Ja, det lyder utrolig overfladisk, men jeg mener alligevel, at der kan være noget om det.

Gennem de år hvor min vægt har været gået nedad, er mere eller mindre hele min garderobe er blevet skiftet ud, og nu skal meget af den skiftes ud igen. Det kan selvfølgelig ses som et luksusproblem, at man er “tvunget” til at gå ud og købe nyt tøj, men der ligger bare lidt mere i det end det.
Jeg tror, at alle ser deres tøj som en del af deres identitet, da det er ens udseende andre folk ser før, de lærer én at kende - det er dit tøj, der udstråler noget om, hvem du er som person. Derfor overskriften, for hvem er jeg så nu, eller hvem skal jeg være? Skal jeg være hende der altid går rundt i kjole eller skal det være den sporty stil? Hvordan vil jeg have, folk skal se mig? En ting er sikkert, jeg gider ikke længere være hende den lille tynde lort med arme og ben på tykkelse med tændstikker.

Så sent som i går, forsøgte jeg mig med at klemme mig ned i en nederdel, som jeg egentlig ikke kan passe. Og stædig som jeg nu en gang er, kom jeg i den, og jeg havde den på hele dagen, men det var jo egentlig ikke rart.. Den krøb op, den strammede om maven, og ja den var altså bare for lille.

Jeg tror, at grunden til at jeg så krampagtigt holdte fast i den og så meget af mit andet tøj, er at jeg finder en form for tryghed i mit gamle tøj. Det er jo den jeg er, jeg er hende, der går i det her, hende der bruger str. xs og kan passe alt. Men sådan er det altså ikke længere, mine lår, balder og mave har fået nye krav til min påklædning, og hvis jeg vil have det godt med mig selv, og hvordan jeg ser ud, så er der ikke andet for end at lytte til de krav.

Så farvel gamle, lille garderobe, vi ses aldrig igen, for nu er det på tide jeg kommer ud og finder noget nyt tøj, der viser den nye, glade og forbedret Amalie frem.

Ja, den er altså for lille den nederdel😅

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Hverdag, Spiseforstyrrelse

Ja, overskriften siger vist det hele. Jeg har sagt farvel til min spiseforstyrrelse, og det er ikke sådan et fesent semi-farvel, nej det er helt og aldeles FARVEL.
Der er garanteret nogen, der vil kunne argumentere for, at jeg stadig ikke kan "tillade" mig at sige, jeg er ude af den, men hvem skal egentlig bestemme det? Er det vægten og BMI'et, er det en læges ord, eller er det mig selv?
Jeg tror, at jeg jo længere tid man går rundt og siger, man er spiseforstyrret, når man egentlig ikke rigtig er det mere, des længere tid står man fast det samme sted i ens liv, uden at man kommer videre. Der kan selvfølgelig være noget betryggende i at vide, at man bare er hende der har det sært med mad, men mon ikke det er sjovere, at være kendt for noget andet?

Bare fordi jeg er ude af min spiseforstyrrelse, så er jeg ikke blevet helt nyt perfekt menneske, der lever i en lyserød verden med enhjørninger og regnbuer. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg synes alting er træls, og hvor appetitten er helt væk, forskellen er bare at jeg ved nu, hvordan jeg skal håndtere de dage. Der er også stadig nogen ting, jeg holder fast i, som fx mine spisetider, men nogen gange tror jeg, at det ligeså meget bare skyldes, at det er blevet en vane for mig, at det er der, jeg spiser, for hey jeg er ikke død de dage, hvor det lige er blevet en halv time senere end det plejer. Det er også begyndt at handle meget om, hvad tid jeg er sulten, for jeg er endelig kommet dertil, hvor jeg har lettere ved at mærke min sult, men også hvornår jeg er mæt. Udover spisetiderne kan jeg også lide at have en nogenlunde idé om, hvad jeg skal have at spise i løbet af den næste dag, men for mig drejer det sig om, at jeg på den måde kan sikre mig, at jeg får nok fedt, kulhydrat og protein i løbet af dagen, da jeg har erfaret, jeg bare fungerer bedst med en god blanding af det hele.

For mig er det i år, der har været året, hvor jeg virkelig har rykket mig, og kommet det sidste hårde stykke. Jeg har de sidste par år tit følt, at jeg har været tæt på målstregen, men det er som om, at hver gang jeg har nærmet mig den, så har der stået nogen i den anden ende, og trukket den længere væk, uden jeg har kunne følge med, men nu er har jeg krydset den skide målstreg! Jeg er nået dertil, hvor jeg har det godt, og jeg kan have en ordentlig hverdag. Jeg er som sagt tidligere igang med at uddanne mig til personligtræner og kostvejleder, jeg har et arbejde, jeg kan træne, uden at jeg skal tænke på vægten konstant, og jeg har overskud til at lave andre ting ved siden af, hvilket er så dejligt!

Så farvel spiseforstyrrelse vi ses aldrig igen.

PS. For nogen uger siden skrev jeg dette indlæg ved Landsforeningen for Spiseforstyrrede og Pårørende, som handler om det samme, læs det endelig🙂

Likes

Comments

Hverdag

Jeg har de sidste år bøvlet rigtig meget med min mave, og det kan desværre stadig være en kamp at holde den helt velfungerende til tider. Med tiden har jeg så selvfølgelig fået en vis erfaring inden for, hvad man kan gøre med dumme maver, og de tips giver jeg gladeligt videre.
I går fortalte søde Sille på Instagram, hvordan jeg har hjulpet hende med hendes mave, og af Maja fik jeg titlen 'Lorte-mave Malle'. Der var efterfølgende andre der efterspurgte "opskriften" på den gode mave, så her får I mine tips til en god mave.

1. Drik vand
Man kan ikke komme udenom det - maven har altså brug for vand! Tarmsystemet har brug for vand for at kunne fordøje maden ordentligt og for at kunne lave noget prut, der er til at komme af med.

2. Spis fuldkorn og grove grøntsager
For at komme af med noget, er det også nødvendigt at maven får noget at arbejde med, og derfor er det vigtigt at få fibre gennem kosten. Det kan fx komme fra groft brød, fuldkornspasta eller lignende. Og i grøntsagsafdelingen er det de grove grøntsager som fx kål, broccoli og gulerødder der hjælper. Det kan dog være lidt hårdt for maven at gå til de grove grøntsager, hvis man ikke er vant til dem, så til en start kan det være en idé at tilberede dem lidt fx ved at koge eller stege dem.
HUSK! Når du får flere fibre skal du også drikke mere vand!

3. Bevæg dig
Med det her mener jeg ikke, at man skal tage op i fitten og forbrænde alt det, man har lige spist.
Men en god idé ift. fordøjelsen er at gå en tur en gang om dagen, fx efter et måltid. Det hjælper fordøjelsen, hvis man bevæger sig lidt i løbet af dagen, i stedet for at sidde og være en sofa-bums.

4. Prut når du kan
Ja, det kan være virkelig ucharmerende at gå rundt og små-prutte konstant, men det er heller ikke særlig fedt at gå rundt og se gravid ud pga. luft i maven. Det kan også hjælpe selve bæ-processen, hvis der er ikke er luft i hele systemet (mener jeg).

5. Spis nok
For at der er noget at komme af med, kræver det også maven får noget mad at arbejde med. Hvis man nærmest ikke spiser noget, er det altså ikke unormalt at maven arbejder langsomt og ofte er forstoppet. Sorry to say. 

Mit personlige tip - Hold balance i systemet
Jeg har prøvet en del forskellige ting for at holde gang i maven; jeg har været omkring HUSK, peppermynteolie, Magnesia og mælkesyrebakterier.
Min personlige favorit er mælkesyren! Jeg startede på det i december, og det fungerer bare så godt! Mælkesyrebakterier er generelt gode/vigtige for kroppen, da de hjælper med at skabe en god tarmflora.
Jeg startede med at tage dissei en måneds tid, da de er lidt stærkere end dem, jeg er på nu, som er disse. Jeg tager to om dagen, én efter min morgenmad og én efter min aftensmad. Der står også på de forskellige slags, hvordan de skal anvendes.

Jeg håber, alt mit prut snak her kan hjælpe nogen af jer, der har efterspurgt det, og I er selvfølgelig velkomne til at skrive til mig, hvis I har yderligere spørgsmål🙂

Likes

Comments

Hverdag

Som sagt tidligere så har der igen været lidt problemer på arbejdsfronten. Situationen har været den, at min chef ikke har kunne tilbyde mig særlig mange timer, hvilket har resulteret i, at jeg over de sidste tre uger kun har haft to vagter, og det er jo ikke det, der betaler huslejen.. Derfor har jeg over de sidste par uger søgt en masse jobs men i lang tid var det uden held, men det har heldigvis ændret sig.

I går var jeg til jobsamtale ved en nyopstartet kaffebar, hvor jeg også små-arbejdede i en times tid for at chefen kunne tjekke mine barista-skills ud. Efterfølgende aftalte vi at snakke sammen senere om min rigtige opstart der. Men da jeg kom hjem derfra var min mavefornemmelse helt ved siden af! Jeg havde nærmest helt ondt i maven, og jeg var ved at græde over tanken at skulle starte der, så på bedste vis når det kommer til dårlig stil skrev jeg en sms til ejeren om, at jeg ikke kunne tage jobbet alligevel.
Alt det her skabte selvfølgelig en ny frustration og til dels også panik, for hvor kommer pengene så lige fra til maj?

Ligeså træls og ked af det jeg var i går, ligeså glad har jeg så været i dag. Jeg var i formiddags inde i West Market for at spørge i de forskellige boder, om der var nogen, der manglede personale. Det førte til, at jeg i dag har været til jobsamtale, er blevet ansat og oplært ved BRODERS, hvor jeg allerede har min første vagt i morgen. Jeg glæder mig, og der er lige pludselig kommet en kæmpe tryghed og ro i min krop.

Det jeg har fået ud af de her to dage er, hvor vigtigt det er at lytte til min mavefornemmelse. Hvis maven siger nej, så bliver det ikke godt.
Og for at belønne min kære mave for dens gode kommunikationsarbejde, fandt jeg i dag årets første gluten- og laktosefrie isvaffel ved 7-eleven, for på så fed en mandag så er der i hvert fald plads til is!🍦

Jeg håber, I andre har haft en ligeså god mandag❤️

Likes

Comments

Hverdag, Spiseforstyrrelse, Træning

For en uge siden afsluttede jeg mit 12-ugers forløb ved Michelle Kristensen. Det var 12 uger, som kostede mig både blod, sved og tårer, men det har uden tvivl været det hele værd, og der er sket så meget over de uger.

Sådan fungerede det

Jeg havde en opstarts samtale med min vejleder/coach/kontaktperson (kært barn har mange navne) Anne, hvor jeg fik taget mål, og vi fik snakket om, hvordan det hele skulle foregå.
De første par uger var virkelig hårde! Jeg synes ikke, der skete noget, jeg følte ikke, jeg kunne følge med, og efter min og K's tur til London, hvor jeg havde tabt mig, synes jeg det hele blev endnu værre. På et tidspunkt skrev jeg faktisk til Anne, at jeg ikke ville fortsætte, men jeg gjorde det, og det er jeg så glad for!
Jeg fik de første uger sendt en kostplan, som jeg skulle følge, men da ikke fungerede super godt, fik jeg selv lov til at bestemme, hvad jeg skille spise. Jeg prøvede at opbygge min kost ud fra MK principperne, og lige pludselig fandt jeg ud af, hvad der skulle til, og vægten og motivationen steg, og der kom flere kræfter.
Udover kostvejledningen har jeg også fået personlig træning, hvilket har været rigtig godt, da jeg er blevet udfordret, og fået ny motivation og inspiration til min normale træning.

Det fik jeg ud af det

Udover knap fire kg og 10 cm mere på kroppen (man må vel prale lidt), har jeg fået et helt nyt og bedre billede af mig selv. Jeg har ikke altid haft nemt ved at acceptere en vægtøgning, da jeg ofte har følt, det har været en opfedende kost, jeg har skulle på, men denne gang har det været noget helt andet. Jeg har taget på, ja, men jeg har taget på af sund og nærende mad, og det mad har givet mig en sundere og stærkere krop.
Vægtøgningen har ført så mange gode ting med sig. Gennem de 12 uger har jeg fået et meget bedre syn på mad. Jeg nyder min mad igen, jeg har lyst til at prøve nye opskrifter af, og madvarer som jeg ikke har spist før er også blevet testet - jeg har mod på maden igen!
Sidst men ikke mindst så er min selvtillid generelt bare blevet meget bedre. Jeg tror mere på mig selv nu, og det har bl.a. medført at jeg nu tager personlig træner og kostvejleder uddannelsen, da jeg er sikker på, jeg er så langt ude af min spiseforstyrrelse, at det ikke vil blive et problem for mig og lokke mig tilbage i det spiseforstyrrede mønster. Jeg ønsker at kunne hjælpe andre, ligesom jeg selv er blevet hjulpet.

Til sidst skal der bare lyde en kæmpe stor tak til Anne! Hun har taget kampen op med mig, og jeg er sikker på, jeg ikke altid har været nem at have med at gøre, så tak Anne!❤️

Likes

Comments

Glutenfri, Hverdag, Opskrifter

Her hjemme bliver der spist rigtig meget kylling, så vi forsøger at lave lidt forskellige variationer, så vi ikke ender med det samme hver gang, og her er de her kødboller et lækkert bud!
I denne omgang blev de spist til en omgang pasta og tomatsovs, men de kan bruges til mange forskellige ting. Det gode ved dem er også, at når der bare er tilbehør nok, så er der i en portion nok til aftensmad to gange - win win.
Men nu til opskriften🍴

Ingredienser
ca. 15 stk.

♢ 400 g hakket kylling
♢ 1 løg
♢ 1 fed hvidløg
♢ 100 g gulerod
♢ 100 g squash
♢ 1 æg
♢ 2 spsk. havregryn (glutenfri hvis du har allergi)
♢ 2 tsk. tørret basilikum
♢ 1 tsk. salt

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skræl og pil grøntsagerne, og kom dem i en minihakker og blend kort.
Bland grøntsagerne i en skål med de resterende ingredienser.
Form kødboller og sæt på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dem i ovnen i ca. 25 minutter.

Som altid vil jeg selvfølgelig rigtig gerne vide, hvis der er nogen af jer, der prøver opskriften af🙂

Likes

Comments

Hverdag

Jeg tænker tit over, hvordan jeg gerne vil have min blog skal blive på længere sigt, og hvilken retning den skal tage, hvis den altså overhovedet skal have nogen bestemt retning, for er det, det jeg vil? Vil jeg være hende, der har styr på det med kost og træning, den glutenallergiske spiseforstyrrede eller skal bloggen bare være mærkat-løs?
Imellem alt det her, tænker jeg også ofte på, hvor meget af mig selv, jeg vil udlægge her på siden. For gider folk også at læse med på de triste og grå dage, eller vil de kun høre om regnbuer, lyserøde enhjørninger og glade dage? Jeg har generelt ret svært ved at åbne mig op for folk, når jeg er sammen med dem, men når jeg kan få lov til at skrive ned, hvad der foregår inde i mig, så kommer det lettere.

I dag er en af de triste og grå dage, så hvis du er til regnbuer og enhjørninger, så er det desværre ikke det, jeg kan tilbyde i dag.

Min dag startede egentlig med masser af overskud, energi og godt humør, hvilket førte til en super god træning i morges, men da jeg kom hjem forsvandt det ligesom bare. Jeg havde sat mig for, at i dag skulle være en forholdsvis produktiv dag med både træning, noget forberedelse til anoreksi og fysiologi og andre praktiske ting. I stedet endte det med, at der gik flere timer på at se serier og youtube videoer, mens rodet i køkkenet bare blev større pga. overskuddet til at gøre noget ved det ikke var der, og det der bad jeg nok trænger til efter min træning er heller ikke lige blevet til noget endnu.

Tidligere i dag ringede min diætist ude fra Hvidovre Hospital, for at fortælle, hvad hun havde fået ud af at kigge på mit kostindtag. Derudover spurgte hun mig også bare om noget så normalt, som hvordan det går. Fordi jeg kun har mødt hende to gange, og det eneste hun har at kende og “dømme” mig ud fra er min journal, så var jeg lige ved at fortælle hende alt stort som småt, som jeg synes går mig på for tiden, for nu spurgte hun jo, så ville hun vel også lytte, hvis jeg sagde noget? Det hele endte med, jeg kun fik fremstammet, at der er lidt knas på arbejdsfronten for tiden, men ellers er alt fint, og så blev den samtale afsluttet, og det samme blev mit forløb hos hende.

Jeg tror, at noget af det der gør, at jeg har svært ved at åbne mig op for andre, er fordi jeg ikke altid selv kan sætte ord på, hvad det er, der er galt, jeg kan bare mærke, der er noget, der ikke er som det skal være, og at der er noget, der går mig på. I dag er en af de dage, og det er egentlig bare vildt frustrerende, for hvor fedt er det lige at være ked af det uden at kunne sige, hvorfor man er det?

Alt hvad jeg håber på nu, er at det hele vender igen, så resten af dagen bliver god.

God weekend til jer der læser med, jeg håber, I får en piv-lækker én af slagsen☀️

Likes

Comments

Hverdag, Spiseforstyrrelse, Træning

Tidligere i dag snakkede jeg med søde Maja (følg hende her, hun er så sej!), omkring det med folks antagelser om én, når man har/har haft en spiseforstyrrelse. Det er antagelser omkring ens vægt, udseende, motionsvaner og madvaner.

Jeg har flere gange oplevet, at når jeg har fortalt folk, at jeg har en spiseforstyrrelse, så går de hurtigt i gang med at stille spørgsmålstegn til de ting, jeg gør, som om det er dem, der skal afgøre, hvor vidt jeg skal gøre det eller ej. Især inden for de sidste par måneder synes jeg, at det er sket ofte.
Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det er en god idé, at jeg arbejder inden for LFS, hvor jeg deler blogindlæg og i øjeblikket også interviewer folk, for det kan da umuligt være til nogen hjælp, at jeg gør sådan noget, det kan da vel kun gøre det værre for mig selv og alle andre.
Der er også blevet sat spørgsmåltegn ved om, hvordan og hvad jeg spiser, om jeg træner for uh er det nu en god idé, og det at jeg arbejder. Ifølge i nogen skal jeg jo nærmest ikke bevæge mig uden for en dør, inden det går galt.

Jeg har det generelt fint med at folk siger deres meninger også selvom, jeg måske ikke er enig med dem, men i disse tilfælde gør de ikke noget godt. De irritere mig oftest bare, da det kan komme ud på en måde, hvorpå det lyder som om, jeg er en helt skrøbelig porcelænsdukke, der går i stykker, bare der kommer et vindpust. Og jeg ved godt, jeg stadig ikke er særlig stor, men jeg går altså ikke i stykker.
Jeg er også godt klar over, at det er formentlig er kærlig ment, når folk siger det til mig, men jeg kan altså også godt selv træffe beslutninger.

Lige for tiden går jeg også med nogen tanker, jeg ikke just tror alle vil bifalde. Som jeg nævnte i sidste indlæg, så tager jeg lige nu et grundkursus i anatomi og fysiologi ved Fitness Institute. Efter bare den første uge overvejer jeg allerede, at opgradere det hele, så jeg kan blive personlig træner og kostvejleder.
Jeg vil aldrig blive en bodybuilder pige eller bikini fitness atlet, det er ikke det, der tiltaler mig ved træningen. Det er derimod, hvordan kroppen fungerer, hvordan man kan bruge den på forskellige måder, og især hvordan man kan kombinere træning og kost som medicin mod sygdom.
Ift. kostvejleder delen, så synes jeg, jeg er langt nok ude af min spiseforstyrrelse, til at den ikke vil blive et problem.

Jeg er sikker på, der er mange meninger til denne overvejelse, og jeg hører dem også gerne, så hvad tænker du om det?😉

Lige et billede fra min gåtur tidligere i dag, som endte på ca. 8 km.
Jeg lever endnu, jeg er ikke blæst omkuld😉

Likes

Comments

Hverdag, Spiseforstyrrelse

Jaja bedre sent end aldrig jo😉

Jeg synes, jeg ville lave en lille status over den sidste månedstid og fortælle om, hvad marts måned byder på for mit vedkommende. Det bliver ikke et indlæg med en masse dybe tanker, det er nok nærmere bare hyggelæsning, men hvem kan ikke også lide det.

Februar måned var på flere måder lidt tosset, synes jeg. Jeg arbejder som sagt inde i West Market som åbnede sidst i januar, så den første måned derinde har været meget kaotisk, da jeg ikke har kendt min vagtplan i forvejen, og jeg er blevet kaldt på arbejde dag til dag halvdelen af måneden. Det har været en kæmpe udfordring for mig og egentlig også ret frustrerende. Jeg godt kan lide have styr på min kalender i hvert bare lige en uge eller to frem, men også pga. jeg ikke rigtig har kunne lægge nogen planer eller aftaler med andre.
Al den tid jeg ikke har brugt på at arbejde, har jeg så i stedet brugt på at spise, eller i hvert fald meget af den😅 Jeg er jo lige nu i gang med et 12-ugers forløb ved Michelle Kristensen, hvor jeg får hjælp med maden og også 3x personlig træning. Alt spiseriet har så heldigvis også båret frugt, jeg er lige nu inde i en god stime, hvor jeg taget 500-900 g på om ugen, og jeg er snart ved den vægt, der har været min første del-mål-vægt gennem de sidste par, så det er DEJLIGT!

Men nu er vi jo ikke længere i februar men i marts, og nu er det ikke fordi, min kalender er fuld af tomme dage! Allerede i denne her uge har jeg planer hver eneste dag, og jeg tror ikke, det er den eneste uge, der bliver sådan.
I morgen sker der også noget spændende. Jeg skal til at tage et kursus ved Fitness Institute i anatomi og fysiologi, og jeg glæder mig så meget! Jeg har valgt at tage kurset, da jeg egentlig bare synes, at anatomi og fysiologi er vildt spændende, og jeg vil vildt gerne lære meget mere om det. Derudover har jeg også bare brug for at bruge hovedet igen og lave noget der interesserer mig.


Så med en vægt der følger med og med flere ting i kalenderen at se frem til, så kan marts bare komme an💪🏻

Jeg har allerede nogen tanker omkring nogen blogindlæg, der skal komme op, men hvis der er nogen ønsker, så sig endelig til!

Til slut vil jeg lige dele et par billeder fra februar med jer.

Morgenmad fra Far's Dreng
Hvis der er nogen glutenallergikerer der læser med, så kan jeg fortælle, at de har glutenfrit rugbrød fra Lagkagehuset derinde, det er ret lækkert!

Man er vel opvokset på landet.
Der er altid en glæde over lidt landlige dyr, især når de er mere eller mindre lige bagved lejligheden.

Lækker glutenfri pizza ved Bistro Avenue , det kan i den grad anbefales!

Likes

Comments

Hverdag, Spiseforstyrrelse

Et sted hvor jeg også bruger en del tid, og også deler mine tanker er i Landsforeningen for Spiseforstyrede og Pårørende. Det er en forening, som blev startet i september sidste år af den søde Mille Eigard Andersen.
Foreningens hjemmeside henvender sig både til spiseforstyrrede men også de pårørende, og der bliver arbejdet rigtig meget på at gøre siden endnu bedre.

I forbindelse med det jeg laver ved LFS, er vi gået i gang med at indsamle folks kropshistorier. Det er en øvelse og udfordring i sig selv at skrive det, men vi mener også, det kan være en inspiration for andre at læse en andens.
I kan læse mere om det lille projekt her.

Men nu vil jeg dele min kropshistorie med jer. Jeg håber, I vil tage godt imod den.

Hej med dig

Jeg er Amalies krop. Jeg er hendes hoved, hendes arme, hendes mave, hendes mølle, hendes ben - jeg er hele Amalie.
Amalie og jeg har altid været sammen, i dag er vi oppe på 20 år sammen, og det har været 20 år på både godt og ondt.

Da Amalie var barn, var der altid gang i den. Hverdagen bestod af skole, legeaftaler, FDF, musikundervisning og fodbold eller gymnastik alt ud fra, hvad tid på året det var. Senere kom der også en reklamerute oveni aktivitetslisten - jeg var altid i gang, men jeg kunne holde til det, for hun fyldte mig med masser af mad, der gav mig kræfterne til det.
I 6. klasse døde Amalies far af kræft, og det har efterladt en stor trist knude i maven på mig. Herefter begyndte hun at ses med drenge - jeg tror, hun ledte efter tryghed og en form for bekræftelse i sig selv, men jeg synes ikke, det var rart. Jeg ville i hvert fald gerne have været foruden nogen af de drenge der!
Men jeg har også været hård ved Amalie. Da hun gik på efterskole, fik jeg hende under operationskniven tre gange for forskellige ting, jeg smed alle de sædvanlige efterskole-kilo på hende, og da hende og hendes eks-kæreste slog op, gjorde jeg hende for første gang i lang tid opmærksom på mig. Jeg råbte hende op, omkring savnet på hendes far, for knuden indeni mig blev ved med at være rigtig stor. Den triste periode førte til hun fyldte mig med chokoladekiks, gifler, chips og popcorn, men hun sagde selv, når hun var alene, hun ikke kunne lide, hvad der var sket med hendes krop. Hun har sågar googlet, hvordan man taber sig i ansigtet og på fingrene.

Da Amalie gik i gymnasiet, havde vi endnu en kamp - Amalie er en kæmpe gluten-elsker, men jeg kan altså ikke tåle det skidt, så jeg reagerede med at give hende meget ondt i maven, når hun spiste noget med gluten. Heldigvis var der en sød læge, der fortalte hende, at hun ikke kunne tåle det, men på trods af det, fik hun det ikke bedre - hun var blevet bange for maden, og det gik ud over mig. Hun glemte mig og gik i stedet op i at få en god studentereksamen, men jeg prøvede at råbe hende op. Jeg blev mindre, jeg gav hende blå hænder og fødder, jeg rystede pga. lavt blodsukker, jeg tog koncentrationen fra hende, og jeg larmede fra maven, når hun gik i seng, men især den følelse var hun vild med.

Med tiden er vi blevet bedre venner igen - vi er ved at blive et makkerpar, der samarbejder om at få sparket den dumme spiseforstyrrelse ud.
Amalie er blevet bedre til at lytte til mig og give mig mere mad, og jeg svarer tilbage ved at give hende mere energi og flere kræfter.
I dag får vi hverdagen til at fungere med både arbejde og træning, og når vi er derhjemme, har hun fundet en sød dreng, der passer godt på os begge to.

Vi er stadig ikke helt i mål, men en dag bliver det vores tur til at krydse målstregen.

Likes

Comments