Jeg husker ikke hvornår jeg sidst havde haft det så dødssygt. Følt mig så malplaceret og samtidig været så nedtrykt og deprimeret. Jeg var gået rundt i timevis, ledte og ledte. Det var fucking koldt. Jeg blev så ked af det, hvad fanden var der galt med mig?

Jeg satte mig ud på toiletterne for at rense tankerne, blive OK igen. Det gjorde bare det hele værre. Bassen pumpede og jeg kunne høre alle danse, men jeg kunne ikke holde ud at være der. Jeg prøvede at trække vejret, ind gennem næsen og ud gennem munden. Min vejrtrækning blev værre. Hvad skulle jeg gøre. Jeg var ved at få det rigtigt dårligt. Jeg blev nødt til at gå nu. Det ville jo være pinligt, hvis jeg ikke gik nu.

Jeg stiller mig i garderoben, jeg venter og venter. Kom nu for fanden, find mine fucking ting, hvor svært kan det fucking være? Jeg bliver irriteret. Jeg har fået en dunkende hovedpine, endnu et tegn på at det er ved at gå galt. Gå helt galt.

E-n-d-e-l-i-g får jeg mine ting, jeg skynder mig i gennem den kæmpe flok af mennesker der har dannet sig rundt om garderoben. Nu skal jeg bare ud, jeg skal væk herfra. Jeg trækker ud til siden og tager mit overtøj på, tydeligvis alt for lidt med de minusgrader det føles som udenfor.

Og så går jeg udenfor, i det jeg kigger op står han der. Mit hjerte smelter og springer et slag over, men mit hjerne kortslutter. Mine ben fører mig langt væk fra ham i en fart. Jeg får lyst til at græde. Og jeg er pisse sulten ligepludselig. Ellers har jeg bare vildt ondt i maven. Jeg ved det ikke.

Jeg får købt noget mad, og er på vej ned mod bussen. Mine tanker flyver rundt, sikke en fucking lorte aften, jeg ved den kun bliver værre. Jeg venter på bussen, folk i flokke går forbi, det er stadig tidligt. De har det sjovt, jeg har det ad lort til. Mine tårer kommer stille frem i mine øjne, jeg tvinger dem væk. Sikke en fucking idiot jeg er. Jeg fryser, jeg fucking fryser.

Mine tænder klapre løs, mens jeg prøver at tage en bid af mit ene pølsehorn. Det er lang tid siden jeg plejede at købe dem, hold kæft de smager af lort. Jeg pakker det ned i posen igen, sætter musik i ørene. Tårerne banker på igen, det gør de hele vejen i bussen. Styr dig nu for fanden, bliver jeg ved med at sige til mig selv, indtil jeg bryder sammen i bussen. Jeg bryder fuldstændig sammen, og jeg er ligeglad med hvor fucking pinligt det er. Jeg brøler, mit hjerte ræser, jeg ryster og jeg kan ikke trække vejret.

Jeg står af bussen, og løber resten af vejen hjem. Jeg hader at jeg skal have det sådan her. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal? Hvorfor skal jeg være sådan her?

Mit hjerte gør så ondt.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Jeg føler mig alene. Desværre er det ikke længere kun engang imellem jeg føler mig alene. Jeg føler mig efterhånden alene hele tiden, på randen til at splintre som fint glas hvert eneste sekund. Jeg går rundt med en kæmpe knude i maven, og tanker der får mig til at rådne op indeni lidt ad gangen, hver dag.


Jeg stiller mig selv det spørgsmål i aulaen under foredraget i dag, "Mon der er en anden herinde der føler ligesom jeg gør, eller er det bare mig der er noget galt med?" Jeg stopper mig selv før jeg overhovedet har lyst til at svare på mit spørgsmål. Selvfølgelig er der det. Der må da være en, bare én, herinde der føler som jeg, tænker jeg og kigger rundt i lokalet der er fyldt med alle elever på samme trin som jeg. Jeg kigger, og ser de populære piger foran mig. Nørderne på forreste række. De populære drenge bagerst. Den ih- og åh så omtalte vennegruppe, der i øvrigt indebærer medlemmer der har stukket mig i rykken, og medlemmer der er så fucked up at man skulle tro det var løgn. Jeg ser alle, på nær mig selv, værende en del af en gruppe. Et slæng. Et gang. Men jeg kan ikke placere mig selv. Sidste år havde jeg kunne placere mig selv i forskellige grupper. Jeg havde et kæmpe socialt netværk husker jeg. Men i dag, kan jeg ikke engang placere mig selv i én fucking gruppe. Jeg er helt alene.

Det er ikke engang fordi jeg har netværket udenfor skolen, som så skulle kunne holde mig oppe, støtte mig eller være der for mig. Nej. Det er bare mig. Jeg har ikke nogle. Jeg har mistet alt og alle og jeg føler mig så fucking alene. Ikke længere kun engang imellem, men efterhånden hele tiden. På randen til at splitnre som fint glas hvert eneste sekund.

Likes

Comments