Jeg har mærket de sidste par uger hvordan mit hjerte har lettet sig og kroppen har fået det bedre. Jeg har mærket min krop give slip og leve livet de dage jeg kan følge med og det at jeg kan færdiggøre flere projekter på en dag er noget jeg ikke har kunne gøre i lang tid.

Jeg har ikke rigtig tidligere haft overskuddet til at færdiggøre de igangsatte projekter og dagene har tidligere været utrolig trættende at komme igennem. Det har taget på mig, min omgangskreds og omgivelser ikke at kunne gøre ting jeg gerne ville.

Det tror jeg er på vej ud af min depression med meget små skridt. Jeg magter meget mere, jeg har kunne tage en dag ad gangen og ikke pakket dagen så meget at jeg ikke kunne magte det. Jeg har tidligere ikke kunne se lyset for enden af tunnelen men da ferien er stille og rolig uden noget stres og jag har jeg kunne mærke mig selv meget bedre.

Det skræmmer mig bare, at jeg pludselig er et andet sted i mit liv..... Har ferie, laver nødvendigvis ikke noget hver dag, har pludselig mere tid til venner og familie, og har tid og overskud til spontane og hyggelige ture og udflugter.

Det skræmmer mig at jeg næsten har fået et andet syn psykisk og fysisk. Jeg stresser pludselig ikke, jeg har mere tålmodighed til folk udadtil og jeg kan være mig selv i sekundet jeg er sammen med andre uden at føle jeg bliver dømt og talt ned til.

Tænker der er andre der har oplevet noget lignende. Det at man ikke har kunne finde og kende sig selv på sine handlinger og de ting man siger. Hvordan man skal reagere i andres selvskab og have tålmodig og overskud til andre.



Jeg har endelig efter 10 mdr. fundet mig selv nogenlunde. Dette har resulteret i at jeg i år har prioriteret og fulgt mit hjerte og har derfor inviteret til 18 års fødselsdag i 3 omgange. En hyggelig aften i selvskab med fire af mine bedste venner fra efterskolen, en familiefødselsdag med min tætteste familie med mor, søs, onkel, tante, kusine og mormor og morfar, og en sidste med seks af mine gode veninder fra min HF klasse.

Udefra kan man måske se at jeg har delt min 18 års op så jeg kan overskue selvskabet. Jeg ville hellere holde min fødselsdag opdelt i "små grupper" hvis man kan sige det! Det er sådan jeg kan overskue det og sådan jeg ville have det. Min mor har lyst til at blande sig og sige at vi da skal invitere et lidt bredere selvskab af fælles familievenner men det bliver for uoverskueligt og stressende med en rodet fest som blander alle "grupper", og det kommer ikke til at ske. Jeg ved jeg er snæversynet men det er min fødselsdag og det er mig der skal være på til min fødselsdag så det at jeg skal holde fødselsdag er bare en skræmmende oplevelse.


Jeg glæder mig heldigvis enorm meget til at blive 18 på søndag.

knus Alberte :)

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Jeg er sikker på at de emner jeg kommer ind på i dette oplæg helt sikkert er nogle emner (eller rettere sumptomer) andre der også er ramt kan genkende til).

Jeg har siden oktober da alt dette startede kunne mærke en vis frustration da jeg lavede aftaler med andre. Her tænker jeg bestemt på min hukommelse, jeg kunne godt huske at jeg havde en aftale men med hvem var jeg helt blank på. Jeg havde flere gange i tankerne at skrive til de tætteste jeg kunne finde på at have en aftale med om det nu var en af dem jeg havde en aftale med hvilket var super pinligt. (måske burde jeg skaffe mig en kalender, det er desværre bare ikke lykkedes mig at holde på en og bruge den endnu) men grunden til at det er pinligt er egentlig mest fordi jeg bare har været pisse god normalt til at holde og huske mine aftaler. Pludselig skal jeg indrømme over for mig selv at øverste etage bare har sit eget liv og krop og hjerne bare ikke snakker sammen. Dette er desværre vilkårene og til gengæld er der jo en forholdsvis fin løsning med en kalender så en frustration ikke behøver at være nødvendig.


Jeg har oplevet at motorikken oftere og oftere svigter (her skulle man tænke som et alm. menneske med en god motorik at du var noget lignende et barn på 5 med en ikke helt fuldtud voksen motorik eller at dine hænder var fra et andet menneske du aldrig havde snakket med og pludselig skulle til at være partner in crime med). Dette kan du måske hurtigt tænke dig til er noget af en mundfuld og bestemt ikke rart. Det er ihvertfald noget jeg kan skrive under på har givet ekstremt mange frustrationer og tudeture ikke mindst.


Jeg har haft et par store tudeture og ikke mindst små og større anfald. Det er dæmonen fra min skulder der her tager over min krop, og viser en side jeg dårligt kunne genkende. Dette har været et kæmpe nederlag for mig personligt, og ikke mindst gjort nogle tætte personer frustreret og kede. Det er ikke noget jeg normalt ville skrive eller fortælle nogle mennesker, da jeg synes det er yderst ubehageligt, og så skræmmende at jeg som sagt hverken kan genkende mig selv eller gider at være i min krop. Jeg er først nu (ja, efter 8-9 måneder i helvedet) ved at fortælle mine nærmeste hvordan jeg har det og hvilke hårde problemer jeg går rundt og kæmper med nu.


I det forløb jeg er i nu kan jeg heldigvis huske lidt tilbage fra i starten af dette år (ja, im sorry! Jeg kan intet huske fra okt-nov-dec. det er helt væk). Jeg kan huske lidt fra de sidste måneder og lærer en del ud fra mit eget adfærd og gøren og det er jeg pisse glad for at kunne gøre. Det har virkelig været dæmonen der har været på spil og gjort livet og ikke mindre end mit forhold til de nærmeste en smule skrøbeligt.


Efter mine tanker som mindre værdskomplekser og utydelig kommunikation mellem venner og familie håber jeg at kunne sætte en stopper for dæmonen og kunne lære noget og ikke bare hænge fast på andre. Det er tid til en forandring (Forandring har jeg både hørt og erfaret, fryder). Jeg ville lære at sætte hælen i og kunne sætte grænser og fortælle når nok er nok. jeg ville være stolt at min opførsel og adfærd og derudfra kunne give den kærlighed tilbage som venner og bekendte giver mig.


Dette kunne jeg ikke se ville være en mulighed for bare 1-2 måneder siden. Mit liv har ændret sig dag for dag i denne periode og da tankerne ikke har været det samme har både humøret, venner, atmosfæren, mine felter og alt omkring mig været anderledes dag for dag. Det har gjort ubalancen i min hverdag mere ubalancerende og ustabil og derfra kun gået i ring.


Håber i kan få lidt ud af dette oplæg.

-Alberte;)

Likes

Comments

Jeg var på efterskole i 15/16 hvor jeg besluttet mig for at prøve at søge ind på efterslægten. Jer københavnere kender måske Hfc- Efterslægten?!. Men der fik jeg en plads og jeg startet derfor i sommer. Vi alle accepteret hinanden super hurtigt både fagligt og socialt. Vi startet med små og overskuelige afleveringer, men jeg vidste jo godt at det var kun en start.

Der gik uger og måneder med afleveringer frem og tilbage hvor det egentlig gik super godt. Der var både korte og lange og nogle betydelige og andre ubetydelige (måske ville man kun mene det hvis man er elev). Men vi nåede til Oktober hvor jeg meget hurtigt gik ned med flaget både psykisk, mentalt, fysisk og en del socialt.

Det er jeg helt sikkert på der også er andre der har haft og måske kan genkende.

Dette har jeg senere tænkt meget over og er måske kommet frem til at det både kan skyldes at jeg kom hjem fra efterskole og startet første arbejdsdag to dage efter hjemkomst. Derhjemme fik jeg aldrig rigtig landet før jeg skulle "lette" igen og mine papkasser fra efterskolen stod stadig på mit værelse efter to måneder. Måske kan det også skyldes jeg aldrig rigtig nåede at få en rutinepræget hverdag så jeg blev tit træt og mistet lysten. Jeg tænkte tit på plan hvis jeg måske ik gad HF mere... og gik desværre tit rundt med tanken: "hvad skal jeg hvis jeg dropper ud?" samtidig med at jeg aldrig har droppet ud af noget så den ukendte situation og skuffelsen ved ikke at have bestået noget gjorde mig usikker og måske fik mig til at kæmpe i mod.

I Oktober måned kunne jeg ikke se en sammenhæng mellem min mentale gøren og den fysiske reaktion. Dette gjorde mig angst og ubehagelig tilpas og oven i det hele var jeg sindssygt træt og levede min hverdag efter skole under dynen. Jeg tabte mig samtidig næsten 7 kilo på 3-4 måneder og min mor slog alarm med det samme. Hun slæbte mig til lægen. Heldigvis kunne jeg jo sige med det samme hvad det var da både min søster og mor har haft samme psykisk sygdom nemlig depression.

I skolen fik jeg alligevel trods min psykiske sygdom afleveret mine afleveringer og mit fravær var ikke enormt. Kvalitet blev desværre en smule til kvantitet men det blev afleveret med både blod, sved og tårer og det var en lang kamp. 

Jeg har nu kæmpet med min depression og en smule angst i snart 6-7 måneder. Dette har som jer der nok kender det, både budt på opture men desværre flest nedture. Jeg har snakket med familie, venner, veninder og en del fagfolk og fordi jeg har levet mit halve liv hos en psykolog har jeg prøvet lidt selv at arbejde for at kravle op af hullet igen men har de sidste måneder måtte overgive mig. Jeg starter min første psykolog time op 3 år efter sidste stop fra på fredag og frem til jeg bliver 18 år midt i sommerferien.

Det må indrømmes at jeg glæder mig lidt til at få noget hjælp og smide lidt ubehag i hovedet på en helt uskyldig kvinde der intet ved om min situation. Jeg ved heldigvis hvordan det fungere og har forberedt mig selv en del på timen med psykologen. Jeg forventer en del af mig selv og vores samarbejde men ved godt det måske også var det der fik mig ned med nakken så jeg prøver derfor også at skrue lidt ned for de forfærdelige forventninger.

Desværre er det tit presset fra skolen og forventningerne fra en selv der kollidere så man til sidst ikke føler man er noget værd.

- Jeg har arbejdet med ting der gør mig angst eller bange.

- Jeg har arbejdet på prioritering af alt fra arbejde, venner/veninder, skole og familie. Jeg har fået en øjenåbner som har vist sig at være en god en af slagsen. Det er jeg super taknemlig for den dag idag.

- Jeg ville tage flere individuelle beslutninger derfra prøve at finde mig selv.

- Jeg skrev de fleste af mine tanker ned og sagde også dem jeg synes jeg kunne se en sammehæng i. Sig det højt og være åben det betaler sig i sidste ende. 


Håber i kunne bruge det lidt og måske få en ide hvad dette indebære. Jeg håber selvfølgelig ikke at i har været ramt men det ses desværre oftere og oftere og det er næsten blevet mere og mere normalt at have det/haft det. 


Jeg er snart ude på den anden side igen forhåbentligt. Knus Miqqqq ;) 

Likes

Comments

En lille pyntegenstand på lampen hvis du lider under en rispapirs lampe fra ikea der egentlig alt i alt bare samler støv og er ved at blive nikotin gul. Det er bare ik fedt og lige præcis hvad der sker herhjemme. Mit værelse er så lille at en større lampeskærm næsten ser kluntet og grimt ud. Så hvis du selvfølgelig er til DYI projekter så giv det da en chance. Det er en erstatning for en lampeskærm men den har ikke andet end en funktion end pyntning.

Uha, jeg er vild med det! En DYI jeg ikke tænkte på men det er selvfølgelig super smart og meget fikst. Du vælger selv om der skal være sten, sand eller bare et lille blomsterløg i eller som her både en smule sten og en lille grøn dusk.

Jeg kunne godt selv finde på det.

SÅÅÅÅ inspirerende.... Hvis du derhjemme har et lidt tomt og frit hjørne eller et bord der mangler lidt pynt ovenfra så er det da perfekt.... Der er ik så meget DYI men meget enkelt er det to slags "slynger" sætte en form for krukke, potte eller lignende ned omkring slyngen og skru en lille krog fast i loftet. Det er valgfrit hvordan looket skal være. hvilken type plante eller potte du er til.

Her kommer også lidt til de af jer der har grønne fingre. Et skam med vinduer, åbningsmulighed og små etager. Hvis du har grønne fingre og Et alm. drivhus måske lige er i overkanten er dette "skab" da lige dig. Det er overskueligt og lige i skabet ;) Hehe!!

Hold da op en bænk. Hvis det er lidt hyggeligere med en samling af to stole til en bænk så er det da en super fed måde at gøre dette på. to lidt fancy stole, 6 brædder og et par skruer. Det kan da ikke være mere klart og tydeligt. Jeg elsker tanken.

Likes

Comments

Ja. Jeg er bestemt ikke den eneste der er blevet ramt af en lille krise. Da KIWI´s hoved kontor i Norge har opsagt samarbejdet i DK grundet underskud og dårlig økonomi. Dette bliver desværre mine sidste måneder som servicemedarbejder i KIWI. Det er med både en lille smule vemodighed og meget stor lettelse da jeg i noget tid faktisk har søgt en del efter noget andet. Jeg har været i butikken siden dens åbning 1. Juli sidste år (ja! det skam en smule til grin at den efter 10 mdr. bliver dødsdømt). Jeg skal til at finde noget nyt da disse måneders søgen ikke har været nok. Heldigvis er det ikke noget der haster men pengene i mit tilfælde er desværre en nødvendighed så der er lidt press på....

Jeg går en lidt mærkelig tid i møde med lukning og sidste vagter i butikken, men også en læseferie og mine første rigtige eksaminer i 1HF. Det er både spændende men også P**** angstprovokerende. Jeg ved jeg ikke er den eneste med en opsigelse på sig, men det er skam stadig et nederlag at måtte gå fra en lukket butik.


Dem der er ramt af det, håber i finder noget :) Mon ik? hihi :P

knus Alberte

Likes

Comments