I anledningen af min 21-års fødselsdag, og at jeg har spenderet den i de parisiske gader, så tænkte jeg at det var tid til et profilbillede på Facebook. Jeg har gået foruden i godt 7-8 måneder, men grundet studiestart, ville jeg gerne have et, så folk kunne se hvad jeg var for en.
Jeg står mellem 2 billeder. De kan ses her.

Jeg spørger i alt 5 mennesker og de fleste hælder til det "blå" billede. Så det er det jeg lægger op. Efter en time har jeg "kun" 14 likes. Jeg panikkede og slettede det.
Det var så skræmmende, at det overhovedet påvirkede mig?? HVORFOR GIK JEG PLUDSELIG OP I LIKES?? Det er så overfladisk og trivielt.
Nu er jeg en usikker person. Især når det kommer til mit udseende, så det er helt sikkert en faktor, men vi lever i en verden med # og #likeforlike, hvor ALLE er likehunters. Også jeg.
Umiddelbart bundede det også i, at jeg faktisk selv hældte til det lyserøde billede. Jeg følte at det andet billede var "ukomfortabel", da jeg jo ikke normalt kan lide at folk tager billeder af mig.
Jeg er bare så overrasket over min reaktion. Jeg HADEDE mig selv, for ikke bare at sige "Fuck jer, jeg har valgt det her billede, og det er godt, og det vigtigste er at JEG kan lide det.". Næh nej, jeg skal accepteres og det bliver jeg gennem likes. Åbenbart.
Jeg havde ikke et profilbillede, fordi jeg selv tænkte på det "pres" jeg havde på mig selv, for at få bare lidt flere likes, når jeg skiftede, end jeg havde på det sidste. Jeg var modstander af at gå op i udseende og SoMe på den måde. Og her er jeg. Bukket under for gruppepres, som jeg faktisk selv skaber. Så egentlig er det bare mig der er for hård ved mig selv.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - klik hér!

Likes

Comments

Jeg føler lige pt., at jeg har svært ved at bearbejde mine følelser. Jeg kan intet gøre ved dem, så jeg tyer til mad som en ”trøst”, fordi at overspise for mig er ”forbudt”. Det er ikke en del af den person, jeg ønsker at være eller den livsstil, som jeg ønsker at leve efter.

Da jeg var yngre, tyede jeg til cigaretter og selvskade, fordi det var "forbudt" for mig på det tidspunkt. Overspise var ikke en mulighed på samme måde som nu, og cigaretter er ikke forbudt for mig på samme måde nu, som da jeg boede hjemme. Selvskaden er jeg ”vokset fra”, hvis man kan sige det sådan. Det smadrer min psyke, fordi jeg på den ene side har et behov for mad som trøst, men jeg hader mig selv bagefter. Det ender jo i en ond cirkel af den grund. Men hvis jeg ikke gør det, så har jeg ikke samme følelse af distraktion eller lettelse efterfølgende.

Det er lidt der, jeg er lige nu. Jeg kan ikke distrahere mig selv, fra de negative og tilsvinende tanker, som florerer rundt i mit hoved. Jeg prøver at gøre rent, jeg prøver at snakke med folk, jeg prøver at høre musik, se serier.. Intet lader til at virke.

Jeg er bare klar over, at jeg vil have det næsten værre med mig selv, efter at have overspist på grund af ”ingenting”. Jeg er ikke sulten. Jeg ved ikke engang, HVAD jeg skulle overspise i. Jeg kan bare ikke fjerne mit fokus lige nu.

Likes

Comments

Et problem ved at være en blanding mellem extrovert og introvert, er, at folk ikke fatter det, når man så skifter til en introvert person.

Det forventes pludseligt af en, at man er udadvendt og frisk og glad. Når jeg kommer hjem efter en sen arbejdsdag, så er jeg ikke social. Jeg er ikke i humør til smalltalk. Min kammerat opdagede dette i dag.

Han er selv udadvendt og meget snaksalig. Vi endte bare ud i en samtale, hvor jeg bare tænkte ”Shit hvor er vi forskellige.”. Han sluttede samtalen med ”Vi kan snakke om det i morgen, du er ikke sjov at snakke med lige nu.”

Jeg forstår ham godt, for han har aldrig set den side af mig, som kommer sent hjem fra arbejde, total smadret og slet ikke i humør til noget som helst. Men samtidig er han også godt klar over, at jeg har brug for alene-tid til at lade op. Eftersom han er på besøg i halvanden (!!!) uge, så bliver jeg en presset dame meget hurtigt. Jeg bliver i dårligt humør og vil ikke lave noget, snakke med nogen.. Ja, jeg vil ingenting.

Det er jo ikke, fordi jeg vil være sådan, men jeg får bare ikke det rum til at slappe af, og fokusere på mig selv.

Jeg har ærligt talt svært ved at forestille mig, at jeg er frisk og klar til endnu en dag i hans selskab i morgen.

Likes

Comments

​Åh jeg føler mig så feminin og stærk i dag. Jeg har lyst til at overtage verden og mit overskud er on point. 


GRLPWR

Likes

Comments

Efterhånden er det der med at drikke alkohol blevet noget, der inkorporeres i de unges hjerner helt ned i en 12-13 års alder. ”Det er det, alle de smarte/voksne gør”, ”Du kan ikke have det sjovt uden at drikke.” ”Du bliver så kedelig og træt af os.”. Det her er statements, som jeg selv jævnligt får smidt i hovedet. Ubegrundet.

For at være reel, så er det nogle kommentarer som gør mig, ikke bare irriteret, men trist. Altså TÆNK SIG, at man fravælger en person, fordi de ikke er interesseret i at drikke/ kan drikke. Desværre, føler jeg faktisk, at folk, der ikke drikker, bliver dømt af majoriteten, som drikker. Hvorfor, forstår jeg ikke.

Unge lader til at være så opslugt af det vilde natteliv, at de glemmer, hvad der egentlig betyder noget. Dem der ikke følger med på bølgen, bliver holdt ude, men aldrig i livet skal de gøre noget, som de ikke havde en intention om at gøre til at starte med.

Personligt føler jeg mig dømt. Jeg føler, at jeg ikke er god nok. Jeg føler, at min person pludselig skal ændres, til at være noget jeg ikke er, fordi ellers er jeg ikke inkluderet.

Jeg har ofte været i byen og til privatfester ædru. Jeg er ikke typen, der sidder stille i hjørnet. Jeg er med, jeg danser, jeg leger med på legene. Jeg engagerer mig. Men er ikke god nok.

Men aldrig i livet, om jeg vil bukke under for gruppepres. Især ikke for noget så LIGEGYLDIGT, som alkohol. Hvis man har et behov for at ens omgangskreds skal drikke, så har man ikke styr på sine prioriteter. Og det er ikke den slags mennesker, man skal have omkring sig. Jo, ædru måske (jeg skal ikke dømme folks personligheder ud fra deres alkoholvaner).

Mine alkoholiske vaner er ikke afgørende for, hvem jeg er som person. Og ingen skal overbevise mig om det modsatte. At jeg er ”nederen”, ”kedelig”, ”partypooper” osv. For det er jeg ikke.

Alkohol definerer mig ikke. Fat det.

Likes

Comments

My life.

Egentlig så føler jeg ikke, at jeg har opnået noget som helst i mit liv endnu. Jeg har hverken skabt noget, gjort noget med excellance eller nogle vilde historier at fortælle fra en ’Wild Child’. Men en ting ved jeg dog, at jeg kan. Og det er, at se det smukke og kreative i det simple ting. Zoome helt ind og komme tæt på det, der virkelig gør noget spændende.

Jeg har en personlig regel, om kun at beholde ”relevante” mennesker i min omgangskreds. Forstået på den måde, at de mennesker omkring mig, kan bidrage til MIN personlige udvikling. Så tillykke til dig, hvis du er omkring mig. Du har noget at byde på.

Egentlig ser jeg ikke mig selv som noget særligt eller specielt. Jeg er ikke ”smuk”, humoristisk af en særlig kaliber, kreativ udover det sædvanlige eller har en sindssyg obsession med madlavning eller fitness. Jeg eksisterer egentlig bare, og det har jeg det fint med (for nu). Min livshistorie har bragt mig nogle værdier, som gør, at jeg får nogle interessante (ifølge mig selv) indsigter i de mennesker omkring mig. I virkeligheden, er det en gave i sig selv for mig. At mennesker tør åbne sig op for mig, og jeg kan bidrage med, hvad jeg nu har at byde på. Men det lærer I vel hen ad vejen, jo mere I følger med.

En hurtig introduktion: Jeg er studerende på RUC, jeg bor i København og det her er basically min online dagbog. Så hvis du er til indlæg med dybere mening, tankemylder, kreative opslag og til tider ’rants’ til undertegnede, så er du havnet det rigtige sted og du burde helt sikkert følge med.

​<a title="AMHA blog" href="https://blogkeen.com/visit_blog.aspx?id=898687&mid=228550&f=true" target="_blank"><img alt="AMHA blog" border="0" src="https://blogkeen.com/stats.aspx?id=898687&p=1&l=en" width="120" height="51" /></a>

Likes

Comments