Kl. er over 02 om natten. Hun kæmper. Lyden er forfærdelig. Det lille menneske. Lyden går lige i hjertet på mig. Jeg føler mig magtesløs. Ja, det gør vi begge to,Thomas og jeg. For vi kan ikke gøre noget. Andet end at nusse, kysse og kramme hende og fortælle hende, at alt snart bliver godt igen. Snart, siger vi. Men hvornår er det? Sig det forsvinder. Sig det forgår. For jeg kan snart ikke mere. At se hende på den måde, er det mest forfærdelige i hele verden. Jeg savner hende. Min glade pige med øjne, der kan smile helt op til ørene. For helvede, hvor jeg savner hende. Jeg er så træt, at jeg falder over min egen skygge i morgenmørket. Det er bare ét af de mange tegn, der fortæller mig, at jeg er ved, at være udbrændt. Alt imens jeg bare forsøger, at jonglere med arbejde, fuldtidsstudie, familieliv og i det hele taget bare forsøger, at få en hverdag til at hænge sammen.

De sagde, at denne vinter, ville blive anderledes. At hendes lille krop, ville være "rask nok" til vinteren. Jeg elsker julen, men for første gang nogensinde, så hader jeg vejret og alt, jeg overhovedet kan forbinde med kulde og vinterepidemi. For jeg ser, hvad det gør ved hende. Det gør hende syg. Virkelig syg. Så syg, at ingen i vore omgivelser forstår, hvad vi gennemlever. Utallige gange har jeg set ind i øjne, der signalere "overdrivelse fremmer forståelse" når jeg forklarer omstændighederne. Når det sker, så bliver jeg vred! For det er os, Thomas og jeg, der sidder oppe med hende om natten. Vi oplever det mest forfærdelige i verden. Vi står i det med begge ben og sommetider føles det som om, at vi trækker vores vejr med hende gennem et sugerør. Vi ser panikken i hendes bange øjne, der skriger langt væk "Mor og far, hjælp mig!", mens hun med rystende krop hiver efter vejret og græder når luften tillader det. Det er forfærdeligt og kuldegysende skrækkeligt. Og jeg græder med hende når hun ikke ser det.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fjerne al svig og smerte fra hende. Hun kæmper Et skridt frem og 2 tilbage! Det burde simpelthen ikke være muligt, at blive diagnostiseret med lungebetændelse og så lige toppe den med feber, snot og hele svineriet oveni! Hun klare det hele så flot og hun er den sejeste, vi kender! Som forældre er det bare hårdt, at være vidne til de kampe, hun kæmper i øjeblikket. vores lille fighter.

Vi har allerede passeret 1. advent i kalenderen. Når jeg bladre tilbage i mine billeder, ser jeg hvilken transformation vores lille pige har gennemgået på bare et år. Hun er blevet så stor, så dygtig. Hun trodser sin hjertefejl på så mange måder hver eneste dag - selv på de dage, hvor hun er allermest svækket.

De sagde, at hun måske først sådan rigtigt ville have kræfter til, at gå selv uden hjælp når hun var 1,5år. Men præcis 1 dag før hun fyldte 14mdr. gav hun slip og selv gik hun rundt på gulvet, som havde hun aldrig lavet andet. Vi er simpelthen bare så stolte af hende. Hun vil fremad i livet. Det fortæller billederne mig også. Hver og én af billederne har nemlig sin egen historie, en ting vi har oplevet eller en situation, vi har stået i. Det giver mig håb. For uanset, hvor hårdt det er lige nu, så ved jeg, at vi kommer endnu stærkere ud på den anden side!

Min mor fortalte mig engang, at jeg gjorde hende stærk. Men først nu ved jeg præcis, hvad hun mener...

Hvis vi ses om tusind år,
så ville jeg gøre det hele igen!



Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - klik hér!

Likes

Comments

Bliver vi nogensinde klar? Det tror jeg ikke. Jeg ved, at jeg vil synke helt ned i knæ når jeg en dag skal miste jer. Det vil ikke være tabet af jer, der får mig i knæ. For I har på hver jeres måde og med hver jeres tilstedeværelse gennem min barndom, lært mig, hvordan jeg skal begå mig og hvordan jeg er den bedste version af mig selv; Den Sabrina, I elsker op til stjernerne og hjem igen. Nej, det vil udelukkende være minderne, det enorme savn og behovet for, at skabe endnu flere gode stunder, som vil gøre det umenneskeligt svært for mig, at komme videre fra de smukke og dybe spor, I efterlader jer. For pludselig en dag, er det endegyldigt, at min datter ikke får flere oplevelser med jer...

I marts måned braste vores verden endnu engang. Kræften var kommet tilbage efter blot 1 år og operation var nødvendig. Hvorledes kræften kunne kureres, vidste vi ikke før efter endt operation og kontrolscanningernes påstand om fremtiden. Det har taget hårdt på morfar denne gang - det ved vi begge to - og ikke mindst på dig, mormor. Om jeg begriber, hvordan du (som så mange gange før) formår, at holde fanen højt! Hvor får du den styrke og de kræfter fra? Jeg tror, vi alle var bange. Inderligt bange for, at miste morfar. For det er jo ikke "bare" morfar, vi mister når den dag kommer. Det er hele familiens klippe, hele familiens - og dit holdepunkt. Det er muligt, at dit "telefonitis" til tider kan overdøve morfar, men det er nu engang hans stemme, man høre når det virkelig gælder. Og det vil blive et savn, den dag, han ikke er her længere, mormor. Hvor må du ha' været bange. Det var jeg selv!

I aften er det knæk cancer aften. Jeg bryder mig egentlig ikke om, at se programmet. Faktisk ved jeg slet ikke om jeg tænder for tv'et i aften når det bliver sendt. Og det er nok fordi, at det kommer for tæt på noget, som gjorde afsindigt ondt indeni os alle - selvom morfar så tappert stod fast og sagde "ukrudt forgår ej så let". De siger på TV, at man skal huske, at sige de ting, man gerne vil sige inden, at det er for sent. Heldigvis ligger ingen af jer - eller nogen af os (for den sags skyld) med foden i en et-værelses oldekoldehytte med skruelåg og en god bog, og forhåbentlig går der mange år endnu inden, at vi skal sige farvel. Men jeg har alligevel gjort mig nogle tanker....

For at give morfar lidt energi til at komme ovenpå igen sendte jeg ham en mail med hvad der gik gennem hovedet på mig, da han blev kræftsyg for 2. gang i marts måned. Måske har han vist dig det, men i al fald var mine tanker tænkt, som en kærlighedserklæring, der forhåbentlig kunne få ham på højkant igen, de dage, hvor han har det sværest og du måske ikke lige har energien til, at trække ham med op igen. Mormor, jeg synes lidt, at du er blevet glemt lidt i kræft-ræset og derfor, har jeg skrevet et sådant slags brev til dig. Som førnævnt siger de jo på TV, at man skal huske og få sagt det man gerne vil inden, at det er for sent. Jeg regner ikke med, at hverken du - eller morfar sætter træskoene foreløbigt. Forhåbentlig har vi mange gode år endnu med alverdens oplevelser, smil og grin. Men tankerne om den dag, hvor jeg, du eller morfar skal herfra er faktisk en god øvelse for, at sætte tanker og følelser i et perspektiv, som giver mening når først det analyseres ind til benet, hvor det godt kan gøre lidt ondt. Det har jeg gjort i dette brev. Dels fordi, at der på TV opfordres til, at der ikke er noget usagt - men mest fordi, at jeg elsker dig og du skal vide på skrift helt konkret, hvad du betyder for mig!

Læs nedenstående, græd - smil så og find dine glade øjne igen på de dage, hvor det ikke kun er morfar,
der kæmper en brag kamp, men også dig! <3

"Kære Mormor!
Jeg ved, at du sikkert vil fortælle mig, at det er okay, at Aviaja og jeg køber én blomst til dig. Bare én blomst. For stod det til dig, så skulle du i "De ukendtes" og blomsten i Aviaja's hånd, skulle vi sammen kaste over skulderen og forestille os, at det er dér, hvor blomsten lander, at du ligger og så aldrig mere se os tilbage igen. Det var sådan, du gjorde med din egen mor (det har du fortalt mig) og derfor tænker jeg, at det må være lige sådan, du helst vil det, den dag, du ikke er her længere. Men det ved jeg, at min mor aldrig tillader. For som hun siger, så skal der være en sten, vi kan gå hen og sparke til på de dage, der er tåretrillende svære og livet føles uretfærdigt. Og det giver jeg hende medhold i. For vi bliver nok aldrig helt klar til "bare" sådan, at slippe dig og morfar - selvom I jo altså bare "går i forvejen". Når jeg besøger dig, mormor, så vil jeg sørge for, at jeg altid lige har en ekstra trøje på, så du ikke fryser. Jeg husker så tydeligt episoden oppe i sommerhuset med familien, hvor morfar gav et gisp fra sig og spurgte "Uh.. Er det ikke blevet lidt køligt hér til eftermiddag", hvor du prompte svarer "Jo! Jeg tager lige en trøje på", hvorefter vi alle bryder ud i grin og morfar komplimentere "Ja, ha! Så mener du, at jeg kan holde varmen? Tak, skal du ha'." Åh, hvor vi grinede! Og sådan tror jeg, at det af og til også vil blive i tiden efter, at du er taget afsted. Der vil være dage, hvor stenen vil få sig en ordentlig tur og jeg vil græde fordi, at jeg savner dig så afsindigt meget. Men der vil også være dage, hvor jeg vil grine og tænke "for fanden.... dit gamle raffelbæger!". Det er alligevel ikke mange, der kan prale af, at ha' kendt et sprællevende raffelbæger, der ovenikøbet kan forudse vind og vejr! Men "din fede lever" må onkel, altså selv stå på mål for! Jeg lover dig, at jeg vil forsøge - for din skyld - at smile og ha' glade øjne de fleste ad gangene, vi besøger dig - og i det hele taget fremover i min hverdag. For det må da absolut være den ultimative livslektie, du har lært mig; At have glade øjne og kun gøre det, jeg føler mig tilpas med - og ikke mindst følge mine fornemmelser helt ned i maven. Og det vil jeg forsøge, at give videre og lære dit oldebarn, Aviaja, den dag, hun er stor nok til, at forstå. Jeg vil fortælle Aviaja, at du var den smukkeste blomst af dem alle og at det var derfor, at du blev "plukket" fra os og skulle herfra. Jeg har i al fald hørt, at det altid er de bedste og smukkeste, der går bort før alle andre. Jeg vil fortælle hende om, hvordan lykken er en sommerfugl. At den hos os har fundet fred og vil blive dér alle dage - bare vi passer på den og værner om den. Når jeg ser en sommerfugl vil jeg altid tænke på dig. For det er lige sådan, jeg forestiller mig, at du ønsker det. For som du siger, græsset ser måske grønnere ud på den anden side. Men sandheden er, at græsset er grønt lige dér, hvor du vander det. Du er din egen lykkesmed. Når vi besøger dig, risikere du måske også, at din "telefonitis" kommer tifoldigt igen. Men jeg lover dig, ikke at fortælle om alting. Ikke fordi, at der skal være noget usagt, men fordi at der jo også skal være lidt livshistorier tilbage når vi mødes igen om 80år, hvor vi skal overdøve morfars høreapparat med telefonitis! For jeg tænker ikke umiddelbart, at jeg springer et led over med lige netop det! Du har så tit ringet til mig. Bare for, at høre på min stemme om jeg har glade øjne og for lige, at kontrollere, at alt er i den skønneste orden. Fik jeg nogensinde sagt dig TAK for alle de opkald og i det hele taget din store tilstedeværelse i mit liv? Om ikke andet, så TAK, mormor! Det betyder ALTID noget når du ringer, er der for mig og høre til mig og min lille familie, Thomas og Aviaja. Det eneste, jeg kan være ked af er, at vores hverdag til tider er så travl, at jeg aldrig helt når, at komme op på samme kvote af opkald og tilstedeværelse. Give dig et knus, høre din stemme og se dine livsglade øjne. Tak fordi, at du er DIG, MIN mormor og verdens dejligste oldemor til Aviaja, i den tid, vi får lov at have dig hos os. Jeg elsker dig - op til stjernerne og hjem igen.

Din kærlighed er som vinden; Nok en dag kan jeg ej mere se dig, men jeg ved, at du altid vil være hos mig.
Kærlig Hilsen Dit Barnebarn, Sabrina. "

Likes

Comments

Når det sidste tog er gået, så husk den stemme der siger, du aldrig må glemme, at kærligheden kalder. Tænk, at være så beriget med så stor kærlighed fra så lillebitte et menneske. Det er helt igennem fantastisk! Kun 4 dage i vuggestuen. Mere skulle der ikke til før hun fik tilbagefald efter en kamp med 4 ugers sygdom. Nu ligger både mor og Aviaja snothamrende forkølede, hoster, spruder og alligevel er det hende, lillebitte 1 årige menneske, der er så stædig, at finde overskud til, at tørre hendes mors næse. "ej, skat. Vil du ikke lige tage et billede når hun gør det? Det er simpelthen så sødt!". Min mand kviterede med "Nej skat. Det er ikke noget omverdenen skal se på billeder. Det skal da opleves, hvor fantastisk mild og kærlig, hun er!" og ja, han har jo ganske ret.

Som før nævnt, har der det seneste år været mennesker ind og ud af vores liv. Dem vi troede, ville blive for enhver pris, viste sig, hverken at være klædt på eller havde pakket og var klar til, at vi blev forældre til et lille hjertebarn. Sidenhen er der kommet nye mennesker til, som er guld værd midt i alle medlidenhedsblikkene, som vi langt fra har brug for. Se os bare, vi klare os!

De siger, at det første år i vuggestue er det hårdeste, da barnet konstant er syg. Og ja, det har vi da i den grad fået lov, at føle på egen krop. Jeg er medlem af en terminsgruppe på FB, som alle havde termin i September 2015. Det blev jeg fordi, at jeg ufrivilligt blev udelukket af fællesskabet, der er at finde, i en mødregruppe på baggrund af, at Aviaja er hjertebarn og at vi blev det frarådet af hjertelægerne. I virkeligheden ved jeg slet ikke om jeg gad være afhængig af en mødregruppe, men bare dét at jeg ikke selv fik valget, kan godt give anledning til frustration.

Nogle dage ville jeg ønske, at min datter "bare" havde brækket armen. Ikke fordi, at jeg ønsker det for hende. Men fordi det er lettere for omverdenen, at forholde sig til end at hun rent faktisk er hjertesyg! I virkeligheden kan man nok godt sideordne enhver hjertelidelse med psykiske lidelser, som f.eks. depression og angst. Det er heller ikke diagnoser, der er særligt synlige for omverdenen. Og derfor kan det være svært, at sætte sig ind i og i det hele taget forstå, at nogen mennesker kan have det sådan.

Jeg har den seneste tid rent faktisk overvejet, at melde mig ud af termins-gruppen på FB selvom den, indtil nu, har været et fint alternativ til mødregruppen, jeg aldrig blev en del af. Jeg tror såmænd ikke, at mine følelser er mere klædt på udenpå tøjet eller for den sags skyld mere sensitive fordi, at jeg er mor til et hjertebarn. Det er simpelthen noget værre sludder og det er igen, en medlidenhed, jeg ikke har brug for.

Men jeg kan godt blive ked af, at læse de ting, som bliver lagt op på termins-gruppen. Og det kan jeg fordi, at der hurtigt tegner sig et mønster, som tydeligt viser, at problematikkerne ikke er det samme, som det, vi står overfor, som forældre til Aviaja. Og det er jo i virkeligheden dét, hun er. Aviaja. Bare lille, søde, milde Aviaja. Det er sådan, vi som forældre ser hende. Vi ser hende ikke, som et decideret hjertebarn, da alle særhensyn og forbehold ligger dybt under huden på os. Det er ikke noget, som for os, kræver en ekstra tanke lige, at huske. Sådan er det bare.

Men når en anden mor, så laver et opslag om, at nu har hendes barn været forkølelses-syg i HELE 3 dage (oh my god!) og det er bare helt, helt forfærdeligt, så niver det lidt i mit hjerte, tårererne presser sig på og jeg tænker "Okay, okay, OKAY! Hvorfor i alverden går man sådan i panik over blot 3 DAGE?? Prøv så med 4 UGER!". Selvom jeg har stået med et sygt barn på 4.uge, så føler jeg ikke, at jeg har noget givende, at kunne kommentere på opslaget og det eneste, jeg tager med mig fra opslaget, er tristhed og tanker om, hvad mine egne ben står plantet i. Jeg erkender, at det godt, kan være en smule hårdt, at blive banket i hovedet med virkeligheds-hammeren over sådan, et ellers harmløst, opslag.

Jeg skal jo på ingen måde forestille, at være mere presset end den anden mor, blot fordi mit barn har været sygt på 4.uge. For sådan tror jeg altså ikke, at virkeligheden er skruet sammen! Jeg tror ikke, at der er forskel på, hvilket pres, vi forældre ligger under, når vores børn bliver syge. Det er da lige forfærdeligt uanset tilfælde og omstændigheder. Og hér er det vigtigt at huske, at vi måske ikke alle har samme resourcer, at trække på og stå imod med når det sker, at vores børn bliver syge.

For vores vedkommende er systemet jo således skruet sammen, at selvom vi ved, at Aviaja typisk bruger 2-4uger på, at komme ovenpå igen når hun er syg, så må hverken jeg eller Thomas sygemeldes fra arbejde sammen med hende - MEDMINDRE, at vi er indlagt med hende! Og det er vi jo altså heldigvis ikke! Og hvor er jeg dog evigt taknemmelig for al den hjælp, vi har modtaget fra hendes søde morfar i det hér kæmpe puslespil, vi bare måtte og skulle have til at gå op sideordnet med arbejdet.

​​Når jeg har fri fra arbejdet kan jeg så på ny jonglere med verdens dejligste tumling på armen, taske, indkøbsposer og bil-nøgle, mens jeg ihærdigt prøver, at låse døren op med Tumlings' sut!
​​...Kigger ned på armen, hvor Aviaja sidder. Hun griner og sender øjne, der siger "Altså Moar, hvis du bliver ved, at bruge den dér, så kommer vi aldrig ind! ...Synes du sagde, du havde lært, at klare dig selv siden du blev 23?" 

...​Godt, at snotnæser ikke forhindrer nogen i, at grine <3 



Likes

Comments

Der har været stille på bloggen og det er der selvfølgelig en grund til. Jeg får ikke skrevet de indlæg, jeg gerne vil og i det hele taget har vores hverdag været baseret på ét stort puslespil, der bare måtte og skulle gå op samtidig med, at vi skulle huske hinanden og os selv på lige, at trække vejret samtidig!

Aviaja kæmper lige nu, som den lille figther hun er, på sin 4. Uge en brag kamp mod en forkølelses-virus i næse, hals og lunger. Hun kan simpelthen ikke kaste virussen af sig igen. Intet kan vi gøre for, at hjælpe hende. Og vi har haft dage, hvor jeg har haft behov for, at tage bladet fra munden og erkende, at den seneste måned har været fyldt op af de dage, vi helst bare undererkender og smider om i rygsækken til underbevist-bearbejdelse, da det, for vores bevidsthed, har virket for uoverskueligt.

Det er dage, hvor hele verden vælter og skyerne falder direkte ned i hovedet på én
(også dem man ikke kan se for bare solen udenfor) og hvor det er uretfærdigt-svært at være forældre til et hjertebarn. Tårerne triller, kroppen er i konstant alarm, der er minus på søvn-kontoen og bekymringerne vil ingen ende tage. For fanden hvor er det hårdt, at være vidne til hendes blå læber, feberramt krop, hendes blege ansigt og hendes hiven efter vejret. 😭😭😭 Må jeg godt ha' lov at skrige??? Hvordan kan noget der er så hårdt, samtidig være det bedste, der nogensinde er sket os? ❤️🙏🏻


Jeg har virkelig gjort -og prøvet ALT det bedste, jeg har lært fra hjertemedicinsk afdeling for, at hjælpe hende og nogle nætter har jeg sovet med hende på brystet fordi hun ikke kunne trække vejret for bare slim og en krop, der kogte i den rene feber! Jeg føler ikke, at jeg er blevet hørt ved lægevagten og blev mere eller mindre kategoriseret som en pylleret, hysterisk mor, som overdramatiserede min datters tilstand! Ja, mage til frækhed om det ikke også var ordene, der blev skrevet som notat, af fjolset jeg fik i røret fra lægevagten, i journalen, da jeg konfronterede egen læge med, hvilken behandling vi havde fået ved lægevagten!!! "Det er jo bare en forkølelses-virus, dén kommer hun over!" Ja, det er sgu flot sagt, men det er jo ikke DIG, der er vidne til hendes blå læber når hun ikke kan trække sit vejr for bare slim, VEL doktormand!?", vrissede jeg i telefonen!

....ANYWAY! Tør slet ikke nævne, hvor desperat, jeg har været den seneste tid - og til sidst! Og nu har jeg så fundet mirakel-kuren på egen hånd! Jeg har fundet denne hér zoneterapi-bog, som hedder "Tryk og glad" af Katrine Birk. Den er netop udkommet i boghandlen! I bogen finder man Babyhjælp til bl.a. ondt i maven, ondt i ørene, søvnproblemer, kolik, forkølelse, ondt ved tandfrembrud og meget andet. Den er simpelthen GULD VÆRD!

Jeg har, i en lille uges tid nu, givet min lille pige "immunforsvars-booster"-behandlingen kombineret med "Næsezone"-behandlingen, som begge er beskrevet i bogen. Det gjorde jeg fra mandag af og guess What! I dag løber næsen ikke, hun hoster knapt nok og dæleme om hun ikke var så frisk i morges, at hun blev afleveret i vuggeren! 🙏🏻❤️ 


​​Umiddelbart tænker jeg, at der er lagt op til en weekend med mere søvn og en glad datter - hvor er det bare dejligt! Og jeg kan KUN give bogen min allervarmeste anbefaling! 

Så ​​fra en hjertebarns-mor til alle i andre mødre - smut ned i boghandlen og få fingrene i bogen! 
DEN ER GULD VÆRD!





Likes

Comments

Et år er nu gået 😳 tænk engang, i et helt år har vi haft lov, at passe på denne lille hånd og dette lille bitte menneske, som faktisk slet ikke er så lille mere! 😍Mange ting har ændret sig, nye egenskaber er kommet til, mens hendes evigglade-sind forsat følger hende! Af udseende har hun stadigvæk mest til fælles med sin far (fik jeg nævnt, at han er jordens bedste og dejligste far?), mens meget af hendes sind og temperament vækker genkald i mig 😅❤️ Hun er jordens skønneste pige - stadigvæk med tusindvis af sjove ansigter! 😄Hendes hjertefejl, har ikke fået lov at styrer vores hverdag og Aviaja selv, har end ikke opdaget af hun er hjertesyg. "Avia'ka det heeeeele", fortæller hun med sin holdning! Og så sagt, som gjort! Der er fart på hende og hun lader sig ikke sådan lige bremse! 😅 ifølge hjertelægerne skulle hun have dage, hvor hun ikke har kræfter til at sidde selv. Hun skulle endnu ikke kunne kravle. Og da slet ikke tænke sig, at begynde og gå!? 😳 Hvad kan jeg sige? Avia'ka det heeeeele! Hun sidder selv, hun kravler og hun kan gå helt selv med støtte fra sin gåvogn. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at vi har verdens mest stædige og dygtige lille pige, som bare vil fremad i livet - og hvor er det dog livsbekræftende, at beskue (som forældre) på allertætteste hold! ❤️ Tillykke med fødselsdagen, du lille mirakel af et stjerneskud! Mor og far elsker dig! 🇩🇰🙏🏻

Tusind tak for opmærksomheden vedrørende vores datters fødselsdag igår! Vi er meget rørte over, at så mange huskede denne store dag! Nu har vi lige en hviledag inden weekenden atter står på fødselsdagsfejring for nær og fjern! 😍❤️

Likes

Comments

Leder du efter den ene person, der kan ændre dit liv? Så gå ud og kig dig selv i spejlet. Er du dér, hvor du ønsker, at være karrieremæssigt? Har du en chef, som ikke ser dit potentiale? Min plan for fremtiden er lagt! Skal jeg hjælpe dig med din? Hvad nu hvis, jeg fortalte dig, at du helt selv kan bestemme balancen mellem dit arbejdsliv og familieliv? Og at du kunne få muligheden for, at arbejde når DU vil - hjemmefra - på café - på stranden - på ferien, og at du helt selv bestemmer hvor, hvornår og hvor meget, du vil arbejde? Kunne du tænke dig, at blive en del af et fantastisk team med høj arbejdsmoral, engagement, effektivitet og hvor du altid har et solidt team i ryggen, som er klar til at bringe dig til den succes, du altid har drømt om med økonomisk frihed? 


Jeg leder lige nu efter nye FBO's (Forever business owners), som kunne have lyst til at blive en del af mit fantastiske team! Tænker du, at ovenstående kunne være noget for dig og er du blevet nysgerrig på, at høre mere, så afholder jeg løbende online møder via Facebook, hvor jeg vil introducere nærmere ind til dit nye arbejde i mit team og med Forever. :) Send mig en besked via kommentarfeltet nedenfor eller via min private facebook under navnet Sabrina Dam Manolaki Villarreal. 

Jeg håber, at se dig i mit team! ;) 



Likes

Comments

Kære Aviaja "Papaya" Pige!
Du er min ubetinget kærlighed, mit vidunder og i sandhed, er du, det tætteste, jeg nogensinde kommer på et sandt mirakel. De sagde, at det ikke kunne lade sig gøre: At du blev til og at jeg skulle blive mor. Det var mod alle odds, sagde de, at dit lille hjerte slog for livet lige under mit. Jeg skulle være mor, men ikke til, hvem som helst. Mor til dig, min Aviaja. Du ville livet og hvis bare du vidste, hvor meget jeg ville, at du skulle få livet i gave. Jeg ville det så meget, men havde faktisk opgivet det, rent mentalt. For De sagde jo, at det aldrig ville ske. At jeg skulle skyde en hvid pil efter, at blive mor og skabe en kernefamilie.

Jeg skulle skyde en hvid pil efter det billede, jeg, siden jeg var en lille pige, havde drømt om og som jeg ville gøre alt for, at være ramme omkring, elske og beskytte med mit allersidste åndedræt. Ved du, at jeg græd, da jeg så dig for allerførste gang på en skærm, som var dét, det rene live-fjernsyn lige foran mig? Du var så lillebitte og SÅ meget i live. Dit hjerte slog perfekt og du var utrolig aktiv. Faktisk var du foran for din alder. Det kommer ikke bag på mig. For det er du stadigvæk, siger de kloge hoveder. Du er så dygtig en lille pige. Du giver så meget glæde og lykke i min og din fars hverdag, at der er fuld af lyserøde skyer af ren kærlighed, hjemme i vores 100kvm. rækkehus. Vi er så stolte af dig og det må du aldrig glemme! Snart er der gået et helt år siden, du kom til verden. Hvor er tiden blevet af? Du har forandret dig meget og ligeså har vi. Vi bliver aldrig mere de samme igen. Og gudskelov for det! For jeg vil ikke bytte for noget andet i verden!

Du lille væsen, forstår slet ikke alt det, du har forandret indeni din mor. Jeg troede, jeg havde været forelsket. Jeg troede, at jeg vidste, hvad kærlighed var. Nu ved jeg, at jeg tog fejl. For ingen kærlighed kan måle sig med kærligheden til dig og den evige forelskelse, jeg har i dig, min lille pige. Du var bedøvende ligeglad med lægernes forudsætning om, at jeg aldrig nogensinde skulle blive nogens mor. Hvorfor, du lige "valgte" mig, ved jeg ikke? Men jeg er din forevigt, det lover jeg dig! Jeg tror ikke, der findes en større gave i livet end at have fået dig og din lille hånd, at passe på resten af mit liv. Det er mit forenemmeste og vigtigste job hér i livet. Jeg lover dig, at jeg alle dage vil gøre mit absolut bedste.

Du er så lille og alligevel er du blevet så stor. Du kan allerede så mange ting selv, at jeg nogen dage kan føle mig helt overflødig. Og d. 22.september fylder du 1år! Ét helt år! Det ville sommetider være rart med en pause-knap. For i dag vinkede du farvel til mig i vuggestuen. "Ta' nu bare afsted på arbejde, mor. Jeg klare mig. Det ved du!" Du er så tapper, lille skat. Ved du godt, at jeg savner dig helt vildt når du ikke er her? Mon du også savner mig? Lov mig for pokker, at nyde, du ingen tidsfornemmelse har, lille skat! Jeg kigger konstant på mit ur i håb om, at tiden går hurtigere, så jeg snart kan hente dig hjem igen. Ingenting i mit liv, er vigtigere end dig. Det må du aldrig glemme, at huske.

Jeg blev gravid med dig i December 2014. Jeg havde en ulidelig kvalme i 4måneder, men tog alle dage på arbejde, som jeg plejede. 12 uger inde i graviditeten gik min verden fra rosenrødt til sort og klappen gik ned. Resultatet på nakkefolds-scanningen var 1:196 og man mistænkte, at du kunne have downs-syndrom. Jeg husker, at jeg synes livet var uretfærdigt. Jeg blev mor den decemberdag, de to gyldne streger på pinden, viste sig og du skal vide, at jeg aldrig kunne have valgt dig fra igen. For fra den dag har jeg elsket dig, du lille spire, ubetinget. Jeg ville gøre alt for, at passe på dig. Men betød det nu, at jeg ikke måtte beholde dig? Vi røg til udredning for downs på sygehuset i Viborg.

Det krævede bl.a. adskillige ekstra scanninger og samtaler. Samtaler, som jeg følte var skyld i, at jeg ubevidst tog afstand fra dig. Jeg tror, det var en slags forsvarsmekanisme, der gik igang indeni mig. Alle dage gennem graviditeten, har jeg talt til dig og nusset dig "godmorgen" og "godnat" gennem maveskindet. Og jeg gik aldrig i seng uden at fortælle dig, hvor højt, du var elsket. Nu turde jeg knapt, at nusse dig gennem mit maveskind. Følelsen af, at være en dårlig mor inden du overhovedet var født, trængte sig på. Jeg var bange for, at få et forhold til dig, hvis jeg nu ikke kunne få lov, at føde dig til terminen, tage dig med hjem og beholde dig. Kun derfor tog jeg afstand og jeg fortryder det så inderligt. Mor var så bange, lille skat. Tror aldrig, jeg har været så bange hele mit liv. Jeg elskede dig så højt, så højt. Du måtte og skulle bare være rask, så jeg kunne få lov, at holde dig i mine arme, kysse dig, kramme dig og holde din lille hånd hele vejen gennem livet. Mentalt forsøgte jeg, at tage afstand fra dig ind til vi fik vished om dig og din fremtid. Du skal vide, at det aldrig lykkedes. For dine små hænder stjal mit hjerte og dine fødder små løb afsted med det, første gang jeg så dit hjerteblink. Jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort - og det vil jeg altid gøre!

Først efter 2 mislykkedes moderkage prøver og en blodprøve ("nip-testen") ude på Hamlet (som blev sendt til USA), fik vi bekræftet, at vi ventede os en sund og rask lille pige. Jeg græd nærmest helt utrøstelig af glæde, da de ringede fra sygehuset med beskeden. Din mormor troede faktisk, det var dårlige nyheder. Der gik et par minutter inden jeg kunne få fremstammet, at alt var godt og du ikke var syg. Du var sund og rask, vores lille fighter! Samme aften, som vi fik beskeden om, at du var sund og rask, mærkede din far dig for allerførste gang. Det kan umuligt have været et tilfælde. Du sparkede så hårdt, at både mor og far blev overvældet over dine uanede kræfter. Det var som om, at du ville sige "Hej mor og far! Jeg er lige hér og jeg har det da bare helt fantastisk! Lad vær' med, at bekymre jer for meget og så ses vi til september når jeg er blevet endnu større og stærkere!". Det var næsten som om, at "noget" har forsøgt gentagne gange, at fortælle, at vi intet havde, at være bekymret for. Pludselig var det som om, at der rent faktisk var en helt klar mening med, at moderkageprøverne mislykkede og at det kun lykkedes det dygtige personale, at fylde et halvt reagensglas op med blod fra mig. De skulle i alt have 2 hele glas for, at kunne sammenligne og genskabe resultaterne fra USA, men de fik kun et halvt. Det havde aldrig før været et så stort et problem, at tage blodprøver på mig. Men det var som om, at noget bestemte, at det hér var helt og aldeles fuldstændigt unødvendigt. Og ganske rigtigt - for resultatet var jo, at du var sund og rask! Månederne gik, kvalmen forsvandt og snart nærmede vi os terminen. Vi lærte langsomt, at genvinde glæden ved graviditeten efter bumpende på vejen med adskillige bekymringer.

Vi landede på Viborg Regions Hospital d. 21.09.15 kl. 20.39 og kl. 02.39, blot 5 timer senere, kom du til verdenen under lidt kaotiske omstændigheder. Jeg havde spurgt gentagne gange under fødslen om du var okay og forsikrede jordemoderen om, at stak mit blodtryk af, så skulle hun redde dig først, min skat. Din hjertelyd begyndte at falde lige drastisk nok til, at jordemoder, Henna, kunne acceptere det. Mor fik et sidste forsøg på, at få dig ud under næstfølgende vé inden de ville gribe ind og få dig ud - enten med sugekop eller ved et akut kejsersnit. Da jeg hørte, din hjertelyd dalede trak jeg vejret helt ind og pressede alt det jeg kunne. Ud det skulle du om det så var det sidste, jeg gjorde. Så skulle du bare ud!

Og det kom du! Ja, nærmest flyvende! Vidste du, at de var 2 om at gribe dig? Plask, sagde det! Fostervand ud over det hele og så var du der bare! Vores lille Aviaja, 50cm lang og 3322g ren kærlighed. Jeg havde dårligt nok fået dig i armene før jeg græd, kyssede dig, fortalte gentagne gange "Mor elsker dig, lille skat! Du har bare været så dygtig!". En fødsel er jo indbegrebet af det vildeste samarbejde, mor og barn imellem. Det vil du forstå, min skat, den dag du selv bliver mor. "De sagde, det hér ikke kunne lade sig gøre. De sagde, det hér ikke kunne lade sig gøre...... Jeg er mor!", fik jeg fremstammet hulkende med tårerne trillende ned ad kinderne til jordemoder, Henna. Erkendende svarede hun "Ja, Sabrina... Du er mor! Det er kæmpe stort, det hér!". Og dét var det! D. 22.09.15 var den største dag i din fars og mors liv. Du kom til verden så lille, fin og helt perfekt. Hele fødselsberetningen kan du læse HÉR!

Jeg husker tydeligt dagen på Viborg sygehus - 8 uger efter fødslen, hvor du blev diagnostiseret med en hjertefejl. De kaldte den VSD. Jeg holdt din lille hånd hele vejen hjem i bilen. Akkurat, som da vi forlod sygehuset 2dage efter, du var blevet født. "For altid din hånd i min - gennem livet, du og jeg", hviskede jeg. Sådan skulle det bare være. For altid. Men den hér gang var det noget andet. Jeg var bekymret. Jeg var vred. Og jeg var bange. Bekymret over, hvad det nu ville betyde for dig. Om du ville kunne få et normalt liv og om jeg som mor ville have resurserne til, at være en god nok mor for dig. Vred over, at vi ikke kunne få lov, at være lykkelige uden alverdens alvorlige bekymringer. Bange for om jeg nu skulle miste dig "igen". Den dag, jeg fik at vide, at jeg nok aldrig blev nogens mor. Da følte jeg, at noget blev taget fra mig. Jeg fik det igen en Decemberdag i 2014, hvor det lykkedes mod alle odds at blive gravid, give dig livet og bringe dig helt til verdenen d. 22. September 2015. Tanken om, at jeg kunne miste dig, var ubærlig. Jeg har grædt. Utallige tårer, min skat. Men det er fordi, mor elsker dig så højt. "Jeg lover, at mor nok skal være stræk for dig, Aviaja", fortalte jeg dig. Som om du overhovedet behøver det. For du er jo en fighter med stort F og det har du alle dage været. Det ser så grimt ud, at et lille menneske skal ligge dér på briksen med alverdens elektroder på og få scannet sit hjerte. Jeg ville til enhver tid have byttet plads med dig. Åh, hvis bare jeg dog kunne! Det værste i verden er når der er noget galt med ens barn. Uvisheden. Ja, det er ikke nogen hemmelighed, at jeg forbander den langt væk. "Du er så sej, Aviaja! Du er SÅ sej!", hviskede jeg i dit øre under scanningerne. I stiv arm tog du det hele. Måske var det fordi, at du (til forskel fra mig og din far) var ganske uvidende om, hvad der foregik og hvad resultaterne indebar for dig og vores fremtid. Jeg derimod. Ja, jeg var et nervevrag af angst med følelserne helt uden på tøjet.

I tiden efter, du er blevet diagnostiseret, som hjertebarn med VSD, tager jeg mig selv i, at falde i søvn ved siden af dig af ren udmattelse. Det er det samme hver aften. Jeg ligger ved siden af dig med din lille hånd i min og bare stirrer på dig, dit lille søde milde væsen, og holder øje med, at du trækker dit vejr. "Børn dør ikke. Det gør de simpelthen bare ikke!", siger jeg gentagne gange til mig selv. Ikke et eneste sekund, fjerner jeg mit blik fra dig. Du er præcis, hvor jeg kan se, høre og mærke dig og lige ved siden af mig. Jeg vågner ved den mindste lyd og bevægelse fra dig. Gud forbyde, du nogensinde kunne få den tanke, at holde op med, at trække dit vejr! Det er mit værste mareridt. Jeg vil for alt i verden ikke miste dig, du fine lille pige. Jeg holder din hånd, dufter til den og kysser den. Hvad nu hvis, jeg nogensinde glemmer, din duft? Tanken holder jeg slet ikke ud. Jeg ligger mig helt tæt op ad dig, så jeg kan få din duft helt tæt på. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du føler dig tryg og er langt væk i drømmeland. Det giver mig ro. Ja, faktisk så meget ro, at jeg på et tidspunkt selv falder i søvn. Det er helt utroligt fantastisk, den indvirkning, du har. Så rolig, så mild. "Mor, vi tager jo bare én dag ad gangen og så kan vi ikke gøre mere. Se mig lige, jeg har det jo fint!". Jeg smiler, mens jeg betragter dit ubekymret smil på læben mens du sover. "Jeg er lige her og jeg går ingen steder. Aldrig nogen sinde! Sov godt, min skat. Mor og far elsker dig. Altid".

"Åh.. Bare lige 10minutter mere". Sådan tænkte jeg imorges, da du havde stået i din tremmeseng, frisk og klar til dagen. Jeg løftede dig op til mig og du lå på mit bryst, gumlede på din sut og holdt min hånd. Det er ellers noget, du som regel ikke rigtig har tid til længere. Du vil fremad i livet. Ved du godt, at jeg savner det? At du lige putter ved mor? Det er så hyggeligt. Og jeg nyder det når du vil. Det er simpelthen det bedste i hele verden og så er du ikke engang klar over det! Du tror, at du lige får 10minutter mere til at vågne og putte ved mor. Men i virkeligheden er det mig, der får 10minutter mere til, at have dig helt tæt på, holde om dig, nusse dig på din kind, kysse dig og dufte dig. Ved du, at du dufter helt fantastisk? Jeg nyder det i fuldedrag. Hvert minut. Hvert sekund. For snart sætter du fra, vil op og igang med dagen.

Ved du godt, at du giver så meget energi, styrke, grin, glæde og lykke hver evig eneste dag, min skat, helt uden, du selv er klar over det? Det er dét, du gør ved din mor og far. Du er vores evige lykke. Så Kære, Du lille væsen, glem aldrig, at du BETYDER noget, at du er SMUK, at du er ganske UNIK og helt FANTASTISK! Du er KÆRLIGHED. Den STØRSTE af dem alle. Jeg ved hverken, hvad livet vil bringe dig - eller os. Men det er nok ikke helt utænkeligt, at du en dag vil møde lidt modgang på din vej. Det gør alle mennesker, min skat. Og når du når til de bump på din vej må du love mig, aldrig at lade verden ændre dit smil. Der findes kun én af dig og alene af den grund, min skat, er du meget værdigfuld. Ikke kun for din far og jeg, men for alle der er så heldige, at være en del af dine omgivelser - både nu og i al fremtid. Du er, for os, selve meningen med livet og grunden til, at vi smiler og har mod på livet - uanset, hvad vi end måtte møde på vores vej, Du, din far og jeg, så er kærligheden det største våben i vores sind.

I skolen vil du med tiden lære, at stave til "kærlighed", men jeg håber, at du hver dag også vil huske, at give dig tid til, at slippe al stress og jag og føle kærligheden fra din far og jeg - også selvom vi en dag måske vil synes, at være de mest irriterende og uretfærdige mennesker, du kender. Lov mig, at du aldrig vil få ind i din fantasi, at tvivle på, om vi mon altid vil være her for dig, elske dig, give et knus, kys og holde din hånd når du har brug for det - uanset hvad, så er vi her! Meget skulle læres, meget har vi lært og for fremtiden, har vi endnu mere, at skulle have lært. Sådan er livet, så fantastisk! Og ved du hvad? Vi vil ikke bytte for noget andet i verden! Ligesom du vokser, ligeså vel vokser vi hver dag hen imod, at du skal have lyst til, at føle en vis stolthed over os, som forældre.  Og spørg du os, om vi ville gøre det hele om - så gjorde vi gerne det hele igen! 

Jeg tror ikke helt, vi har lært, at forstå, hvor dyrebart et øjeblik med dig kan være før det blot er et minde. Du bliver snart 1 år og tiden er bare fløjet afsted. Vi har nydt det og noget siger mig, at du kun vil blive større for hver dag, der går. Og tænk så lige engang, at din far og jeg har fået tildelt den fornemmeste opgave, at vise dig livet og holde din lille hånd gennem livet. Vi har så meget godt foran os - både stort og småt, som vi end endnu ikke engang forstår, men som vi glæder os helt uendeligt meget til, at vi sammen skal opleve - hvad enten det bliver, som trekløver-familie eller med en lillebror eller lillesøster i den anden hånd.

Lov os, Aviaja, at du aldrig vil glemme, at huske;
At vi elsker dig mere idag,
Højere end igår,
Og endnu mere, vil vi elske dig, imorgen! <3


Likes

Comments

Hej mine skønne læsere!
Jeg har været så heldig, at få denne helt fantastiske mulighed, som jeg ikke har kunnet sige nej til! Jeg er blevet Independent business owner og I kan nu fremover handle alle jeres yndlings forever-fit og Living-produkter gennem mig!

Drømmer du om en læbepomade, der har det hele, som holder fugtigheden, blødgøre og ovenikøbet har SPF 30? Personligt har jeg selv skiftet fra diverse Eos til Kreas læbepomade, men ingen af dem har kunnet dække mit behov. Dét kan læbepomaden "Sun lips" med cooling protection fra Forever! Det er i sandhed et produkt, som jeg på ingen måder kan være foruden - og bedst af alt, så kan den bruges året rundt!

Én gang forever produkter
- altid forever!

Der vil fremover komme opslag på bloggen med eksklusive tilbud og nyheder i mit business! Så hold øjne og øre åbne! 😉

Likes

Comments

"Hun ligner da ikke én, der fejler noget, som helst!" I guder, hvor har jeg bare hørt den "prædiken" om og om igen. I og for sig, er sætningen jo egentlig meget positiv i og med, at menneskerne i vores omgivelser ikke føler, at have oplevet Aviaja syg. Det er også helt korrekt! For vi har kun prioriteret, at have fuld kalender de dage, hvor Aviaja har sine allerbedste dage! Ingen udover os selv og den allernærmeste familie, har set Aviaja når lokummet virkelig har brændt på. Ja, hun ser ganske rask ud, men det er bare lige indtil vi begynder og snakke "hjertebørn og særhensyn". For dem findes der en hel liste af.

Fejlen, vi som forældre nok har gjort er, at vi ikke har talt åbent om Aviajas hjertefejl. Vi besluttede da Aviaja var 8 uger gammel, at dét her ikke skulle have lov, at styrer vores hverdag mere end højest nødvendigt. Vi gemte os bag vores egen dør på de dage, hvor Aviaja havde det allermest svært - og aller værst. I stedet for, at åbne vores dør og vise, hvordan det også kan være, at være i vores sko på lige netop disse dage og måneder ud i én køre. For bliver Aviaja syg (influenza/forkølelse) så bliver hun VIRKELIG syg! Og det har i særdeleshed været svært for vores omgivelser, at forstå. For igen - Aviaja ser jo ganske sund, rask og velfungerende ud. Og pludselig er der nogle mennesker tæt på, som pludselig fik den tanke, at bilde sig selv ind, at vi overdramatiserede vores datters tilstand.

Men nej, det gjorde vi ikke. Bestemt ikke! Hvis vi gjorde noget, så undererkendte vi den situation, vi pludselig var havnet i. Og det gjorde vi for, at vores hverdag ikke blev ét stort kaos - både for os selv og vores omgivelser! Det var ikke det bedste for os, ikke at komme helt ind, hvor det gjorde ondt og snakke om det. Men vi lod være for, at skærme vores omgivelser for ubehagelige beskeder og de medfølgende bekymringer, samt synet af os, der var ved at splintres til atomer indeni. For gu' har vi været bange og kede af det - og sådan kan vi til tider stadigvæk have det. Det værste i verden, er når der er noget galt med ens barn og man lever i uvished!

Vi måtte prioritere, hvad det var bedst for Aviaja på de aller sværeste dage. Og de dage har kostet utallige søvnløse nætter og tårer ned ad kinderne, der ikke kan standses af bare angst for, at skulle miste hende.

Dig, der påstår, at min datter ser rask ud og ikke fejler noget, ved du egentlig hvor skide sårende det i virkeligheden er og hvilket psykisk pres, vi som forældre hver dag står overfor? Ved du godt, at min mælkeproduktion stoppede, da hun blot var 10uger gammel fordi jeg var ude af balance i mit sind af bare angst? Ved du godt, at jeg følte mig som verdens største loser fordi, at jeg pludselig ikke havde mælk nok til at kunne give mit barn bryst og måtte ty til modermælkserstatning? Behøver jeg at sige mine tårer løb ned ad kinderne, da jeg nåede til den erkendelse? Er du klar over hvor hårdt det var, at alt der var fryd og gammen pludselig blev taget fra mig? Fortæl mig, er DU klar over det?

Lad mig så lige forklare dig, søde uvidende menneske, følgende: Man er ikke rask, hvis ikke man kan klare, at komme udenfor en dør når der er minusgrader! Man er ikke rask, hvis man skal tilses af en læge allerede ved 38 i feber. Man er ikke rask, hvis lægerne kan finde på, at ligge én i respirator for, at aflaste hjerte og lunger ved blot 39 i feber. Man er ikke rask, hvis ikke man kan klare, at græde uden, at blive blå om læberne. Man er ikke rask, hvis man kan begynde, at hyperventilere så meget ved chok, at man bliver blå om læberne og i værste fald bliver apatisk med besvimelse til følge. Jeg kunne blive ved....

Men jeg er IKKE noget offer! Jeg er MOR. Mor med stort M. Og jeg vil ikke bytte for noget andet i verden! Jeg tror helt klart, at man, som forældre, har lige mange bekymringer - uanset om man er forælder til et raskt eller et sygt barn. Det eneste, der er til forskel er måden, hvorpå man er bekymret. Når man pludselig står med et hjertebarn i armene har bekymringerne en tendens til, at blive til akut angst. Reaktionen i sig selv, tror jeg faktisk, er meget sund. Den er god for bearbejdelsen og selve det objektive aspekt i, at være forældre til et hjertebarn. For selvom man står yderst subjektivt med begge ben solidt plantet direkte i det hele, så er det vigtigt også, at kunne tage et par objektive briller på, se det fra en udefra vinkel og prøve, at lade analysering være analysering uden, at det hele bliver forfærdeligtgjort. Det er min livserfaring, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Der er en mening med, at alting sker. Og jeg garanterer, at uanset hvilke udfordringer man må stå igennem, så kommer man endnu stærkere ud på den anden side. En regnbue kan kun blive til, hvis der også er lidt regn.

Imorgen skal vi til kontrolscanning med Aviaja ude på hjertemedicinsk afdeling. Det er som om, at jeg bryder mig mindre og mindre om det sted for hver gang, jeg planter mine ben der. Misforstå mig ikke. Jeg er yderst taknemmelig for, at vi som forældre kan føle, at vi er i trygge hænder dér med vores barn. Men vi har været afsted så mange gange og billedet af min lille pige på briksen med ultralydsscanneren og de utallige elektroder henover hendes bryst, bliver desværre bare ikke kønnere for hver gang. Jeg hader, hader, hader det! Jeg lære nok aldrig, at vænne mig til, at hun skal ligge der. Det eneste gode ved det er, at det giver en tryghed i vores hverdag, at hun kan blive tjekket undervejs i forløbet og at vi får lov, at opleve fremgang. Det er mere end hvad andre får lov til. Og indtil videre er vi sluppet uden operation.

Jeg ved, at der venter os en regnbue for enden af den her tunnel af utallige rutcheture i det følelsesmæssige registre. Forhåbentlig en dag kan hun blive erklæret hjerterask. Spørgsmålet er bare, hvor meget regn, vi skal opleve, før vi får den at se! Uanset, så har jeg verdens mest stædige og sejeste, skønne lille pige!

Likes

Comments

Nouw Magazine