Hverdagen på Kajen i 30 grader er lang, og som regel sker der ikke det store. Roselina er landet i Seixal, Portugal, og om få dage smutter vi til Maderia. Turen ned igennem Spanien og Portugal har både været spændende og varm. Rigtig, rigtig varm! Faktisk så varmt at vi ofte må søge indendøre, eller under solsejlet, mellem klokken 13:00 og 17:00. Forleden dag var der 32 grader udendørs og nul vind. Hvilket førte til at mange af os fik et mindre hedeslag og ikke havde lyst til andet end at drikke kolde øl under en parasol. Så det var det vi gjorde den dag.
Når man ligger i havn så mange dage i træk, kan man godt blive forholdsvis rastløs og en smugle skør i bolden. Der er altså ikke al verden at lave i den samme havn. Man skulle tro at fordi jeg har alt den tid jeg behøver til at gøre det ene og det andet, at jeg for gjort en masse ting. Men det gør jeg ikke. Tid er noget mærkeligt noget. Når man har for meget tid, for du intet gjort, og når du har for meget at lave, har du for lidt tid. Men på den anden side, lige meget om du har for meget eller for lidt tid, kan du hverken spole frem eller tilbage i den. Så måske skulle man bare være i den tid, og det sted, du er i lige nu og her. Personligt tager jeg tit mig selv i at ønske, at jeg var et andet sted. Man skulle ikke tro det, for efter manges mening har jeg det perfekte liv lige nu. Jeg sejler hvor hen jeg vil, laver hvad jeg vil når jeg vil. Sådan stort set i vært fald. Og alligevel, på trods af alt dette, ville jeg ønske et jeg kunne tage det hurtigste fly hjem til Danmark. Hjem til venner, familie, skole, regn og kulde. Det jeg prøver at sige er, at lige meget hvad du laver, hvor du er eller hvordan du har det, så vil de fleste af os ønske de var et andet sted. Hvis jeg kunne komme hjem fra denne rejse med en eneste erfaring. Så skulle det være at leve i nuet.

Jeg syntes det er på tide at jeg introducere min lille hyggelige kahyt, hvor jeg og min søster sover. Der er ikke meget plads, men nok. Når man lever 10 personer i en to mands bolig, er der ikke meget plads til personlige ejendele eller sengeplads. Så vi må alle nøjes med hvad der er. Måske kan det være svært at forstille sig hvad der sker på en helt almindelig dag på Roselina, så her er en lille beskrivelse.


Det første jeg gør er at stå op og spise morgenmad. Som regel står den på havregrød eller rugbrød- takket være min far som bager rugbrød til os. Og hvis jeg ellers er kommet i seng i ordentlig tid, løber jeg en tur. Når jeg har spist sker der faktisk ikke det store indtil klokken er mellem 12 og 2. For der spiser jeg nemlig middagsmad. Måske går jeg på cafe hvor jeg for lidt formiddagskaffe til 7,5 kr. Så sker der igen ikke det store ind til jeg skal lave aftensmad, så spiser jeg aftensmad. Og hvis jeg virkelig skal være aktiv den dag går jeg en aftentur rundt i den lokale by. Eller tager en gang Volleyball.

Jaer, som sagt, der er ikke så meget at lave. Godt nok skal vi en gang imellem ordne nogle ting på båden. Som at lakere, Ordne sejl, gøre dæk rent og andre småting. Men håber i kan sætter jer lidt ind i, hvordan jeg har det, når jeg siger at jeg har for meget tid.

En gang imellem sker der det, at jeg kommer lidt op og skændes med nogen fra båden. Og når det sker, kan jeg ikke gøre så meget andet end at gå over i den anden ende af båden. Det vil sige ca. 15 meter væk. At leve så tæt sammen har sine udfordringer, som at du ikke har andet valg, end at acceptere de mennesker du lever med. Det skal lige siges, at det ikke er så ofte vi skændes på båden, normalt har vi det rigtig godt på båden, og det er en fed måde at lære hinanden at kende. Man ja, det har sine udfordringer.

Sandsynligvis høre i fra mig igen når jeg lander på madeira, hvor jeg for min fantastisk søde veninde på besøg. I fremtiden kommer jeg nok til at skrive nogle flere, men mindre opslag. Så i kan blive opdateret lidt undervejs.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Så er vi landet i Nordirland, et smukt land med mange interne udfordringer, og en dramatisk historie i bagagen.

Den første destination var Belfast. Ved første øjekast ligner Belfast en almenlig europæisk storby, men dykker du lidt ned i historien og taler med dens indbyggere, opdager du hurtigt, at der er noget der lure under overfladen. Du kan mærke en lidt trykket stemning hænge i luften, som en tåge der fylder for meget. Sådan ser det ud fra min synsvinkel. Efter en større og google-søgning, forstår jeg hvorfor min mor insisteret på at høre ”Sunday Bloody Sunday.”

For at sige det mildt, så har der været problemer i Irland siden det 1200 århundrede. I 1600-tallet fik protestantiske engelske godsejere tildelt jord, mod at holde irerne nede så de ikke skulle kræve uafhængighed. Det skal siges at de her godsejere ikke var specielt søde mod bønnerne. Faktisk var de nærmes brutale og i den grad urimelige mod den Irske befolkning. Hvilket selvfølgelig førte det til en masse protester og uoverensstemmelser i Irland, især Katolikkerne ønskede et frit Irland. Landet var under den engelske Trone i omkring 800år, og i den tid har katolikkerne ”de rigtige irer” opbyggede et stærkt had til protestanterne. I påsken 1916 gik tre irske undergrundshære til angreb mod det britiske styre og besatte vigtige bygninger og knudepunkter i Dublin. Efter syv dages skyderier blev de nedkæmpet af den britiske hær, og hele oprørshæren henrettet. Herefter blev den irske republikanske hær (IRA) oprettet. I 1919 brød den irske uafhængighedskrig ud mellem britiske styrker og IRA, og i 1921 indgik parterne en våbenhvile, hvorefter Irland fik sin uafhængighed. Seks provinser i det nordlige Irland fortsatte imidlertid med at være en del af Storbritannien efter det protestantiske befolkningsflertals ønske. Irland blev dermed delt i to, og undertrykkelsen af katolikkerne fortsatte i nord. Uligheden var både social, politisk og økonomisk. Fx var 90 pct. af alle embeder, lederstillinger og politiske poster besat af protestanter, som også ejede alt fra banker til skibsværfter. Katolikkerne stod også bagerst i køen til boliger, job og uddannelser. Især i Belfast som var et af knudepunkterne for handel og importvare, blev katolikkerne behandlet seriøst urimeligt.

Da Titanic blev bygget arbejdede der 3000 protestanter og 1 katolik. (Der er bygget et utrolig godt museum om Titanic og des søsterskib Olympia, som klart er et besøg værd, netop i Belfast.)

I 1970-erne Begyndte de ellers fredelige katolske protester at blive meget mere voldsomme, og det meste af Belfast lignede en krigszone. I 1971 skete der en skæbnesvanger hændelse. Protestanterne holdte deres årlige orangemarch for at fejre protestanternes sejer over katolikkerne i Londonderry i 1600 årende , og under denne march var der selvfølgelig nogle Katolikker som blev rimelig sure og virkede (ifølge beretninger) truende over for det engelske politi som holde vagt. Det engelske politi valgte at skyde 13 civile mænd i hoved og bryst. Denne hændelse er kendt som ”Bloody Sunday.” Der er så mange ting galt med den hændelse, for det første må politiet aldrig slå nogen ihjel, de må højest passivisere et andet menneske, ved at skyde dem i ben eller skulder. For det andet havde de her 13 civile katolikker ingen våben på sig eller havde på nogen måde gjort skade. Man kan endelig godt forstå, at katolikkerne blev sure på protestanterne. Netop denne episode var dråben der fik glasset til at flyde over. Efterfølgende var der vold og seriøst dårlig stemning i Belfast i lang tid. Volden fortsatte helt op i 1998 hvor det lykkes at forhandle våbenhvile mellem katolikker og protestanter. Dog var der sammenstød helt op til 2005 hvor Belfast endelig faldt til ro.

Når man kommer udefra og prøver at samle brikkerne, og finde ud af hvad der mon gør, at et had så stærkt, kan blive ved med at eksistere i en ellers hyggelig by som Belfast. Går det lige pludselig op for en, at det hverken handler om tro eller magt. Det handler ikke om hvem der slog først eller om hvem der slår igen. For det kan ingen længere huske. Det eneste folk kan huske er de historier man hørte som barn. Om fjenden der brændte byer ned. Om familiemedlemmer som er døde og had som for længst er taget over i folks hjerter. Historien om Belfast kan ikke gøres op i kroner og øre, og den eneste fred der kan eksistere i sådan by, er en fred der kommer ud af tilgivelse. Belfast bygger stadig mure som inddeler katolikker og protestanter. De bliver lukket om natten for at undgå sammenstød. Mure har aldrig bragt noget godt med sig, efter min mening.


Jeg talte med en af de lokale om hele situationen, og han lød som om at ting er begyndt at ændre sig. Blandt de unge er der kun meget få uoverensstemmelser og skolerne bliver mere og mere blandet. Jeg tror på at Belfast er i fremgang. Måske jeg en dag vil besøge byen igen og mærke en ændring i luften. For så at vide, at generationers had, endelig er gået i glemmebogen.

*Let go of the past, fight for a better future, it is your choice. ( Var en af de mange billeder der kunne ses på murene.)

Udover Irlands barske historier er de utrolige festlige mennesker. Der findes ikke en by i Irland uden en pub. En blanding af en sportsbar og et værtshus. uheldigvis skal man være 18 for at drikke, hvilket betyder at jeg gang på gang må sidde med min cola og lade som om det er fedt. Okay ærligt de irske pubber er virkelige hyggelige, vi på Roselina kan nok hurtigt blive enige om, at den Iriske pub-kultur er et godt koncept. Det skal siges at manden i den røde trøje sprang ind i billedet helt af sig selv, god aften.

Lige så snart vi kom til Dublin, var der en hel anden stemning. Folk var glade og spillemændene spillede på hvert et gadehjørne. Dog ligner Dublin noget mere en helt almenlig europæisk storby. Det var hyggeligt at være der men jeg ville ikke tilbringe længere tid i Dublin. Men hvis du nogensinde for muligheden for at besøge universitetsbibliotek i Dublin, kan jeg kraftigt anbefale det. Jeg har aldrig i mit liv, set så mange gamle bøger, om så mange ting, og på så mange forskellige sprog. Der var i runde tal 400.000 gamle bøger samlet på et sted, og på 20 forskellige sprog (inklusivt dansk.) Godt nok er biblioteket kendt for en gammel keltisk bog, men hvis du spørger mig var de andre bøger mindst lige så spændene. Når man er færdig med at læse om den der keltiske bog, kommer du ind i en kæmpe sal. Med et fantastisk træloft og gamle træbjælker. Som sagt, et besøg værd hvis du er en bogelsker som mig, eller bare godt kan lide at være kulturel.

Da vi kom til den sidste Irske destination satte vi endelig kursen stik syd, mod varme og spansk vin. I de fire dage det tog Roselina at komme over Biscayen, skete der ikke det store. Vi sejlede, spiste, havde nattevagter, så delfiner, så nogle flere delfiner, sov… og det var faktisk det.
. Og hvis det ikke var fordi jeg skrev dagbog hver dag, kunne vi lige så godt havde været afsted i to uger. Tiden går helt absurd langsomt. Når nat og dag stort set er det samme søvnmæssigt, flyder dagene sammen, og du ved ikke om det er mandag eller fredag. Og det kan jo i grunden også være lige meget midt ude på Biscayen.
Efter 4 nætter og fem dage, ramte vi Spaniens kyst. Og Spanien har aldrig været smukkere, end da vi en varm sommeraften kom tøffende ind i en lille bugt, og lagde os for anker nær en lille sandstrand, som vi stort set havde for os selv. Selv inden jeg kunne se land, kunne jeg dufte varmen. Måske var det bare noget jeg bildte mig selv ind. Uanset hvad var den mere end velkommen. Især min mor var rimelig tilfreds da hun fik foræret en drink for at være kaptajn.

Likes

Comments

Roselina Har sat kurs mod sin første destination, Skotland. Turen har ikke været ligetil, og man kan godt blive en smugle rundtosset ude midt på Nordsøen. Men til Skotland skulle vi.

Fordi vi skulle sejle 4 døgn uden at være i land, skulle vi også sejle om natten. Det var det ikke altid lige fedt, at blive trukket op af sin seng klokken 3 om natten for at sidde ude i regnen og kulden. Men det var nødvendigt, og efter hånden vandt man sig til det. Det fungerede sådan, at man havde en dagvagt på 4 timer, og en nattevagt på 3 timer. I starten var det ikke specielt fedt, for det resulteret i søvnmangel, søsyge og dårligt humør. Og hvis du ikke har prøvet at være søsyg… skal du nok bare være glad. Det er som at blive snurret rundt på en gynge i timevis. Bedre kan det ikke forklares.

Det skal siges at dette billede blev taget klokken 5 om morgnen...

Nordsøen har ikke det bedste ry. Der fortælles historier om skibe der var sejlet afsted, men måtte vende om fordi søen var for voldsom. I forhold til det, var Nordsøen faktisk søde mod os. Bølgerne var overskuelige og der blæste, for det meste, ikke mere end 10 m/s. Uheldigvis måtte vi krydse det meste af vejen til Skotland. Det vil sige at vi havde vinden lige forfra, så vi måtte sejle i sik-sak for at komme frem.

Jeg har aldrig været så glad, som da jeg efter 4 dage på søen, endelig så land. Når man har siddet ude i stævnen og spejdet i 4 dage, er det som at se solen for første gang i en hel vinter, når man endelig ser land. Og jeg skal da også love for, at humøret på båden steg markant.

Der er nogle generalen træk for de skotske byer. For det første er de alle sammen bygget på den samme måde. Selv inde i Edinburgh går trækkene igen, de stenede hårde overflader og de importerne mange skorstene er både en smugle barsk men også utroligt cramerende.

Du vil heller ikke undgå at lægge mærke til de mange borge og fæstninger du finder rundt omkring i Skotland. Det siger en del om Skotlands fortid, både som offer for diverse vikingeoverfald, men også om de mange krige og konflikter de forskellige kongeriger i Skotland har været en del af. Man siger jo at skotterne er noget stædige, men jeg oplever faktisk at de er både venligsindet og rare mennesker. Når jeg tænker over det, så har jeg endelig ikke været i et land hvor jeg ikke er blevet mødt med gæstfrihed. Så længe du smiler og vinker, gør de det samme. Min mor fik for et eksempel 16 makreller, af to Estiske fiskere, helt gratis. Sandsynligvis er det fordi, det ikke er hver dag man møder en kvindelig skipper, men vi var glade for makrellerne.

Fordi Roselina er 62 fod (ca. 20 meter), Kan det godt være svært at komme ind i de små havne. Hvilket tit resultere i at vi må ligge i de store fiskehavne. Og jeg lover jer… jeg er ved at få SPAT af måger! Der er måger over alt. De er som flyvende kæmpe høns der skriger konstant. Så udover at der lugter af olie og halv fordærvet fisk, skal man også holde de der skide måger ud!

Udover måger er der seriøst smukt i Skotland. Du har både den barske kyst med skarpe klippesider, og de smukke åbne vider med floddale og grønne bjerge. Jeg havde Overhovedet ikke regnet med at der var så grønt i Skotland. Måske er det fordi der regner 300 dage om året. I så fald måtte der gerne være lidt mindre grønt, for det regner konstant!

Her findes også et mylder af havfugle og fiskearter. Vi sejlede forbi en ø der var helt hvid af suler, der var suler alle steder! Og til forskel fra måger, er suler både elegante og rat store. Jeg kan ikke huske hvad øen hedder, men jeg har opkaldt den efter dens beboere ” suleøen ” dam dam dam daaaam…

Vi var Ikke sikker på hvor mange suler der var, men vi kom frem til omkring 10.000. Før jeg kom til Skotland havde jeg aldrig set en sule før, men jeg havde ikke regnet med at se 10.000 på en gang!

Udover suler har vi også set virkelig mange sæler, og en række havpattedyr, bl.a. marsvin og delfiner. Jeg havde ingen ide om at der fandtes delfiner i Skotland, indtil de kom svømmende forbi Roselina så rolige og elegante som kun delfiner kan være.

Jeg har gået og tænkt lidt over hvordan man bedst kan beskrive livet på en båd. Og hvis jeg skal være ærlig, er det som at leve 12 mennesker i en gyngende 2-værelseslejelighed med virkelig god udsigt. Hvis du bliver sur på en nogen, kan du højest gå ned i den anden ende af båden, det vil sige 10-15 meter væk. Der er ikke rigtigt så meget at gøre, udover at trække lidt på skuldrene, eller prøve at blive enig med vedkommende.

Når jeg hverken har vagt eller skal rydde op efter noget, Bruger jeg tiden på 3 ting; guitar, tegning og bøger. Uden mærket ting til tidsfordriv og lange regnvejrsdage hvis jeg selv skulle sige det. Men noget af det jeg synets er fedest ved at være afsted, er at du seriøst ikke skal noget. Du skal intet udover at sejle og være sammen med de mennesker der er om bord. Har du nogensinde absolut intet skulle. Ikke for en time eller en dag, men et helt ÅR! Jeg tror man skal huske at give sig selv tid til ikke at skulle noget. Måske ikke for et år, men bare lige en forlænget weekend. Det kan godt anbefales.

Likes

Comments

Der er ikke mange dage til at skibet skal sejle. Og alle arbejder på højtryk for at få det op at køre.

Som mange af jer ved, tager min familie afsted i et år på vores båd Roselina. Vi skal vidt omkring men lige nu er det vigtigste at båden er klar til når vi tager afsted onsdag morgen. Der er gået mange timers forberedelse forud for denne dag. Men inden jeg overhovedet nåede at opfange det, skulle jeg pludselig sige farvel til 115 mennesker hvor af nogen af dem betyder stort set alt for mig.

Det blev kun hårdere at sige farvel da jeg vidste, at jeg ikke ville se disse fantastiske mennesker i et helt år. Faktisk var det både hårdt og skræmmende. Og det er jo også en af de konsekvenser man tager når man vælger at tage væk i et år. Der vil altid være sindssygt mange ting du går glip af. Men tror mig, det er det hele værd.

Der har selvfølgelig været mange udfordringer ved at skulle pakke til et helt år. Jeg har personligt syntes det har været uendeligt svært. For det første måtte jeg kun have med, hvad der kunne være i en stor skuffe. Det vil sige omkring 3-4 kg tøj. Det skulle vise sig at selv efter at have sauteret stort set alt mit tøj fra, havde jeg stadig for meget med. Men heldigvis lykkedes det for mig at få presset mit tøj ned i en skuffe der nok er lidt overfyldt på nuværende tidspunkt.

Jeg har mere ondt af min søster der startede med at tage to IKEA poser med, fulde med tøj. Hun måtte så også skille sig af med stort set det hele.

Internet kommer også til at køre på et minimalt niveau, efter som vi for det meste er steder hvor der hverken er dækning eller wifi. Derfor bliver det også begrænset hvor mange opslag jeg kan lave, men jeg går efter et hver anden uge.

Jeg kommer til at lave opslag om de fleste steder vi kommer hen, og så vidt muligt svare hvis i har nogle spørgsmål. Der kommer både historiske opslag og opslag om den daglige gang her på Roselina. Vi sejler onsdag d. 8 Juli klokken 8. det vil sige i morgen tidlig.

Likes

Comments

Derfor.

Du går glip af en hel verden, som dækker ca. 70% af jordens overflade.

Som en del af min egen forberedelse, bestemte jeg mig for at tage et dykkercertifikat. Igen, tak mor fordi du introducerede mig for dykning. Og for jer som aldrig har dykket eller snorklet, har jeg kun en ting at sige. GØR DET! Din ferie bliver bare lige det federe hvis du kan dykke.

Men jeg indrømmer at det der med at læse et par 100 sider om udstyr og teknikker, ikke er det fedeste. Du skal bl.a. læse om hvad du gør i nødsituationer m.m. Hvilket nok godt kan skramme nogen væk. Men hvis du ser på hvor meget du skal sidde og kede dig, og læse teori, i forhold til hvor mange fede oplevelser der kan komme ud af et kursus. Er det det hele værd.

Jeg vil ikke trætte jer med dødssyg teori, men der er et par ting der er gode at have hvis du gerne vil i gang med at dykke.

Masken er måske det vigtigste. Den er dit vindue til havet, og hvis du skulle vælge mellem maske, snorkel, eller svømmefødder. Tag masken.

De to andre ting, altså svømmefødderne og snorklen, er også pænt vigtigt. Især snorklen skal man lige vende sig til at trække vejret i. Men ellers er det pænt lige til.

Men nu er det sådan at jeg tager dykkercertifikat. Og der er et punkt hvor det at dykke med ilt osv. skiller sig ud fra snorkeldykning. Nemlig vægtløsheden. Når du er under vand, kan du ved hjælp af blybælter eller andet tungt materiale, blive 100% vægtløs. Faktisk så vægtløs, at astronauter træner mange timer under vand, før de skal op i rummet.

Udover at du kan være vægtløs-hvilket er virkelig cool. Så er det altså bare en hel ny verden der åbner sig for en når man dykker.(har linket en hjemmeside over de ti bedste dykkersteder til billedet.)Og så skal det da også siges at jeg for lov til at dykke i hele Caribien som er kendt for des mange hajer og flotte koralrev.

Nu er der ikke andet at sige end JUST DO IT.

Hvis i vil vide mere om dykning vil jeg anbefale http://www.sportsdykning.dk/

Likes

Comments

Jeg hedder Andrea Steen og dette er min historie om at sejle Atlanterhavet rundt. Men det er altså ikke noget vi bare lige gør. Min familie og jeg har allerede forberedt os i et år, og vi sejler først fra Danmark i uge 27. Men når man tager ud at sejle i et år er forberedelse alt.

Vi har bl.a. købt en andel af det smukke sejlskib Roselina. Roselina er godt 20 m lang og omkring 5-6 meter bred, og ja. Den er stor. Det skal da også lige siges at det der med at købe en andel af et så stort et skib, ikke er noget man bare gør. Min mor Karin Steen, har livslang erfaring med at sejle og skal være skipper på båden det meste af tiden. Det er en rigtig godt forspring at have en der er bekendt med sejlads i familien, det gør bare det hele lidt nemmere.

Når man så har fået købt en andel af en båd, skulle man tror at der ikke var mere at gøre på det punkt. Men der tager du fejl. Lad mig lige opremse det mest basale.

- vedligeholdelse af båden

-Skippermøder

-øve sejladser

-videreuddannelser dvs. skipper 1,2 og 3

Det skal lige siges at det meste af de ting er tildelt skipperen (min mor.) Men det giver et godt indblik i hvor meget energi man bliver nødet til at ligge i sådan et projekt.

Hvis i har spørgsmål om Roselina eller vores projekt så skriv det i kommentaren.

Likes

Comments