Hold da op et afbræk jeg fik mig ugen op til skole start. Jeg havde for et par måneder siden aftalt med en dejlig veninde at smutte afsted på en "lille" ferie. Egentlig bare for at koble af, slappe af og bare glemme sin position der hjemme bare for en lille stund. Så ferien var fra d. 8/8 - 15/8. En helt uge. Ikke mindre en en helt uge, og så var det ovenikøbet til dagen før jeg igen skulle i skole og min første rejse hvor jeg skulle flyve uden den tætteste familie.


Jeg har fået blod på tanden til at gøre det igen. Jeg er sprunget ud af den skal jeg har været i, i for lang tid. Jeg kan nyde ting rundt om mig meget mere ergo jeg kunne være mig selv uden at stresse over diverse praktiske ting herhjemme og bare nyde en ferie.


Jer der endnu ikke har fået glæden ved livet efter en nedtur eller evt. depression! Gør jer selv en tjeneste, Tag nogle dage fri fra skole, arbejde, studie... what ever! Og brug nogle dage en smule væk fra hverdagen. find jer selv i skoven, ved vandet, ude og cykle eller et sted der evt. inspirere jer. Noget i har ville gøre el. prøve i lang tid. Do it! find dig selv, mærk dine energier og følg din mavefornemmelse. 

Jeg følte mit værelse var et deprimeret rum med en masse distraherende og dårlige energier, derfor tog jeg sagen i egen hånd og gav den noget af en makeover. Hold da op et løft det har fået. Jeg har fornyet energi og er frisk på et nyt skoleår med bene plantet solidt på jorden. Hvis du pludselig føler du flyver og du du pludselig nå for langt op hvor du intet kan styre er der dælme langt at falde. Så sikre nu dig selv dit heldbred før alt andet. Føl i maven og i kroppen. 


Så kom jeg ud på et sidespor. Jeg håber i kan bruge mine små erfaringer til noget. Vises næste gang. 

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Foto har interesseret mig i en del år, jeg elsker faktisk et bredt udvalg af motiver hvis jeg bare får dem i den rigtige vinkel og jeg giver billedet en personlighed. Naturen er min favorit da jeg for det mindste skal være skarp og kritisk men også profil billeder er noget jeg ville bliver bedre og mere professionel til.

Jeg elsker at lege med farver (som billederne herover). Der skal være en balance og et motiv man kan genkende/identificere sig med men stadig se "kunstneren" i billederne. Jeg tror der er en del der kan identificere sig med valmuer og en selvplukket buket. og så endda i rigtige natur blomst farver.

De er selvfølgelig taget lige over Amagermotorvejen med udsigt til Hvidovre havn. Her er der en super mark med disse flotte markblomster og valmuer. De er vidst igang med et forsøg på at lave en byskov altså plante en skov tæt på by.


Så er det her jeg tror i tydeligt kan se hvorfor jeg egner mig bedst bag kameraet. Det var dagen før min fødselsdag for ca. en månedstid siden. Vi var i Valby parken hele familien på en middagstur. Fuld drøn på solen og bare en lækker dag med rolig afslapning og glade dage. Jeg er hverken høj nok eller egner mig som model foran kameraet så jeg bliver bag i og måske håber på en back-up i en foto uddannelse.

håber i ville kigge på mine billeder, selvfølgelig kun hvis i er interesseret i det.

Forresten bruger Canon 700D med en 18-200mm linse.

Jeg håber personligt i ville kigge på mine billeder, selvfølgelig kun hvis i er interesseret i dem. Jeg ville huske jeg på at det er min passion og dette kun er et begrænset uddrag fra mine seneste shoots. Der skal helt sikkert nok komme mange flere billeder.

Knus og kram til vi ses igen. :)

Likes

Comments

Jeg har mærket de sidste par uger hvordan mit hjerte har lettet sig og kroppen har fået det bedre. Jeg har mærket min krop give slip og leve livet de dage jeg kan følge med og det at jeg kan færdiggøre flere projekter på en dag er noget jeg ikke har kunne gøre i lang tid.

Jeg har ikke rigtig tidligere haft overskuddet til at færdiggøre de igangsatte projekter og dagene har tidligere været utrolig trættende at komme igennem. Det har taget på mig, min omgangskreds og omgivelser ikke at kunne gøre ting jeg gerne ville.

Det tror jeg er på vej ud af min depression med meget små skridt. Jeg magter meget mere, jeg har kunne tage en dag ad gangen og ikke pakket dagen så meget at jeg ikke kunne magte det. Jeg har tidligere ikke kunne se lyset for enden af tunnelen men da ferien er stille og rolig uden noget stres og jag har jeg kunne mærke mig selv meget bedre.

Det skræmmer mig bare, at jeg pludselig er et andet sted i mit liv..... Har ferie, laver nødvendigvis ikke noget hver dag, har pludselig mere tid til venner og familie, og har tid og overskud til spontane og hyggelige ture og udflugter.

Det skræmmer mig at jeg næsten har fået et andet syn psykisk og fysisk. Jeg stresser pludselig ikke, jeg har mere tålmodighed til folk udadtil og jeg kan være mig selv i sekundet jeg er sammen med andre uden at føle jeg bliver dømt og talt ned til.

Tænker der er andre der har oplevet noget lignende. Det at man ikke har kunne finde og kende sig selv på sine handlinger og de ting man siger. Hvordan man skal reagere i andres selvskab og have tålmodig og overskud til andre.



Jeg har endelig efter 10 mdr. fundet mig selv nogenlunde. Dette har resulteret i at jeg i år har prioriteret og fulgt mit hjerte og har derfor inviteret til 18 års fødselsdag i 3 omgange. En hyggelig aften i selvskab med fire af mine bedste venner fra efterskolen, en familiefødselsdag med min tætteste familie med mor, søs, onkel, tante, kusine og mormor og morfar, og en sidste med seks af mine gode veninder fra min HF klasse.

Udefra kan man måske se at jeg har delt min 18 års op så jeg kan overskue selvskabet. Jeg ville hellere holde min fødselsdag opdelt i "små grupper" hvis man kan sige det! Det er sådan jeg kan overskue det og sådan jeg ville have det. Min mor har lyst til at blande sig og sige at vi da skal invitere et lidt bredere selvskab af fælles familievenner men det bliver for uoverskueligt og stressende med en rodet fest som blander alle "grupper", og det kommer ikke til at ske. Jeg ved jeg er snæversynet men det er min fødselsdag og det er mig der skal være på til min fødselsdag så det at jeg skal holde fødselsdag er bare en skræmmende oplevelse.


Jeg glæder mig heldigvis enorm meget til at blive 18 på søndag.

knus Alberte :)

Likes

Comments

Jeg er sikker på at de emner jeg kommer ind på i dette oplæg helt sikkert er nogle emner (eller rettere sumptomer) andre der også er ramt kan genkende til).

Jeg har siden oktober da alt dette startede kunne mærke en vis frustration da jeg lavede aftaler med andre. Her tænker jeg bestemt på min hukommelse, jeg kunne godt huske at jeg havde en aftale men med hvem var jeg helt blank på. Jeg havde flere gange i tankerne at skrive til de tætteste jeg kunne finde på at have en aftale med om det nu var en af dem jeg havde en aftale med hvilket var super pinligt. (måske burde jeg skaffe mig en kalender, det er desværre bare ikke lykkedes mig at holde på en og bruge den endnu) men grunden til at det er pinligt er egentlig mest fordi jeg bare har været pisse god normalt til at holde og huske mine aftaler. Pludselig skal jeg indrømme over for mig selv at øverste etage bare har sit eget liv og krop og hjerne bare ikke snakker sammen. Dette er desværre vilkårene og til gengæld er der jo en forholdsvis fin løsning med en kalender så en frustration ikke behøver at være nødvendig.


Jeg har oplevet at motorikken oftere og oftere svigter (her skulle man tænke som et alm. menneske med en god motorik at du var noget lignende et barn på 5 med en ikke helt fuldtud voksen motorik eller at dine hænder var fra et andet menneske du aldrig havde snakket med og pludselig skulle til at være partner in crime med). Dette kan du måske hurtigt tænke dig til er noget af en mundfuld og bestemt ikke rart. Det er ihvertfald noget jeg kan skrive under på har givet ekstremt mange frustrationer og tudeture ikke mindst.


Jeg har haft et par store tudeture og ikke mindst små og større anfald. Det er dæmonen fra min skulder der her tager over min krop, og viser en side jeg dårligt kunne genkende. Dette har været et kæmpe nederlag for mig personligt, og ikke mindst gjort nogle tætte personer frustreret og kede. Det er ikke noget jeg normalt ville skrive eller fortælle nogle mennesker, da jeg synes det er yderst ubehageligt, og så skræmmende at jeg som sagt hverken kan genkende mig selv eller gider at være i min krop. Jeg er først nu (ja, efter 8-9 måneder i helvedet) ved at fortælle mine nærmeste hvordan jeg har det og hvilke hårde problemer jeg går rundt og kæmper med nu.


I det forløb jeg er i nu kan jeg heldigvis huske lidt tilbage fra i starten af dette år (ja, im sorry! Jeg kan intet huske fra okt-nov-dec. det er helt væk). Jeg kan huske lidt fra de sidste måneder og lærer en del ud fra mit eget adfærd og gøren og det er jeg pisse glad for at kunne gøre. Det har virkelig været dæmonen der har været på spil og gjort livet og ikke mindre end mit forhold til de nærmeste en smule skrøbeligt.


Efter mine tanker som mindre værdskomplekser og utydelig kommunikation mellem venner og familie håber jeg at kunne sætte en stopper for dæmonen og kunne lære noget og ikke bare hænge fast på andre. Det er tid til en forandring (Forandring har jeg både hørt og erfaret, fryder). Jeg ville lære at sætte hælen i og kunne sætte grænser og fortælle når nok er nok. jeg ville være stolt at min opførsel og adfærd og derudfra kunne give den kærlighed tilbage som venner og bekendte giver mig.


Dette kunne jeg ikke se ville være en mulighed for bare 1-2 måneder siden. Mit liv har ændret sig dag for dag i denne periode og da tankerne ikke har været det samme har både humøret, venner, atmosfæren, mine felter og alt omkring mig været anderledes dag for dag. Det har gjort ubalancen i min hverdag mere ubalancerende og ustabil og derfra kun gået i ring.


Håber i kan få lidt ud af dette oplæg.

-Alberte;)

Likes

Comments

Jeg var på efterskole i 15/16 hvor jeg besluttet mig for at prøve at søge ind på efterslægten. Jer københavnere kender måske Hfc- Efterslægten?!. Men der fik jeg en plads og jeg startet derfor i sommer. Vi alle accepteret hinanden super hurtigt både fagligt og socialt. Vi startet med små og overskuelige afleveringer, men jeg vidste jo godt at det var kun en start.

Der gik uger og måneder med afleveringer frem og tilbage hvor det egentlig gik super godt. Der var både korte og lange og nogle betydelige og andre ubetydelige (måske ville man kun mene det hvis man er elev). Men vi nåede til Oktober hvor jeg meget hurtigt gik ned med flaget både psykisk, mentalt, fysisk og en del socialt.

Det er jeg helt sikkert på der også er andre der har haft og måske kan genkende.

Dette har jeg senere tænkt meget over og er måske kommet frem til at det både kan skyldes at jeg kom hjem fra efterskole og startet første arbejdsdag to dage efter hjemkomst. Derhjemme fik jeg aldrig rigtig landet før jeg skulle "lette" igen og mine papkasser fra efterskolen stod stadig på mit værelse efter to måneder. Måske kan det også skyldes jeg aldrig rigtig nåede at få en rutinepræget hverdag så jeg blev tit træt og mistet lysten. Jeg tænkte tit på plan hvis jeg måske ik gad HF mere... og gik desværre tit rundt med tanken: "hvad skal jeg hvis jeg dropper ud?" samtidig med at jeg aldrig har droppet ud af noget så den ukendte situation og skuffelsen ved ikke at have bestået noget gjorde mig usikker og måske fik mig til at kæmpe i mod.

I Oktober måned kunne jeg ikke se en sammenhæng mellem min mentale gøren og den fysiske reaktion. Dette gjorde mig angst og ubehagelig tilpas og oven i det hele var jeg sindssygt træt og levede min hverdag efter skole under dynen. Jeg tabte mig samtidig næsten 7 kilo på 3-4 måneder og min mor slog alarm med det samme. Hun slæbte mig til lægen. Heldigvis kunne jeg jo sige med det samme hvad det var da både min søster og mor har haft samme psykisk sygdom nemlig depression.

I skolen fik jeg alligevel trods min psykiske sygdom afleveret mine afleveringer og mit fravær var ikke enormt. Kvalitet blev desværre en smule til kvantitet men det blev afleveret med både blod, sved og tårer og det var en lang kamp. 

Jeg har nu kæmpet med min depression og en smule angst i snart 6-7 måneder. Dette har som jer der nok kender det, både budt på opture men desværre flest nedture. Jeg har snakket med familie, venner, veninder og en del fagfolk og fordi jeg har levet mit halve liv hos en psykolog har jeg prøvet lidt selv at arbejde for at kravle op af hullet igen men har de sidste måneder måtte overgive mig. Jeg starter min første psykolog time op 3 år efter sidste stop fra på fredag og frem til jeg bliver 18 år midt i sommerferien.

Det må indrømmes at jeg glæder mig lidt til at få noget hjælp og smide lidt ubehag i hovedet på en helt uskyldig kvinde der intet ved om min situation. Jeg ved heldigvis hvordan det fungere og har forberedt mig selv en del på timen med psykologen. Jeg forventer en del af mig selv og vores samarbejde men ved godt det måske også var det der fik mig ned med nakken så jeg prøver derfor også at skrue lidt ned for de forfærdelige forventninger.

Desværre er det tit presset fra skolen og forventningerne fra en selv der kollidere så man til sidst ikke føler man er noget værd.

- Jeg har arbejdet med ting der gør mig angst eller bange.

- Jeg har arbejdet på prioritering af alt fra arbejde, venner/veninder, skole og familie. Jeg har fået en øjenåbner som har vist sig at være en god en af slagsen. Det er jeg super taknemlig for den dag idag.

- Jeg ville tage flere individuelle beslutninger derfra prøve at finde mig selv.

- Jeg skrev de fleste af mine tanker ned og sagde også dem jeg synes jeg kunne se en sammehæng i. Sig det højt og være åben det betaler sig i sidste ende. 


Håber i kunne bruge det lidt og måske få en ide hvad dette indebære. Jeg håber selvfølgelig ikke at i har været ramt men det ses desværre oftere og oftere og det er næsten blevet mere og mere normalt at have det/haft det. 


Jeg er snart ude på den anden side igen forhåbentligt. Knus Miqqqq ;) 

Likes

Comments