Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg har altid på en måde "set op" til mine jævnaldrende hunkønsvæsner, hvis de gik på HHX og man kunne se på dem at de havde penge. Man ser, efter min mening, bare mere sammensat ud, når man kommer i noget tøj som er ordentlig kvalitet, og generelt synes jeg at se en aura af autoritet, respekt og modenhed, hos de der har gået på HHX. Det, at e har forstand på virksomheder og økonomi i praksis, er uden tvivl en grund til, at jeg ville ønske, jeg havde gået på HHX i stedet for STX.

Igennem det meste af mit teenageliv, ville jeg være som hende. Jeg ville være hende der passede ind, og hende, som folk så op til/vidste hvem var. Hende den 'populære' pige, som folk gerne ville ses med. Nu var det slet ikke sådan mit liv rent faktisk var. Jeg var den lidt drengede pige, som var lidt usikker på hele mit ståsted, og alt det med image og dyre tasker var en ny verden for mig.



Det er en hårdfin balance, for aldrig i livet ville jeg ændre mig selv. Samtidig ville jeg så desperat passe ind, og være en el af fællesskabet og pigefnidderen. De her piger kom så hurtigt ind i en klike med de "seje" børn, mens lille jeg løb efter som en lille hundehvalp, fordi jeg var så usikker på mig selv i min pågældende klasse. Det har givet mig blod på tanden. En slags 'I'll show them' mentalitet.

Nu står jeg er her, og starter mit eget liv. Mit drømmescenarie. Går efter mine mål. Og jeg vil ikke stoppe, før jeg er hvor jeg hører til.


Likes

Comments

​Lige nu er jeg træt. Både psykisk og fysisk. Mens venner og veninder holder ferie lige nu, er jeg fanget i livet som en studerende. Jeg kan mærke presset komme over mig. Et pres, som jeg ikke lige nu har den mentale kapacitet til at imødekomme. 

Jeg tror, ærligt, at noget af det sværeste for denne generation, er at imødekomme sine egne forventninger. For alle i ens omkreds forventer noget af en. Venner forventer du har tid/lyst/overskud til at ses og lave narrestreger. Familie forventer du har tid til dem, og at du gør det godt i skolen og på jobbet. Generelt set, så er der ikke plads til fejl. Det gør det faktisk skidesvært (undskyld mit franske) at være ung. 

Personligt, så vil jeg det hele. Jeg vil have tid til det hele, og til at kunne drømme mig væk til mit drømmeliv, og til at kunne lave min kunst/min musik/mine designs/min bog, samtidig med at jeg skal passe min skole og ikke mindst mig selv. Det er altså en meget hårdfin balance, som tit ender ud i mentale breakdowns, hvorvidt jeg egentlig lever det liv jeg ønsker og "Gør jeg nu det rigtige?" osv. 

For lige at fortælle om mig. Jeg er studerende på RUC, jeg træner 5-6 gange om ugen, passer mine venner, og vigtigst af alt (men altid lavest prioriteret), så har jeg det, jeg egentlig elsker. Musik, kunst, litteratur. Min drøm er uden tvivl at kunne leve af en af disse højtelskede hobbier, men ja. Det moderne samfund lader ikke plads til dagdrømmere. Det omhandler uddannelse og et godt job og fast indtægt og familien Danmark i en alt relativt ung alder. 

Fair for dem, der ønsker dette liv for dem selv. 


Jeg er bare ikke en af dem. Så hvad stiller man op med folk som mig?

Likes

Comments

I dag tog jeg valget at slette min instagramprofil. Umiddelbart var det en meget spontan handling, men jeg tror uden tvivl den er rigtig og ikke mindst nødvendig.

Det sociale medie har for mig været en platform, hvor jeg kunne fremvise min kreativitet, og ikke mindst iscenesætte mit eget image. Jeg har søgt inspiration og motivation via Instagram. Personligt vil jeg påstå, at mit virkelige liv ikke har nogen sammenhængen med mit liv på de sociale medier, da det er iscenesat det hele.

Jeg uploadede i går et billede, som jeg mere anså for værende kunstnerisk og fitnessrelateret, end så meget andet. Det var et billede af mig i min seng. Man ser ikke mit ansigt, ja man ser faktisk kun min mave og den hættetrøje jeg har på. Responsen var dog så provokerende for mig, at mit bæger flød over. Jeg blev konfronteret med at jeg havde lagt et "sexet" billede op og hankønsvæsner begyndte at skrive til mig. Min egen mor, som godt kunne se mit mere kreative syn på billedet, delte dog samme holdning som andre og mente det var for "offensivt" og jeg burde være forsigtig og derved slette det.

Jeg følte det på en måde som et angreb mod min personlige, kreative udfoldelse. Og jeg begyndte for alvor at overveje konsekvenserne ved at deltage aktivt i Instagram-livet. Denne iscenesættelse af mig selv og ikke mindst af de mennesker jeg så har valgt at følge derigennem, påvirkede min psyke mere end jeg havde forestillet mig. Det lagde så sindssygt et pres på mig selv, ikke blot til virkeligheden, men til min egen feed. Og samtidig med dette, så blev man fordømt for hvad der blev lagt op. Og egentlig så er det jo pisse overfladisk som tinder. Du liker eller du gør ikke. Jo flere likes, jo bedre. Det mentale pres jeg havde lagt på mig selv, blev for meget. Så her er jeg. På bar bund, men klar til at udforske mig selv, og mine egentlige holdninger og likes/dislikes.

Likes

Comments

Denne morgen er jeg så velsignet at jeg kunne sove længe. Heldigvis er jeg ikke typer der sover til 9-11 om formiddagen, men de to timer ekstra gjorde underværker. Nu kalder fitnesscenteret, så vi kan få de abs lidt tydeligere frem

Likes

Comments

I torsdags stod jeg i en klassisk situation, som jeg er sikker på at uendeligt mange kan nikke genkendende til. Motivationen manglede. I det her tilfælde til at træne. Jeg skriver på dette tidspunkt med en kammerat om mit dilemma (Skal jeg tage op og træne eller skal jeg tage en lur?), og han sendte mig et link til Spotify. Det kaldes Motivational speeches og jeg siger jer. Det virkede for mig. Jeg kom op og træne.

Princippet er simpelt. En mand, holder en tale i 4-8 minutter, omkring at tage ansvar for sit eget liv. Hvordan man ikke kommer nogen vegne uden at knokle. Hvordan man visualisere sine mål for sig selv, og lever op til dem. Han fortæller egentlig "den hårde sandhed". Jeg kommer ikke i bedre form/bliver slankere af at tage en lur. Jeg gør det ved at træne. Jeg består ikke mit Politologi kursus på studiet, hvis jeg ikke læser stoffet. Jeg er nødt til at knokle for at nå mine mål.

All in all, jeg kan virkelig anbefale dem, og hører nu en mindst én gang om dagen i alle mulige sammenhængene. Om det er fitness, studie, arbejde... Whatever, som jeg inderst inde har et mål for.

Likes

Comments