebook-væg eller på din private Instagram-profil.


Jeg glæder mig til, at dele endnu mere ud af livet, som mor til Aviaja, som jo selvfølgelig er jordens dejligste og sødeste lille hjertebarn. Til nye tilkomne læsere kan jeg berette, at Aviaja ("Papaya") Evigglad er født med VSD (hul i hjertet). Vi er indtil videre sluppet udenom kirurgiske indgreb og Aviaja udvikler sig fuldstændigt efter bogen i takt med, at hullet i hjertet bliver naturligt mindre, og faktisk er hun foran med rigtig mange ting, siger de kloge hoveder. Vi er naturligvis meget stolte af hende.

Indlægget for imorgen hedder "Diva" og er tilgængelig på bloggen fra kl. 12.00! Så hold øje med bloggen eller bloggens fanside HER, som altid opdateres så snart et nyt indlæg går i luften på bloggen ! :)

Likes

Comments

10uger, 76sider, 77 fremlæggelsesslides og 4dokumentationsopgaver er skyld i, at bloggen ikke er blevet opdateret med jævne mellemrum. For 10 uger siden fik jeg en hjerneblødning og kastede mig ud i noget vildt. Et fuldtidsselvstudie på Niels Brock Academy, Copenhagen Business College. Jeg havde ikke overskuddet til det, men jeg havde viljen til, at begynde på studiet alligevel. Nu sidder jeg så hér efter 2 vellykkede eksaminer med udsigt til, at endnu flere døre står pivåbne for mig. Det er en dejlig følelse og den bedste motivation, har været datteren min. Så lille, men så tapper. Hun har atter været syg i lang tid og er lige kommet tilbage i vuggestuen hér efter nytår, hvor det lykkedes os, at få hende på "højkant" igen. Kun 2 dage skulle hun være i institution før hun atter blev syg igen. Så nu starter møllen forfra. Men det er fuldstændig lige meget. Vi klare det, uanset! I dag har manden, min thomas, fødselsdag. Halvvejs mod de 50 fylder han og desuden er vi halvvejs mod vores papir-bryllup! Havde vi nu været gift i 2009, så var der blot 4 1/2år til kobberbryllup. :)

Likes

Comments

I didn't know today would be our last
​Or that I'd have to say goodbye to you so fast
​I'm so numb, I can't feel anymore
​Prayin' you'd just walk back through that door
​And tell me that I was only dreamin'
​You're not really gone as long as I believe

There will be another angel
Around the throne tonight
Your love lives on inside of me,
And I will hold on tight
It's not my place to question,
Only God knows why
I'm just jealous of the angels
Around the throne tonight

You always made my troubles feel so small
And you were always there to catch me when I'd fall
In a world where heroes come and go
Well God just took the only one I know
So I'll hold you as close as I can
Longing for the day, when I see your face again
But until then

God must need another angel
Around the throne tonight
Your love lives on inside of me
And I will hold on tight
It's not my place to question
Only God knows why
I'm just jealous of the angels
Around the throne tonight

Singin' hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
I'm just jealous of the angels
Around the throne
Tonight


Likes

Comments

Året er ved, at gå på hæld. Vi tæller ned de sidste timer, der er tilbage af 2016 og hver især gør vi vor status over året, der snart er gået.

Indtil august gik jeg på barsel herhjemme med Aviaja. Jeg husker tiden, som en dejlig tid og en tid - jeg nu et halvt år senere - til tider kan savne rigtig meget. Der sker simpelthen så meget med Aviaja lige i tiden og det er som om, at hun udvikler sig hver evig eneste dag og i et tempo, hverken Thomas eller jeg, kan følge med. Billederne vi har taget gennem det seneste år, bevidner også, at vores lille pige er blevet stor. Hun er pludselig ikke så "hjælpeløs" mere og for hver dag der går, kan hun flere og flere ting selv. Det er en fantastisk rejse, at være vidne til på allertætteste hold og hvor vi dog elsker, at følge det lille væsens vej gennem livet.

For mig, har det været et år, hvor jeg virkelig har savnet, at min far kom med et glas vand til mig. For det har jeg været alt for dårlig til at huske, at hente til mig selv i de tider, det har været nødvendigt. Jeg har været dårlig til, at sætte mig ned, trække vejret og suge luften ud af alverdens bekymringer og tænke "Den klare vi nok - Imorgen er der atter en dag". I stedet har jeg tilstødt dem mere luft, at svæve på. Højt oppe, hvor jeg ikke har kunnet nå dem, bearbejde dem og lade dem falde blidt til jorden med et smil, der lyser langt væk af "Herregud, var det bare det? TAK, glimmer på og op på kaminhylden!". Jo mere jeg har kigget op, jo mere har de fyldt i hverdagen. Det har ikke været nogen hemmelighed, at vinterhalvåret er hårdt ved Aviaja og dertil er der naturligvis kommet en række bekymringer. Det har til tider været som om, at vi har måtte trække vejret gennem et sugerør sammen med vores lille pige. Jeg tror endda, jeg til tider har holdt mit vejr - både i angst for, hvad det næste mon bliver - men også i overført betydning. For hvis jeg nu ikke suger al luften til mig, så er der mere til, at gøre hende rask. Miraklet, vi håbede på i år, er indtil videre desværre bare ikke blevet en realitet. Aviaja er ikke blevet erklæret hjerterask. Indtil videre afventer vi indkaldelse til ny scanning i foråret.

Viljen starter, hvor lysten holder op, sagde en klog mand engang til mig. Og jeg tror, han har ret. For ingen af os, har lyst til, at se Aviaja syg, være så udmattede eller for den sags skyld opleve følelsen af magtesløshed for hver gang, at Aviaja har en dårlig dag eller er syg. Det er hér vores vilje sætter ind. Vi er ikke stærke, vi er ikke nogen superhelte med uendelige kræfter. Vi er bare forældre med stort F, som er der for vores barn af alene vilje. Af lyst, har vi selvfølgelig lyst til, at hun en dag kan erklæres hjerterask - det er en ren selvfølgelighed! Men da, vi ikke kan styrer vores hverdag af lyst, så må vores største våben i vores sind lige nu være selve vores vilje til, at være de bedste forældre for Aviaja og ej at forglemme vores uendelige kærlighed til hende - og hinanden.

For første gang nogensinde, har jeg prøvet at holde jul med en anden familie end min egen. Julen blev holdt hos Thomas' familie, min svigerfamilie. Selvom, jeg havde lidt ondt i maven over kun, at tilbringe tid med min egen familie under gudstjenesten, så var det alligevel forfriskende, at prøve og holde jul et andet sted med andre traditioner - nye som gamle. Vi havde en absolut skøn aften, som endda gik op i en højere enhed med beskeden om, at der venter et lille ny mirakel i 2017, som vi alle glæder os til.

Jeg har kunnet mærke, at jeg har haft særligt brug for, at tilbringe julen i år med min egen familie, da Aviajas oldefar har været meget syg af kræft. Jeg bliver nok lidt et flokdyr til højtiderne og allerbedst, har jeg det, når vi alle er samlet. Livet i 2016 har for os, vist sig, at være afsindigt skrøbeligt og pludselig kan alt man kender, ændre sig til en afskyelig sky af uvished og sorg. Heldigvis har jeg stadigvæk min morfar hos mig og Aviaja sin oldefar. Akkurat, som det skal være! I aften har jeg tænkt mig, at lade en ekstra krammer hænge udenpå tøjet alene til ham i ren og skær taknemmelighed for den kamp, han tog op i 2016 og det faktum, at han stadig er hos os når vi, i aften, sammen træder ind i et nyt år. TAK - glimmer på - og op på kaminhylden, som Hella Joof, siger det!

2016 har også været et år, hvor jeg, for første gang nogensinde, har tilladt mig selv, at føle et kæmpemæssigt stort afsavn til min lillebror. Dertil er der ting, som er dugget op til "overfladen" og som jeg nu har mulighed for, at bearbejde. Det har - og er stadig - en hård erkendelse, at nå frem til, at jeg rent faktisk savner ham helt enormt meget. For når jeg erkender det, så bliver jeg klar over, hvor stort et pres jeg har underlagt mig selv for, at dække tomrummet efter ham. Et tomrum, som aldrig kan erstattes. Og det gør ondt. Forfærdeligt ondt - og endnu mere i takt med, at Aviaja bare bliver større og større. For jeg har ingen søskende, at dele denne glæde med. Hvor ville jeg have elsket, hvis han var, at finde i jordens atmosfære sammen med os andre. Han ville have været så afsindigt stolt - akkurat, som os andre over hvor fin og mild en lille pige, Aviaja er.

Jeg føler, at 2016 blev året, hvor jeg gav slip og gav mig selv plads til, at åbne øjnene og gennemleve hans død og tiden efter, atter igen. Som udgangspunkt ikke et særligt rart flashback, at gennemleve, men så alligevel ganske smukt. Døden er jo mildest talt, som et skib, der sejler væk med vore Kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde. Vi ser det blive mindre og mindre, og til sidst forsvinder det helt væk ud i horisonten, hvor himmel og hav mødes. Vi ser på hinanden og siger "Nu er han væk", men lige så sikkert er det, at der på den anden side, står nogen og siger "Der kommer han!". Denne fortolkning giver mig ro. På kirkegården ved hans have, har jeg lovet ham, at jeg vil stoppe med, at prøve på, at udfylde tomrummet efter ham, men i stedet bruge al min energi på, at leve mit liv, som jeg vil det. For jeg fortjener, at være glad - og sådan ved jeg, at han ville have ønsket det for mig.

Jeg glæder mig til, at slippe år 2016 og hilse goddag til 2017. Sådan i korte træk kan jeg nævne, at 2017 bliver et år, hvor jeg skal huske mig selv på, at jeg var Thomas' kæreste inden jeg blev mor. Det kan man til tider godt komme til at glemme når man lever i en travl hverdag med arbejde og hvor alt går op i samarbejdet om Aviaja. For det er jo egentlig det forældreskab er: Et samarbejde.

I slutspurten af året, har jeg levet i en lidt kaotisk hverdag med sygt barn, fuldtidsstudie og arbejde.Mit karakterblad dækker over ene 10-taller og 12-taller og så venter eksamen i starten af januar. Nej, jeg er ikke nogen super-mom med uendelige kræfter. Jeg har bare været heldig, at have en Thomas i mit liv, som har taget det tunge læs og samtidig formået, at putte glimmer på vores hverdag, samlet det hele og sat det op på kaminhylden, som vi ikke ejer. Og så giver det jo sig selv, at når jeg kigger på min datter, så ved jeg, at jeg ingen større motivation finder end den, jeg har fundet i hende! Selvfølgelig kan jeg - og jeg skal! Det er ikke et valg jeg har. Jeg glæder mig til de nye udfordringer og tider, der venter os i 2017!

Til slut vil jeg ønske alle et lykkebringende godt nytår med godt helbred og masser af kærlighed! :) Og husk nu: TAK- glimmer på - og op på kaminhylden! <3




Likes

Comments

Nouw Magazine