December er ovre og vi er halvvejs igennem vintermånderne. Men hvis man endnu ikke er velforsynet til at komme igennem de kolde måneder, så har jeg herunder samlet et par items, der holder os varme i denne tid + et par ting der bare vil se brand godt ud sammen med ens outfit. Der er alt fra huer, vanter og tørklæder, så det er holdt mere i accessoires kategorien, da jeg tænker at det ikke er nu man går ud og investere i dyre vinterjakker eller lign.

På dette tidspunkt, tilføjer man kun få tilbehør til lige at komme igennem den resterende kolde tid. Jeg er selv helt forelsket i strikhuerne med de to pelsduske, den er da vanvittig sød! Den røde skuldertaske er så lækker og tilføjer noget til hvert outfit med den knald røde farve. Meeeen mere praktisk set, burde jeg nok hellere investere i et godt stort halstørklæde, som kan holde mig varm, for tasker har jeg nok af hahah!

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Mit oprindelige blogindlæg er skrottet eller i hvert fald rykket, efter jeg så Golden Globes i søndag. I søndag var der en kvinde der trådte op på scenen for at blive hyldet for hendes bidrag til underholdningsverdenen. Allerede der vidste jeg godt at det var guldkorn der ville blive sagt, for sådan er det altid når Oprah Winfrey taler.. Hun formår at skabe en hypnotiserende stilhed, hvor man ikke kan andet et at lytte på hende. Det som så gør at jeg endda skriver et indlæg om hendes 10min. scenen var at hun ikke tog imod prisen og gjorde dette om hende, men om OS.

Hun ønskede at give alle mennesker en stemme, det var i hvert fald det jeg så som essensen af hendes tale. Det var en tale om at se hvordan en anden står model i kampen mod racisme, sexisme, uretfærdighed og dermed motivere os til at kæmpe side om side med hinanden. I talen hvori hun nævnte historien om kvinden Recy Taylor. En ung sort kvinde der blev voldtaget i Alabama 1944 af seks hvide mænd, som aldrig blev taget til retten. Dernæst blev Rosa Parks nævnt, en kvinde som var med til at undersøge Taylors voldtægt og som 11 år senere nægtede at opgive sit sæde i en bus i Montgomery, da hun nok et eller andet sted i sit hjerte blev mindet om Taylor og hendes kamp.

Oprah anvendte en af sine største evner, efter mange år som journalist og mediepersonlighed i sin tale. Nemlig hendes evne til at kaste lys over de navnløse og tale om retfærdighed og moral på en inspirerende måde. I talen fik hun ikke bare formået at hædre de kvinder der var til stede i flotte sorte kjoler og som var på deres fødder for at hædre Oprah og hendes ord, men også: " Women whose names we'll never know. They are domestic workers and farmworkers. They are working in factories and they work in restaurants and they're in academia, engineering, medicine, and science. They're part of the world of tech and politics and business. They're our athletes in the Olympics and they're our soldiers in the military."

Hun forsøgte på ingen måde at redde os med denne tale, men mere en opfordring til alle os unge piger, for at fortælle vores egen historier, at kæmpe for vores egne værdier og at bekæmpe uretfærdigheder med den sikkerhed, at vi vil blive set og hørt. Vi skal alle tale op, engagerere os og finde vores egen magt. Vi skal flytte fra passisvitet til aktiv deltagelse og kalde alle allierede med i kamp... - For man skal være den forandring, man ønsker at se i verden.

Likes

Comments

I går var det glædens dag, da min veninde efter lang tids rejsen kom hjem igen. I kan se indlægget HER, jeg skrev den dag hun tog af sted. Det er ikke den kæmpe store omvæltning, da jeg igennem alle månderne har haft tæt kontakt med hende og set EN MASSE billeder hahaha! Men det er stadig en stor dag *snøft*! Jeg har set vanvittig meget frem til at se hende og have hende tilbage på dansk jord igen.

I modsætning til da hun rejste var jeg ikke i lufthavnen, da hun ankom i Danmark. Det var ikke noget de lige ønskede og ville bare se familien, som det første! Men i går aftes tog hele venindeflokken hjem til hende og der var tårerne godt nok også tæt på! Jeg er altså følsom, når det kommer til sådan noget, men det har ingen betydning når min veninde er ligeså slem, så der stod vi i går tæt på tårer og knurrede sig til hinanden, de andre fik slet ikke tid hahah! Jeg græd da hun rejste og hun græd da jeg blev student og vi græder sammen, når vi har vores dybe samtaler, så at vise følelser er der skam intet galt i!

Min lille barndomsveninde fra børnehaven af, har været ude og opleve verden og jeg er en smule stolt over hende. Det er en drøm hun altid har haft og snakket om, så at hun opnået hendes drøm og endda en stor en af slagsen, gør mig så inderligt glad på hendes vegne. Hun er en af mine tætteste og ældste veninder, som til tider har følt helt som endnu en søster. Følelsen var så ægte at vi op til flere gange bildte andre folk det en, selvom vi på INGEN måde ligner hinanden hahah! Jeg glæder mig til at vi sammen kan rejse til Asien en gang og hun kan være min helt egen privat turguide.

Likes

Comments

Kan vi lige sætte det hele på pause for en stund og erkende hvor hurtigt dette år er fløjet forbi os. Og nej, jeg snakker ikke om de 3 dage, der er gået af 2018 hahah! Men derimod om mit sabbatår jeg påbegyndte i juni måned, idet sekund jeg fik mit eksamensbevis i hånden. Jeg ved, det ikke er første gang i hører dette både fra mig eller andre, for det er det alle siger hvert år! MEN, Seriøst, jeg kan ikke forstå at der allerede er gået så mange måneder… Hvordan, hvad, hvornår og hvorfor?

Jeg møder nu følelsen af hast. For det er den tid på året, hvor alle starter nye projekter og begynder på deres nytårsforsæt og ja, som i jo ved, så har jeg bestemt at sådan bliver det ikke dette år. Bestemt, og bestemt. Det er i hvert fald sådan det er blevet. Jeg vil ikke stresse, jeg ønsker ikke tiden væk, men jeg ville ønske at være mere i nuet.

Så hvordan bliver vi langsommere i denne crazy tid?? Altså, jeg er ikke sikker.. Jeg tror det handler om alle de små ting, familiens tid sammen, tiden man giver sig selv, planlægningen om fremtiden… Jeg ved at rejser er for mig nøglen til at klart hovedet. At være et sted en smule væk fra hjemmet og fra dagligdagens travlhed, hvor man har mulighed for at tage et minut til at stoppe og værdsætte nuet, som føles åh så godt.

Jeg anbefaler ikke at løbe væk HVER weekend, men dette halvår, vil jeg lægge mere tid til siden, til mig. Weekender til alt og ingenting, hvor jeg kan føle mig skyldfri med ingen FOMO og allermest bruge tid på at nyde nuet. Sabbatår jeg har brug for dig, men kan du ændres lidt på?

Likes

Comments

Kalenderen viser nyt år, nemlig 2018. I 2018 skal jeg lærer at elske forandringer og omfavne dem, for forhåbentlig kommer der mange af dem. Dette år har allerede været et år fyldt med forandringer. Jeg fik mit kørekort, blev student, begyndte mit sabbatår, haft fuldtidsjob og ikke mindst oprettet denne blog. For mange ville det lyde vildt spændende og det har det virkelig også været, men jeg kan til dels også finde ændringer lidt udfordrende. Jeg er en person der gør meget af de samme ting, da jeg ved med sikkerhed at jeg vil elske og det fungerer (ligesom alle de andre forrige gange), så jeg ved at jeg ingen risiko tager ved at ikke vælge nye destinationer, lave nye retter og opleve nye ting og sted, som jeg slet ikke kender til. Men dette år skal det være slut og den risiko og forandring der kommer i fremtiden skal for mig være spændende i stedet for noget skræmmende.

Denne tid sidste år brugte jeg meget tid på at tænke og fundere over hvad det kommende år ville og skulle bringe. Jeg havde ideen om at starte en blog, som jeg ikke havde sluppet i MANGE år på daværende tidspunkt. Men jeg vidste at det første halvår af 2017, kom til at være fyldt med teoriprøver, køreprøver, eksamener og fester. Så jeg besluttede at når andre startede i skole og mit sabbatår begyndte efter sommerferien, at jeg så ville sige ”Screw it” og gøre det! Min hjerne var bare sat på GO mode og jeg gjorde det sgu! Allerede der var jeg på en mission om at acceptere ændringer i mit liv og dermed også anerkende de dele jeg brød mindre om, så jeg kunne ændre på dem.

Det var her jeg launched min blog. Dette var stort for mig, ikke kun fordi det var starten på så mange nye ting, men fordi min hjerne normalt konstant tænker ”hvad vil de tænke?” ”Var det den rigtige ting at gøre?” overtænkende måde, og jeg vidste at ved at tage denne beslutning skulle det lægges væk og så længe jeg var glad for indholdet, så var det nok.

Efter 1 år og en følelse af et crazy år med konstante ændringer, føler jeg mig endelig fattet. Jeg laver noget jeg elsker (Her snakker jeg om bloggen) og jeg er begyndt at koncentrere på mig. Jeg elsker at skrive denne blog, nok mere end nogensinde. Jeg har SÅ mange spændende planer for det kommende år, at jeg næsten ikke kan vente til det hele begynder, så i kan være en del af hele min rejse. Jeg havde faktisk ikke helt planlagt al den chit chat, men det føles ikke rigtigt at snakke om 2018, når jeg ikke rigtig havde lukket døren til 2017. Dette er et nyt år, og ja, jeg er en af de mennesker der har massere af mål for dem selv, men dette år er anderledes, dette år ved jeg lige meget, hvad der sker, så kan jeg klare det.

Likes

Comments

Instagram@anna_meelby